D. 20. august 2018
valgte jeg at lukke døren til det, som jeg har arbejdet med i 10 år (10 år?!):
spiseforstyrrelser.
Det var ikke nemt at
lukke døren til alt, hvad der har med spiseforstyrrelser at gøre. Det, som har
fyldt mit liv, siden jeg var 16 år (og nu nærmer jeg mig 40 år...!). Først var
jeg selv fanget i en spiseforstyrrelse, og derefter har jeg skrevet bøger om
det, holdt mange foredrag, hjulpet spiseforstyrrede piger og drenge samt pårørende,
og jeg har stiftet LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende).
Men jeg var ved at miste
mig selv til sidst. Måden, jeg håndterede det hele på, hang ikke sammen for mig
selv. Fundamentet begyndte at smuldre. Jeg var blevet for meget REDDER og
glemte at ”redde mig selv”.
Hvad har JEG lyst til i
livet? Hvad gør MIG glad? Hvordan vil JEG gerne have det? Hvordan kan jeg gøre
en forskel for andre MEN have egenomsorgen som førsteprioritet? (det med at
tage iltmasken på først selv i en flyver, før man redder andre...). Alt det som
jeg ”prædikede” til andre spiseforstyrrede, glemte jeg pludselig i forhold til
mig selv, og derfor følte jeg mig ”falsk”. Man skal jo selv praktisere, hvad
man prøve at lære andre J
Jeg begyndte også at
tvivle på mig selv, om jeg overhovedet havde noget at byde på, om mine
holdninger omkring behandlingen til spiseforstyrrede var noget værd, og jeg
tænkte, at alle de ”professionelle” på området sagde tingene på en meget bedre
måde end mig. Og til sidst kunne jeg dårligt nok mærke, hvad jeg selv følte og
tænkte om det hele. Meget mærkeligt pludselig at ryge ned både mht. selvtillid
og selvværd.
Pudsigt nok fik jeg mega
ondt i det ene øre – betændelse, så jeg blev halvdøv. Jeg tolkede det som
kroppens signal om, at jeg måtte ”lukke ørerne” for, hvad alle andre mener om
dit og dat og i stedet søge INDAD og finde tilbage til MIN kerne, MINE
holdninger, MIT standpunkt og MIN ”mission”.
Så jeg slettede min profil
på instagram. Og jeg gik af som formand for LFS, som jeg ellers selv havde
stiftet.
Jeg følte ikke, at jeg
kunne bygge mig op igen på et gammelt fundament. Der skal ”bygges et nyt hus”,
og til det kræves altså et nyt fundament. Et nyt udgangspunkt, et nyt ståsted. Det
er det, som jeg er i gang med at bygge nu. Min Skriveboble <3
Hvis du lige nu er på
vej ud af en spiseforstyrrelse, kender du måske til det med at være ved at
brække dig (tøhø) af den ”rolle”, du føler dig fastlåst i. Du har måske været
spiseforstyrret i en del eller mange år, og folk kender dig som
”spiseforstyrrede dig”. Du vil virkelig gerne bryde ud, finde dit sande jeg i
frihed, men det er skide svært, fordi rollen både er din tryghed og din ven – og det du i bund og grund hader. Du skal
turde TURDE en hel masse nyt og anderledes – OG samtidig kunne tackle andres
eventuelle reaktioner og meninger om din udvikling. Det er svært at holde fast
i sig selv i en proces, der handler om at finde sig selv...
MEN det kan lade sig
gøre! Ikke
easy-peasy, oh no. Men hvor der er
vilje, er der en vej. Kringlet og opad bakke i perioder – men har du dit FOKUS
på plads (altså ved, hvor du ønsker at komme hen/hvordan du ønsker at have
det), har du hele tiden det at navigere mod. Hvis du ikke har et mål, er du som
et skib på oprørt hav uden destination. Dit mål skal være af oprigtig LYST – en
lyst, der kan overskygge spiseforstyrrelsens jerngreb – og du skal være villig
til at gøre det, der skal til, for at nå i mål. Altså være bevidst om de BEHOV,
der er, og turde GØRE det (ord og tanker er ikke nok. Der skal ansvar og
handling til).
For mig handler det lige
nu om en ny udvikling, der skal til. Jeg skal turde TURDE endnu mere, end jeg
hidtil har gjort. Og det er jeg klar til!
Det er umuligt at stå
med foden i klemme i én dør for at sikre sig, at den ikke lukker – samtidig med
at gå hen til en anden dør og åbne den. Du bliver nødt til at fjerne foden, se
døren lukke bag dig, mærke angsten og blive i den, gå de skridt der skal til
hen til den nye dør – og åbne den og gå ind.
På samme måde skal du
turde sige farvel til den trygge tilstand i spiseforstyrrelsen. Lukke døren –
uden at holde en fod i klemme – og i stedet åbne døren til... LIVET. Det er
faktisk ret smukt, når du tør leve det <3
Det er aldrig for sent
at skabe sig et godt liv. RESTEN SKAL NYDES. Du må godt, du fortjener det, du
er god nok præcis som du er. Følg dit hjerte og din LYST. Du skal leve DIT liv
– ikke leve alle andres.
”Vi har alle to liv.
Det andet begynder den dag, du virkelig indser og forstår, at du kun har ét”