søndag den 4. august 2013

De hurtige fix

Jeg synes, at vi i samfundet kører mere og mere mod en ”fix-mig” holdning. I stort set samtlige dameblade skal vi ”fixe” os selv på 4 uger eller 8 uger. Tabe os, strammes op, blive en bedre mor, bedre kæreste eller hvad det nu kan være. Hvorfor ikke fokusere mere på de holdbare langvarige løsninger til det, vi ønsker at ændre? De fleste af os vil gerne vide noget om sundhed, parforhold, familie, seksualitet osv., men når det bliver præsenteret på sådan en ”fixe-måde”, tror jeg mange ender med skuffelser og forvirring. Det ”fix” gjorde jo ikke, at vi fik det bedre.

Når vi starter til f.eks. psykolog eller lign., regner vi også med, at ham/hende kan ”fixe” os. Og det kan da ikke tage mere end et par ganges samtale!
Fix og at lægge ansvaret over på at andre skal gøre det for os, tror jeg, er farligt. Farligt er måske et forkert ord… men så ikke-holdbart.

Udvikling tager tid og er krævende for den, der ønsker det. Hvis du har opbygget en vane gennem maaaange år, fixes det ikke blot ved at følge en plan i 4 uger eller have 4 samtaler med en psykolog. De nye vaner skal have tid til at integrere sig i os. ”Fejlen”, som mange begår, er, at man giver op, når man ikke ser og/eller mærker resultater med det samme. Så er det nemmere at holde fast i de gamle vaner, som godt nok er destruktive men trods alt trygge…

Sådan er det også med spiseforstyrrede, der skal kæmpe sig ud. Jeg kan selv huske, at jeg var MEGA utålmodig! Da jeg var begyndt vejen ud, kunne jeg ikke forstå, at jeg ikke kunne alt det, jeg ville, NU. Og helst skulle jeg have kunne det i går!! ”Jeg vil jo spise normalt nu, jeg vil jo kunne have mad derhjemme, jeg vil jo ikke være urolig når jeg har spist, jeg vil jo ikke reagere på følelser med mad… hvorfor kan jeg så ikke BARE lade være?!” Min psykolog sagde så til mig: ”du er i en proces, Mille, og det kan ikke gå hurtigere, end det gør. Du tager små skridt frem, og det er vejen.” Jeg var ved at slå hovedet ned i maven på ham, da han sagde det. Jeg vil ikke være i proces, jeg vil kunne det hele NU!
Nu er det så mig selv, der siger til andre spiseforstyrrede: du er i en proces J Hav tålmodighed. Fix hjælper ikke. Fokuser på de små fremskridt du kan gøre lige nu og her. I hver en lille situation kan du øve dig i at træffe bedre valg for dig selv (hvad enten det handler om mad, relationer, arbejder osv.). Bliv bevidst om din magt til at ændre på tingene. Ikke huhej NU men i små holdbare skridt.

Hvad tænker I? Har I prøvet at ”fixe” jer selv og har opdaget, hvor uholdbart det er?
Har I samme holdning til damebladene som jeg? Og som spiseforstyrret: tricker det jer at læse om 4-ugers kure osv.?

Mange spørgsmål i dag J Bare svar på det, som I har lyst til (LYST – I like!!)

4 kommentarer:

  1. Kloge ord! Faktisk er det ret demotiverende med alle de "Fix dig selv" artikler, synes jeg, for mange bliver påvirket af det - også folk, der ikke selv har problemer. "Jamen, du skal jo bare gøre sådan og sådan - det står der her". Og så let er det bare ikke!

    Jeg ved godt, at det måske ikke er dét, du "angriber", men jeg kan ikke lade være med at tænke på de ti psykologsamtaler, en kommune ofte vil betale for. Det er nok for nogle - men for andre kræver det meget mere end ti samtaler at blive "fixet". Og det er ikke alle, der har råd til selv at punge ud! Det er så ærgeligt, synes jeg..

    SvarSlet
  2. Helt enig! Man kan jo ikke generalisere og sige, at alle har brug for 10 samtaler. Man burde kigge på den enkelte i stedet for at komme folk i kasser. Der er også mega pres på én - man føler jo, at man da SKAL have klaret sine problemer efter de 10 samtaler, for ellers er man da svag!

    Jeg kan også huske, at en sagsbehandler sagde til mig på et tidspunkt i mit forløb: "jamen, hvornår er du rask, Mille? D. 18. juni? Eller d. 20. aug."? Seriøst... hvad foregår der?! Spørger vi en kræftpatient om, hvornår han/hun tror, at kræften er væk?
    Psykiske problemer/udfordringer får bare ikke samme forståelse.
    (PS. Og det var altså på ingen måde for at "nedgøre" kræft. Det er FORFÆRDELIGT)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis - det er et KÆMPE pres! Og hvis man ikke føler sig som en fiasko i forvejen, så kommer man da til det. Desuden er vi nogle psykisk sårbare, som har ret store tilknytningsproblemer, og så kan der ske to ting: 1 - at man lige når at knytte sig til terapeuten, ved niende samtale. Eller 2 - at man slet ikke tør forsøge at knytte sig til denne, fordi man alligevel skal stoppe efter ti samtaler.. Det er faktisk et ret stort problem..

      Don't worry - jeg ved godt, at det ikke var for at nedgøre kræft overhovedet. Det kunne også være noget så simpelt som en influenza - da kan man heller ikke bare sætte en dato på, hvornår den er væk igen. Så det synes jeg var noget mærkeligt noget at spørge dig om! Desværre tror jeg, mange sagsbehandlere bliver dem, der sidder som bussemænd. De er ikke nødvendigvis onde og uforstående mennesker, men de har nogle skemaer, de skal udfylde. Det er længere oppe, den er gal, tror jeg..

      :-)

      Slet