Allerførste skridt ud af en spiseforstyrrelse er… ERKENDELSE. Hvis du ikke selv har
erkendt, at du har en spiseforstyrrelse, kan du ikke starte vejen ud. Hvorfor
skulle du gå i gang med at ændre måden, du ”lever” på, for du har det jo godt –
der er ikke noget galt!
Når du erkendt det, er næste skridt at ACCEPTERE det,
hvilket kan være en hård én at synke. Jeg synes i hvert fald ikke, at det var
særlig morsomt at skulle acceptere alle de år, jeg havde spildt på at ”leve”
sådan. Og det var også svært at acceptere, at jeg nu stod et sted, hvor jeg
havde så meget at lære om livet og var så
meget bagud i forhold til mine veninder. En helt almindelig hverdag kunne
jeg ikke engang finde ud af! Der havde jeg godt nok lyst til bare at give op og
blive i det, jeg kendte så godt: i at være destruktiv og i at have mad som min
partner.
Men… jeg nåede et NOKHEDSPUNKT. Skulle det virkelig være
mit liv?! Jeg indså, at jeg kun havde to veje at gå: blive i det destruktive
men trygge eller at arbejde mig frem
mod at have et LIV. Jeg valgte livet J Jeg
hører mange andre spiseforstyrrede sige, at de på et tidspunkt når punktet for
nokhed, og derefter vender det. Ikke at alt så bliver piece of cake, og man
bare uden problemer tager det ene skridt efter det andet. Oh no, vejen derfra
er lang, men er beslutningen indeni taget, bevæger man sig stille og roligt
fremad – og nogle gange lidt tilbage igen. Rigtig mange kæmper nemlig med en
enorm AMBIVALENS omkring det at
slippe spiseforstyrrelsen. Man vil gerne… og vil alligevel ikke. Mange spøger: hvem er jeg uden spiseforstyrrelsen? Kan jeg
overhovedet finde ud af at leve uden spiseforstyrrelsen? Vil folk synes om mig,
hvis jeg pludselig ændrer mig? Vil folk bekymre sig for mig eller bare være
ligeglade? Nej, det er nemmere at
blive i det, jeg kender… Ja, det er det. Men så ved du også, hvordan resten
af dit liv bliver. Hvis man kan kalde det et liv (for at sige det lige ud).
Du begynder først at rykke dig, når du
1) Har
erkendt din spiseforstyrrelse
2) Har
accepteret hvor du er nu, selv om det gør nas
3) Tager
en beslutning om at du vælger livet frem for spiseforstyrrelsen. Der er ikke
plads til begge dele
4) Og –
meget vigtigt! – at du indser, at INGEN
REDDER DIG, så du selv begynder at tage ansvar.
Det er som om, at mange spiseforstyrrede luller sig ind i
den tro, at de skal reddes af nogen. Når
de f.eks. går og venter på at komme i en behandling, gør de intet i ventetiden.
Nærmere tværtimod. De lader spiseforstyrrelsen styre endnu mere, så de kan have det endnu
værre, når behandlingen starter. Behandlingen
skal jo fixe mig! Ja… og nej. Behandlingen skulle gerne være så god, at den
både kan give dig de nødvendige redskaber og den nødvendige støtte og
forståelse – men ansvaret for at tage imod og bruge det, du får/lærer, er
udelukkende DIT. Hårdt? Ja. Jeg synes, at det var mega hårdt at indse, at ingen
redder mig, men at ansvaret udelukkende er mit. Det betyder IKKE, at
spiseforstyrrede ikke skal have behandling/hjælp! Slet, slet ikke!! Jeg mener,
at behandlingen burde være væsentlig bedre, end den er i dag. Men lige meget
hvor god den ville blive, er det, som har allerstørst betydning, dit eget
engagement i at tage imod og RYKKE dig. Det er når du indse DET, at der
begynder at ske mirakler. Du kan mere, end du tror! Din styrke er ENORM, når du
først begynder at bruge den positivt for dig selv!
Mit råd til dig lige nu (hvis du er spiseforstyrret,
eller hvis du skal ændre en anden destruktiv vane) er at tage et stykke papir
og skrive med store bogstaver: INGEN REDDER MIG. Prøv at læse det hver morgen i
et stykke tid og se, hvad der sker i dig. Begynder du at forstå dit eget ansvar
for at komme ud af det lort, du er i? Husk at det ikke betyder, at du skal
klare alt selv!! Du skal NETOP bede om hjælp, så du har nogen til at støtte dig
på din rejse! Lad være med at spille supermand J
Til mine foredrag plejer jeg at forklare
erkendelsespunket på følgende måde: i spiseforstyrrelsen er du en knyttet hånd.
Hvor meget kan du med en knyttet hånd? Ikke meget vel? Du har ingen
handlemuligheder. Hånden er låst. Når du så erkender spiseforstyrrelsen – virkelig erkender – folder fingrene sig
ud. Men de er totalt stive af at ha’ været knyttet sammen så længe, så selv om
de nu er foldet ud, kan du stadig ikke bruge dem. Det er et meget frustrerende
sted at være! Du er klar til at bruge fingrene men kan endnu ikke. Det er både
dig selv og andre, der kan have svært ved at forstå det – nu har du jo erkendt
det, så hvorfor kan du ikke BARE alt det, som du jo gerne VIL nu?! Men nej, det
er bestemt ikke BARE. Fingrene skal først blødes op og lære at være fingre
igen. Langsomt men sikkert kan du mere og mere med dem, men det sker altså ikke
over night! Udvikling tager tid! Tålmodighed! (Åh, hvor havde jeg selv
sindssygt svært ved det!!).
Men prøv lige nu at have forståelse for dig selv, hvis du
først lige er begyndt at folde fingrene ud! Lad være med at slå dig selv i
hovedet med, at det er for dårligt, at du ikke BARE kan det, du vil LIGE NU!
De spiseforstyrrede som kommer bedst ud af en
spiseforstyrrelse er dem, som tager skridtene i det tempo, de kan følge med. De
har tålmodighed og forståelse for sig selv og holder fast i troen på, at de KAN
bryde vanerne!
