tirsdag den 31. december 2013

Refleksioner på den sidste dag i året. Og GODT NYTÅR!!

Så er det sidste dag i 2013, og jeg sidder som så mange andre og tænker tilbage på året, der er gået.

Det har budt på både godt og skidt – heldigvis klart mest godt!

Det dårlige kan jeg overstå først: foråret bød på indlæggelse og sygdom i et par måneder, hvor min krop spadsede helt ud med bl.a. tissestop uden lægerne kunne forklare det. Jeg var meget bange der, for om jeg skulle gå med kateter resten af livet. Heldigvis kom min blære i gang igen. Her i efteråret (mens jeg er gravid) har jeg haft sådan en omgang igen, men nu kan jeg - syv, ni, tretten - tisse igen. Håber lægerne i det nye år finder ud af, hvorfor min krop i perioder reagerer sådan. Det er som om, den går amok på sig selv.

Og så alt det gode!

Jeg har - som mange af jer ved - ikke haft menstruation i rigtig mange år (16). Den kom tilbage i 2012, men det har været med en del gener og hormonkuller. Endelig her i sommers kunne jeg mærke, at "det faldt på plads". Det begyndte at blive naturligt for min krop at have menstruation igen. Jeg fik lige sagt: "nu tror jeg, at min krop er rigtig kvinde igen" til min kæreste - og måneden efter blev jeg gravid! (det var vores ønske, men vi havde ikke troet på det med min historie).

Det har været og er en KÆMPE omvæltning at blive gravid. Én ting er selvfølgelig kroppens fysiske forandringer - en voksende mave, mere sul på kroppen her og der og kæmpe-bryster (er fanme gået fire skåle op. Jo, du læste rigtigt: FIRE! "Milles mælkeproduktion" skal måske blive mit næste firma!?). Men det er faktisk det mindste. Jeg ved, hvorfor jeg vokser, og det er nødvendigt for at lillepigen har det godt. De største omvæltninger er klart de psykiske. Jeg er EKSTREMT følsom (kan græde over ingenting!) og føler mig meget sårbar. Hele min spiseforstyrrede historie bliver kørt igennem igen og igen og bringer sorg og frustration med sig. Tænk at jeg har været ved at ødelægge mit liv - det giver bare slet ikke mening, når jeg nu mærker, hvor fantastisk det er med livsbekræftende spark fra min mave. ALDRIG vil jeg ødelægge hendes liv (eller andres), så hvorfor har det været ok at ødelægge mit eget?

Jeg har haft MEGET svært ved at FORSTÅ, at jeg ER gravid og skal være noget så stort som MOR. Selv om jeg jo tydeligt kan se det på kroppen, er den følelsesmæssige forståelse ikke fuldt med. Det er simpelthen for uvirkeligt og stort for mig. Når jeg har snakket med andre gravide, har de gloet på mig, som om jeg er idiot. "Kan du ikke forstå, at du er gravid?! Jamen det er jo tydeligt!". Ja - jeg kan sgu også godt SE det, er ikke blind! I forstår bare ikke følelserne omkring det, fordi I ikke har "været ude på kanten", hvor jeg har været. Det er først her i slutningen af graviditeten, at jeg forstår, at jeg er gravid - at der kommer en lille pige ud, som er min datter. Men stadig er det voldsomt overvældende for mig.

 Her d. 28. dec. var vi til scanning i 3D/4D. De scanninger man får lavet på hospitalet er i 2D – dvs. ”bare” et sort/hvid stilbillede. I 3D/4D kan du se din baby rigtigt og i bevægelse, og det var en meget stor oplevelse! Pludselig gik det endnu mere op for mig, at et lille nyt liv tager form indeni mig. Hun var så smuk allerede, og hun smilede hele tiden. Hun var virkelig i harmoni, kunne vi se, og havde det godt! Meget betryggende, for som gravid er man nok altid nervøs for, om alt nu er, som det skal være, og om den lille har det godt. Efter at have set hende, er jeg helt rolig. Hun hygger sig inde i mig! Det ligner, at hun får min kærestes næse og min mund J Se et billede af hende her:
 

 

Er det ikke vildt en forskel fra scanningen på hospitalet? Hvis nogen er interesserede i, hvor jeg fik lavet scanningen henne: Jordemoderhusets Scanningsklinik, Brolæggerstræde 6 inde i byen (og jeg fik 50 % rabat, fordi jeg går til gravidgymnastik derinde. Ja tak!).

Juleaften i år vil jeg heller ikke glemme. Vi var kun min mor, far, farmor, min kæreste og jeg, og det er flere år siden, at jeg har set min farmor så glad og snakkesaglig. De sidste par år har været turbulente for hende med sygdom, min farfars død og hun er kommet på plejehjem, så hun har ikke været "min gamle farmor". Men juleaften var hun ikke til at drive i seng, og da vi andre så trætte ud kl. 1 om natten, sad hun stadig med et kæmpe smil og var frisk som en havørn. Det syn gjorde mig SÅ glad! Min farmor har altid betydet alt for mig.

2013 blev året, hvor jeg endelig sort på hvidt kunne sætte punktum for de mange år som spiseforstyrret. Jeg var nemlig nu i stand til at skrive om alt det, jeg har arbejdet med for at komme ud af spiseforstyrrelsen, og alle værktøjerne er nu så integrerede i mig, at jeg bruger dem pr. automatik. At behandle mig selv med respekt og kærlighed og at følge min lyst er nu blevet mine nye daglige vaner, hvor det før var respektløshed, ukærlighed og ulyst, der styrede. Jeg er meget meget stolt af at kunne følge min trilogi om mit liv op med "Resten skal nydes" som et smukt punktum for min fortid. Og jeg ønsker af hele mit hjerte, at den vil skubbe kærligt til de mange spiseforstyrrede, som stadig er fanget i helvedet. I kan virkelig gøre SÅ meget selv!!! I har styrken i jer, så brug den nu positivt for jer selv!! Resten af livet skal fanme NYDES!!

Nu tænker I måske: har Mille nogle nytårsforsætter? Nej det har hun ikke. Jeg vil få det bedste ud af 2014 og nyde året, og det er ikke et nytårsforsæt. Det er blevet en selvfølge for mig, at jeg vil have det godt og behandle mig selv godt. Et nytårsforsæt er gerne noget, der ikke holder. Vær dog i stedet til stede i livet og tag det bedste med fra hver dag. Fokus på nærværet i stedet for at sætte regler op om dit og dat om hvad du må og ikke må. Frihed tak! JEG vil styre mit liv!

Til sidst vil jeg ønske jer alle, der følger mig på sidelinjen, et lykkebringende nyt år! Må 2014 blive fyldt med glæde og positive oplevelser! Husk dit ansvar for at det kommer til at ske ;) Tusind tak for alle jeres kommentarer, når jeg laver status på facebook (det er stadig der, I kommenterer, men jeg ved, at I også læser med her!) – det er en fornøjelse at kommunikere med jer! TAK <3


Velkommen 2014!

søndag den 22. december 2013

De første kommentarer til min bog

Min bog er jo først lige udkommet – den kom fra tryk d. 16. dec. – men jeg har allerede fået kommentarer til den.

Jeg har været meget spændt på at høre jeres meninger, fordi jeg selv synes, at den kan virke lidt ”hård og provokerende”. Men det er kærligt ment, fordi jeg virkelig af hele mit hjerte ønsker, at andre spiseforstyrrede forstår, hvad man SELV kan gøre for at rykke sig. Det ville jeg ønske, at jeg selv havde fattet for mange år siden…
Indtil videre har jeg kun fået positive kommentarer for, at den NETOP ”sparker kærligt”. For flere spiseforstyrrede har bogens øvelser og tanker allerede haft effekt, fordi de har turdet prøve det af, jeg skriver! Her er nogle kommentarer:

”Jeg sad lige og læste i din bog og skulle så hen til spejlet for at tage make up af. Så kiggede jeg ind i spejlet og tænkte, at jeg lige for sjov ville prøve det der med at sige "du er smuk" – det har jeg ellers aldrig troet sådan rigtigt på. Men jeg sagde det, og det føltes vildt underligt, og så blev jeg ved med at sige positive ting, og jeg huskede at sige "jeg er", ikke "jeg vil gerne, eller ønsker at være". Det var virkelig en underlig oplevelse men fandt ud af, at jeg faktisk er heldig med mange ting, og at jeg blevet bedre til mere.”
”Jeg elsker især det der, du har skrevet med, at man ikke "tør" sige nej til kage, når man er på vej ud af spiseforstyrrelsen, fordi så tror andre straks, at det er anoreksien. Sådan har jeg haft det virkelig meget på det seneste med min far. Alt jeg sagde nej til, troede han, var anoreksien. Så i går sagde jeg pænt nej tak til det, jeg ikke ville have og tænkte "fuck hvad han tænker, jeg ved jeg har det bedst sådan".”
”Av, du rammer mig lige i solar plexus med mange af de ting, du skriver, Mille!”

”Faktisk har jeg brugt en af dine øvelser i dag: begyndte at tænke gode tanker om mig selv fra morgenstunden – du ved sætninger i hovedet, jeg blev ved med at gentage. Jeg skulle til behandling i dag, og i modsætning til hvad jeg plejer (jeg er ikke god nok, har ikke noget at bidrage med, de andre er klogere, smukkere osv. end mig), tænkte jeg modsat! Det gjorde, at jeg lynhurtigt faldt i snak med de andre piger i venteværelset og på initiativ fra mig! Kropsøvelserne, vi lavede, fandt jeg langt mindre irriterende, og jeg snakkede i gruppen, som jeg sjældent har prøvet! Jeg spiste morgenmad hjemmefra (plejer jeg jo ikke, når jeg skal vejes), og jeg vidste, at jeg ville have taget på siden sidst pga. bl.a. menstruation. Det plejer at påvirke mig negativt men ikke i dag! Jeg er sikker på, at de andre kunne mærke, at jeg var anderledes positiv. Mange af de andre havde tabt sig ret meget i dag, men jo altså ikke mig. Der kom lige en lille snert af "øv, hvorfor er det ikke mig", men jeg vendte det hurtigt til at være godt for mig og ok, at det ikke var mig i deres situation! Det har været vildt anderledes selvfølgelig og lidt: "ej, det er da forkert at tænke så venligt om mig selv", men ved nærmere eftertanke er det jo underligt, fordi det er uvant! Sådan er alting man ikke kender til... Jeg må prøve at holde fast i de gode tanker. Det var i hvert fald tankevækkende!”

Med sådanne kommentarer kan jeg jo kun blive glad og stolt over, at mine råd og erfaringer kan ”åbne øjnene” og skubbe andre spiseforstyrrede på rette vej J

tirsdag den 17. december 2013

Her er bogen!!

Åh, hvor har jeg glædet mig til at vise jer hvor fin, ”Resten skal nydes” er blevet!! Jeg ved godt, at det ”bare” er en bog, men jeg er virkelig, virkelig stolt af den!! Når man brænder for noget, og man lykkes med det, er det sådan en fantastisk følelse. Min passion er at skrive, og når jeg følger den passion/lyst, har jeg det allerbedst. At følge min lyst har været et af de vigtigste skridt for mig for at bryde ud af spiseforstyrrelsen. Spiseforstyrrelse er nemlig indbegrebet af ULYST, så jo mere man begynder at følge LYSTEN, jo mere smuldrer spiseforstyrrelsen. Der er ikke plads til begge dele. Og lyst avler mere lyst, så når først man er begyndt på den vej…. såååå… ;)

Jeg er super stolt af både indholdet og omslaget. Omslaget har grafiker Ann Bergsman (www.bergsman.dk) designet GRATIS til mig, fordi hun gerne ville støtte mig. Hun kender mig kun gennem mine andre bøger, altså ikke personligt. Det synes jeg er meget smukt gjort af hende, og jeg er hende dybt taknemmelig. Hvis jeg selv skulle ha’ lavet et omslag, var det blevet noget juks. Nu ligner bogen en rigtig PROF bog!! Spot on Ann!
Indholdet er jeg stolt af, fordi det beskriver min vej ud af spiseforstyrrelsen. Alt det jeg har arbejdet med for at blive så stærk, som jeg er i dag, er med i bogen. Det kan ikke være et bedre punktum for min FORTID, at jeg nu har formidlet mine erfaringer og råd gennem det skrevne ord, som jeg elsker!

Og nu skal I se den:
Forsiden:




 
 
Ryggen:


 
Bagsiden:



 
Husk at den ikke kommer ud i boghandlerne i år, desværre. Så den kan kun købe af mig (mail til mille@ihdumille.dk). Pris 199 kr. plus porto 45 kr.

lørdag den 14. december 2013

Mere nydelse, tak!

Hvis du går ind i en kiosk og kigger på udbuddet af blade/magasiner til kvinder, taler det sit tydelige sprog. Det handler meget om AT FIXE. På få uger skal vi ændre enten vores mave, vores lår, vores numse eller vores arme, tabe 5 kg., stramme os op, få styr på vores parforhold osv. Mht. maden handler det meget om SLANKEKUR – at vi skal TABE OS. De to ord TABE OS (selv) siger det hele. Der er selvfølgelig intet galt i at gå ned i kilo, hvis det er det bedste, og man reelt vejer for meget. Og det er ok at tænke på sin sundhed og passe på sig selv. Men det er MÅDEN, det bliver fremstillet på, som er ødelæggende, synes jeg. Den får os kvinder til at føle os forkerte og tykke (selv om vi ikke er det). Pudsigt nok stiger antallet af overvægtige og antallet af spiseforstyrrede, selv om vi bliver bombarderet med sundhedsråd alle vegne.

Mange giver simpelthen også op i kampen for at finde ud af, hvad der er det bedste at spise, fordi rådene ændrer sig. Så må vi spise kartofler, så må vi ikke. Så er fedt det værste men sukker ok. Og så er sukker skurken og fedt det gode. Så må vi spise brød, og så må vi ikke. Det er ret forvirrende!
Men hvorfor gribe sundhed an på den måde? Mon det ville hjælpe at snakke sundhed på en anden måde? Hvis det ikke har gjort os sundere (både fysisk og mentalt) på den måde, vi har gjort det på indtil nu, så kunne vi jo prøve på en anden måde? Hvad med at fokusere på, hvordan vi lærer vores egen krop at kende og på, hvordan vi lærer at mærke efter? Og hvad med at snakke NYDELSE?
Der er nogen, der siger til mig: ”Måden bladene skriver det på, sælger. Kvinderne vil gerne læse om det. Hver gang der står noget med slankekur på forsiden, køber flere det”.

Nope, jeg tror ikke på, at vi kvinder inderst inde gider. Jo, vi vil selvfølgelig gerne lære om sundhed, MEN jeg tror, at rigtig mange kvinder hungrer efter at føle sig frie, føle sig gode nok og hungrer efter at føle lyst. Vi gør rigtig meget, fordi vi ”bør”, for at føle os mest ”korrekte” og for at føle, at vi ”passer ind”.

Og så er det, at Mille her går ud og brækker sig (altså ikke bogstavelig talt). Jeg vil ikke med på den bølge. Nu føler jeg lige, at jeg har fået ”livet igen” efter spiseforstyrrelsen, og så vil jeg ikke ryge ind i en kasse, så jeg passer ind.

Jeg vil være mig, præcis som jeg er, jeg vil have det godt, jeg vil nyde, og jeg vil følge min lyst. Jeg vil elske mig selv og min krop MED de ”fejl” og særheder, som jeg har. Hvilket i virkeligheden jo ikke er ”fejl”. De er blot det, der gør mig til mig. Det er helt klart alle de restriktive år i spiseforstyrrelsen, der har givet mig den gave med. Jeg GIDER IKKE forbud og regler mere, og jeg vil have lov til at være mig, og jeg vil spise, hvad jeg har lyst til!! Basta!

Jeg elsker derfor, når andre kvinder også prioriterer nydelsen og glæden i maden frem for sundhed for sundhedens skyld.
Det gør f.eks. ernæringsterapeut Tine Grandjean. Hun har lige udgivet en lille sanselig kogebog, hvor hun fokuserer på nydelsen og glæden ved maden. I forordet skriver hun bl.a.:

”Når fokus er på sundhed for at være sund og slank, skabes en frygt for at lårene vokser, for at ældes, blive syg, forfejle vor tids umulige idealer om evigt overskud og ungdom. (…) Derfor ønsker jeg en større opmærksomhed på mad som glæde, sanselighed og leg. Bogen er en modpol til sundheden for sundhedens skyld.”
Ikke nok med at der er den ene lækre opskrift efter den anden bogen igennem, så har hun også mellem opskrifterne skrevet små digte om mad. Sådan en kogebog har jeg ikke set før!

Bogen hedder ”Elsk maden”, og den er en perfekt mandel- eller julegave i stedet for de ”almindelige slankebøger”.
 
Mere nydelse, tak!

søndag den 1. december 2013

Jul og spiseforstyrret

Julen er en hyggelig og dejlig tid på året – men for nogen er det (også) en udfordrende tid. De spiseforstyrrede.
 
Som barn holdt jeg rigtig meget af december og ikke mindst af juleaften. Jeg lavede hjemmebagte jødekager, specier og konfekt med min mor, vi kom nelliker i appelsiner og hang op, og hele hytten blev pyntet op med nisser (mange af dem havde min lillesøster og jeg selv lavet). Min far legede nisse og opfandt et nissealfabet. Hver aften lagde jeg småkager og nisseøl til nissen, inden jeg gik i seng, og morgenen efter lå der et brev på nissesprog fra nissen som tak. Og jeg svarede trofast tilbage på nissesprog. Jeg lærte lynhurtigt nissealfabetet og kunne skrive flydende på nissesprog – min far derimod måtte hver aften sidde med alfabetet foran sig og tjekke, hvilket nissetegn han havde lavet som hvilket bogstav J En uge før jul blev jeg ofte syg – af ren spænding! Jeg glædede mig såååååå meget til juleaften med gaver, hygge, guf og min farmor som julemand (min lillesøster og jeg gættede, at det var hende, pga. de store babser. Det vidste vi jo godt, at julemanden ikke har).

Når jeg i dag tænker tilbage, sidder jeg og storsmiler og får en tåre i øjnene. December var virkelig speciel for mig. Jeg er rigtig glad for alt det, mine forældre gjorde ud af det.

Hvad ødelagde min december-glæde? Spiseforstyrrelsen. Pludselig blev maden og guffet ikke noget, jeg glædede mig til. Jeg fik derimod angst over det og frygtede hver jul. Selv hyggen gik det ud over, fordi jeg brugte så meget krudt og fokus på MADEN, så jeg ikke kunne være ordentligt til stede.
 
I dag har jeg lært, hvor stor betydning FOKUS har. Jeg kan forstå, at jo mere jeg fokuserede på maden som PROBLEMET, jo værre fik jeg det. Jeg glemte helt at fokusere på ting og folk omkring mig og på at være til stede. Maden på bordet fik al min opmærksomhed.

Og hvad sker der med det, vi fokuserer meget på? Det vokser og får næring.  

Mine problemer med og angst for maden blev altså større og større (hvilket i øvrigt er det, der sker, når behandlingen kører meget i mad og vægt). Det var først, da jeg lærte at skifte FOKUS, at jeg kunne se på mad som "bare mad" og i stedet bruge kræfter på at fokusere på, hvordan jeg gerne vil have det, være og på hvad jeg vil opleve her i livet.

Tankerne og det du fokuserer på, er DET du skal lære at kontrollere i stedet for at give al magt til maden (rigtig meget mere om det i min bog "Resten skal nydes"!).

Nu er det d. 1. dec. og også første søndag i advent i dag. Mine tanker går derfor til alle jer spiseforstyrrede, der endnu kæmper med at blive frie. Jeg håber inderligt, at I ikke tror, at I skal have det på denne måde resten af jeres liv. I KAN vende jeres tanker! Det tager tid, og du skal have tålmodighed, viljestyrke og forståelse for dig selv – men holder du ud, venter der guld i enden J

Jeg vil nyde december - og resten af mit liv J
 
PS. Min bog "Resten skal nydes" går i tryk i morgen, jubiiiiii! Så inden for max. 14 dage har alle jer, der har bestilt et eksemplar, bogen i jeres postkasse. Desværre når jeg ikke at få bogen ud i boghandlerne inden jul, så hvis du vil have et eksemplar af bogen i år, skal du bestille den direkte hos mig. Mail til mig på mille@ihdumille.dk. Den kommer til at koste 199 kr.

onsdag den 20. november 2013

Stilhed før "stormen" :)

Ja, jeg ved det – jeg er ikke så god til at få skrevet her på bloggen. Men jeg KNOKLER med at få min bog ”Resten skal nydes” færdig… gerne til på søndag, som er den deadline, jeg har sat til mig selv (jeg hader, når jeg ikke når de mål, jeg sætter mig, så jeg VIL SGU nå det). Bare lidt svært når jeg i disse dage også lige skal servere til et kursus fra kl. 6.30 til 17. Jeg når kun at skrive lidt i pauserne (som nu), inden de igen skal have mad, kaffe, te, kage…

Godt jeg kan multitaske J  
Når bogen er færdig (på søndag… ;) ), skal den jo også lige sendes til tryk, så den udkommer i starten af december. Mere præcist kan jeg ikke sige det nu. Husk I kan forudbestille den – mail til mig på mille@ihdumille.dk. Så har I en fed julegave, hehe. Ej helt ærligt – jeg synes selv, at det bliver en god bog! Mit 5. ”barn” er jeg meget stolt af, og jeg håber af hele mit hjerte, at den kommer til at hjælpe en masse. Der er kærlige klaps i måsen om, at du KAN komme ud af en spiseforstyrrelse – hvis du tør starte rejsen og gå hele vejen!

Og så også lige en kommentar om mit rigtige barn – min pige – som vokser fint inde i mavsen J På nær et lille chok i sidste uge hvor jeg begyndte at bløde og måtte en tur på Hvidovre Hospital, går det fint. Jeg skal bare slappe lidt af (stress er ikke godt…), men når man jeg samtidig er stædig og VIL have min bog færdig plus passe mit andet arbejde… ja, så er det svært. Og så har min kæreste og jeg også lige en flytning oveni. Vi har fået lejlighed, og det er SÅ dejligt! Det eneste, som er ”galt”, er min blære. Ved ikke om I kan huske i foråret, hvor jeg ikke kunne tisse i 1 måned og gik med kateter… men min blære er aldrig blevet normal igen. Jeg kan tisse – men det er ikke nemt L Og nu hvor jeg er gravid, har jeg altså både en mega-blære OG et barn, der fylder derinde. Og der står konstant tis i mig, fordi jeg ikke kan tisse alt ud. Guf for bakterier = not good. Om jeg får lov til at føde, ved lægerne ikke endnu. Det kommer an på min blæres tilstand, når jeg nærmer mig termin.
Nå, jeg må få skrevet lidt på bogen, inden jeg skal have serveringshatten på igen J

TAG en dejlig dag ;)

Og jeg håber, at I glæder jer til min bog!

tirsdag den 5. november 2013

EN PIGE!

I dag var jeg til midtvejsscanning, og hold da op, det hele blev meget virkeligt nu! Og nu skal jeg ikke mere sige DEN… for vi fik at vide, at det er en PIGE! 

JEG SKAL VÆRE MOR. JEG HAR MIN DATTER INDE I MAVEN.
Wauw, hvor er det helt igennem fantastisk at skrive!! Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle nå så langt! Vinde over spiseforstyrrelsen og så endda trodse alle odds og blive gravid!
Jeg håber virkelig, at det kan bringe håb og motivation til andre. Der ER altså en vej, når man tør gå den – også selv om det tager laaaaang tid (tænk bare hvor længe jeg har været ”på vej ud”. Jeg har sgu ikke været den hurtigste knallert på havnen, men hey – jeg klarede det jo! Og resten af mit liv skal nydes!).

PS. Og hun er en lille bulderbasse. Hun vendte og drejede sig og spjættede med arme og ben. Og på et tidspunkt stak hun numsen helt op i ”kameraet”, så selv scanningsdamen grinede! Bare hun også har den kækhed og det selvværd, når hun kommer ud!).

søndag den 3. november 2013

ER jeg virkelig gravid?!

Øh Mille, ja hvad tror du ellers?

Jeg ved godt, at det lyder rigtig mærkeligt… men det er virkelig svært for mig at tro på, at jeg ER gravid. Og det til trods for, at jeg har set fire graviditetstest få to fine streger, jeg er blevet scannet to gange og har SET spirrevippen, og jeg har nu en mave, der ser sådan ud:


Alligevel har jeg svært ved at tro på det. Jeg tager mig selv i at tænke: ”jeg er nok bare blevet lidt tyk…” Og jeg tror også, at folk kigger på mig og tænker: ”hun har da godt nok fået en tyk mave”. Min kæreste prøver at overbevise mig om, at folk ikke tænker det – det er TYDELIGT, at det er en gravidmave, siger han. Hmm godt så J
Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg ”var dømt ude”… altså at jeg har fået at vide, at jeg aldrig ville kunne få børn, pga. min krop er for skadet efter spiseforstyrrelsen. Så kan der jo ikke være et barn i mig nu?

Eller skyldes det en rest fra spiseforstyrrelsen, som fokuserer på, at jeg tager på, og som ikke kan forstå, at min krop kan skænke mig noget så stort og dyrebart som ET BARN? Min ”forbandede krop” som jeg så tit har kaldt den. Det hænger jo slet ikke sammen!
Eller er det mon helt normalt som gravid at svinge mellem at forstå og ikke forstå, at man skal være MOR? Det er jo en vildt stor ting og en milepæl i ens liv!
I morgen går jeg ind i 20.uge, dvs. jeg er HALVVEJS i graviditeten allerede! Og tirsdag skal jeg til scanning igen, og der får jeg at vide, om jeg venter mig en pige eller en dreng J Jeg har allerede sommerfugle i maven – glæder mig sådan til at se spirrevippen igen og endda kunne få sat ”hun” eller ”han” på! Måske går det så ENDELIG op for mig for alvor, at jeg altså ER gravid, og at jeg skal være mor til en pige eller en dreng J

torsdag den 31. oktober 2013

Ked af det...

I dag hvor jeg sidder og skriver på bogen, er jeg ked af det. Lige fra morgenstunden har jeg kunne mærke, at mine tudeknap sidder helt blottet, så der intet skal til, for at den bliver ramt og trykket i bund. Under morgenmaden snakkede mig og min kæreste om det, fordi jeg pludselig sad og græd midt i maden. Det blev udløst af, at vi snakkede om et foredrag, jeg skal holde d. 12. nov. om at stå frem (altså ikke mit normale foredrag). ”Hvordan har det egentlig været at stå frem?”, spurgte min kæreste så. Af ren kærlighed, for han vil jo også gerne vide det. Og SÅ kom tårerne. Jeg kunne ikke engang forklare ham HVORFOR, de kom. Jeg var bare KED AF DET. Sådan helt ind til knoglerne. Da han så sagde, at han elsker og rummer mig med alt, hvad jeg har været igennem og er, græd jeg bare endnu mere (behøver jeg vel næsten ikke skrive). Jeg har svært ved at tage imod en kærlighedserklæring, når jeg sidder og er ”ynkelig”.

Og her stopper jeg lige med det samme mig selv! For er der noget, jeg IKKE er, når jeg græder, er det ynkelig! Men jeg har altid følt mig ynkelig og svag, når jeg tillod mig at græde. Jeg ved godt nu, at det er stik modsat ynkeligt at græde – det er STÆRKT. For så mærker jeg jo mine følelser, er i dem, flygter ikke. Og det er jo netop det, man skal lære, for at komme ud af en spiseforstyrrelse. Følelser skal hverken sultes væk, brækkes op, overspises væk eller trænes væk. Nej, lige meget om det er glade eller triste følelser, skal de mærkes og anerkendes.
Men selv om jeg godt ved nu, at det er stærkt af mig at græde, når jeg er ked af det, så kommer den gamle ynkeligheds-følelse stadig. Når jeg så tænker, at jeg er ynkelig, skal jeg vende det i mit hoved – huske mig selv på, at det ikke er rigtigt. JEG ER IKKE YNKELIG – JEG ER STÆRK, NÅR JEG TØR VÆRE I MINE FØLELSER. Det er altså min egen opgave at vende det i hovedet, i stedet for at lade de gamle tanker tage over. Hverken min kæreste, min mor, min søster eller en af mine veninder kan gøre det for mig. Ansvaret er mit, og det tager jeg.

Hele dagen indtil nu har jeg været i sådan et underligt trist humør. Og jeg er faktisk ikke kommet nærmere et HVORFOR. Jeg har oplevet flere af sådanne dage her ”efter” spiseforstyrrelsen. Det er som om, at hele mig er KED AF DET. Det er som om, at det hele bare vælter op i én pærevælling, så jeg ikke kan skelne lige præcis hvad af det, jeg er mest ked af. Jeg er bare ked af det. Hele.
Men vel egentlig forståeligt nok? At indse hvad man har brugt sååååå mange år af sit liv på, er jo ikke lige frem noget man springer op og danser glad rundt af, vel? Hvis ikke man netop reagerer ved at være ked af det, lægger man nok temmelig meget låg på. Alle de ked-af-det-følelser skal UD.

Hver gang jeg har sådanne jeg-er-vildt-ked-af-det-dage, hjælper det lidt mere gang på gang. Som om jeg får mere og mere af det indeni UD. Så selv om det selvfølgelig ikke er dage, jeg er ved at dø af grin over, er jeg alligevel glad for, at de kommer. Så ved jeg, at der sker endnu mere indeni mig, og at jeg er klar til at rykke endnu et skridt. Og jeg bliver jo også i høj grad bekræftet i, at det er slut med at dulme det, jeg mærker! Lige meget hvor ondt det gør, flygter jeg ikke.
Måske tænker du nu, hvorfor jeg ikke tager ansvar (som jeg snakker så meget om) for at gøre mig gladere på sådan en dag i stedet for at blive ved med at være trist?

Jeg GØR min dag bedre. Jeg prioriterer at gøre det, som jeg rigtig godt kan lide og spiser det, som jeg har lyst til. Men jeg siger ikke til mig selv: ”hold nu op med at være ked af det. Vær dog glad i stedet!” Jeg er ikke tilhænger af positiv psykologi, hvor man bare skal tænke positivt, og så går det hele meget bedre. Jeg mener, at man BESTEMT skal prøve at tænke mere positivt, og at man skal fokusere på muligheder frem for begrænsninger. Hvis du konstant går og er negativ over alting, er livet sgu lidt surt. Men jeg mener, at man samtidig med at man har en positiv indstilling til tingene og livet, skal tillade sig at være ked af det, når der er en grund til det. Ellers er man jo NETOP tilbage i et destruktivt mønster, hvor man lukker af for sine følelser – og begynder man at sulte, kaste op, overspise eller overtræne igen for at tackle det.
Så jeg er mere tilhænger af en positiv ÆGTHED, kan man vel kalde det. Altså at man generelt tænker positivt og prioriterer glæderne i livet, men at man samtidig er tro mod sig selv, så man tillader sig at mærke, når man er ked af det. Når man ER ked af det, skal det mærkes, man kan prøve at finde ud af, hvorfor man er det, og kan man gøre noget for at få det løst, kan man gøre det (det kan være, at det er en person, der har gjort dig ked af det, skal have at vide, hvad hans/hendes handling gjorde ved dig. Altså, man får det placeret). Og andre gange er man ked af det pga. en masse ting (som mig i dag), og der kan man ikke lige placere ked-af-det-heden ét sted. Og der er det egentlig også nok blot at mærke den. Jeg bliver klogere på mig selv hver gang alligevel, og får større forståelse og større accept/respekt af/for mig selv. Jeg bliver mere bevidst om, hvor jeg har været, og hvor jeg er i dag.

lørdag den 26. oktober 2013

Indhold i bogen

I foråret spurgte jeg jer på Facebook om, hvilke spørgsmål I havde til mig – som I gerne ville have svar på i min bog ”Resten skal nydes”. Her er, hvad I spurgte om (spørgsmålene står, som I har formuleret dem):

-          Hvordan man takler det der med at blive "normal" og acceptere, at det er sådan, livet burde være, når man er blevet raskmeldt og står på egne ben?
-          Noget om hvordan man finder ud af, hvem/hvad man er uden sin spiseforstyrrelse.
-          Når man er rask, hvem er man så? Alle der har været sammen med én, brugt tid med én, er jo fordi, man er syg. Hvordan får man et normalt socialt liv?
-          Hvordan takler du spiseforstyrrelsens sensitive væsen? Her tænker jeg på, hvilke strategier du har for at beskytte dig selv mod for mange input, stress og overbelastninger, som potentielt kan trigge den spiseforstyrrede adfærd? 
-          Hvordan kan partner, familie, venner og kolleger støtte og hjælpe bedst op om vejen tilbage til livsglæden? 
-          Hvordan kan vi andre blive "inviteret" ind? Det virker som en meget lukket, skamfuld og tabubelagt verden – desværre. Er der måder, jeg kan komme tættere på dette indre, så jeg kan få forståelse for, hvor det er, jeg kan støtte?
-          ”The hardest part about eating disorders, is to learn how to live without it”...
-          Hvordan man lærer ikke bare at flytte kontrollen over på noget andet. Og i så fald ideer til, hvad der er "okay at kontrollere".
-          Kan man komme videre uden professionel hjælp?
-          Hvordan får man sine tanker væk fra sine vaner og lærer at tænke nyt?
-          Hvordan ved man, om man er rask? Eller ved man det helt overhovedet?
-          Er behandlingstilbuddene i DK gode nok?
-          Hvor mange drenge/unge mænd har spiseforstyrrelse?
-          Fokus på at acceptere sit sensitive sind og sårbarheden.
-          Hvilke problemer man skal holde sig fra, f.eks. stress, sult, at være ensom etc.
-          Hvordan lærer man at spise "normalt" igen og nyde at spise uden at skulle få dårlig samvittighed, angstanfald og begynde at gøre skade på sig selv som straf?
-          Hvordan du oplever og håndterer angsten... ikke kun i forhold til maden men også i forhold til livet. At ville livet! Og at mærke sine følelser, sig selv og turde gå med lysten, selv om angsten kan fortælle én, at det er en dårlig ide!
-          "Det er ved at risikere, at du opnår frihed", skrev du i din sidste bog. Hvordan vidste du, eller fandt du ud af, hvornår du skulle risikere? 

-          Hvordan har du fundet ud af, hvad der er dig og din måde at gøre tingene på, og hvad der er andre og deres måde at gøre tingene på? Hvordan ved du, hvad der er godt for dig?

-          Hvordan tackler du de kommentarer, blikke, hentydninger, uenighed, modstand (eller hvad det kunne være) anderledes nu, end da du reagerede på de indtryk med mad?

-          Hvad påvirker dig ved at se andre spiseforstyrrede? Der er medfølelsen, men for mange også noget andet, jeg ikke helt ved, hvad er. Måske misundelse?

-          Erkendelsen af at man har mistet/spildt en masse år. Følelserne omkring det, og kan man stadig nå sine mål i livet?

-          Hvordan finder man sig selv? Og accepterer sig selv, for den man er, og at føle sig god nok.
-          Hvordan lærer man at holde sin kostplan?

-          Hvordan du fandt lysten til livet igen, hvordan du kunne mærke dine ønsker og drømme og se meningen med dit liv! Se en mening med at slippe spiseforstyrrelsen, når der er så stort et tomrum uden den. Når alt andet i tilværelsen ikke føles lystbetonet eller tiltrækkende, hvor skal drømmene og håbet om et godt liv så findes?!

-          Hvordan kan du være så åben? Jeg kan ikke engang fortælle min veninde, hvordan jeg virkelig har det!!

-          Hvordan er det at være dig, når alle ved, hvordan du har haft det med spiseforstyrrelsen og det hele? Fordi det er så hemmelighedsfuldt og skamfuldt, kender de fleste kun til, hvordan det er at holde det hemmeligt, og til trygheden ved at ingen eller få ved noget – men hvordan er det at have åbnet op? Hvordan føles det?

-          Hvordan man undgår at blive slave af lyst i "den anden grøft", når man har tilbragt mange af livets vågne timer i "den første grøft" med at være slave af ulyst?

-          Hvordan du tankemæssigt holder spiseforstyrrelsen væk kunne være rigtig interessant at høre om.
-          Hvordan lærte du at tage imod hjælp og gøre dig selv "vigtig"?
-          Hvordan formår du at holde fast i, hvordan du har det? Altså ikke gemme det væk og sige "det går fint", hvis det ikke gør det. 

Så alt dette vil I – bl.a. – få svar på i min bog!

Er der noget, I har glemt? I kan nå at komme med input endnu J

torsdag den 24. oktober 2013

Forudbestil min bog!

SÅ har jeg sat mig selv kniven for struben… NU skal jeg få færdiggjort min bog ”Resten skal nydes”! Det har været en lang og sej fødsel (håber min kommende fødsel af spirrevippen ikke bliver lige så lang, hehe), fordi der er sååååå mange ting, jeg vil have med i den, og det er vigtigt for mig, at jeg kommer ud med alle mine budskaber, råd og tanker. Jeg har sluppet min dræbende perfektionisme, som jeg led af i hele min barndom og ungdom (jeg føler mig nu stadig ung, vil jeg lige indskyde), men lige omkring mine bøger er jeg stadig meget perfektionistisk – men på den gode måde. Det er fordi, jeg skriver om min hjertesag. Jeg brænder for at hjælpe alle jer, der sidder fast i spiseforstyrrelsens kløer (eller andet destruktivt), og jeg brænder for at få andre til bedre at forstå det, så behandlingen kan blive bedre.

Derfor har bogen været længe undervejs. Men nu er deadline sat til d. 17. nov., og derefter har jeg en uge til redigering og gennemlæsning, så min endelige deadline bliver d. 24. nov. Så kan den nå ud i julehandlen, og I har en super julegave til jer selv, eller én I har kær J Den skal jo også lige trykkes, så den bliver altså udgivet i starten af december.
Hvis I vil være sikker på et (evt. signeret eksemplar), som I har inden jul, skal I skrive jer op. Det gør I ved at maile til mig allerede nu på mille@ihdumille.dk. Skriv: jeres navn, adresse, hvor mange eksemplarer I ønsker (kan jo være at I skal bruge flere) og om den/de skal signeres. Så sender jeg jer en mail, når bogen er ved at komme fra tryk, og kort efter modtager I den så med posten. Vola!

Resten skal nydes… oh yes det skal! Husk det når DU tager kontrollen over dit liv, i stedet for at lade spiseforstyrrelsen have den!

lørdag den 19. oktober 2013

Behandlingen til spiseforstyrrede

I onsdags holdt jeg foredrag i Aarhus (tak til alle jer, der kom!), og som så mange gange før, kom jeg til at snakke en del om min mening omkring behandlingen til spiseforstyrrede. I de nu 5 år, jeg har ”stået frem”, har jeg haft kontakt med SÅ mange spiseforstyrrede, og så har jeg jo – som I ved – også erfaring på egen krop må man sige ;)

Gang på gang skærer det mig i hjertet, når jeg hører om alle de spiseforstyrrede, der ikke får en behandling, der rent faktisk hjælper dem. I en del tilfælde får de det endda værre af at være i behandling.
Hvorfor er det sådan?
Egentlig forstår jeg ikke, at spiseforstyrrelser er svære at forstå… på en eller anden måde virker det som om, at det er nemmere at forstå alkoholikere eller narkomaner. Der kan folk jo godt forstå, at det ikke er hhv. alkoholen eller stofferne, der er problemet. Det er kun det, de misbruger, for at tackle nogle problemer/for at flygte. Og det er altså ikke meget anderledes med spiseforstyrrede! Her er det blot MADEN, som bliver misbrugt, til at tackle problemer på. Alle misbrug er overlevelsesstrategier – altså en måde at finde kontrol på i kaos, og man slipper for at tage stilling til det, der gør ondt.
Hjælper man en alkoholiker ved at sidde og snakke alkoholprocenter?! ”I en øl er der 4,6 % alkohol, i vin er der mellem 7 og 14 %, og vodka er helt oppe på omkring 40 %”. Øh nej, vel? Og logisk at man ikke gør det.

HVORFOR kører det meste af behandlingen til spiseforstyrrede så i mad og vægt? Undskyld, men jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg skynder mig lige at sige, at man SELVFØLGELIG også skal lære at spise såkaldt normalt, og vægten skal normaliseres, men når hovedfokus ligger på det i behandlingen, skader det mere, end det gavner. Jeg hører SÅ MANGE spiseforstyrrede sige, at når de konstant skal vejes og snakke mad, føler de sig endnu mere låst fast og fokuseret på det, som de ellers gerne vil væk fra! Behandlingen får altså de spiseforstyrrede fastholdt i at have fokus på deres mad og vægt. Altså på deres SYMPTOMER frem for at få bearbejdet det, som de flygter fra at mærke!!
Et grotesk eksempel har jeg hørt fra en pige, der gik i en behandling, hvor hun skulle vejes hver gang og skulle have taget 500 g. på fra gang til gang. Da hun den ene gang kun havde taget 300 g. på, blev hun smidt ud af behandlingen! Jeg forstår godt, at der kan være krav om vægtstigning, hvis man er meget undervægtig (man kan ikke arbejde med det psykiske på en for lav vægt), men at smide en pige ud af behandling pga. 200 g. synes jeg er grotesk.

Jeg tænker faktisk, at man skulle lade helt være med at veje spiseforstyrrede. Vi er selv mestre i at vurdere os selv ud fra tallet på vægten, og pludselig bliver vi også vurderet ud fra det i behandlingen! Man kan jo godt SE med det blotte øje, om en spiseforstyrret pige skal tage på eller ej, så hvorfor skal man vide det præcise tal KONSTANT? Hun bliver dermed hele tiden mindet om den ski.. vægt! Hvad med at se på PERSONEN? Mon ikke at der er en GRUND til, at hun er spiseforstyrret? Kunne det være noget med, at hun flygter fra sig selv for at undgå at mærke noget svært… kunne det have noget med dårligt selvværd at gøre… kunne det have noget at gøre med, at hun intet godt under sig selv, og at hun ikke kan mærke lyst, følelser eller sig selv mere? Ja, jeg spørger bare J Og hvad med så at hjælpe hende med de ting, frem for at gå op i petitesser som f.eks. om hun har taget 300 g. eller 500 g. på? Om en alkoholiker har drukket 10 eller 20 øl, er sgu da også underordnet! Problemet er, at han DRIKKER. Løsningen ligger i at finde ud af hvorfor, og så få bearbejdet de ting. Og han skal bagefter lære en hel masse ting, som han er gået glip af i misbrugsårene. Der er altså et kæmpe efter-arbejde, når han har sat flasken. Det er det samme med spiseforstyrrede! Det er først, når man er blevet normalvægtig (hvis vi snakker om anoreksi), og når man ”sætter flasken fra sig” = ikke misbruger maden mere hvad end vi snakker om sult, bræk eller overspisning, at det bliver rigtig svært, og der er rigtig meget, man skal lære! Man skal bygge sig selv op på ny. Men desværre stopper behandlingen gerne, når man når… tadaaaa… sin MÅLVÆGT! Men her er det altså ALLERSVÆREST!

En pige, der hørte mit foredrag i onsdags, har sendt mig følgende mail (jeg har klippet det relevante til denne blog ud):
”… Nu har jeg selv været indlagt omkring 8 gange, og hver evig eneste gang, har de bare udskrevet mig, efter at jeg har ramt min målvægt. Jeg har aldrig fået den hjælp, som jeg egentligt har haft brug for! Selvfølgelig har det jo også været vigtigt at få mig normalvægtig, men jeg har altid, ligesom dig, tænkt at man skulle arbejde med tankerne og grunden til anoreksien også! Dette er der bare ikke nogen, der har villet... Jeg blev afsluttet på (jeg har klippet stedet ud, så jeg ikke hænger nogen specifikt ud) i december sidste år, fordi de ikke kunne tilbyde mig samtaleterapi, efter jeg havde nået min normalvægt...Så jeg har altså gået uden behandling lige siden... uden at være "rask"... Jeg har så ENDELIG fået samtaler hos en psykolog efter 10 måneder.... Og ved du, hvad det første, han sagde til mig var, da han hørte, jeg havde anoreksi? "Det kan man jo slet ikke se på dig......" Og jeg ved jo også godt, at jeg er på min normalvægt, men som du selv siger, så er det jo bare ikke nok til at være rask... Blev så sur og ked af det.... ”
Inden nogen ”angriber” min mening vil jeg lige – igen – understrege, at mad og vægt SKAL på plads OGSÅ, før man er helt ude af spiseforstyrrelsen. Jeg kan bestemt selv mærke, hvor meget bedre jeg har fået det, efter det fysiske er på plads. Og at jeg nu kan mærke, at jeg kan spise mig enten mere glad og energisk, eller spise mig helt ned i kulkælderen. Maden HAR altså betydning for vores velbefindende og for vores evne til at rykke os. Men behandlingen skal hjælpe os med at ”rydde op” indeni og få brikker til at falde på plads – og SÅ vil vi nemlig også arbejde med maden for at få det godt. Hvis der er ”ryddet op”, giver det nemlig pludselig ikke mening mere at straffe os selv gennem maden. Vi vil jo gerne leve og have det godt!
Så nu arbejder jeg meget med maden, fordi den kan styrke mig ENDNU mere på min videre rejse. Men det kan jeg kun, fordi ”min rygsæk” med problemer er tømt!

tirsdag den 8. oktober 2013

Ikke mere hjælp, tak?

I morges var jeg til jordemoder for første gang – uh, jeg var spændt og nervøs på én gang. Men det gik fint! Det var udelukkende snak (og hun tog notater i min vandrejournal). Ingen undersøgelser.

Fordi jeg har haft anoreksi i så mange år, er jeg kommet under det, der hedder ”blåt team”. Det kommer man, hvis man af den ene eller anden årsag bliver vurderet ”psykisk sårbar” – og det er jeg altså blevet, fordi jeg har haft anoreksi. Det synes jeg er trygt og fint – også selv om jeg umiddelbart ikke føler, at jeg er sårbar. Jeg synes, at jeg er blevet ret stærk. Men hvorfor sige nej til ekstra samtaler og støtte i graviditeten?

Samtalen i dag har alligevel gjort mig i tvivl… Hun spurgte meget ind til min fortid: hvordan og hvorfor anoreksien startede, hvordan den har udviklet sig, hvilken hjælp jeg fik, hvad jeg er uddannet, om jeg har et godt netværk osv. osv. Hun fik trykket på min tudeknap et par gange – utroligt, for jeg står jo og holder foredrag åbent og frit om det hele! Men det her var at gå igennem helvedet igen på en anden måde… svært at forklare. Lige der følte jeg mig i hvert fald sårbar. Og jeg blev i tvivl om, hvor meget hjælp jeg skal sige ja til! Jeg tænker:

-       Hvad nu hvis der bliver rippet op i en masse igen uden grund? Jeg har det godt nu, og det er MIG, der styrer, ikke spiseforstyrrelsen. Jeg bruger den kun positivt nu. Kan en hjælp, jeg i virkeligheden ikke har brug for, vælte mig igen??

-       På den anden side er min største frygt at ”alt mit lort” går ud over mit barn. Jeg kan slet ikke bære tanken om, hvis jeg kommer til at føre noget spiseforstyrret videre til hende/ham. Kan jeg finde ud af mængder mad til en baby/et barn? Så jeg kan vel lige så godt tage imod den hjælp, jeg kan få?
Jordemoderen sagde så: ”du kan f.eks. komme i et forløb for spiseforstyrrede gravide på Stolpegården”. Hun fik dårligt nok fuldendt sætningen, før jeg nærmest råbte: ”NEJ!!” Og hun kiggede lidt forbavset på mig. Det ved jeg 100 %, at jeg IKKE vil! Jeg er ikke spiseforstyrret mere, og jeg tror ikke på Stolpegårdens metoder. Sorry. Jeg vil komme til at lave voldsomt oprør, hvis jeg sætter mine ben der J

Godt, så var det li’som på plads! Nu vil hun undersøge, hvad der ellers er af tilbud. Måske skal det bare være ekstra støtte, når jeg har født.
Er der andre spiseforstyrrede (eks og nuværende), der selv har haft samme tanker om, hvornår man skal sige ”det var nok behandling”? Altså, har I også frygt for at blive hevet tilbage ved at fortsætte i behandling? Jeg ER jo ude af spiseforstyrrelsen men bliver alligevel i tvivl, ”om jeg kan klare en graviditet”, når systemet pludselig er meget obs på, at jeg skal have ekstra hjælp?

Jeg vil lige sige, at jeg – inden jeg blev gravid – var 100 % sikker på, at jeg aldrig vil falde i spiseforstyrrelsen igen, og at jeg aldrig skal have mere behandling. Jeg har prøvet psykiatrisk afdeling (som ikke var en succes) og Frederiksberg Centret (ikke shopping-centret), som kun gjorde mig mere fucked up og madfokuseret. Og min mening om den rette hjælp til spiseforstyrrede strider stik imod den behandling, der gives langt de fleste steder (bl.a. på Stolpegården). Jeg har fundet min egen vej at gå, og den har gjort mig FRI. Som jeg har skrevet før, har jeg nu spiseforstyrrelsen som min ven og livsguide.
Hmm, måske skal jeg adskille tingene lidt... jeg kan sige ja til lidt ekstra rådgivning her i graviditeten, fordi det er helt nyt for mig, og jeg vil gøre det bedste for mit barn - men takke nej til den form for hjælp, hvor jeg bliver puttet i kassen SPISEFORSTYRRET, for det er jeg ikke mere. Jeg skal fanme ikke i en behandling, hvor jeg skal sidde og læse kostdagbog op, basta! Det tror jeg ikke på hjælper og har desuden aldrig troet på det.