fredag den 6. september 2013

Den knyttede hånd, ambivalens og INGEN REDDER DIG (øv)

Allerførste skridt ud af en spiseforstyrrelse er… ERKENDELSE. Hvis du ikke selv har erkendt, at du har en spiseforstyrrelse, kan du ikke starte vejen ud. Hvorfor skulle du gå i gang med at ændre måden, du ”lever” på, for du har det jo godt – der er ikke noget galt!

Når du erkendt det, er næste skridt at ACCEPTERE det, hvilket kan være en hård én at synke. Jeg synes i hvert fald ikke, at det var særlig morsomt at skulle acceptere alle de år, jeg havde spildt på at ”leve” sådan. Og det var også svært at acceptere, at jeg nu stod et sted, hvor jeg havde meget at lære om livet og var så meget bagud i forhold til mine veninder. En helt almindelig hverdag kunne jeg ikke engang finde ud af! Der havde jeg godt nok lyst til bare at give op og blive i det, jeg kendte så godt: i at være destruktiv og i at have mad som min partner.
Men… jeg nåede et NOKHEDSPUNKT. Skulle det virkelig være mit liv?! Jeg indså, at jeg kun havde to veje at gå: blive i det destruktive men trygge eller at arbejde mig frem mod at have et LIV. Jeg valgte livet J Jeg hører mange andre spiseforstyrrede sige, at de på et tidspunkt når punktet for nokhed, og derefter vender det. Ikke at alt så bliver piece of cake, og man bare uden problemer tager det ene skridt efter det andet. Oh no, vejen derfra er lang, men er beslutningen indeni taget, bevæger man sig stille og roligt fremad – og nogle gange lidt tilbage igen. Rigtig mange kæmper nemlig med en enorm AMBIVALENS omkring det at slippe spiseforstyrrelsen. Man vil gerne… og vil alligevel ikke. Mange spøger: hvem er jeg uden spiseforstyrrelsen? Kan jeg overhovedet finde ud af at leve uden spiseforstyrrelsen? Vil folk synes om mig, hvis jeg pludselig ændrer mig? Vil folk bekymre sig for mig eller bare være ligeglade? Nej, det er nemmere at blive i det, jeg kender… Ja, det er det. Men så ved du også, hvordan resten af dit liv bliver. Hvis man kan kalde det et liv (for at sige det lige ud).

Du begynder først at rykke dig, når du

1)    Har erkendt din spiseforstyrrelse

2)    Har accepteret hvor du er nu, selv om det gør nas

3)    Tager en beslutning om at du vælger livet frem for spiseforstyrrelsen. Der er ikke plads til begge dele

4)    Og – meget vigtigt! – at du indser, at INGEN REDDER DIG, så du selv begynder at tage ansvar.

Det er som om, at mange spiseforstyrrede luller sig ind i den tro, at de skal reddes af nogen. Når de f.eks. går og venter på at komme i en behandling, gør de intet i ventetiden. Nærmere tværtimod. De lader spiseforstyrrelsen styre endnu mere, så de kan have det endnu værre, når behandlingen starter. Behandlingen skal jo fixe mig! Ja… og nej. Behandlingen skulle gerne være så god, at den både kan give dig de nødvendige redskaber og den nødvendige støtte og forståelse – men ansvaret for at tage imod og bruge det, du får/lærer, er udelukkende DIT. Hårdt? Ja. Jeg synes, at det var mega hårdt at indse, at ingen redder mig, men at ansvaret udelukkende er mit. Det betyder IKKE, at spiseforstyrrede ikke skal have behandling/hjælp! Slet, slet ikke!! Jeg mener, at behandlingen burde være væsentlig bedre, end den er i dag. Men lige meget hvor god den ville blive, er det, som har allerstørst betydning, dit eget engagement i at tage imod og RYKKE dig. Det er når du indse DET, at der begynder at ske mirakler. Du kan mere, end du tror! Din styrke er ENORM, når du først begynder at bruge den positivt for dig selv!
Mit råd til dig lige nu (hvis du er spiseforstyrret, eller hvis du skal ændre en anden destruktiv vane) er at tage et stykke papir og skrive med store bogstaver: INGEN REDDER MIG. Prøv at læse det hver morgen i et stykke tid og se, hvad der sker i dig. Begynder du at forstå dit eget ansvar for at komme ud af det lort, du er i? Husk at det ikke betyder, at du skal klare alt selv!! Du skal NETOP bede om hjælp, så du har nogen til at støtte dig på din rejse! Lad være med at spille supermand J

Til mine foredrag plejer jeg at forklare erkendelsespunket på følgende måde: i spiseforstyrrelsen er du en knyttet hånd.



Hvor meget kan du med en knyttet hånd? Ikke meget vel? Du har ingen handlemuligheder. Hånden er låst. Når du så erkender spiseforstyrrelsen – virkelig erkender – folder fingrene sig ud. Men de er totalt stive af at ha’ været knyttet sammen så længe, så selv om de nu er foldet ud, kan du stadig ikke bruge dem. Det er et meget frustrerende sted at være! Du er klar til at bruge fingrene men kan endnu ikke. Det er både dig selv og andre, der kan have svært ved at forstå det – nu har du jo erkendt det, så hvorfor kan du ikke BARE alt det, som du jo gerne VIL nu?! Men nej, det er bestemt ikke BARE. Fingrene skal først blødes op og lære at være fingre igen. Langsomt men sikkert kan du mere og mere med dem, men det sker altså ikke over night! Udvikling tager tid! Tålmodighed! (Åh, hvor havde jeg selv sindssygt svært ved det!!).

Men prøv lige nu at have forståelse for dig selv, hvis du først lige er begyndt at folde fingrene ud! Lad være med at slå dig selv i hovedet med, at det er for dårligt, at du ikke BARE kan det, du vil LIGE NU!
De spiseforstyrrede som kommer bedst ud af en spiseforstyrrelse er dem, som tager skridtene i det tempo, de kan følge med. De har tålmodighed og forståelse for sig selv og holder fast i troen på, at de KAN bryde vanerne!

2 kommentarer:

  1. You said it! :)
    Og hvor er det dog bare pisse frustrerende at sidde i.. Selvom det efterhånden er flere år siden at jeg erkendte og accepterede, så er det dælme stadig en kamp uden lige. Og ambivalensen, det kan føles som om den aldrig vil forsvinde. Men det er med at huske og holde fast i målet og ikke vende om, omend lysten til det kan være enorm!
    For nej, der kommer ingen og redder os. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Meget frustrerende!

      Men fokuserer man hele tiden på, hvor man vil hen og på, hvordan man vil have det, kan man flytte sig fremad i små skridt. Ikke let - men man kan!

      Slet