tirsdag den 3. marts 2020

Jeg er et krøllet stykke papir


Da jeg blev født, var jeg et fint hvidt stykke papir. Helt glat, upåvirket, uberørt.

Op gennem min barndom kom der små bølger i papiret – oplevelser og bemærkninger (både gode og dårlige) – der alt sammen satte sit præg på mig. Og sådan er det jo for alle.
Da jeg ”væltede” i gymnasiet, hvor anoreksien satte i gang, begyndte jeg at krølle mig sammen. I stedet for at forholde mig til de bølger, som mit papir havde fået, flygtede jeg i madkontrol.
Det ene år tog det næste, og til sidst var jeg ikke mere det fine hvide papir med små bølger. Papiret var nu en rund kugle. Helt krøllet sammen.
Mille var væk. Jeg var en hårdt sammenpresset papirkugle, og man kunne kaste rundt med mig, for jeg følte intet, mærkede intet.

Erkendelsen af mit misbrug af mig selv (= spiseforstyrrelsen) kom, da jeg var denne papirkugle. Totalt frustrerende sted!! ”Hvordan skal jeg nogensinde folde mig ud igen og blive det fine glatte papir?”, tænkte jeg.

Og så kom splittelsen: tør jeg overhovedet folde mig ud? Eller skal jeg lade én tage mig (= papirkuglen) og kaste mig langt væk? Opgive håbet om at jeg kan få mit liv tilbage?
Jeg valgte at trodse de destruktive tanker og begyndte vejen ud af spiseforstyrrelsen. Langsomt men sikkert foldede jeg papiret (= mig) ud. Det skete ikke BARE. Det var en lang og sej kamp og med perioder, hvor jeg krøllede mig sammen igen pga. angsten for at give mig selv succes (= at være god ved mig selv og tage ansvaret over mit liv tilbage).

Men det lykkedes at folde papirkuglen helt ud og lade MILLE komme frem.
Og det er så mig i dag: et papir, der har været krøllet helt sammen, men som nu er foldet ud igen. 

Men er papiret hvidt og glat? Nej absolut ikke. Når et papir har været krøllet sammen til en papirkugle, bliver det aldrig helt glat igen. Heller ikke hvis man lægger det i pres mellem nogle bøger. Du vil stadig kunne se de mange bølger i papiret.

I starten havde jeg svært ved at acceptere mig som et krøllet stykke papir. Jeg ville så gerne kunne slette alt, hvad jeg har været igennem, og starte på ny. Blive et fint hvidt og glat stykke papir igen. Men dette ønske om IGEN at lave mig om, forhindrede mig i at leve nu og her. Frihedsfølelsen kom først, da jeg ACCEPTEREDE, hvor jeg er nu, hvad jeg har været igennem, og ved at stå ved mig selv som jeg er i dag.

Og i dag ser jeg det som en kæmpe GAVE at være et krøllet papir! Det husker mig nemlig på dagligt at være taknemmelig. Taknemmelig over at leve og at MÆRKE det. Og det er det krøllede papir, der har gjort, at jeg har valgt LYSTVEJEN. Dvs. i alt hvad jeg gør, og med alt hvad jeg spiser, spørger jeg mig selv, OM JEG HAR LYST. Autopiloten er slået fra. Jeg vil mærke og være.

Så alt det med SLANK (som præger samfundet meget) preller totalt af på mig. Ja, jeg vil holde mig slank, spise fornuftigt og passe på mig selv, men det altoverskyggende fokus for mig er, AT JEG VIL HAVE DET GODT. DET er mit fokus. Og jeg får det hverken godt ved at være for tynd eller for tyk. Så det at jeg stadig dagligt mærker fortiden/spiseforstyrrelsen puste mig i nakken, gør at jeg træffer andre valg, og at jeg prioriterer anderledes. Jeg har prøvet at destruere mig selv dagligt, og det ønsker jeg ikke igen. Jeg vil have lov til at nyde al den mad, jeg har lyst til. Men reglen er netop NYDELSE.

Så i stedet for at være ovre i alle andre samt lade mig påvirke af, ”hvordan man skal være/se ud”, vægter jeg hver dag at fokusere på:

Hvordan vil jeg gerne have det?

Hvordan vil jeg gerne være? / Hvad vil jeg gerne udstråle?

Hvad vil jeg gerne opleve i dag?

Hvad er det allervigtigste for mig?

Og jeg vil NYDE RESTEN AF MIT LIV!

onsdag den 18. december 2019

Podcast "Resten skal nydes" er i luften!

Jamen så er hele trekløveret sgu ude til jer!: mine to bøger "Resten skal nydes" og "Resten skal nydes - DIN værktøjskasse" OG podcasten!

Du kan lytte til podcasten i den lilla podcast-app (på en Iphone i hvert fald!), og husk at trykke "Abonner", for så får du automatisk besked, når der er en ny episode.

Du kan også lytte med direkte her fra min blog. Under menupunktet "Podcast" ligger der link til episoderne.

Her til en start ligger der fire episoder, som du kan starte med. Og så vil der jo løbende komme mange, mange flere!

Jeg håber, at du vil lytte med. Og jeg håber inderligt, at du vil blive inspireret til at skabe positive foradringer for dig selv.

Du skal have det godt. Og det kan du få <3

torsdag den 12. december 2019

Resten skal nydes - DIN værktøjskasse

Jeg har slet ikke fået skrevet, at bogen ER udkommet! Altså "Resten skal nydes - DIN værktøjskasse" :) Men mon ikke du ved det - jeg har jo skrevet det på de sociale medier. Men selvfølgelig skal nyheden da også stå her på bloggen :)

Bogen ser sådan ud:


Det er efterfølgeren til "Resten skal nydes" (så du får KLART mest ud af det, hvis du læser begge bøger).

Du kan købe den i boghandlerne - eller direkte af mig. Mail til mig på mille@ihdumille.dk.

Og min podcast? Den kommer ud i næste uge, så stay tuned!

tirsdag den 29. oktober 2019

Ny bog og podcast på vej!

SÅ er der ikke længe til! Min næste bog er sendt videre fra mit skrivebord til en grafiker, som sætter den op og laver omslag. Og derefter går den i trykken! Udgivelse bliver slut november.

Det har været en vild proces med den bog. Først kaldte jeg den "Kvinde, tænd din krop", men jeg stødte hele tiden panden mod en mur og kunne ikke forstå, hvad der var galt! Indtil tiøren faldt... jeg havde gang i TO bøger i én. En del af bogen var til "alle kvinder" - om krop, mad og sundhed - og den anden del var specifikt til spiseforstyrrede. Og det er altså to forskellige "grupper" at kommunikere til! (ikke fordi vi spiseforstyrrede ikke er kvinder!). Jeg blev også klar over, at jeg ikke selv er der endnu, hvor jeg kan skrive "Kvinde, tænd din krop". Jeg mangler selv at arbejde mere med min krop (jeg tror fuldt og fast på, at endnu mere frihed ligger på den rejse i at få kroppen med).

Og så måtte jeg også erkende, at der var sket en del for mig, siden jeg skrev "Resten skal nydes" (den udkom i 2013). Jeg er blevet mor to gange, jeg er i mit længste forhold nogensinde, og jeg var blevet så meget REDDER. Jeg var druknet, falmet. Jeg var brændt ud. Jeg trak stikket fra alt med spiseforstyrrelser og troede aldrig, at jeg kom til at snakke om det igen. Jeg glemte at bruge de finurlige sætninger og øvelser, som jeg selv havde fundet på, på min vej ud af spiseforstyrrelsen. Og det gik op for mig, at jeg stadig har noget mere at arbejde med: at sætte grænser (især overfor mænd), at sige til/fra, at lytte til mine BEHOV...

Så pludselig gik det op for mig, hvilken bog jeg var ved at skrive!: efterfølgeren til "Resten skal nydes"! Og den skulle være INKLUSIV en værktøjskasse. For hvis jeg skal holde fast i resten skal nydes, bliver jeg nødt til at holde fast i de redskaber, der hjælper MIG.

Og det vil jeg gerne minde andre spiseforstyrrede om! Du skal finde din egen vej, du skal gøre (og holde fast i) det, der hjælper DIG - for du skal have det godt! ❤ Spiseforstyrrelsen er ikke bare væk, hvis den har fyldt dit liv i rigtig mange år. Og for at leve et godt liv "efter", skal du huske at holde fast i det, der hjælper dig. De spiseforstyrrede tanker og vaner kan så hurtigt overtage igen. Og det gider vi sgu ikke, vel?!

Derfor blev det til bogen "Resten skal nydes - DIN værktøjskasse", og jeg håber virkelig, at den vil hjælpe dig. Du skal også læse (eller genlæse) "Resten skal nydes" - så du får alle tanker og redskaber med.

Jeg tænkte så: hmm, er de to bøger nok?! Jeg ved jo, at mange spiseforstyrrede har svært ved at koncentrere sig om at læse... og desuden er det helt generelt så nemt at lukke en bog, efter man har læst den, og glemme indholdet på nul komma numsehul.

PODCAST! Det er da det, jeg skal lave også! Det er nemmere at LYTTE, du kan gøre det på vej til arbejde/andet, du kan vælge at lytte til de episoder, som passer til hvor DU er, og du kan tage tankerne, rådene og redskaberne til dig i dit eget tempo. Og du kan høre episoderne igen og igen. Og så liiiiiige igen. Der skal edderhyleme gentagelse til, før man tager det til sig og begynder at rykke. Vanens magt er så stor.

Så jeg er altså lige så stille og roligt ved at finde fodfæste på ny. Mine børn er nu så "store" (hhv. 5 år og 2 år), at jeg er landet i mor-rollen og kan trække vejret igen. Jeg er ved at skabe mig et nyt fundament, hvorfra jeg vil inspirere og motivere spiseforstyrrede - men på en måde, hvor jeg har overskud til samtidig at arbejde videre med det, som jeg selv mangler (noget med grænser og overgreb. Det kan du læse om i bogen) samt have tid til andre projekter, så alt ikke kommer til at handle om spiseforstyrrelser. Du kan læse under "Om mig", hvad jeg arbejder med.

Jeg glæder mig vildt til, at bogen udkommer OG til at starte min podcast! Håber I vil lytte med 💗

mandag den 7. januar 2019

Vi har alle to liv...


D. 20. august 2018 valgte jeg at lukke døren til det, som jeg har arbejdet med i 10 år (10 år?!): spiseforstyrrelser.

Det var ikke nemt at lukke døren til alt, hvad der har med spiseforstyrrelser at gøre. Det, som har fyldt mit liv, siden jeg var 16 år (og nu nærmer jeg mig 40 år...!). Først var jeg selv fanget i en spiseforstyrrelse, og derefter har jeg skrevet bøger om det, holdt mange foredrag, hjulpet spiseforstyrrede piger og drenge samt pårørende, og jeg har stiftet LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende).

Men jeg var ved at miste mig selv til sidst. Måden, jeg håndterede det hele på, hang ikke sammen for mig selv. Fundamentet begyndte at smuldre. Jeg var blevet for meget REDDER og glemte at ”redde mig selv”.

Hvad har JEG lyst til i livet? Hvad gør MIG glad? Hvordan vil JEG gerne have det? Hvordan kan jeg gøre en forskel for andre MEN have egenomsorgen som førsteprioritet? (det med at tage iltmasken på først selv i en flyver, før man redder andre...). Alt det som jeg ”prædikede” til andre spiseforstyrrede, glemte jeg pludselig i forhold til mig selv, og derfor følte jeg mig ”falsk”. Man skal jo selv praktisere, hvad man prøve at lære andre J

Jeg begyndte også at tvivle på mig selv, om jeg overhovedet havde noget at byde på, om mine holdninger omkring behandlingen til spiseforstyrrede var noget værd, og jeg tænkte, at alle de ”professionelle” på området sagde tingene på en meget bedre måde end mig. Og til sidst kunne jeg dårligt nok mærke, hvad jeg selv følte og tænkte om det hele. Meget mærkeligt pludselig at ryge ned både mht. selvtillid og selvværd.

Pudsigt nok fik jeg mega ondt i det ene øre – betændelse, så jeg blev halvdøv. Jeg tolkede det som kroppens signal om, at jeg måtte ”lukke ørerne” for, hvad alle andre mener om dit og dat og i stedet søge INDAD og finde tilbage til MIN kerne, MINE holdninger, MIT standpunkt og MIN ”mission”.

Så jeg slettede min profil på instagram. Og jeg gik af som formand for LFS, som jeg ellers selv havde stiftet.

Jeg følte ikke, at jeg kunne bygge mig op igen på et gammelt fundament. Der skal ”bygges et nyt hus”, og til det kræves altså et nyt fundament. Et nyt udgangspunkt, et nyt ståsted. Det er det, som jeg er i gang med at bygge nu. Min Skriveboble <3

Hvis du lige nu er på vej ud af en spiseforstyrrelse, kender du måske til det med at være ved at brække dig (tøhø) af den ”rolle”, du føler dig fastlåst i. Du har måske været spiseforstyrret i en del eller mange år, og folk kender dig som ”spiseforstyrrede dig”. Du vil virkelig gerne bryde ud, finde dit sande jeg i frihed, men det er skide svært, fordi rollen både er din tryghed og din ven – og det du i bund og grund hader. Du skal turde TURDE en hel masse nyt og anderledes – OG samtidig kunne tackle andres eventuelle reaktioner og meninger om din udvikling. Det er svært at holde fast i sig selv i en proces, der handler om at finde sig selv...

MEN det kan lade sig gøre! Ikke easy-peasy, oh no. Men hvor der er vilje, er der en vej. Kringlet og opad bakke i perioder – men har du dit FOKUS på plads (altså ved, hvor du ønsker at komme hen/hvordan du ønsker at have det), har du hele tiden det at navigere mod. Hvis du ikke har et mål, er du som et skib på oprørt hav uden destination. Dit mål skal være af oprigtig LYST – en lyst, der kan overskygge spiseforstyrrelsens jerngreb – og du skal være villig til at gøre det, der skal til, for at nå i mål. Altså være bevidst om de BEHOV, der er, og turde GØRE det (ord og tanker er ikke nok. Der skal ansvar og handling til).

For mig handler det lige nu om en ny udvikling, der skal til. Jeg skal turde TURDE endnu mere, end jeg hidtil har gjort. Og det er jeg klar til!

Det er umuligt at stå med foden i klemme i én dør for at sikre sig, at den ikke lukker – samtidig med at gå hen til en anden dør og åbne den. Du bliver nødt til at fjerne foden, se døren lukke bag dig, mærke angsten og blive i den, gå de skridt der skal til hen til den nye dør – og åbne den og gå ind.

På samme måde skal du turde sige farvel til den trygge tilstand i spiseforstyrrelsen. Lukke døren – uden at holde en fod i klemme – og i stedet åbne døren til... LIVET. Det er faktisk ret smukt, når du tør leve det <3

Det er aldrig for sent at skabe sig et godt liv. RESTEN SKAL NYDES. Du må godt, du fortjener det, du er god nok præcis som du er. Følg dit hjerte og din LYST. Du skal leve DIT liv – ikke leve alle andres.

”Vi har alle to liv.
Det andet begynder den dag, du virkelig indser og forstår, at du kun har ét”

torsdag den 3. januar 2019

Skriveboblen!

Dette skrev jeg på Facebook d. 20. december 2018:

"Så er jeg ved at komme ud af baby-boblen efter at ha’ været over 1 år på barsel med Lucas 💙 Han fik egentlig vuggestueplads i september men har været syg hele efteråret - så han har først været rigtigt i vuggestue fra her i december. Så min barsel blev forlænget men NU er jeg klar til at arbejde igen 😁 (og vigtigst: Lucas er rask og glad! For at gøre en lang historie kort, endte han med at få dræn på begge ører - hvilket har gjort ham til en “helt ny dreng”!).

Jeg har startet en ny profil på Instagram, som hedder “skriveboblen”, og i dag har jeg postet første opslag. Det er min passion for bøger og at skrive, som jeg for alvor kaster mig over nu! Stay tuned 😁😘

Læs første opslag her og følg gerne med på Instagram, hvis du er “derovre” 😀
VELKOMMEN TIL SKRIVEBOBLEN! 💭✍🏻📚 Jeg hedder Mille, jeg er 39 år, er mor til Julia på 4 år og Lucas på knap 15 måneder og så er jeg VILD med at skrive ✍🏻📚 Og tænke 💭😅 Det kommer der af og til nogle bøger ud af 📚(og desuden en hulens masse noter 📝📝📝). Jeg har skrevet 8 bøger: 5 bøger er mine egne og 3 bøger har jeg været ghostwriter på. Jeg har lige været på barsel i over 1 år, men NU skal jeg i gang med at skrive igen 😁👏🏻Og jeg vil gerne hjælpe andre med deres bogdrøm! Derfor bygger jeg nu Skriveboblen op, som er mit forlag - men som også vil tilbyde hjælp til skriveprocessen. Pt. arbejder jeg på forskellige tilbud, jeg vil tilbyde: nogen har brug for hjælp til at skrive en bog helt fra bunden, andre har selv skrevet hele bogen men har brug for andre øjne på den + redigering/struktur, andre igen har en masse noter som de har brug for hjælp til at stykke sammen til en genial bog osv. osv. Der er vidt forskellige behov ☺️ Det betyder, at prisen også er forskellig - alt efter hvor meget hjælp, man har brug for. Disse tilbud har jeg klar i det nye år 🤩 (først skal jul og nytår nydes med min familie ♥️). Her på profilen vil du kunne følge med i mine bogprojekter. Ud over at hjælpe andre, er jeg også i gang med endnu en bog selv 📘 Den kommer jeg til at dele meget, meget mere om!
Endnu en gang velkommen til mit lille skrive-univers!"

Følg med 
- på facebook: @skriveboblen
- på instagram: @skriveboblen
- hjemmesiden: www.skriveboblen.dk 

mandag den 20. august 2018

Jeg går af som formand for LFS


D. 20. august 2007 – dvs. for præcis 11 år siden i dag – blev jeg kørt ned, og efterfølgende kunne jeg ikke gå i 5 måneder (jo på krykker). Den (u)lykke blev startskuddet til de efterfølgende 11 år. At blive tvunget til at tage den med ro (min tvangsmotion blev jo stoppet brat af (u)lykken) gjorde, at jeg begyndte at reflektere over mit liv. Jeg erkendte over for mig selv, at det var anoreksien, der styrede mit liv – det var ikke mig. Jeg havde brug for at finde hoved og hale i det hele, så jeg læste alle mine dagbøger igennem. Jeg samlede det til en bog (”Lad mig bare forsvinde”. Som i 2. oplag blev omdøbt til ”En anoreksipiges dagbog”), sendte den til forlaget Peoples Press… seriøst uden at tænke fremtid i det… konsekvenser; positive som negative. Regnede faktisk med at få et nej til udgivelse.

Men forlaget sagde ja. Og inden jeg fik set mig om, stod jeg med min første bog i hånden. Min drøm om at blive forfatter var en realitet (jeg har altid elsket at skrive, og jeg har drømt om at blive forfatter, så længe jeg kan huske). Det satte en lavine i gang, som jeg ikke havde forestillet mig. Jeg kom i Go’ Aften Danmark, magasiner ville have interview med mig, min mailboks blev lagt ned af andre spiseforstyrrede og pårørende, der havde spørgsmål eller ville have råd. Og der blev efterspørgsel på foredrag. Alt sammen noget jeg ikke valgte (jo, jeg VALGTE jo at GÅ MED den vej. Jeg kunne bare ha’ sagt nej).

Så præcis 1 år efter (u)lykken stod jeg og holdt mit allerførste foredrag. Det var i København, og jeg mener, at der kom omkring 10 mennesker J Jeg var ikke ude af spiseforstyrrelsen endnu – men jeg havde startet ”rejsen” og kunne fortælle om tiden i spiseforstyrrelsen. Det første foredrag var altså d. 20. august 2008. Dvs. præcis 10 år siden i dag!

Siden da har jeg holdt et utal af foredrag rundt i hele landet. Jeg har fortalt min spiseforstyrrede historie til hudløshed (og jeg har fået en meget indadvendt navle pga. al det navlepilleri, hehe J ). I takt med antallet af foredrag (hvor jeg hele tiden kun kunne inspirere til, hvor jeg selv ”var kommet til” i min ”proces”) blev jeg mere og mere selv ”fri” – men samtidig også spundet ind i den identitet, hvis man kan sige det. Jeg følte, at jeg blev ved med at være ”spiseforstyrrede Mille”, lige meget hvor langt ud af spiseforstyrrelsen, jeg kom.

I sommeren 2016 tog jeg initiativ til at starte LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende) med håbet om at kunne være med til at gøre en forskel for spiseforstyrrede og deres pårørende på et ”højere plan” end ”bare” at holde mine foredrag og skrive bøger og blogs om det. Det er noget af en mundfuld at stable en velfungerende forening på benene, og det tager tid. For mig kom der også en graviditet og barsel ind fra højre, der har fået mig til at tage hele mit liv op til revision. Hele dette forår, mens jeg har haft barsel, har tankerne kredset rundt, og jeg har på bedste vis forsøgt at mærke efter... Jeg føler mig stadig som ”spiseforstyrrede Mille”, og jeg har virkelig lyst til – og brug for – at finde ud af, hvem jeg også er. Hvad kan jeg ud over at beskæftige mig med spiseforstyrrede?

Nu har jeg truffet en beslutning, og det er, at jeg i dag på min 10 års ”jubilæumsdag” går af som formand for LFS. Det er ikke nemt for mig. Men jeg tror på, at det er det rigtige. Jeg føler mig ikke som ”den rigtige” formand mere for LFS. Der skal andre og nye kræfter til. Jeg er brændt ud i det. I hvert fald lige nu. Jeg kan ikke spå om fremtiden J

LFS kører videre, og jeg vil gerne understrege på det kraftigste, at jeg stadig bakker 100 % op om foreningen! Jeg håber, at vores medlemmer fortsat vil være medlem, og jeg håber, at mange flere vil melde sig ind og bakke op. Der er (desværre) stadig hårdt brug for, at der sker nytænkning og forbedringer for behandlingen af og forståelsen for spiseforstyrrede.

Jeg vil gerne sige en KÆMPE tak til alle jer, der har fulgt min "rejse" i alle disse år, bakket op og været skide søde! TAK! 


PS. Jeg ved godt, at bloggen slet ikke er opdateret. Det skal nok komme J