fredag den 18. august 2017

At bladre videre i livets bog...

Siden august 2008 (dvs. i 9 år 😳😳😳) har jeg plapret og plapret om spiseforstyrrelser, skrevet bøger, hjulpet piger, drenge og pårørende og holdt et utal af foredrag. Jeg kan mærke, at jeg ikke er så god til det mere. Fordi jeg simpelthen er kommet for langt væk fra den "verden"! Man er faktisk bedst til at sætte ord på, når man er godt på vej "ud" men stadig kan mærke "smerten" og kampene. Synes jeg 😊 Mine foredrag var bedre, da jeg stadig kunne mærke det hele, mens jeg stod og fortalte. 

Derudover kan jeg mærke et behov for at give mig selv lov til at finde ud af, hvem jeg OGSÅ er - udover at være "hende Mille der har haft en spiseforstyrrelse i mange år". For hende kender jeg sgu ikke rigtigt endnu! Siden jeg var 16 år, hvor anoreksien startede, og til nu hvor jeg er 38, har jeg haft med spiseforstyrrelser at gøre, enten på egen krop eller ved at sætte ord på/hjælpe og motivere andre.

Hvordan er det bare at være mor, kæreste, have en helt "normal" hverdag med "normale" op- og nedture uden hele tiden at skulle tænke spiseforstyrrelse ind i min kommunikation på den ene eller anden måde?! Det har jeg faktisk rigtig meget lyst til at finde ud af 😅 

Og for at finde ud af det, må jeg selv give slip på den spiseforstyrrede identitet, jeg har fået. Ikke fordi jeg ikke står 100 % ved min fortid, og alt hvad jeg har bidraget med i de sidste 9 år. Og at folk genkender mig fra mine bøger er også helt fint! Men hvis jeg vil videre i ”livets bog”, må jeg altså bladre videre… og se hvad livet også har til mig. Måske kommer der flere sider, hvor jeg på den ene eller anden måde har med spiseforstyrrelser at gøre. Måske ikke. Lige nu tror jeg det er vigtigt, at jeg giver mig selv fri. Fri til ”bare” at være en ganske normal mor, kæreste, datter, veninde… Og nyde min barsel!

Så hvis du kun følger mig for at høre om spiseforstyrrelser, så stop med at følge mig. Fremover vil det blive baby, familie, dagligdag... men også "tanker om livet", da jeg jo er en tænksom person. Og noget om at følge sine drømme, kommer der nok også noget om! Jeg har en drøm efter min barsel, som skal forfølges 💃🏼 

PS. Men selvfølgelig bakker jeg på alle måder stadig op omkring, at der skal ske forbedringer på spiseforstyrrelses-området! Jeg har bare personligt brug for at give mig selv fri og lære en ny mig at kende  Jeg vil jo for fa'en leve op til min bogs titel: RESTEN SKAL NYDES! Det kræver - kan jeg mærke - at jeg selv giver slip på den identitet, jeg har fået, og åbner døren til nyt og endnu ukendt land.



søndag den 5. marts 2017

LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende)

Som I sikkert har bemærket, skriver jeg ikke længere her på bloggen - for jeg har startet en ny forening for spiseforstyrrede og pårørende, som pt. får al min energi. Den startede i september 2016.

LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende)

www.dlfs.dk

Min mail i foreningen: mea@dlfs.dk

Jeg håber at se jer derovre - og ikke mindst at I vil bakke op ved at melde jer ind!

Der kommer intet ud af blot at brokke sig over det, der kunne være bedre. Man må GØRE noget. Det gør vi i LFS. Og vi har brug for opbakningen til det. SammenErViStærkere!

PS. Og en anden nyhed: jeg er gravid igen, så Julia skal være storesøster!

mandag den 15. august 2016

I dag bliver jeg 37 år!

Jeg ved det godt! Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det :) Men jeg bliver altså 37 år i dag! Jeg nærmer mig 40 men har ikke det mindste krise. Jeg synes, at livet bliver federe og federe, jo ældre jeg bliver. Et år ældre og et år klogere på livet og på mig selv. Og nu tager jeg hul på en ny rejse som formand for LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende). Nogle har spurgt, om jeg bare reklamerer for LFS, men nej - det er mig selv, der står bag, og mig selv der er formand. Det bliver et spændende år, og jeg vil knokle for en god forening, der skaber forandring for spiseforstyrrede og deres pårørende - i en positiv retning. Tak til alle jer der har fulgt mig igennem spiseforstyrrelsen, grint af mine tossestreger med fest & ballade og helt til nu med "mand", barn og virksomhed. Havde fanme ikke set alt dette komme - turde slet ikke tro på, at jeg kunne "falde til ro" (eller er jeg det?!), slet ikke at jeg ville blive mor, og slet ikke at jeg kunne komme ud af spiseforstyrrelsen.

"For at rykke sig skal man gøre det, man ikke tror, man kan" ❤️

Tak for jer, tak for livet, tak for kærligheden, tak for Julia ❤️ I dag gælder det arbejde men nok også lidt ekstra hygge med Julia og min kæreste ❤️
 
Her er lidt billeder fra i lørdags, hvor jeg holdt fødselsdagen for familien:
 





 

mandag den 8. august 2016

LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende)

Det er jo helt vildt! Jeg har endnu ikke fortalt meget om den nye forening for spiseforstyrrede og deres pårørende - men der er godt nok interesse! I skrivende stund har 204 tilmeldt sig at modtage mere info, når LFS åbner rigtigt :)

Hjælp mig meget gerne med at sprede budskabet om den nye forening ved dele et af disse to link:

www.dlfs.dk

eller

www.dlfs.dk/start (til pårørende).

Af hjertet TAK! <3

Jeg glæder mig SÅ meget til at byde rigtigt velkommen i LFS og til at få sat gang i en masse gode ting, der skal hjælpe både de spiseforstyrrede og deres pårørende. Der er i høj grad brug for, at der sker noget på området. Og det skal vi skabe SAMMEN!

Jeg ser os spiseforstyrrede og alle de pårørende som EKSPERTERNE. Derfor bygges LFS op af netop os, der har erfaringer på egen krop.

onsdag den 3. august 2016

Jeg kan ikke alt, hvad jeg vil...

Det er godt nok længe siden, at jeg har blogget (men jeg har jeg jo skrevet på Facebook og Instagram, så jeg håber, at I følger med der). Hjernerystelsen slog mig sgu ud - det var vildt at opleve, hvordan min hjerne bare slet ikke fungerede. De første 14 dage sov jeg stort set væk. Jeg kunne stå op om morgenen sammen med Julia og min kæreste, men når de var taget på arbejde/i vuggestue, gik jeg i seng igen og sov, til de kom hjem. Min hjerne var helt "lukket ned". Derefter begyndte jeg at kunne sove mindre, og jeg kunne gå og ordne praktiske ting derhjemme, som ikke krævede, at jeg skulle tænke. Næste step blev at tage på mit kontor nogle få timer. Jeg måtte svare en mail/skrive andet på computer i max. 10 min. ad gangen og så straks gå væk fra skærmen og holde pause, for ellers koksede det helt i hovedet. Virkelig svært at forklare, men det var altså som om, at hjernen "lukkede ned", når jeg koncentrerede mig, og når jeg sad foran en skærm. Men ingen kunne SE det på mig! Jeg så helt normal ud (på nær nogle skrammer i ansigtet, men de gik jo væk lidt efter lidt). SÅ mange flash backs til min tid som spiseforstyrret, for i alle de år jeg har været normalvægtig, kunne man jo ikke SE på det mig. Anoreksien var kun tydelig, da jeg var tyndest. Men skal jeg være helt ærlig, synes jeg faktisk, at det var værst/hårdest at være normalvægtig og VILDT spiseforstyrret. Den daglige kamp for at behandle mig selv godt - men som ingen kunne se - gjorde mig ensom, fortvivlet og fik mig til at føle mig som den "klammeste lort" på denne jord. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen og spise normalt?! Og her med hjernerystelsen har jeg mange gange tænkt: "hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og sidde foran den computer og arbejde?!" Men nogle gange kan man altså ikke BARE, hvad man vil. Jeg synes faktisk, at sætningen - som mange siger - "MAN KAN, HVAD MAN VIL" er helt forkert. Tænk hvis alle sagde, at de gerne ville være præsident i USA.... jamen hallo!, det kan jo ikke lade sig gøre! Og nogle gange HAR vi altså bare nogle begrænsninger, som vi først skal turde kigge ærligt på, før vi overhovedet kan rykke os blot en lille smule. Hvis alt var så let, var der vel ikke nogen, som havde spiseforstyrrelser, var alkoholikere osv.? Så jeg vil hellere bruge udtrykket:

JEG KAN IKKE ALT, HVAD JEG VIL –
MEN JEG KAN MERE, END JEG TROR!
Det skrev jeg til mig selv her i ferien, hvor jeg havde tid til at komme ned i gear og reflektere over tingene :)

Nå, men for lige at slutte det af med hjernerystelsen, så "ender det godt" :) Jeg er - næsten - mig selv igen. Jeg kan sidde og skrive på computer 2-3 timer nu, men så kan jeg også mærke det i hovedet.

Mht. min spiseforstyrrelse, så er det jo også "endt godt" :) Jeg ser ikke længere mig selv som anorektiker/spiseforstyrret - men jeg har stadig spiseforstyrrelsen i mig. På ferien var jeg HELT ærlig over for mig selv, og det synes jeg også, at jeg skal være over for jer. Ærlighed, tror jeg, er en meget vigtig parameter for at kunne udvikle sig. For hvordan vil du ændre tingene, hvis du er i benægtelse? ("jeg har da ikke et problem! Så slemt er det da ikke! Mange andre har det meget værre end mig").

Så her er min ærlighed til jer: jeg synes indimellem, at det er SKIDESVÆRT at være i den rolle, jeg har fået/sat mig selv i. At være blevet "hende der kom ud af spiseforstyrrelsen efter så mange år", er ekstremt ensomt på bagsiden af medaljen. Jeg føler hele tiden, at jeg da skal kunne sige det helt rigtige, komme med kloge ord osv. Og når jeg har svære perioder (for jeps, det har jeg - præcis som alle andre mennesker. Der er ikke - kun - lyserøde skyer "på den anden side"), føler jeg ikke, at jeg har nogen at snakke med det om. Det kan jeg da ikke tillade mig, når jeg nu er hende, der hjælper andre! Så kan jeg jo ikke tillade mig at sige: "lige nu er maden sgu lidt svær". Altså uden at jeg handler på det. Jeg sulter ikke mere, kaster ikke op, overmotionerer ikke. Men TANKERNE kan kværne. Når jeg er stresset/presset, er det første jeg tænker på... maden. Så skal jeg bruge krudt (og nogle gange meget krudt) på at vende tankerne. Det kan folk ikke se. De kan kun se en normalvægtig kvinde, der udadtil har "tjek på tingene". Men indeni sidder stadig en - til tider - lille og usikker pige, der egentlig bare har brug for et kram og for at få at vide: "du er god nok, præcis som du er. Og du gør tingene godt nok".

Flere andre tanker blev vendt og drejet på ferien (min hjerne holder aldrig ferie, hehe), og dem vil jeg dele lidt hen ad vejen.

Lige nu vil jeg slutte af med at løfte sløret lidt, for hvad det er, jeg har puslet med på sidste (som hele tiden er blevet forsinket pga. hjernerystelsen). Jeg er ved at starte en ny forening for spiseforstyrrede og deres pårørende, og den kommer til at hedde LFS. Landsforeningen For Spiseforstyrrede. MEGET mere om det snart! Hvis I er interesserede i at høre mere om det, kan I skrive jer op her: www.dlfs.dk (lfs.dk var ikke ledigt, så "d" står for dansk).

fredag den 13. maj 2016

Hjernerystelse

I søndags var vi på stranden hele dagen (mors dag). Jeg var ikke frisk: havde det underligt og havde vildt ondt i halsen (ikke normalt "ondt i halsen". Det skar, og jeg kunne ikke synke. Goddag til yoghurt og masser af is).
Natten til mandag vågnede jeg og var VILDT dårlig. Gik op for at tage vand. Kan intet huske udover at jeg blev endnu mere dårlig, og så blev alt sort.
Jeg besvimede på stengulvet på badeværelset. Min kæreste hørte heldigvis bumpet/larmen. Jeg havde blod i hele hovedet. Havde slået hul i panden, næseblod og andre skrammer. Jeg kom på hospitalet. Er blevet gennemundersøgt. Intet galt med hjerte og lign. Men fik konstateret slem halsbetændelse (ikke bare virus, men bakterier, som kræver penicillin) og 40 i feber. Lægen forklarede, at man kan blive ret skidt at sådan en halsbetændelse, så han tror, at jeg er faldet om pga. en kombination af infektion, høj feber, varmen og måske drukket for lidt på stranden.
Jeg har fået hjernerystelse og kan intet. Bare det at skrive denne blog kræver at jeg ligger mig igen bagefter med lukkede øjne.


tirsdag den 3. maj 2016

Vi tager sgu en omgang #majformig# igen!

Måske kan I huske, at jeg sidste år brugte hashtagget #majformig#? Efter at ha' været gravid samt ammet næsten et helt år, var babserne kun madpakker, og jeg var ikke så meget i kontakt med min krop. Jeg havde brugt alt mit krudt på lille Julia (sådan er det at blive mor), så jeg havde "glemt" mig selv lidt. Jeg skrev følgende på min blog:
----
"Jeg har tænkt mig at gøre maj måned til MIN måned. Efter både graviditet og amning kan jeg mærke, at jeg har fjernet mig lidt fra min krop igen. Har sværere ved at mærke mig selv og sværere ved at mærke, hvad jeg har lyst til. Så derfor skal maj være MIN måned. Altså, hvor jeg virkelig har fokus på at gøre gode ting for mig selv. Majformig, vil jeg kalde "projektet". På instagram vil jeg bruge hashtaget #majformig# når jeg viser noget godt, jeg gør for mig selv/min egen udvikling. Og jeg kan så håbe på, at I er mange, der vil følge trop! Lad os gøre maj til mig-måned! Er du f.eks. på vej ud af en spiseforstyrrelse, kan du give den en ekstra skalle her i maj. Hvis vi nu er flere, der ved, at vi gør det sammen, føles man stærkere. Lad os gøre det til en sej ting at gøre noget godt for os selv, i stedet for at det er "sejt" at vise, hvor meget man har trænet, hvor sundt man har spist osv., hvis man i virkeligheden drømmer om at kunne slappe af med en god bog og spise en stor is. Det ene udelukker ikke hinanden - det kan være vildt dejligt at træne og at spise sundt (så det kan sagtens være en majformig-ting), men hvis man konstant gør det mod sin LYST, og man aldrig giver plads til slappe af og nyde, ja så er det jo lidt surt. Så altså: en opfordring til at mærke lidt mere efter og gøre gode ting for sig selv her i maj, som både kan være at lave sund mad til sig selv (hvis man f.eks. plejer at ende i overspisning i usundt hver aften) eller at nyde én flødebolle i stedet for at kværne en hel pakke. Osv. :) Giver det mening? Fokus på det som gør dig GODT, gør dig GLAD, det du virkelig har LYST til. I stedet for at lade spiseforstyrrelsen styre showet. Og har du ikke en spiseforstyrrelse, må du meget gerne være med alligevel! Tror der er mange, der kan have glæde af at øve sig i at mærke mere efter og gøre det, som man drømmer om/har lyst til."
-----

Hvorfor har jeg brug for at lave en #majformig# igen? For nej, jeg har ikke været gravid igen (og er det heller ikke - endnu...) og Julia bruger ikke længere mine babser som madpakker. Hun kan bare godt li' at sige "dut dut" på dem, når jeg står nøgen om morgenen efter badet :)

Det gik op for mig i går aftes, at jeg har brug for det, fordi jeg brugte hele aftenen på at græde. Var fuldstændig smadret indeni og tankerne kørte kun i mad. Jeg begyndte at lægge planer for, hvad jeg må og ikke må spise, og jeg havde på én gang trang til både at lade være med at spise og at æde en masse klamt og kaste det op igen. Fokus røg totalt over på MAD!

...indtil jeg sagde STOOOOOOP til tankerne, og i stedet spurgte ærligt, hvordan jeg har det? Og hvordan jeg har haft det på det sidste?

Jeg er stresset/presset. Har en million bolde i luften og kan ikke holde dem alle oppe (læs indlægget her). Min kæreste og jeg har også en udfordring arbejdsmæssigt, da en person vi gav vores tillid til, ikke viste sig at være den, vi troede (det er fuldstændig ligegyldigt at forklare her, men det er en væsentlig presbold lige nu).

Så i går aftes gik det op for mig, at jeg i al stressen har glemt mig selv lidt, så jeg er ikke lige så glad, som jeg plejer. Og jeg måtte også indrømme over for mig selv, at maden er begyndt at fylde mere på en negativ måde. Ikke at jeg spiser for lidt, som jeg før har gjort mest - næ, jeg er begyndt at spise for meget. Ikke sådan rigtigt overspise, men "bare" spise ud over min mæthedsgrænse. Simpelthen for at lægge låg på stressen! Jeg har også på det sidste spist mere "usundt" på en "tvangsmåde" og ikke på min LYSTmåde. Og der er fanme stor forskel på, om man nyder noget af LYST, eller om man bruger det til at lægge låg på noget. Så f.eks. en is er i mine øjne sund, hvis man nyder den af lyst og evt. i godt selskab (også selv om næringsindholdet ikke er "perfekt"), men den er ikke sund, hvis man spiser den af tvang for at lægge låg på noget, man ikke vil mærke. Sundhed i mine øjne handler ikke om kalorier og næringsværdi, men mere om hvordan man spiser. Isoleret set er broccoli sundere end is, men jeg mener ikke, at man kan isolere sundhed og komme det i kasser (præcis som jeg heller ikke mener, at man skal komme personer i kasser. Det er en kæmpe fejl i behandlingen af spiseforstyrrede).

Hmm, man kan vel sige, at jeg æder det i mig nu, alt det vi har af udfordringer og arbejde. Er det det, man gør som overspiser? Æder problemerne i sig?

Hvad så med anoreksi? Når man ikke kan sige fra i verden, siger man fra over for det, man kan kontrollere: maden?

Og bulimi? Når man tager for meget på sig og ikke kan rumme det, må man kaste det op igen?

Bare tanker...

Nå, men nu vil jeg fanme trække vejret og tage én ting ad gangen. Og vigtigst af alt huske at prioritere det, som gør mig glad i låget! Jeg har én gang besluttet mig for at jeg vil nyde mens jeg yder. Ikke yde før jeg må nyde. Det skal jeg eddermanme holde mig selv fast på!!

Et af mine projekter er noget stooooort til spiseforstyrrede, som meget snart går i luften (og så skal jeg heller ikke holde alle boldene selv mere), så her i sidste forberedelsesfase må jeg ikke miste mig selv!

SÅ.... i dag er det d. 3. maj, og jeg starter igen #majformig# for at få fokus på at blive gladere igen, selv om jeg har travlt. Det ene udelukker ikke det andet!

I kan følge med i billeder på Instagram, hvor jeg bruger hashtagget #majformig#, og jeg håber, at I vil være med! Når I poster et billede, så forklar gerne, hvorfor det viser #majformig#.

Det kan godt være, at det har været/er lidt lort lige nu, men hey - se lige hvordan spiseforstyrrelsen IGEN guider mig. Den blusser op, og så har jeg lært, at det har en årsag. Når jeg tør kigge ærligt på det og erkende det - så kan jeg gøre noget ved det. Og når jeg gør noget ved den reelle udfordring (som ikke er maden), styrkes lysten til at behandle mig selv med respekt. Respekt for sig selv er hverken at sulte eller at overspise. Det løser ALDRIG nogen udfordringer!

Spiseforstyrrelsen er en kæmpe gave, når man forstår at bruge den konstruktivt. Så tak for dig, spiseforstyrrelse. Du får mig til at navigere i den retning, jeg gerne vil i mit liv.