tirsdag den 27. august 2013

Hvad med vennerne?


Det er lidt pudsigt… for tiden er der rigtig mange, der spørger mig (senest blev jeg spurgt til mit foredrag i sidste uge):
”Hvordan tackler man alt det med venner, når man er på vej ud/er ude af spiseforstyrrelsen? Mange har jo kun kendt mig som ”hende den spiseforstyrrede” – de kender i virkeligheden ikke MIG.”

Det er pudsigt, fordi jeg selv står midt i det. Jeg er ved at finde ud af, hvem der er venner med MILLE, og hvem der bare godt kunne li’ spiseforstyrrede, forsigtige, aldrig-sige-fra-Mille… Det er en hård proces, hvor fårene skilles fra bukkene. Og jeg vil da gerne høre, hvordan I tackler det? Har I oplevet, at dem I troede, var jeres venner pludselig ikke er det mere? Eller har I selv sorteret fra?
Jeg tror næsten ikke, at det kan undgås, at der sker ting og sager i ens omgangskreds, når man ”pludselig er en anden” (i andres øjne. I virkeligheden er man jo blevet SIG SELV, når maden ikke mere styrer én). Det gælder både i familien og blandt venner.

Udfordringerne kan være:

-       En ven, du troede var en ven, dolker dig i ryggen, fordi han/hun mener, at ”du ikke er dig selv” (øøøh, nu siger jeg fra og ER mig selv! Det kan være svært for andre pludselig at skulle forholde sig til én med meninger…)

-       Du vælger selv en ven fra, fordi du kan mærke, at I i virkeligheden ikke har et rigtigt venskab.

-       En ven bliver jaloux (evt. en ven som også er spiseforstyrret), fordi du rykker dig mere, eller måske er I uenige om behandlingen. Pludselig kan I ikke mere bruge hinanden positivt.
Hende, der spurgte mig til foredraget, sagde, at hun kan mærke – og tør vise! – sit temperament meget mere ”efter” spiseforstyrrelsen, hvilket gør, at nogen pludselig ikke synes om hende/kan kende hende. De har jo ”aldrig set hende sådan”!

Jeg synes som sagt selv, at det er svært, men mit bedste råd (det som jeg selv KONSTANT tænker for tiden, midt i denne ”proces”):
VÆR DIG SELV.

Så såre simpelt at skrive/sige, men utroligt nok er det tit det, som folk har sværest ved!
Men jeg husker mig altså på det hele tiden, for kun på den måde kan jeg finde ud af, hvem af dem der har været en del af mit spiseforstyrrede liv, der er VIRKELIGE venner. Dem som kan lide MILLE. Dem som kan rumme og acceptere mig – også selv om vi ikke er enige om alt. Et venskab bygger – i mine øjne – på gensigt respekt, accept og kærlighed. Man kan leve to vidt forskellige liv og have forskellige meninger, men man ER der for hinanden alligevel. Nogle gange kan der måske gå tid imellem, at man kan ses, men man ved, at den anden ER DER. Ude af øje er ikke ude af sind.

Jeg har fundet fred med (selv om det har været svært), at jeg må sige farvel til nogle venner, andre er kommet tættere på, og jeg har fået nye venner. Jeg kan ikke gå og være en falsk Mille mere, og dem som skal være sammen med mig, skal se mig som jeg er.

Hmm ja, så det sværeste er vel at blive så stærk i sig selv, så man ikke bliver pustet omkuld af de forandringer, der sker? Man må blive på sin egen banehalvdel og spørge sig selv: ”er jeg mig nu? Godt. Så vil jeg også connecte med dem, som passer til mig. Resten må jeg sige farvel til. Jeg kan ikke være venner med alle”.

søndag den 18. august 2013

Hvad har du LYST til?

Nu skal denne blog ikke udvikle sig til at handle om at være gravid, det lover jeg. Men jeg vil lige fortælle, hvad graviditeten allerede har bekræftet mig i.

Jer, der har hørt mit foredrag og/eller er fulgt med i mine statusser på Facebook, ved, at jeg taler meget om LYST. Og nej, ikke sexlyst selv om jeg er sexolog. Jeg har meget fokus på, at spiseforstyrrede (men også alle generelt) ville blomstre op og leve mere, hvis man lærer at mærke og følge sin lyst. Ingen får det godt af at blive sat i kasser eller at blive begrænset i hoved og røv. Som spiseforstyrret har man tit MANGE regler for, hvad man må og især for, hvad man IKKE må. Det gælder med mange ting – ikke kun med maden. Man begrænser sig selv i stor stil og tør ikke mærke og føle. Følelser er noget farligt noget! Lyst er noget farligt noget! De spiseforstyrrede som udelukkende lærer at følge en kostplan og dermed får normaliseret sin vægt og spisning, kan stadig – efter min mening – være fanget. Symptomerne er væk (altså vægten er jo normal, og de kan spise normalt/efter en kostplan), men mange føler ikke, at de lever. Det er i hvert fald det, som jeg hører fra mange, der skriver til mig. F.eks.: ”jeg er vurderet rask, for jeg spiser og har en normal vægt. Men jeg føler alligevel ikke, at jeg har det rigtig godt”. De kan ikke få mere hjælp, for hvad skal de have hjælp til? – vurderer behandlingssystemet.
Jeg mener, at den negative kontrol blot er blevet erstattet af en lidt mere positiv kontrol. Hverdagen kan trods alt hænge mere sammen, og kroppen får, hvad den skal. Men hvor er LYSTEN henne og det at kunne LEVE sit liv? Jeg vil lige skynde mig at sige, at hvis du nu følger en kostplan og føler, at du har det rigtig godt og LEVER, så er det fantastisk dejligt! Jeg hører som sagt bare fra mange, at de ikke føler sig frie, og at de aldrig tillader sig ægte nydelse og at følge, hvad de har lyst til. Der er hele tiden regler at følge. Men i den spæde begyndelse mod at spise mere og normalt, kan en kostplan sagtens hjælpe. Man skal bare kunne slippe den igen.

Friheden ligger i at kunne mærke sin krop, lytte til hvad den har behov for og at give den det. Kroppen er intelligent. Den har hverken lyst til at leve af æbler eller at leve af chokolade. Den kræver lidt af det hele for at få dækket sine næringsbehov og nydelsesbehov. Den kan ikke lide at sulte, men den kan heller ikke lide at overspise. BALANCE er nøgleordet.
Det er det, som jeg virkelig har øvet mig i at mærke. Hvad har jeg LYST til at spise, spørger jeg mig selv om hele tiden. I starten var det VOLDSOMT svært at mærke – og da jeg så begyndte at kunne mærke det, var jeg stadig bange for at følge det. Hvad ville der ske, hvis jeg sagde skråt op til alle mine regler og i stedet lyttede til MIN KROP?! Uhadada….! Men jo mere jeg udfordrede tankerne og langsomt i små skridt begyndte at følge min lyst mere og mere, blev det federe og federe. Wauw, jeg tillader mig at nyde det, jeg har lyst til!! Mega sejr! Og frihedsfølelse! Og da jeg erfarede, at jeg fik det bedre og bedre af det (og ikke eksploderede vægtmæssigt. Min krop fandt derimod sit naturlige vægtleje), var der jo pludselig kun plusser. Jeg opdagede, at det er ok at sige nej til kage, hvis jeg ikke har lyst (det kan være svært som eks-spiseforstyrret at sige nej til noget, fordi folk straks tænker nu er den gal igen. Men hey, vi skal altså ikke kunne spise alt hele tiden for at være ”raske”!), men at spise det hvis lysten til kage er der. Altså, jeg stoppede med at spise for andres skyld, som jeg ellers gjorde i en lang periode ”på vej ud”. Men gav altså min krop det, som den sagde, den havde brug for og lyst til. Ja, det kan man lære!! Ikke nemt men man kan beslutte sig for det og langsomt arbejde sig hen mod det!

Nu til det med at være gravid. Det bekræfter mig nemlig så meget i, at kroppen er intelligent og ved, hvad den har brug for. Jeg vil lige lade jer læse, hvad jeg har skrevet i min dagbog i tirsdags:
”Jeg er en TYRAN, når jeg er sulten! Hvis nogen står i vejen, når jeg er sulten og skal have min mad, er det lige før, at jeg slår dem ihjel (ah ok, overdrevet. Men jeg bliver godt nok forfærdelig at være sammen med!). Kroppen kan simpelthen ikke holde ud at være sulten. Kvalmen bliver også værre, når jeg er sulten, så det er vel – også – derfor, at jeg vil have min mad.

Om aftenen kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til noget. Min krop var ikke blevet helt tilfredsstillet efter i dag, men jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad min krop bad om. Irma ligger lige, hvor vi bor, så jeg gik en tur derover. Og sikke et show! Man skulle ha’ filmet mig gå rundt der i en halv time og skifte min kurv ud tusind gange! Først troede jeg, at jeg havde lyst til flødeboller. Men nej… da de lå i kurven, kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst. Mørk chokolade så? Nej… jeg var ved at brække mig, da jeg tog en plade i hånden. Nødder så? Puha nej, heller ikke. Slik må det være, at jeg har lyst til! Tog to poser og skulle til at betale. Nej, det er ikke det, min lyst siger… Tilbage igen. Mærk nu rigtigt efter, Mille. Jeg lukkede øjnene og spurgte ind til min krop (okay, det lyder RIGTIG freaky!): ”hvad er det, som du har lyst til og brug for, krop?” Bingo – NU kunne jeg mærke det! Smoothie! En de rigtig tykke-i-konsistensen-smoothie som man kan købe på flaske. Uhm ja, NU føltes det rigtigt! Jeg købte to forskellige og gik hjem og NØD dem.
Tænk hvis kvinder UDEN de er gravide TØR og GIVER SIG TID til at lytte til deres krop. Så ville vi spare MANGE slankekure og negative tanker! Kroppen er klog – lytter vi og giver den, hvad den har brug for, vil vi holde vores naturlige vægt. Intet behøver være forbudt. Det handler om MÆNGDER og BALANCE!

Orv, hvor bliver jeg klog som gravid, hehe (og også lidt umulig at være sammen med!).”


You see? Som gravid viser kroppen mig tydeligt, at sulten vil den absolut ikke være. Og den siger mig, hvad jeg virkelig har lyst til (i stedet for at jeg følger en plan).
Den aften var det smoothie, men andre gange har det været ost, avokado, is, nødder, slik osv. Så spiser jeg lidt af det og er tilfreds. Ingen forbud. Min krop har det godt, jeg har det godt. I søndags var det sågar McDonald’s, min krop skreg på – mig som ikke har spist en burger siden 1.g.!! Og nej, der er ikke super meget næring i McDonald’s mad, og nydelsen er egentlig (for mig) ikke speciel stor, da det stadig ikke rigtig siger mig noget at spise det. Det var mere tanken inden, opdagede jeg. Dvs. jeg blev en erfaring rigere: jeg fandt ud af, at det var en spontan lyst til at bryde mine mange regler = enorm frihedsfølelse og sejrsfølelse. Men McDonald’s hører ikke til det mad, som jeg virkelig har lyst til (inden nogen straks tænker: ”det er bare fordi, det er usundt, du siger det”, så vil jeg sige: nej, for jeg spiser is, chokolade, slik og flødeboller mm., som nok heller ikke falder i kategorien sundt!).

Laaaang blog – håber ikke I er faldet i søvn! Hvad tænker I i forhold til LYST og spiseforstyrrelse?

mandag den 12. august 2013

Livsbekræftende nyhed!!

Som mange af jer ved, har jeg ikke haft menstruation i 16 år pga. spiseforstyrrelsen. Eller – hvis jeg skal være helt nøjagtig, så var den væk fra 1996 til 2006, hvor den så kom ganske lidt. Men forsvandt igen. Først i 2012 kom menstruationen rigtigt og har været regelmæssig. Så det er faktisk 16 år uden, på nær et lille mislykket forsøg fra min krop i 2006… der var jeg stadig ikke god nok til at passe på mig selv.

I 2011 fik jeg at vide, at jeg ikke skulle regne med at få børn. Heller ikke selv om menstruationen kom tilbage. Gynækologen sagde, at både livmoder og æggestokke var skrumpet pga. østrogenmangel i så mange år. Det slog mig pænt meget ud. En kæmpe drøm om at få børn blev slukket, og jeg bebrejdede mig selv det SÅ meget. Tænk at jeg havde ladet en spiseforstyrrelse slukke min drøm!
MEN så skete det fantastiske, at jeg fik menstruation, OG da jeg blev scannet igen herefter, sagde gynækologen: ”hvad søren har du gjort, Mille? Det hele har foldet sig ud igen og ser helt normalt ud! Du er en normal kvinde nu, der kan få børn!”. Og så tudede jeg (behøver jeg vel ikke at skrive). Så ja, det kan betale sig at give slip på den ødelæggende kontrol og i stedet tage kontrol over sit liv, så man arbejder sig hen mod sine mål – hvordan man ønsker sit liv skal være! Processen med at få min menstruation tilbage og få den til at blive, har været en blanding af at arbejde med kosten og psyken og at skære VOLDSOMT ned på træning og i stedet for SOVET. Meget mere om det i min kommende bog J

Nu til den livsbekræftende nyhed, som jeg har GLÆDET mig til at fortælle jer! (Jeg har været ved at eksplodere af lyst til at fortælle det!!):
JEG SKAL VÆRE MOR. JEG ER GRAVID.

Ja, den er god nok!! Jeg forstår det ikke helt selv endnu… kan det virkelig være rigtigt?! Men jo… der kommer to streger hver gang jeg tisser på pinden!

Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor stolt, lykkelig, overrumplet og glad jeg er! Og ja – det er min kæreste også. Som han sagde til mig forleden: ”det er jo et lille mirakel”. JA J Hvis det bliver en pige, skal hun jo næsten hedde Liv J

onsdag den 7. august 2013

Musik

På vej ud af en spiseforstyrrelse gælder det om at finde de ting, der hjælper dig. Når det er rigtig svært, og det nemmeste ville være at lytte til det destruktive, skal du have forskellige måder at aflede de dumme tanker på. Det kan f.eks. være gennem musik.

Der er ét nummer, som jeg har brugt i mange år til at finde ro (kan ikke huske hvornår jeg hørte det første gang). Og jeg bruger det stadig. Før i tiden – i spiseforstyrrelsen – hørte jeg nummeret med høretelefoner på, når jeg var rigtig urolig/havde angst. Det kunne altid tage toppen af mit kaos indeni. Som om, at når tonerne ramte ind i mit øre, blev jeg på magisk vis en smule mere rolig og kunne tænke mere rationelt, når nummeret var slut.

I dag hører jeg det stadig hver gang jeg enten har brug for at slappe af, eller hvis jeg er ked af det og ikke ved, hvordan jeg håndterer de ked-af-det-følelser. Nummeret har stadig en magisk effekt på mig, selv om jeg efterhånden må have hørt det en million gange!

Nummeret hedder Kissing:

Har du også et nummer, som du hører i specielle situationer? Det kan være, når du er glad, ked af det, såret, er urolig osv.? Hvilken effekt har nummeret på dig?

mandag den 5. august 2013

Hjælp!

Denne blog er primært om mine tanker ”efter” en spiseforstyrrelse, men det betyder ikke, at vi ikke kan tage noget op om tiden MIDT i kaoset! Er der brug for kærlige spark, råd, støtte, lukke frustrationer ud eller blot dele noget med andre, er bloggen bestemt også åben for det!

Denne kommentar fik jeg af Mitzi på mit ”Velkomst”-indlæg (jeg har kopieret det op her):

”Hej igen Mille

Ved ikke om det er ok at skrive her på bloggen, når ikke det er om "efter spiseforstyrrelsen", men midt i det kaos og den ambivalens det er at ville være rask og stå over for en længere indlæggelse, hvor jeg det ene øjeblik vil følge behandlingen, og det næste er sikker på, at jeg aldrig klarer det og føler, det er ok at dø af sygdommen?

Jeg syntes, det er rart at dele tankerne med nogle, der er voksne, da jeg har vildt ondt af de meget unge mennesker på afdelingen, men ikke rigtig kan relatere mit liv til deres. Jeg har en god uddannelse, et godt job, børn osv., så mine udfordringer er nogle andre, ikke dermed sagt at de er sværere, måske tværtimod. Jeg har jo levet mit liv og oplevet en masse og skal ikke have flere børn, en uddannelse, en kæreste osv.

Lige nu er jeg stærkt bekymret for, at jeg fucker det hele op, når jeg i næste uge skal indlægges igen. Jeg har det med bare at pakke og gå, hvis noget går mig imod, og jeg vil jo inderst inde gerne hjælpes og have mit liv tilbage, men det er så uoverskueligt.

Tak for at jeg må dele det med jer derude.”


 
Det vil være dejligt med en masse gode kommentarer til Mitzi! Kender I hendes ambivalens? (jeg gør!!). Hvad skal hun gøre for ikke at fucke det op for hende selv? Jeg skal nok også skrive et blogindlæg snart om den ambivalens, som mange spiseforstyrrede kæmper med. Jeg vil bare også gerne have jeres råd og meninger J

søndag den 4. august 2013

De hurtige fix

Jeg synes, at vi i samfundet kører mere og mere mod en ”fix-mig” holdning. I stort set samtlige dameblade skal vi ”fixe” os selv på 4 uger eller 8 uger. Tabe os, strammes op, blive en bedre mor, bedre kæreste eller hvad det nu kan være. Hvorfor ikke fokusere mere på de holdbare langvarige løsninger til det, vi ønsker at ændre? De fleste af os vil gerne vide noget om sundhed, parforhold, familie, seksualitet osv., men når det bliver præsenteret på sådan en ”fixe-måde”, tror jeg mange ender med skuffelser og forvirring. Det ”fix” gjorde jo ikke, at vi fik det bedre.

Når vi starter til f.eks. psykolog eller lign., regner vi også med, at ham/hende kan ”fixe” os. Og det kan da ikke tage mere end et par ganges samtale!
Fix og at lægge ansvaret over på at andre skal gøre det for os, tror jeg, er farligt. Farligt er måske et forkert ord… men så ikke-holdbart.

Udvikling tager tid og er krævende for den, der ønsker det. Hvis du har opbygget en vane gennem maaaange år, fixes det ikke blot ved at følge en plan i 4 uger eller have 4 samtaler med en psykolog. De nye vaner skal have tid til at integrere sig i os. ”Fejlen”, som mange begår, er, at man giver op, når man ikke ser og/eller mærker resultater med det samme. Så er det nemmere at holde fast i de gamle vaner, som godt nok er destruktive men trods alt trygge…

Sådan er det også med spiseforstyrrede, der skal kæmpe sig ud. Jeg kan selv huske, at jeg var MEGA utålmodig! Da jeg var begyndt vejen ud, kunne jeg ikke forstå, at jeg ikke kunne alt det, jeg ville, NU. Og helst skulle jeg have kunne det i går!! ”Jeg vil jo spise normalt nu, jeg vil jo kunne have mad derhjemme, jeg vil jo ikke være urolig når jeg har spist, jeg vil jo ikke reagere på følelser med mad… hvorfor kan jeg så ikke BARE lade være?!” Min psykolog sagde så til mig: ”du er i en proces, Mille, og det kan ikke gå hurtigere, end det gør. Du tager små skridt frem, og det er vejen.” Jeg var ved at slå hovedet ned i maven på ham, da han sagde det. Jeg vil ikke være i proces, jeg vil kunne det hele NU!
Nu er det så mig selv, der siger til andre spiseforstyrrede: du er i en proces J Hav tålmodighed. Fix hjælper ikke. Fokuser på de små fremskridt du kan gøre lige nu og her. I hver en lille situation kan du øve dig i at træffe bedre valg for dig selv (hvad enten det handler om mad, relationer, arbejder osv.). Bliv bevidst om din magt til at ændre på tingene. Ikke huhej NU men i små holdbare skridt.

Hvad tænker I? Har I prøvet at ”fixe” jer selv og har opdaget, hvor uholdbart det er?
Har I samme holdning til damebladene som jeg? Og som spiseforstyrret: tricker det jer at læse om 4-ugers kure osv.?

Mange spørgsmål i dag J Bare svar på det, som I har lyst til (LYST – I like!!)

fredag den 2. august 2013

Sådan laver du en kommentar til min blog :)

Flere har skrevet til mig på facebook, at de ikke kan få skrevet en kommentar her på bloggen. Det er jo noget hundebæ! Hvis kommentarfelterne ikke virker, kommer der jo ikke meget gang i diskussionen, tankerne, rådene osv. her.
Vil min nørde-ven Thomas (han vil gerne kaldes nørd) forklare, hvordan man gør?? Pleeeeaaase Thomas J

Eller jer, hvor det lykkedes at kommentere - hvad gjorde I?!

torsdag den 1. august 2013

Er jeg ude af spiseforstyrrelsen?

Jeg bliver meget tit spurgt, om jeg er helt ude af spiseforstyrrelsen, og om jeg tror, at man nogensinde bliver helt ”rask”. Så sent som i går fik jeg spørgsmålet, og derfor vil jeg starte med en blog omkring det.

Mit svar til om jeg stadig har spiseforstyrrelsen er: JA.

Ja, du læste rigtigt. Jeg har den stadig.
What?! Jeg troede da, at du ville blogge samt skrive en bog om efter en spiseforstyrrelse… øv…

Det tænker du måske? Men tag det helt roligt.
Det er en blog og en bog om ”efter” en spiseforstyrrelse.

Tiden nu ER nemlig det, som jeg definerer som ”efter”. Med ”efter” mener jeg, at jeg er symptomfri = jeg sulter ikke, jeg kaster ikke op, jeg overtræner ikke, jeg tager ikke afføringsmiddel, jeg er normalvægtig, jeg har fået min menstruation igen, og jeg tillader mig at sove og slappe af. Jeg har erkendt og accepteret, hvorfor jeg fik en spiseforstyrrelse, og jeg ved, hvad den gav mig/hvorfor jeg havde brug for den. Så ”etiketten spiseforstyrret” passer ikke mere på mig.

MEN der er en masse, som man skal arbejde med ”efter”, både psykisk og fysisk. Både min psyke og min fysiske krop har LIDT i halvdelen af mit liv. Det har været én lang stresstilstand, én lang overlevelse. Når en spiseforstyrrelse får lov til at udvikle sig og vokse år for år, griber den til sidst ind i ALT i dit liv (jeg overdriver ikke). Hvis man hurtigt får hjælp og kommer ud af den, når du ikke at blive så ødelagt psykisk og fysisk, og du kan hurtigere finde tilbage til DIG. Så hvis du kun har haft en spiseforstyrrelse i kort tid, vil mange af de ting, jeg skriver om, måske være uforståelige for dig, lige som det er for folk, som aldrig har haft en spiseforstyrrelse. Andre ”gamle garvede” spiseforstyrrede som mig, vil nok kunne følge mig langt hen ad vejen ;) For som årene går, kommer der flere og flere mærkelige destruktive ting på, og du forsvinder mere og mere. Du BLIVER spiseforstyrrelsen.
Med ”efter” mener jeg faktisk også noget andet ud over, at det vil sige at være symptomfri. Med ”efter” i anførselstegn, kommunikerer jeg, at spiseforstyrrelsen stadig er en del af mig, som jeg nævnte i starten. Jeg mærker den flere gange om dagen, men forskellen fra før og nu er, at jeg nu bruger den POSITIVT. Så jeg ønsker faktisk, at den er en del af mig resten af mit liv!

SPISEFORSTYRRELSEN ER I DAG MIN VEN OG MIN LIVSGUIDE, OG DEN VIL JEG HAVE RESTEN AF MIT LIV.
Jeg ved godt, at det er stik imod manges mening. ”Du er ikke fri af spiseforstyrrelsen, før du slet ikke mærker noget til den. Før du ikke tænker over, at du engang var det. Hvis du siger nu, at du stadig mærker den hver dag, er du ikke fri af spiseforstyrrelsen endnu”. Det siger mange til mig.

Jeg er bare ikke enig.
JEG føler mig fri – også selv om jeg stadig kan have svære dage, hvor tankerne terroriserer. Men de guider mig! Uro i hovedet fortæller mig, at noget er galt. Noget er ikke godt for mig. Det skal jeg nok uddybe i en blog senere.

I lang tid hørte jeg på andre, der sagde, at spiseforstyrrelsen skal helt væk fra dig, så du ikke mærker noget til den mere. Det er målet. Så det gik jeg så og ønskede, og jeg følte mig mere og mere frustreret over, at jeg ikke kunne opnå det. Det blev en ekstra kamp i kampen (forstår I?). Det var først, da jeg LYTTEDE TIL MIG SELV og MÆRKEDE, at jeg ser det på en anden måde. Jeg ønsker at mærke det, som spiseforstyrrelsen giver mig af gaver, hver dag i resten af mit liv.
DET gav mig frihed.

Jeg gav slip på kampen, gjorde spiseforstyrrelsen til min ven – og vandt!

Spiseforstyrrelsen er min ven, der nu guider mig mod det bedste for mig. Hver gang de destruktive tanker kommer, bliver jeg mindet om, hvor meget regler og selvhad ødelægger – og så vender jeg tankerne og fokuserer på, hvordan jeg vil have det, og hvad jeg vil opnå. Man kan sige, at jeg er mere bevidst i mit liv, omkring valg, fravalg og handlinger. Det gør, at jeg ikke kommer til at leve et liv, jeg ikke ønsker. Jeg mærker hele tiden, og det er livet. For mig i hvert fald.
Hvad tænker I? Tænker I også, at jeg ikke er ude af spiseforstyrrelsen, når jeg mærker den hver dag? Hvad er succeskriteriet for at kunne sige: ”jeg er fri af spiseforstyrrelsen”?