tirsdag den 27. august 2013

Hvad med vennerne?


Det er lidt pudsigt… for tiden er der rigtig mange, der spørger mig (senest blev jeg spurgt til mit foredrag i sidste uge):
”Hvordan tackler man alt det med venner, når man er på vej ud/er ude af spiseforstyrrelsen? Mange har jo kun kendt mig som ”hende den spiseforstyrrede” – de kender i virkeligheden ikke MIG.”

Det er pudsigt, fordi jeg selv står midt i det. Jeg er ved at finde ud af, hvem der er venner med MILLE, og hvem der bare godt kunne li’ spiseforstyrrede, forsigtige, aldrig-sige-fra-Mille… Det er en hård proces, hvor fårene skilles fra bukkene. Og jeg vil da gerne høre, hvordan I tackler det? Har I oplevet, at dem I troede, var jeres venner pludselig ikke er det mere? Eller har I selv sorteret fra?
Jeg tror næsten ikke, at det kan undgås, at der sker ting og sager i ens omgangskreds, når man ”pludselig er en anden” (i andres øjne. I virkeligheden er man jo blevet SIG SELV, når maden ikke mere styrer én). Det gælder både i familien og blandt venner.

Udfordringerne kan være:

-       En ven, du troede var en ven, dolker dig i ryggen, fordi han/hun mener, at ”du ikke er dig selv” (øøøh, nu siger jeg fra og ER mig selv! Det kan være svært for andre pludselig at skulle forholde sig til én med meninger…)

-       Du vælger selv en ven fra, fordi du kan mærke, at I i virkeligheden ikke har et rigtigt venskab.

-       En ven bliver jaloux (evt. en ven som også er spiseforstyrret), fordi du rykker dig mere, eller måske er I uenige om behandlingen. Pludselig kan I ikke mere bruge hinanden positivt.
Hende, der spurgte mig til foredraget, sagde, at hun kan mærke – og tør vise! – sit temperament meget mere ”efter” spiseforstyrrelsen, hvilket gør, at nogen pludselig ikke synes om hende/kan kende hende. De har jo ”aldrig set hende sådan”!

Jeg synes som sagt selv, at det er svært, men mit bedste råd (det som jeg selv KONSTANT tænker for tiden, midt i denne ”proces”):
VÆR DIG SELV.

Så såre simpelt at skrive/sige, men utroligt nok er det tit det, som folk har sværest ved!
Men jeg husker mig altså på det hele tiden, for kun på den måde kan jeg finde ud af, hvem af dem der har været en del af mit spiseforstyrrede liv, der er VIRKELIGE venner. Dem som kan lide MILLE. Dem som kan rumme og acceptere mig – også selv om vi ikke er enige om alt. Et venskab bygger – i mine øjne – på gensigt respekt, accept og kærlighed. Man kan leve to vidt forskellige liv og have forskellige meninger, men man ER der for hinanden alligevel. Nogle gange kan der måske gå tid imellem, at man kan ses, men man ved, at den anden ER DER. Ude af øje er ikke ude af sind.

Jeg har fundet fred med (selv om det har været svært), at jeg må sige farvel til nogle venner, andre er kommet tættere på, og jeg har fået nye venner. Jeg kan ikke gå og være en falsk Mille mere, og dem som skal være sammen med mig, skal se mig som jeg er.

Hmm ja, så det sværeste er vel at blive så stærk i sig selv, så man ikke bliver pustet omkuld af de forandringer, der sker? Man må blive på sin egen banehalvdel og spørge sig selv: ”er jeg mig nu? Godt. Så vil jeg også connecte med dem, som passer til mig. Resten må jeg sige farvel til. Jeg kan ikke være venner med alle”.

6 kommentarer:

  1. Virkelig et vigtigt emne! Jeg står selv lige midt i det, fordi jeg er på grænsen mellem at være "den gamle" og "den nye". Jeg synes det er så skide svært! Frygter at hvis jeg begynder at sige fra og stå ved mig selv - som jeg endelig er ved at opdage hvem er - at så mister jeg mine 'venner' og hvad har jeg så? Vil jeg så hellere beholde "dårlige" venner end at risikere at stå alene i verden uden nogen venner? (I know, det er ret sort hvidt, men det er de tanker der kommer..) Er der overhovedet nogen der kan lide "den rigtige"?
    Det er en rigtig lang proces synes jeg, måske også fordi jeg har en personlighedsforstyrrelse og det ikke længere er spiseforstyrrelsen der dominerer.
    Og så i det hele taget det med at sige fra, det er jo ikke sådan lige, når man ikke har gjort det før :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er VILDT svært! Og ja - man kommer til at tænke meget sort-hvidt (det gør man jo på mange punkter i en spiseforstyrrelse...!).
      Jeg synes bestemt, at du skal sige fra og stå ved dig selv - også selv om nogle venner så falder fra. Så er de jo ikke rigtige venner. Det kan godt være, at der så kommer et tomrum, fordi alle/mange af de gamle venner falder fra, men jeg er sikker på, at du så opdager, at du tiltrækker nye venner. Når du ER DIG, vil du finde sammen med dem, der "passer" til dig :) Det er i hvert fald det, som jeg selv oplever nu :)

      Men ja....først skal man lige lære det med at sige fra... uha, det er farligt!

      Slet
  2. Jeg har faktisk et lidt andet problem på det punkt - men tænker, at jeg vil skrive og fortælle om det alligevel, fordi jeg sikkert ikke er den eneste :-)

    Jeg har brugt min spiseforstyrrelse til at dæmpe en hel masse andre problemer. Når jeg kommer op i vægt, blusser min personlighedsforstyrrelse og min angst op for fuld lue - og det er selvfølgelig positivt, selvom det er hårdt, fordi det først er dér, når jeg ikke skjuler mig bag anoreksien, at jeg kan få kigget på og arbejdet med disse ting. MEN det betyder også, at jeg så ikke længere kommer ud af huset og afsted til forskellige ting. Jeg har slet ikke længere overskud til at se venner og tage afsted til fester, og jeg er ikke så ofte sammen med min familie. Jeg får SÅ voldsomme følelser, når jeg slipper anoreksien, at det gør, at jeg ikke rigtigt kan være i andet. Og en personlighedsforstyrrelse er Også en årelang process - så det er lang tid, at venner og familie bliver sat på standby. F.eks var det indtil i lørdags ni måneder siden, at jeg havde set en ven eller veninde! Og dét oplever jeg, at en del falder fra på. Netop fordi de ser, at jeg ikke er så hæmmet af spiseforstyrrelsen mere - og så har de svært ved at forstå, at jeg ikke er "normal" nu. De har ikke kendt til mine andre problematikker i den grad, de rent faktisk præger mig, fordi mine symptomer har været dæmpet med sult. Jo, jeg har i perioder været oppe på en normal vægt - men jeg har aldrig holdt den længere end et par måneder, hvor mine andre problemer så er blevet så uudholdelige, at jeg draslede ned igen. Og så kunne jeg jo pludselig ses bare LIDT oftere. Derfor er det noget helt nyt nu, at der går så lang tid som ni måneder imellem at jeg ser folk. Giver det mening? Det var vist en lidt lang forklaring :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak fordi du deler!! Sådan har jeg nemlig ikke tænkt på det. Hold da op, det er jo en udfordring :( Anoreksi og dermed kunne se folk lidt mere.... eller angst og isolering fra andre. Det er jo ikke udholdeligt noget af det!
      Findes der ikke nogen, der kan hjælpe dig med de stærke følelser, der kommer, når din vægt stiger, og hjælp til at tackle angsten? Jeg tror, at løsningen ligger der... anoreksien/at sulte følelserne væk løser ikke dine problemer (det ved du jo godt!!).

      Slet
    2. Ja, jeg ved så - og faktisk har jeg ikke for alvor haft et tilbage fald i lidt over et år! Det er først gang, det er sket i de otte år, jeg har været syg - og sidste jul var første jul i tre år, hvor jeg ikke var indlagt :-) Og det er netop, fordi jeg har fået noget andet hjælp. Før gik jeg i behandling på Center for spiseforstyrrelser og var indlagt der to år i træk. De ER rigtig gode til spiseforstyrrelser, men de så problematikken og besluttede, at det ikke var det rigtige sted for mig. At min anoreksi var afledt af min personlighedsforstyrrelse. Jeg skulle have hjælp af nogen, som kunne hjælpe mig med de andre ting også - og det får jeg nu! Men det er et meeeeget langvarigt projekt. Og det kræver blod, sved og tårer, to skridt frem og et tilbage - nogle gange et skridt frem og to tilbage. Og indimellem har jeg mest af alt lyst til at give op. Alligevel er det ret fantastisk. Fordi jeg ikke længere føler, at jeg er nødt til at gemme mig bag mine symptomer :-)

      Slet
    3. Hvor dejligt at høre!! Men ja - det kræver blod, sved og tårer.... Men så længe man kæmper, hvad man kan, er man på rette vej. Også selv om man nogle gange tager et skridt frem og går to tilbage. Du lærer hver gang og pludselig bliver det lettere og lettere at tage to skridt frem og kun et tilbage :)

      Slet