torsdag den 1. august 2013

Er jeg ude af spiseforstyrrelsen?

Jeg bliver meget tit spurgt, om jeg er helt ude af spiseforstyrrelsen, og om jeg tror, at man nogensinde bliver helt ”rask”. Så sent som i går fik jeg spørgsmålet, og derfor vil jeg starte med en blog omkring det.

Mit svar til om jeg stadig har spiseforstyrrelsen er: JA.

Ja, du læste rigtigt. Jeg har den stadig.
What?! Jeg troede da, at du ville blogge samt skrive en bog om efter en spiseforstyrrelse… øv…

Det tænker du måske? Men tag det helt roligt.
Det er en blog og en bog om ”efter” en spiseforstyrrelse.

Tiden nu ER nemlig det, som jeg definerer som ”efter”. Med ”efter” mener jeg, at jeg er symptomfri = jeg sulter ikke, jeg kaster ikke op, jeg overtræner ikke, jeg tager ikke afføringsmiddel, jeg er normalvægtig, jeg har fået min menstruation igen, og jeg tillader mig at sove og slappe af. Jeg har erkendt og accepteret, hvorfor jeg fik en spiseforstyrrelse, og jeg ved, hvad den gav mig/hvorfor jeg havde brug for den. Så ”etiketten spiseforstyrret” passer ikke mere på mig.

MEN der er en masse, som man skal arbejde med ”efter”, både psykisk og fysisk. Både min psyke og min fysiske krop har LIDT i halvdelen af mit liv. Det har været én lang stresstilstand, én lang overlevelse. Når en spiseforstyrrelse får lov til at udvikle sig og vokse år for år, griber den til sidst ind i ALT i dit liv (jeg overdriver ikke). Hvis man hurtigt får hjælp og kommer ud af den, når du ikke at blive så ødelagt psykisk og fysisk, og du kan hurtigere finde tilbage til DIG. Så hvis du kun har haft en spiseforstyrrelse i kort tid, vil mange af de ting, jeg skriver om, måske være uforståelige for dig, lige som det er for folk, som aldrig har haft en spiseforstyrrelse. Andre ”gamle garvede” spiseforstyrrede som mig, vil nok kunne følge mig langt hen ad vejen ;) For som årene går, kommer der flere og flere mærkelige destruktive ting på, og du forsvinder mere og mere. Du BLIVER spiseforstyrrelsen.
Med ”efter” mener jeg faktisk også noget andet ud over, at det vil sige at være symptomfri. Med ”efter” i anførselstegn, kommunikerer jeg, at spiseforstyrrelsen stadig er en del af mig, som jeg nævnte i starten. Jeg mærker den flere gange om dagen, men forskellen fra før og nu er, at jeg nu bruger den POSITIVT. Så jeg ønsker faktisk, at den er en del af mig resten af mit liv!

SPISEFORSTYRRELSEN ER I DAG MIN VEN OG MIN LIVSGUIDE, OG DEN VIL JEG HAVE RESTEN AF MIT LIV.
Jeg ved godt, at det er stik imod manges mening. ”Du er ikke fri af spiseforstyrrelsen, før du slet ikke mærker noget til den. Før du ikke tænker over, at du engang var det. Hvis du siger nu, at du stadig mærker den hver dag, er du ikke fri af spiseforstyrrelsen endnu”. Det siger mange til mig.

Jeg er bare ikke enig.
JEG føler mig fri – også selv om jeg stadig kan have svære dage, hvor tankerne terroriserer. Men de guider mig! Uro i hovedet fortæller mig, at noget er galt. Noget er ikke godt for mig. Det skal jeg nok uddybe i en blog senere.

I lang tid hørte jeg på andre, der sagde, at spiseforstyrrelsen skal helt væk fra dig, så du ikke mærker noget til den mere. Det er målet. Så det gik jeg så og ønskede, og jeg følte mig mere og mere frustreret over, at jeg ikke kunne opnå det. Det blev en ekstra kamp i kampen (forstår I?). Det var først, da jeg LYTTEDE TIL MIG SELV og MÆRKEDE, at jeg ser det på en anden måde. Jeg ønsker at mærke det, som spiseforstyrrelsen giver mig af gaver, hver dag i resten af mit liv.
DET gav mig frihed.

Jeg gav slip på kampen, gjorde spiseforstyrrelsen til min ven – og vandt!

Spiseforstyrrelsen er min ven, der nu guider mig mod det bedste for mig. Hver gang de destruktive tanker kommer, bliver jeg mindet om, hvor meget regler og selvhad ødelægger – og så vender jeg tankerne og fokuserer på, hvordan jeg vil have det, og hvad jeg vil opnå. Man kan sige, at jeg er mere bevidst i mit liv, omkring valg, fravalg og handlinger. Det gør, at jeg ikke kommer til at leve et liv, jeg ikke ønsker. Jeg mærker hele tiden, og det er livet. For mig i hvert fald.
Hvad tænker I? Tænker I også, at jeg ikke er ude af spiseforstyrrelsen, når jeg mærker den hver dag? Hvad er succeskriteriet for at kunne sige: ”jeg er fri af spiseforstyrrelsen”?

5 kommentarer:

  1. Kære Mille.
    Skønt, at du tager dette op :-)
    Jeg har selv bakset med egne og andres forventninger om, hvad det vil sige at være rask. (Erklærede mig rask for 5 år siden efter 16-17 år som spiseforstyrret.) Forstyrrelser omkring det at spise vil nok altid være min rygradsreaktion ift. stress, mv., og det kan forvirre ift., om jeg så virkelig er rask eller ej. Det ekstra komplicerede omkring en spiseforstyrrelse er, at det er misbrug, som man må lære at transcendere. Man kan ikke bare holde op med at have med mad at gøre! Heri findes dog også en kilde til udvikling og styrke: For at blive fri af spiseforstyrrelsen er man nødt til at lære at leve godt med mad. Det kan ikke være et spørgsmål om enten/eller; man er nødt til at finde en sund balance. Man er altså tvunget til slippe den 'enten/eller'-tænkning, som jeg tror, de fleste spiseforstyrrede plages af (også ift. til andet end mad), og det er en gave, når det lykkes. ... Og netop dette forhold gør, at spørgsmålet om at være 'rask' for mig at se heller ikke er sort/hvidt: Spiseforstyrrelsen er en del af mig, og jeg er i dag fri af den. Jeg er fri til at handle, føle og være - med alle de udfordringer, glæder, sorger og sejre, det indebærer. Jeg er enig, Mille: Det handler om at mærke. Nærvær og handlefrihed er succeskriterierne. For mig i hvert fald ;-)
    Kærlig hilsen,
    Laura Nygaard

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laura

      Tusind tak for dit bidrag! Dejligt at høre en anden tænke det samme :)
      Fedt at tage det med enten/eller op (det må jeg skrive en blog om på et tidspunkt). Det tror jeg RIGTIG mange spiseforstyrrede lider af! Og det gælder ikke kun med mad ;)

      Slet
  2. Det giver fuldkommen mening det i begge to siger. Det med udvikling og større bevidsthed handler netop ikke om at 'komme af med noget', men om at dis-identificere, se og rumme det fra et sted hvor man er 'større end'.
    Man kan sige, at jeg'ets udvikling er en kompleks proces der inkluderer mere og mere/ flere og flere sider af personligheden. Så det går aldrig væk. Intet vi nogensinde har 'været' i vores liv forsvinder. Men vi kan rumme det på et nyt niveau, og på en måde være dirigenten der styrer et større og større orkester.
    Når vi sander at vi ikke ER trompeten, vil trompeten stadig være der, men sætter vi os i dirigentens sted, kan vi skabe en harmonisk melodi.
    Og læner vi os endnu længere tilbage fra sindets forunderlige processer, kan vi spørge os selv: Hvem er det, der kan se både dirigenten og orkestret?
    Jaaaa... det er så 'noget' som er endnu større. Jo mere vi slipper identifikationen med vores forskellige 'roller/ instrumenter/ dirigenter' jo nærmere kommer vi 'væren'....den sjæl/ bevidsthed/ kerne, vi oprindeligt blev født som. Inden opbygningen af forsvars og overlevelses strategier satte ind
    Mille, du er så cool. Selvfølgelig giver det mening hvad du siger. Rigtig meget endda.
    Giver min kommentar mening?

    SvarSlet
    Svar
    1. MEGET mening, Gitte!!

      Super formuleret! Tak :)

      Slet
  3. Kære Mille

    Jeg er lige faldet over din blog, og hvor er det et dejligt fund, tak for det!

    Jeg vågnede en dag for et halvt års tid siden og så vidste jeg, at jeg ikke længere havde en spiseforstyrrelse. Det kom indefra, en indsigt, og jeg var slet ikke i tvivl. Mærkeligt måske, men det føltes simpelthen rigtigt. Sidenhen har jeg dog mange mange gange stillet mig selv det spørgsmål: Hvad vil det sige at være ude af en spiseforstyrrelse? Og jeg har været meget i tvivl. Havde jeg overhovedet ret?! Var det jeg mærkede sandt?!

    Jeg tror nu, at det jeg opdagede den dag, det var, at jeg ikke længere VAR min spiseforstyrrelse og identiteten heri smuldrede. Jeg havde i et års tid op til haft perioder hvor jeg ikke var spiseforstyrret længere, men så var jeg også lige tilbage igen. Nu var det pludselig omvendt: Jeg stod udenfor min spiseforstyrrelse og så besøgte jeg den engang imellem, når jeg var mest belastet. Som et redskab.

    Det sidste halve år med spiseforstyrrelsen liggende i værktøjskassen indenfor rækkevidde har været drønhamrende hårdt. Livet uden redningsvest. Som at være nøgen på en måde. Men værktøjet "spiseforstyrrelse" ligger nu længere og længere nede i bunken af redskaber i min værktøjskasse og der skal efterhånden virkelig meget til, før det er nødvendigt at bruge det. Alle de andre redskaber bliver jo bare bedre og bedre!

    I dag fungerer det spiseforstyrrede for mig mest som et lyssignal og er en livsguide i livet. Når jeg nærmer mig rød, så ved jeg, at der er noget jeg skal kigge på, noget jeg må tage seriøst. Med en gammel spiseforstyrrelse i bagagen, ja så tager jeg i hvert fald lyssignalet meget seriøst, og det betyder jo også at jeg nok lidt hurtigere end andre uden dette værktøj, tager problemer seriøst og får forandret tingene til det bedre for mig. Jeg har også lært at lytte og mærke virkelig godt efter og følge hvad der er godt for mig, hvad jeg har lyst til!

    Så tak fordi jeg endelig finder et spejl herinde! Så dejligt at læse om dine overvejelser, som jeg bare kan sidde og nikke ja til igen og igen!

    SvarSlet