mandag den 5. august 2013

Hjælp!

Denne blog er primært om mine tanker ”efter” en spiseforstyrrelse, men det betyder ikke, at vi ikke kan tage noget op om tiden MIDT i kaoset! Er der brug for kærlige spark, råd, støtte, lukke frustrationer ud eller blot dele noget med andre, er bloggen bestemt også åben for det!

Denne kommentar fik jeg af Mitzi på mit ”Velkomst”-indlæg (jeg har kopieret det op her):

”Hej igen Mille

Ved ikke om det er ok at skrive her på bloggen, når ikke det er om "efter spiseforstyrrelsen", men midt i det kaos og den ambivalens det er at ville være rask og stå over for en længere indlæggelse, hvor jeg det ene øjeblik vil følge behandlingen, og det næste er sikker på, at jeg aldrig klarer det og føler, det er ok at dø af sygdommen?

Jeg syntes, det er rart at dele tankerne med nogle, der er voksne, da jeg har vildt ondt af de meget unge mennesker på afdelingen, men ikke rigtig kan relatere mit liv til deres. Jeg har en god uddannelse, et godt job, børn osv., så mine udfordringer er nogle andre, ikke dermed sagt at de er sværere, måske tværtimod. Jeg har jo levet mit liv og oplevet en masse og skal ikke have flere børn, en uddannelse, en kæreste osv.

Lige nu er jeg stærkt bekymret for, at jeg fucker det hele op, når jeg i næste uge skal indlægges igen. Jeg har det med bare at pakke og gå, hvis noget går mig imod, og jeg vil jo inderst inde gerne hjælpes og have mit liv tilbage, men det er så uoverskueligt.

Tak for at jeg må dele det med jer derude.”


 
Det vil være dejligt med en masse gode kommentarer til Mitzi! Kender I hendes ambivalens? (jeg gør!!). Hvad skal hun gøre for ikke at fucke det op for hende selv? Jeg skal nok også skrive et blogindlæg snart om den ambivalens, som mange spiseforstyrrede kæmper med. Jeg vil bare også gerne have jeres råd og meninger J

2 kommentarer:

  1. Jeg kender det ALT for godt! Nu har jeg godt nok rimelig kontrol over maden efterhånden, men kæmper stadig med en del andre diagnoser end spiseforstyrrese, og det er næsten som taget ud af mine tanker. Det ene øjeblik synes jeg behandlingen er fantastisk og kan se at jeg har rykket mig og modet til at fortsætte kampen bruser ud af mig - sådan en periode har jeg lige nu! Men små ting kan slå mig ud, og så er det bare ALT der er noget L*** og det hele kan være ligegyldigt. Så kan jeg lige så godt pakke alle de gode intentioner væk, for det nytter alligevel aldrig noget. Bliver træt af at kæmpe, holde ud og holde fast.
    Løsningen? Tja, de sidste mange år er det sådan det har kørt op og ned, og det er også endt i utallige halvhjertede selvmordsforsøg, fordi jeg ikke magtede mere. Men efter jeg er startet i ny behandling i foråret, er det begyndt at være anderledes. Det at jeg har fået en terapeut, som validerer at det nogen gange kan føles uoverkommeligt for mig, men alligevel bliver ved med at sige at hun tror på mig, det gør at nedturene ikke bliver så lange og voldsomme.
    Og så den rigtige hjælp! Som du forhåbentlig kan få.. Et sted hvor der ikke bare er fokus på mad og vægt, men også det der ligger bag. En anden måde at handle på. Dét er virkelig noget som hjælper mig nu, at jeg ikke bare får af vide jeg skal spise (eller lade være med at overspise, eller lade være med at skade mig selv på andre måder), men at jeg i stedet får nogle redskaber til at gøre noget andet i stedet for.
    Ved ikke om det blev totalt rodet og om det giver mening, men forhåbentlig kan det give lidt tanker, om ikke andet :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det giver rigtig meget mening. Jeg tror, at mange tænker som dig, så tak fordi du tør fortælle om det!

      Og jeg kan ikke være mere enig: al den fokus på mad og vægt gør det kun værre. Der skal i hvert fald supplering af noget andet til! Man skal jo komme BAGOM og finde ud, hvorfor man gør, som man gør, og hvad der spænder ben. Så skal mad og vægt nok stille og roligt stabilisere sig i det tempo, man kan følge med.

      Jeg håber, at den nye behandling hjælper dig!

      Slet