torsdag den 31. oktober 2013

Ked af det...

I dag hvor jeg sidder og skriver på bogen, er jeg ked af det. Lige fra morgenstunden har jeg kunne mærke, at mine tudeknap sidder helt blottet, så der intet skal til, for at den bliver ramt og trykket i bund. Under morgenmaden snakkede mig og min kæreste om det, fordi jeg pludselig sad og græd midt i maden. Det blev udløst af, at vi snakkede om et foredrag, jeg skal holde d. 12. nov. om at stå frem (altså ikke mit normale foredrag). ”Hvordan har det egentlig været at stå frem?”, spurgte min kæreste så. Af ren kærlighed, for han vil jo også gerne vide det. Og SÅ kom tårerne. Jeg kunne ikke engang forklare ham HVORFOR, de kom. Jeg var bare KED AF DET. Sådan helt ind til knoglerne. Da han så sagde, at han elsker og rummer mig med alt, hvad jeg har været igennem og er, græd jeg bare endnu mere (behøver jeg vel næsten ikke skrive). Jeg har svært ved at tage imod en kærlighedserklæring, når jeg sidder og er ”ynkelig”.

Og her stopper jeg lige med det samme mig selv! For er der noget, jeg IKKE er, når jeg græder, er det ynkelig! Men jeg har altid følt mig ynkelig og svag, når jeg tillod mig at græde. Jeg ved godt nu, at det er stik modsat ynkeligt at græde – det er STÆRKT. For så mærker jeg jo mine følelser, er i dem, flygter ikke. Og det er jo netop det, man skal lære, for at komme ud af en spiseforstyrrelse. Følelser skal hverken sultes væk, brækkes op, overspises væk eller trænes væk. Nej, lige meget om det er glade eller triste følelser, skal de mærkes og anerkendes.
Men selv om jeg godt ved nu, at det er stærkt af mig at græde, når jeg er ked af det, så kommer den gamle ynkeligheds-følelse stadig. Når jeg så tænker, at jeg er ynkelig, skal jeg vende det i mit hoved – huske mig selv på, at det ikke er rigtigt. JEG ER IKKE YNKELIG – JEG ER STÆRK, NÅR JEG TØR VÆRE I MINE FØLELSER. Det er altså min egen opgave at vende det i hovedet, i stedet for at lade de gamle tanker tage over. Hverken min kæreste, min mor, min søster eller en af mine veninder kan gøre det for mig. Ansvaret er mit, og det tager jeg.

Hele dagen indtil nu har jeg været i sådan et underligt trist humør. Og jeg er faktisk ikke kommet nærmere et HVORFOR. Jeg har oplevet flere af sådanne dage her ”efter” spiseforstyrrelsen. Det er som om, at hele mig er KED AF DET. Det er som om, at det hele bare vælter op i én pærevælling, så jeg ikke kan skelne lige præcis hvad af det, jeg er mest ked af. Jeg er bare ked af det. Hele.
Men vel egentlig forståeligt nok? At indse hvad man har brugt sååååå mange år af sit liv på, er jo ikke lige frem noget man springer op og danser glad rundt af, vel? Hvis ikke man netop reagerer ved at være ked af det, lægger man nok temmelig meget låg på. Alle de ked-af-det-følelser skal UD.

Hver gang jeg har sådanne jeg-er-vildt-ked-af-det-dage, hjælper det lidt mere gang på gang. Som om jeg får mere og mere af det indeni UD. Så selv om det selvfølgelig ikke er dage, jeg er ved at dø af grin over, er jeg alligevel glad for, at de kommer. Så ved jeg, at der sker endnu mere indeni mig, og at jeg er klar til at rykke endnu et skridt. Og jeg bliver jo også i høj grad bekræftet i, at det er slut med at dulme det, jeg mærker! Lige meget hvor ondt det gør, flygter jeg ikke.
Måske tænker du nu, hvorfor jeg ikke tager ansvar (som jeg snakker så meget om) for at gøre mig gladere på sådan en dag i stedet for at blive ved med at være trist?

Jeg GØR min dag bedre. Jeg prioriterer at gøre det, som jeg rigtig godt kan lide og spiser det, som jeg har lyst til. Men jeg siger ikke til mig selv: ”hold nu op med at være ked af det. Vær dog glad i stedet!” Jeg er ikke tilhænger af positiv psykologi, hvor man bare skal tænke positivt, og så går det hele meget bedre. Jeg mener, at man BESTEMT skal prøve at tænke mere positivt, og at man skal fokusere på muligheder frem for begrænsninger. Hvis du konstant går og er negativ over alting, er livet sgu lidt surt. Men jeg mener, at man samtidig med at man har en positiv indstilling til tingene og livet, skal tillade sig at være ked af det, når der er en grund til det. Ellers er man jo NETOP tilbage i et destruktivt mønster, hvor man lukker af for sine følelser – og begynder man at sulte, kaste op, overspise eller overtræne igen for at tackle det.
Så jeg er mere tilhænger af en positiv ÆGTHED, kan man vel kalde det. Altså at man generelt tænker positivt og prioriterer glæderne i livet, men at man samtidig er tro mod sig selv, så man tillader sig at mærke, når man er ked af det. Når man ER ked af det, skal det mærkes, man kan prøve at finde ud af, hvorfor man er det, og kan man gøre noget for at få det løst, kan man gøre det (det kan være, at det er en person, der har gjort dig ked af det, skal have at vide, hvad hans/hendes handling gjorde ved dig. Altså, man får det placeret). Og andre gange er man ked af det pga. en masse ting (som mig i dag), og der kan man ikke lige placere ked-af-det-heden ét sted. Og der er det egentlig også nok blot at mærke den. Jeg bliver klogere på mig selv hver gang alligevel, og får større forståelse og større accept/respekt af/for mig selv. Jeg bliver mere bevidst om, hvor jeg har været, og hvor jeg er i dag.

lørdag den 26. oktober 2013

Indhold i bogen

I foråret spurgte jeg jer på Facebook om, hvilke spørgsmål I havde til mig – som I gerne ville have svar på i min bog ”Resten skal nydes”. Her er, hvad I spurgte om (spørgsmålene står, som I har formuleret dem):

-          Hvordan man takler det der med at blive "normal" og acceptere, at det er sådan, livet burde være, når man er blevet raskmeldt og står på egne ben?
-          Noget om hvordan man finder ud af, hvem/hvad man er uden sin spiseforstyrrelse.
-          Når man er rask, hvem er man så? Alle der har været sammen med én, brugt tid med én, er jo fordi, man er syg. Hvordan får man et normalt socialt liv?
-          Hvordan takler du spiseforstyrrelsens sensitive væsen? Her tænker jeg på, hvilke strategier du har for at beskytte dig selv mod for mange input, stress og overbelastninger, som potentielt kan trigge den spiseforstyrrede adfærd? 
-          Hvordan kan partner, familie, venner og kolleger støtte og hjælpe bedst op om vejen tilbage til livsglæden? 
-          Hvordan kan vi andre blive "inviteret" ind? Det virker som en meget lukket, skamfuld og tabubelagt verden – desværre. Er der måder, jeg kan komme tættere på dette indre, så jeg kan få forståelse for, hvor det er, jeg kan støtte?
-          ”The hardest part about eating disorders, is to learn how to live without it”...
-          Hvordan man lærer ikke bare at flytte kontrollen over på noget andet. Og i så fald ideer til, hvad der er "okay at kontrollere".
-          Kan man komme videre uden professionel hjælp?
-          Hvordan får man sine tanker væk fra sine vaner og lærer at tænke nyt?
-          Hvordan ved man, om man er rask? Eller ved man det helt overhovedet?
-          Er behandlingstilbuddene i DK gode nok?
-          Hvor mange drenge/unge mænd har spiseforstyrrelse?
-          Fokus på at acceptere sit sensitive sind og sårbarheden.
-          Hvilke problemer man skal holde sig fra, f.eks. stress, sult, at være ensom etc.
-          Hvordan lærer man at spise "normalt" igen og nyde at spise uden at skulle få dårlig samvittighed, angstanfald og begynde at gøre skade på sig selv som straf?
-          Hvordan du oplever og håndterer angsten... ikke kun i forhold til maden men også i forhold til livet. At ville livet! Og at mærke sine følelser, sig selv og turde gå med lysten, selv om angsten kan fortælle én, at det er en dårlig ide!
-          "Det er ved at risikere, at du opnår frihed", skrev du i din sidste bog. Hvordan vidste du, eller fandt du ud af, hvornår du skulle risikere? 

-          Hvordan har du fundet ud af, hvad der er dig og din måde at gøre tingene på, og hvad der er andre og deres måde at gøre tingene på? Hvordan ved du, hvad der er godt for dig?

-          Hvordan tackler du de kommentarer, blikke, hentydninger, uenighed, modstand (eller hvad det kunne være) anderledes nu, end da du reagerede på de indtryk med mad?

-          Hvad påvirker dig ved at se andre spiseforstyrrede? Der er medfølelsen, men for mange også noget andet, jeg ikke helt ved, hvad er. Måske misundelse?

-          Erkendelsen af at man har mistet/spildt en masse år. Følelserne omkring det, og kan man stadig nå sine mål i livet?

-          Hvordan finder man sig selv? Og accepterer sig selv, for den man er, og at føle sig god nok.
-          Hvordan lærer man at holde sin kostplan?

-          Hvordan du fandt lysten til livet igen, hvordan du kunne mærke dine ønsker og drømme og se meningen med dit liv! Se en mening med at slippe spiseforstyrrelsen, når der er så stort et tomrum uden den. Når alt andet i tilværelsen ikke føles lystbetonet eller tiltrækkende, hvor skal drømmene og håbet om et godt liv så findes?!

-          Hvordan kan du være så åben? Jeg kan ikke engang fortælle min veninde, hvordan jeg virkelig har det!!

-          Hvordan er det at være dig, når alle ved, hvordan du har haft det med spiseforstyrrelsen og det hele? Fordi det er så hemmelighedsfuldt og skamfuldt, kender de fleste kun til, hvordan det er at holde det hemmeligt, og til trygheden ved at ingen eller få ved noget – men hvordan er det at have åbnet op? Hvordan føles det?

-          Hvordan man undgår at blive slave af lyst i "den anden grøft", når man har tilbragt mange af livets vågne timer i "den første grøft" med at være slave af ulyst?

-          Hvordan du tankemæssigt holder spiseforstyrrelsen væk kunne være rigtig interessant at høre om.
-          Hvordan lærte du at tage imod hjælp og gøre dig selv "vigtig"?
-          Hvordan formår du at holde fast i, hvordan du har det? Altså ikke gemme det væk og sige "det går fint", hvis det ikke gør det. 

Så alt dette vil I – bl.a. – få svar på i min bog!

Er der noget, I har glemt? I kan nå at komme med input endnu J

torsdag den 24. oktober 2013

Forudbestil min bog!

SÅ har jeg sat mig selv kniven for struben… NU skal jeg få færdiggjort min bog ”Resten skal nydes”! Det har været en lang og sej fødsel (håber min kommende fødsel af spirrevippen ikke bliver lige så lang, hehe), fordi der er sååååå mange ting, jeg vil have med i den, og det er vigtigt for mig, at jeg kommer ud med alle mine budskaber, råd og tanker. Jeg har sluppet min dræbende perfektionisme, som jeg led af i hele min barndom og ungdom (jeg føler mig nu stadig ung, vil jeg lige indskyde), men lige omkring mine bøger er jeg stadig meget perfektionistisk – men på den gode måde. Det er fordi, jeg skriver om min hjertesag. Jeg brænder for at hjælpe alle jer, der sidder fast i spiseforstyrrelsens kløer (eller andet destruktivt), og jeg brænder for at få andre til bedre at forstå det, så behandlingen kan blive bedre.

Derfor har bogen været længe undervejs. Men nu er deadline sat til d. 17. nov., og derefter har jeg en uge til redigering og gennemlæsning, så min endelige deadline bliver d. 24. nov. Så kan den nå ud i julehandlen, og I har en super julegave til jer selv, eller én I har kær J Den skal jo også lige trykkes, så den bliver altså udgivet i starten af december.
Hvis I vil være sikker på et (evt. signeret eksemplar), som I har inden jul, skal I skrive jer op. Det gør I ved at maile til mig allerede nu på mille@ihdumille.dk. Skriv: jeres navn, adresse, hvor mange eksemplarer I ønsker (kan jo være at I skal bruge flere) og om den/de skal signeres. Så sender jeg jer en mail, når bogen er ved at komme fra tryk, og kort efter modtager I den så med posten. Vola!

Resten skal nydes… oh yes det skal! Husk det når DU tager kontrollen over dit liv, i stedet for at lade spiseforstyrrelsen have den!

lørdag den 19. oktober 2013

Behandlingen til spiseforstyrrede

I onsdags holdt jeg foredrag i Aarhus (tak til alle jer, der kom!), og som så mange gange før, kom jeg til at snakke en del om min mening omkring behandlingen til spiseforstyrrede. I de nu 5 år, jeg har ”stået frem”, har jeg haft kontakt med SÅ mange spiseforstyrrede, og så har jeg jo – som I ved – også erfaring på egen krop må man sige ;)

Gang på gang skærer det mig i hjertet, når jeg hører om alle de spiseforstyrrede, der ikke får en behandling, der rent faktisk hjælper dem. I en del tilfælde får de det endda værre af at være i behandling.
Hvorfor er det sådan?
Egentlig forstår jeg ikke, at spiseforstyrrelser er svære at forstå… på en eller anden måde virker det som om, at det er nemmere at forstå alkoholikere eller narkomaner. Der kan folk jo godt forstå, at det ikke er hhv. alkoholen eller stofferne, der er problemet. Det er kun det, de misbruger, for at tackle nogle problemer/for at flygte. Og det er altså ikke meget anderledes med spiseforstyrrede! Her er det blot MADEN, som bliver misbrugt, til at tackle problemer på. Alle misbrug er overlevelsesstrategier – altså en måde at finde kontrol på i kaos, og man slipper for at tage stilling til det, der gør ondt.
Hjælper man en alkoholiker ved at sidde og snakke alkoholprocenter?! ”I en øl er der 4,6 % alkohol, i vin er der mellem 7 og 14 %, og vodka er helt oppe på omkring 40 %”. Øh nej, vel? Og logisk at man ikke gør det.

HVORFOR kører det meste af behandlingen til spiseforstyrrede så i mad og vægt? Undskyld, men jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg skynder mig lige at sige, at man SELVFØLGELIG også skal lære at spise såkaldt normalt, og vægten skal normaliseres, men når hovedfokus ligger på det i behandlingen, skader det mere, end det gavner. Jeg hører SÅ MANGE spiseforstyrrede sige, at når de konstant skal vejes og snakke mad, føler de sig endnu mere låst fast og fokuseret på det, som de ellers gerne vil væk fra! Behandlingen får altså de spiseforstyrrede fastholdt i at have fokus på deres mad og vægt. Altså på deres SYMPTOMER frem for at få bearbejdet det, som de flygter fra at mærke!!
Et grotesk eksempel har jeg hørt fra en pige, der gik i en behandling, hvor hun skulle vejes hver gang og skulle have taget 500 g. på fra gang til gang. Da hun den ene gang kun havde taget 300 g. på, blev hun smidt ud af behandlingen! Jeg forstår godt, at der kan være krav om vægtstigning, hvis man er meget undervægtig (man kan ikke arbejde med det psykiske på en for lav vægt), men at smide en pige ud af behandling pga. 200 g. synes jeg er grotesk.

Jeg tænker faktisk, at man skulle lade helt være med at veje spiseforstyrrede. Vi er selv mestre i at vurdere os selv ud fra tallet på vægten, og pludselig bliver vi også vurderet ud fra det i behandlingen! Man kan jo godt SE med det blotte øje, om en spiseforstyrret pige skal tage på eller ej, så hvorfor skal man vide det præcise tal KONSTANT? Hun bliver dermed hele tiden mindet om den ski.. vægt! Hvad med at se på PERSONEN? Mon ikke at der er en GRUND til, at hun er spiseforstyrret? Kunne det være noget med, at hun flygter fra sig selv for at undgå at mærke noget svært… kunne det have noget med dårligt selvværd at gøre… kunne det have noget at gøre med, at hun intet godt under sig selv, og at hun ikke kan mærke lyst, følelser eller sig selv mere? Ja, jeg spørger bare J Og hvad med så at hjælpe hende med de ting, frem for at gå op i petitesser som f.eks. om hun har taget 300 g. eller 500 g. på? Om en alkoholiker har drukket 10 eller 20 øl, er sgu da også underordnet! Problemet er, at han DRIKKER. Løsningen ligger i at finde ud af hvorfor, og så få bearbejdet de ting. Og han skal bagefter lære en hel masse ting, som han er gået glip af i misbrugsårene. Der er altså et kæmpe efter-arbejde, når han har sat flasken. Det er det samme med spiseforstyrrede! Det er først, når man er blevet normalvægtig (hvis vi snakker om anoreksi), og når man ”sætter flasken fra sig” = ikke misbruger maden mere hvad end vi snakker om sult, bræk eller overspisning, at det bliver rigtig svært, og der er rigtig meget, man skal lære! Man skal bygge sig selv op på ny. Men desværre stopper behandlingen gerne, når man når… tadaaaa… sin MÅLVÆGT! Men her er det altså ALLERSVÆREST!

En pige, der hørte mit foredrag i onsdags, har sendt mig følgende mail (jeg har klippet det relevante til denne blog ud):
”… Nu har jeg selv været indlagt omkring 8 gange, og hver evig eneste gang, har de bare udskrevet mig, efter at jeg har ramt min målvægt. Jeg har aldrig fået den hjælp, som jeg egentligt har haft brug for! Selvfølgelig har det jo også været vigtigt at få mig normalvægtig, men jeg har altid, ligesom dig, tænkt at man skulle arbejde med tankerne og grunden til anoreksien også! Dette er der bare ikke nogen, der har villet... Jeg blev afsluttet på (jeg har klippet stedet ud, så jeg ikke hænger nogen specifikt ud) i december sidste år, fordi de ikke kunne tilbyde mig samtaleterapi, efter jeg havde nået min normalvægt...Så jeg har altså gået uden behandling lige siden... uden at være "rask"... Jeg har så ENDELIG fået samtaler hos en psykolog efter 10 måneder.... Og ved du, hvad det første, han sagde til mig var, da han hørte, jeg havde anoreksi? "Det kan man jo slet ikke se på dig......" Og jeg ved jo også godt, at jeg er på min normalvægt, men som du selv siger, så er det jo bare ikke nok til at være rask... Blev så sur og ked af det.... ”
Inden nogen ”angriber” min mening vil jeg lige – igen – understrege, at mad og vægt SKAL på plads OGSÅ, før man er helt ude af spiseforstyrrelsen. Jeg kan bestemt selv mærke, hvor meget bedre jeg har fået det, efter det fysiske er på plads. Og at jeg nu kan mærke, at jeg kan spise mig enten mere glad og energisk, eller spise mig helt ned i kulkælderen. Maden HAR altså betydning for vores velbefindende og for vores evne til at rykke os. Men behandlingen skal hjælpe os med at ”rydde op” indeni og få brikker til at falde på plads – og SÅ vil vi nemlig også arbejde med maden for at få det godt. Hvis der er ”ryddet op”, giver det nemlig pludselig ikke mening mere at straffe os selv gennem maden. Vi vil jo gerne leve og have det godt!
Så nu arbejder jeg meget med maden, fordi den kan styrke mig ENDNU mere på min videre rejse. Men det kan jeg kun, fordi ”min rygsæk” med problemer er tømt!

tirsdag den 8. oktober 2013

Ikke mere hjælp, tak?

I morges var jeg til jordemoder for første gang – uh, jeg var spændt og nervøs på én gang. Men det gik fint! Det var udelukkende snak (og hun tog notater i min vandrejournal). Ingen undersøgelser.

Fordi jeg har haft anoreksi i så mange år, er jeg kommet under det, der hedder ”blåt team”. Det kommer man, hvis man af den ene eller anden årsag bliver vurderet ”psykisk sårbar” – og det er jeg altså blevet, fordi jeg har haft anoreksi. Det synes jeg er trygt og fint – også selv om jeg umiddelbart ikke føler, at jeg er sårbar. Jeg synes, at jeg er blevet ret stærk. Men hvorfor sige nej til ekstra samtaler og støtte i graviditeten?

Samtalen i dag har alligevel gjort mig i tvivl… Hun spurgte meget ind til min fortid: hvordan og hvorfor anoreksien startede, hvordan den har udviklet sig, hvilken hjælp jeg fik, hvad jeg er uddannet, om jeg har et godt netværk osv. osv. Hun fik trykket på min tudeknap et par gange – utroligt, for jeg står jo og holder foredrag åbent og frit om det hele! Men det her var at gå igennem helvedet igen på en anden måde… svært at forklare. Lige der følte jeg mig i hvert fald sårbar. Og jeg blev i tvivl om, hvor meget hjælp jeg skal sige ja til! Jeg tænker:

-       Hvad nu hvis der bliver rippet op i en masse igen uden grund? Jeg har det godt nu, og det er MIG, der styrer, ikke spiseforstyrrelsen. Jeg bruger den kun positivt nu. Kan en hjælp, jeg i virkeligheden ikke har brug for, vælte mig igen??

-       På den anden side er min største frygt at ”alt mit lort” går ud over mit barn. Jeg kan slet ikke bære tanken om, hvis jeg kommer til at føre noget spiseforstyrret videre til hende/ham. Kan jeg finde ud af mængder mad til en baby/et barn? Så jeg kan vel lige så godt tage imod den hjælp, jeg kan få?
Jordemoderen sagde så: ”du kan f.eks. komme i et forløb for spiseforstyrrede gravide på Stolpegården”. Hun fik dårligt nok fuldendt sætningen, før jeg nærmest råbte: ”NEJ!!” Og hun kiggede lidt forbavset på mig. Det ved jeg 100 %, at jeg IKKE vil! Jeg er ikke spiseforstyrret mere, og jeg tror ikke på Stolpegårdens metoder. Sorry. Jeg vil komme til at lave voldsomt oprør, hvis jeg sætter mine ben der J

Godt, så var det li’som på plads! Nu vil hun undersøge, hvad der ellers er af tilbud. Måske skal det bare være ekstra støtte, når jeg har født.
Er der andre spiseforstyrrede (eks og nuværende), der selv har haft samme tanker om, hvornår man skal sige ”det var nok behandling”? Altså, har I også frygt for at blive hevet tilbage ved at fortsætte i behandling? Jeg ER jo ude af spiseforstyrrelsen men bliver alligevel i tvivl, ”om jeg kan klare en graviditet”, når systemet pludselig er meget obs på, at jeg skal have ekstra hjælp?

Jeg vil lige sige, at jeg – inden jeg blev gravid – var 100 % sikker på, at jeg aldrig vil falde i spiseforstyrrelsen igen, og at jeg aldrig skal have mere behandling. Jeg har prøvet psykiatrisk afdeling (som ikke var en succes) og Frederiksberg Centret (ikke shopping-centret), som kun gjorde mig mere fucked up og madfokuseret. Og min mening om den rette hjælp til spiseforstyrrede strider stik imod den behandling, der gives langt de fleste steder (bl.a. på Stolpegården). Jeg har fundet min egen vej at gå, og den har gjort mig FRI. Som jeg har skrevet før, har jeg nu spiseforstyrrelsen som min ven og livsguide.
Hmm, måske skal jeg adskille tingene lidt... jeg kan sige ja til lidt ekstra rådgivning her i graviditeten, fordi det er helt nyt for mig, og jeg vil gøre det bedste for mit barn - men takke nej til den form for hjælp, hvor jeg bliver puttet i kassen SPISEFORSTYRRET, for det er jeg ikke mere. Jeg skal fanme ikke i en behandling, hvor jeg skal sidde og læse kostdagbog op, basta! Det tror jeg ikke på hjælper og har desuden aldrig troet på det.