Vi har alle to liv...

D. 20. august 2018 valgte jeg at lukke døren til det, som jeg har arbejdet med i 10 år (10 år?!): spiseforstyrrelser.

Det var ikke nemt at lukke døren til alt, hvad der har med spiseforstyrrelser at gøre. Det, som har fyldt mit liv, siden jeg var 16 år (og nu nærmer jeg mig 40 år...!). Først var jeg selv fanget i en spiseforstyrrelse, og derefter har jeg skrevet bøger om det, holdt mange foredrag, hjulpet spiseforstyrrede piger og drenge samt pårørende, og jeg har stiftet LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende).

Men jeg var ved at miste mig selv til sidst. Måden, jeg håndterede det hele på, hang ikke sammen for mig selv. Fundamentet begyndte at smuldre. Jeg var blevet for meget REDDER og glemte at ”redde mig selv”.

Hvad har JEG lyst til i livet? Hvad gør MIG glad? Hvordan vil JEG gerne have det? Hvordan kan jeg gøre en forskel for andre MEN have egenomsorgen som førsteprioritet? (det med at tage iltmasken på først selv i en flyver, før man redder andre...). Alt det som jeg ”prædikede” til andre spiseforstyrrede, glemte jeg pludselig i forhold til mig selv, og derfor følte jeg mig ”falsk”. Man skal jo selv praktisere, hvad man prøve at lære andre J

Jeg begyndte også at tvivle på mig selv, om jeg overhovedet havde noget at byde på, om mine holdninger omkring behandlingen til spiseforstyrrede var noget værd, og jeg tænkte, at alle de ”professionelle” på området sagde tingene på en meget bedre måde end mig. Og til sidst kunne jeg dårligt nok mærke, hvad jeg selv følte og tænkte om det hele. Meget mærkeligt pludselig at ryge ned både mht. selvtillid og selvværd.

Pudsigt nok fik jeg mega ondt i det ene øre – betændelse, så jeg blev halvdøv. Jeg tolkede det som kroppens signal om, at jeg måtte ”lukke ørerne” for, hvad alle andre mener om dit og dat og i stedet søge INDAD og finde tilbage til MIN kerne, MINE holdninger, MIT standpunkt og MIN ”mission”.

Så jeg slettede min profil på instagram. Og jeg gik af som formand for LFS, som jeg ellers selv havde stiftet.

Jeg følte ikke, at jeg kunne bygge mig op igen på et gammelt fundament. Der skal ”bygges et nyt hus”, og til det kræves altså et nyt fundament. Et nyt udgangspunkt, et nyt ståsted. Det er det, som jeg er i gang med at bygge nu. Min Skriveboble <3

Hvis du lige nu er på vej ud af en spiseforstyrrelse, kender du måske til det med at være ved at brække dig (tøhø) af den ”rolle”, du føler dig fastlåst i. Du har måske været spiseforstyrret i en del eller mange år, og folk kender dig som ”spiseforstyrrede dig”. Du vil virkelig gerne bryde ud, finde dit sande jeg i frihed, men det er skide svært, fordi rollen både er din tryghed og din ven – og det du i bund og grund hader. Du skal turde TURDE en hel masse nyt og anderledes – OG samtidig kunne tackle andres eventuelle reaktioner og meninger om din udvikling. Det er svært at holde fast i sig selv i en proces, der handler om at finde sig selv...

MEN det kan lade sig gøre! Ikke easy-peasy, oh no. Men hvor der er vilje, er der en vej. Kringlet og opad bakke i perioder – men har du dit FOKUS på plads (altså ved, hvor du ønsker at komme hen/hvordan du ønsker at have det), har du hele tiden det at navigere mod. Hvis du ikke har et mål, er du som et skib på oprørt hav uden destination. Dit mål skal være af oprigtig LYST – en lyst, der kan overskygge spiseforstyrrelsens jerngreb – og du skal være villig til at gøre det, der skal til, for at nå i mål. Altså være bevidst om de BEHOV, der er, og turde GØRE det (ord og tanker er ikke nok. Der skal ansvar og handling til).

For mig handler det lige nu om en ny udvikling, der skal til. Jeg skal turde TURDE endnu mere, end jeg hidtil har gjort. Og det er jeg klar til!

Det er umuligt at stå med foden i klemme i én dør for at sikre sig, at den ikke lukker – samtidig med at gå hen til en anden dør og åbne den. Du bliver nødt til at fjerne foden, se døren lukke bag dig, mærke angsten og blive i den, gå de skridt der skal til hen til den nye dør – og åbne den og gå ind.

På samme måde skal du turde sige farvel til den trygge tilstand i spiseforstyrrelsen. Lukke døren – uden at holde en fod i klemme – og i stedet åbne døren til... LIVET. Det er faktisk ret smukt, når du tør leve det <3

Det er aldrig for sent at skabe sig et godt liv. RESTEN SKAL NYDES. Du må godt, du fortjener det, du er god nok præcis som du er. Følg dit hjerte og din LYST. Du skal leve DIT liv – ikke leve alle andres.

”Vi har alle to liv.
Det andet begynder den dag, du virkelig indser og forstår, at du kun har ét”

Skriveboblen!

Dette skrev jeg på Facebook d. 20. december 2018:

"Så er jeg ved at komme ud af baby-boblen efter at ha’ været over 1 år på barsel med Lucas 💙 Han fik egentlig vuggestueplads i september men har været syg hele efteråret - så han har først været rigtigt i vuggestue fra her i december. Så min barsel blev forlænget men NU er jeg klar til at arbejde igen 😁 (og vigtigst: Lucas er rask og glad! For at gøre en lang historie kort, endte han med at få dræn på begge ører - hvilket har gjort ham til en “helt ny dreng”!).

Jeg har startet en ny profil på Instagram, som hedder “skriveboblen”, og i dag har jeg postet første opslag. Det er min passion for bøger og at skrive, som jeg for alvor kaster mig over nu! Stay tuned 😁😘

Læs første opslag her og følg gerne med på Instagram, hvis du er “derovre” 😀

VELKOMMEN TIL SKRIVEBOBLEN! 💭✍🏻📚 Jeg hedder Mille, jeg er 39 år, er mor til Julia på 4 år og Lucas på knap 15 måneder og så er jeg VILD med at skrive ✍🏻📚 Og tænke 💭😅 Det kommer der af og til nogle bøger ud af 📚(og desuden en hulens masse noter 📝📝📝). Jeg har skrevet 8 bøger: 5 bøger er mine egne og 3 bøger har jeg været ghostwriter på. Jeg har lige været på barsel i over 1 år, men NU skal jeg i gang med at skrive igen 😁👏🏻Og jeg vil gerne hjælpe andre med deres bogdrøm! Derfor bygger jeg nu Skriveboblen op, som er mit forlag - men som også vil tilbyde hjælp til skriveprocessen. Pt. arbejder jeg på forskellige tilbud, jeg vil tilbyde: nogen har brug for hjælp til at skrive en bog helt fra bunden, andre har selv skrevet hele bogen men har brug for andre øjne på den + redigering/struktur, andre igen har en masse noter som de har brug for hjælp til at stykke sammen til en genial bog osv. osv. Der er vidt forskellige behov ☺️ Det betyder, at prisen også er forskellig - alt efter hvor meget hjælp, man har brug for. Disse tilbud har jeg klar i det nye år 🤩 (først skal jul og nytår nydes med min familie ♥️). Her på profilen vil du kunne følge med i mine bogprojekter. Ud over at hjælpe andre, er jeg også i gang med endnu en bog selv 📘 Den kommer jeg til at dele meget, meget mere om!
Endnu en gang velkommen til mit lille skrive-univers!"

Følg med 

- på facebook: @skriveboblen

- på instagram: @skriveboblen

- hjemmesiden: www.skriveboblen.dk 

Jeg går af som formand for LFS

D. 20. august 2007 – dvs. for præcis 11 år siden i dag – blev jeg kørt ned, og efterfølgende kunne jeg ikke gå i 5 måneder (jo på krykker). Den (u)lykke blev startskuddet til de efterfølgende 11 år. At blive tvunget til at tage den med ro (min tvangsmotion blev jo stoppet brat af (u)lykken) gjorde, at jeg begyndte at reflektere over mit liv. Jeg erkendte over for mig selv, at det var anoreksien, der styrede mit liv – det var ikke mig. Jeg havde brug for at finde hoved og hale i det hele, så jeg læste alle mine dagbøger igennem. Jeg samlede det til en bog (”Lad mig bare forsvinde”. Som i 2. oplag blev omdøbt til ”En anoreksipiges dagbog”), sendte den til forlaget Peoples Press… seriøst uden at tænke fremtid i det… konsekvenser; positive som negative. Regnede faktisk med at få et nej til udgivelse.

Men forlaget sagde ja. Og inden jeg fik set mig om, stod jeg med min første bog i hånden. Min drøm om at blive forfatter var en realitet (jeg har altid elsket at skrive, og jeg har drømt om at blive forfatter, så længe jeg kan huske). Det satte en lavine i gang, som jeg ikke havde forestillet mig. Jeg kom i Go’ Aften Danmark, magasiner ville have interview med mig, min mailboks blev lagt ned af andre spiseforstyrrede og pårørende, der havde spørgsmål eller ville have råd. Og der blev efterspørgsel på foredrag. Alt sammen noget jeg ikke valgte (jo, jeg VALGTE jo at GÅ MED den vej. Jeg kunne bare ha’ sagt nej).

Så præcis 1 år efter (u)lykken stod jeg og holdt mit allerførste foredrag. Det var i København, og jeg mener, at der kom omkring 10 mennesker J Jeg var ikke ude af spiseforstyrrelsen endnu – men jeg havde startet ”rejsen” og kunne fortælle om tiden i spiseforstyrrelsen. Det første foredrag var altså d. 20. august 2008. Dvs. præcis 10 år siden i dag!

Siden da har jeg holdt et utal af foredrag rundt i hele landet. Jeg har fortalt min spiseforstyrrede historie til hudløshed (og jeg har fået en meget indadvendt navle pga. al det navlepilleri, hehe J ). I takt med antallet af foredrag (hvor jeg hele tiden kun kunne inspirere til, hvor jeg selv ”var kommet til” i min ”proces”) blev jeg mere og mere selv ”fri” – men samtidig også spundet ind i den identitet, hvis man kan sige det. Jeg følte, at jeg blev ved med at være ”spiseforstyrrede Mille”, lige meget hvor langt ud af spiseforstyrrelsen, jeg kom.

I sommeren 2016 tog jeg initiativ til at starte LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende) med håbet om at kunne være med til at gøre en forskel for spiseforstyrrede og deres pårørende på et ”højere plan” end ”bare” at holde mine foredrag og skrive bøger og blogs om det. Det er noget af en mundfuld at stable en velfungerende forening på benene, og det tager tid. For mig kom der også en graviditet og barsel ind fra højre, der har fået mig til at tage hele mit liv op til revision. Hele dette forår, mens jeg har haft barsel, har tankerne kredset rundt, og jeg har på bedste vis forsøgt at mærke efter... Jeg føler mig stadig som ”spiseforstyrrede Mille”, og jeg har virkelig lyst til – og brug for – at finde ud af, hvem jeg også er. Hvad kan jeg ud over at beskæftige mig med spiseforstyrrede?

Nu har jeg truffet en beslutning, og det er, at jeg i dag på min 10 års ”jubilæumsdag” går af som formand for LFS. Det er ikke nemt for mig. Men jeg tror på, at det er det rigtige. Jeg føler mig ikke som ”den rigtige” formand mere for LFS. Der skal andre og nye kræfter til. Jeg er brændt ud i det. I hvert fald lige nu. Jeg kan ikke spå om fremtiden J

LFS kører videre, og jeg vil gerne understrege på det kraftigste, at jeg stadig bakker 100 % op om foreningen! Jeg håber, at vores medlemmer fortsat vil være medlem, og jeg håber, at mange flere vil melde sig ind og bakke op. Der er (desværre) stadig hårdt brug for, at der sker nytænkning og forbedringer for behandlingen af og forståelsen for spiseforstyrrede.

Jeg vil gerne sige en KÆMPE tak til alle jer, der har fulgt min "rejse" i alle disse år, bakket op og været skide søde! TAK! 

PS. Jeg ved godt, at bloggen slet ikke er opdateret. Det skal nok komme J

At bladre videre i livets bog...

Siden august 2008 (dvs. i 9 år 😳😳😳) har jeg plapret og plapret om spiseforstyrrelser, skrevet bøger, hjulpet piger, drenge og pårørende og holdt et utal af foredrag. Jeg kan mærke, at jeg ikke er så god til det mere. Fordi jeg simpelthen er kommet for langt væk fra den "verden"! Man er faktisk bedst til at sætte ord på, når man er godt på vej "ud" men stadig kan mærke "smerten" og kampene. Synes jeg 😊 Mine foredrag var bedre, da jeg stadig kunne mærke det hele, mens jeg stod og fortalte. 

Derudover kan jeg mærke et behov for at give mig selv lov til at finde ud af, hvem jeg OGSÅ er - udover at være "hende Mille der har haft en spiseforstyrrelse i mange år". For hende kender jeg sgu ikke rigtigt endnu! Siden jeg var 16 år, hvor anoreksien startede, og til nu hvor jeg er 38, har jeg haft med spiseforstyrrelser at gøre, enten på egen krop eller ved at sætte ord på/hjælpe og motivere andre.

Hvordan er det bare at være mor, kæreste, have en helt "normal" hverdag med "normale" op- og nedture uden hele tiden at skulle tænke spiseforstyrrelse ind i min kommunikation på den ene eller anden måde?! Det har jeg faktisk rigtig meget lyst til at finde ud af 😅 

Og for at finde ud af det, må jeg selv give slip på den spiseforstyrrede identitet, jeg har fået. Ikke fordi jeg ikke står 100 % ved min fortid, og alt hvad jeg har bidraget med i de sidste 9 år. Og at folk genkender mig fra mine bøger er også helt fint! Men hvis jeg vil videre i ”livets bog”, må jeg altså bladre videre… og se hvad livet også har til mig. Måske kommer der flere sider, hvor jeg på den ene eller anden måde har med spiseforstyrrelser at gøre. Måske ikke. Lige nu tror jeg det er vigtigt, at jeg giver mig selv fri. Fri til ”bare” at være en ganske normal mor, kæreste, datter, veninde… Og nyde min barsel!

Så hvis du kun følger mig for at høre om spiseforstyrrelser, så stop med at følge mig. Fremover vil det blive baby, familie, dagligdag... men også "tanker om livet", da jeg jo er en tænksom person. Og noget om at følge sine drømme, kommer der nok også noget om! Jeg har en drøm efter min barsel, som skal forfølges 💃🏼 

PS. Men selvfølgelig bakker jeg på alle måder stadig op omkring, at der skal ske forbedringer på spiseforstyrrelses-området! Jeg har bare personligt brug for at give mig selv fri og lære en ny mig at kende ❤️ Jeg vil jo for fa'en leve op til min bogs titel: RESTEN SKAL NYDES! Det kræver - kan jeg mærke - at jeg selv giver slip på den identitet, jeg har fået, og åbner døren til nyt og endnu ukendt land.

LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende)

Som I sikkert har bemærket, skriver jeg ikke længere her på bloggen - for jeg har startet en ny forening for spiseforstyrrede og pårørende, som pt. får al min energi. Den startede i september 2016.

LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende)

www.dlfs.dk

Min mail i foreningen: mea@dlfs.dk

Jeg håber at se jer derovre - og ikke mindst at I vil bakke op ved at melde jer ind!

Der kommer intet ud af blot at brokke sig over det, der kunne være bedre. Man må GØRE noget. Det gør vi i LFS. Og vi har brug for opbakningen til det. SammenErViStærkere!

PS. Og en anden nyhed: jeg er gravid igen, så Julia skal være storesøster!

I dag bliver jeg 37 år!

Jeg ved det godt! Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det :) Men jeg bliver altså 37 år i dag! Jeg nærmer mig 40 men har ikke det mindste krise. Jeg synes, at livet bliver federe og federe, jo ældre jeg bliver. Et år ældre og et år klogere på livet og på mig selv. Og nu tager jeg hul på en ny rejse som formand for LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende). Nogle har spurgt, om jeg bare reklamerer for LFS, men nej - det er mig selv, der står bag, og mig selv der er formand. Det bliver et spændende år, og jeg vil knokle for en god forening, der skaber forandring for spiseforstyrrede og deres pårørende - i en positiv retning. Tak til alle jer der har fulgt mig igennem spiseforstyrrelsen, grint af mine tossestreger med fest & ballade og helt til nu med "mand", barn og virksomhed. Havde fanme ikke set alt dette komme - turde slet ikke tro på, at jeg kunne "falde til ro" (eller er jeg det?!), slet ikke at jeg ville blive mor, og slet ikke at jeg kunne komme ud af spiseforstyrrelsen.

"For at rykke sig skal man gøre det, man ikke tror, man kan" ❤️

Tak for jer, tak for livet, tak for kærligheden, tak for Julia ❤️ I dag gælder det arbejde men nok også lidt ekstra hygge med Julia og min kæreste ❤️

 

Her er lidt billeder fra i lørdags, hvor jeg holdt fødselsdagen for familien:

 

 

LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende)

Det er jo helt vildt! Jeg har endnu ikke fortalt meget om den nye forening for spiseforstyrrede og deres pårørende - men der er godt nok interesse! I skrivende stund har 204 tilmeldt sig at modtage mere info, når LFS åbner rigtigt :)

Hjælp mig meget gerne med at sprede budskabet om den nye forening ved dele et af disse to link:

www.dlfs.dk

eller

www.dlfs.dk/start (til pårørende).

Af hjertet TAK! <3

Jeg glæder mig SÅ meget til at byde rigtigt velkommen i LFS og til at få sat gang i en masse gode ting, der skal hjælpe både de spiseforstyrrede og deres pårørende. Der er i høj grad brug for, at der sker noget på området. Og det skal vi skabe SAMMEN!

Jeg ser os spiseforstyrrede og alle de pårørende som EKSPERTERNE. Derfor bygges LFS op af netop os, der har erfaringer på egen krop.