lørdag den 19. oktober 2013

Behandlingen til spiseforstyrrede

I onsdags holdt jeg foredrag i Aarhus (tak til alle jer, der kom!), og som så mange gange før, kom jeg til at snakke en del om min mening omkring behandlingen til spiseforstyrrede. I de nu 5 år, jeg har ”stået frem”, har jeg haft kontakt med SÅ mange spiseforstyrrede, og så har jeg jo – som I ved – også erfaring på egen krop må man sige ;)

Gang på gang skærer det mig i hjertet, når jeg hører om alle de spiseforstyrrede, der ikke får en behandling, der rent faktisk hjælper dem. I en del tilfælde får de det endda værre af at være i behandling.
Hvorfor er det sådan?
Egentlig forstår jeg ikke, at spiseforstyrrelser er svære at forstå… på en eller anden måde virker det som om, at det er nemmere at forstå alkoholikere eller narkomaner. Der kan folk jo godt forstå, at det ikke er hhv. alkoholen eller stofferne, der er problemet. Det er kun det, de misbruger, for at tackle nogle problemer/for at flygte. Og det er altså ikke meget anderledes med spiseforstyrrede! Her er det blot MADEN, som bliver misbrugt, til at tackle problemer på. Alle misbrug er overlevelsesstrategier – altså en måde at finde kontrol på i kaos, og man slipper for at tage stilling til det, der gør ondt.
Hjælper man en alkoholiker ved at sidde og snakke alkoholprocenter?! ”I en øl er der 4,6 % alkohol, i vin er der mellem 7 og 14 %, og vodka er helt oppe på omkring 40 %”. Øh nej, vel? Og logisk at man ikke gør det.

HVORFOR kører det meste af behandlingen til spiseforstyrrede så i mad og vægt? Undskyld, men jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg skynder mig lige at sige, at man SELVFØLGELIG også skal lære at spise såkaldt normalt, og vægten skal normaliseres, men når hovedfokus ligger på det i behandlingen, skader det mere, end det gavner. Jeg hører SÅ MANGE spiseforstyrrede sige, at når de konstant skal vejes og snakke mad, føler de sig endnu mere låst fast og fokuseret på det, som de ellers gerne vil væk fra! Behandlingen får altså de spiseforstyrrede fastholdt i at have fokus på deres mad og vægt. Altså på deres SYMPTOMER frem for at få bearbejdet det, som de flygter fra at mærke!!
Et grotesk eksempel har jeg hørt fra en pige, der gik i en behandling, hvor hun skulle vejes hver gang og skulle have taget 500 g. på fra gang til gang. Da hun den ene gang kun havde taget 300 g. på, blev hun smidt ud af behandlingen! Jeg forstår godt, at der kan være krav om vægtstigning, hvis man er meget undervægtig (man kan ikke arbejde med det psykiske på en for lav vægt), men at smide en pige ud af behandling pga. 200 g. synes jeg er grotesk.

Jeg tænker faktisk, at man skulle lade helt være med at veje spiseforstyrrede. Vi er selv mestre i at vurdere os selv ud fra tallet på vægten, og pludselig bliver vi også vurderet ud fra det i behandlingen! Man kan jo godt SE med det blotte øje, om en spiseforstyrret pige skal tage på eller ej, så hvorfor skal man vide det præcise tal KONSTANT? Hun bliver dermed hele tiden mindet om den ski.. vægt! Hvad med at se på PERSONEN? Mon ikke at der er en GRUND til, at hun er spiseforstyrret? Kunne det være noget med, at hun flygter fra sig selv for at undgå at mærke noget svært… kunne det have noget med dårligt selvværd at gøre… kunne det have noget at gøre med, at hun intet godt under sig selv, og at hun ikke kan mærke lyst, følelser eller sig selv mere? Ja, jeg spørger bare J Og hvad med så at hjælpe hende med de ting, frem for at gå op i petitesser som f.eks. om hun har taget 300 g. eller 500 g. på? Om en alkoholiker har drukket 10 eller 20 øl, er sgu da også underordnet! Problemet er, at han DRIKKER. Løsningen ligger i at finde ud af hvorfor, og så få bearbejdet de ting. Og han skal bagefter lære en hel masse ting, som han er gået glip af i misbrugsårene. Der er altså et kæmpe efter-arbejde, når han har sat flasken. Det er det samme med spiseforstyrrede! Det er først, når man er blevet normalvægtig (hvis vi snakker om anoreksi), og når man ”sætter flasken fra sig” = ikke misbruger maden mere hvad end vi snakker om sult, bræk eller overspisning, at det bliver rigtig svært, og der er rigtig meget, man skal lære! Man skal bygge sig selv op på ny. Men desværre stopper behandlingen gerne, når man når… tadaaaa… sin MÅLVÆGT! Men her er det altså ALLERSVÆREST!

En pige, der hørte mit foredrag i onsdags, har sendt mig følgende mail (jeg har klippet det relevante til denne blog ud):
”… Nu har jeg selv været indlagt omkring 8 gange, og hver evig eneste gang, har de bare udskrevet mig, efter at jeg har ramt min målvægt. Jeg har aldrig fået den hjælp, som jeg egentligt har haft brug for! Selvfølgelig har det jo også været vigtigt at få mig normalvægtig, men jeg har altid, ligesom dig, tænkt at man skulle arbejde med tankerne og grunden til anoreksien også! Dette er der bare ikke nogen, der har villet... Jeg blev afsluttet på (jeg har klippet stedet ud, så jeg ikke hænger nogen specifikt ud) i december sidste år, fordi de ikke kunne tilbyde mig samtaleterapi, efter jeg havde nået min normalvægt...Så jeg har altså gået uden behandling lige siden... uden at være "rask"... Jeg har så ENDELIG fået samtaler hos en psykolog efter 10 måneder.... Og ved du, hvad det første, han sagde til mig var, da han hørte, jeg havde anoreksi? "Det kan man jo slet ikke se på dig......" Og jeg ved jo også godt, at jeg er på min normalvægt, men som du selv siger, så er det jo bare ikke nok til at være rask... Blev så sur og ked af det.... ”
Inden nogen ”angriber” min mening vil jeg lige – igen – understrege, at mad og vægt SKAL på plads OGSÅ, før man er helt ude af spiseforstyrrelsen. Jeg kan bestemt selv mærke, hvor meget bedre jeg har fået det, efter det fysiske er på plads. Og at jeg nu kan mærke, at jeg kan spise mig enten mere glad og energisk, eller spise mig helt ned i kulkælderen. Maden HAR altså betydning for vores velbefindende og for vores evne til at rykke os. Men behandlingen skal hjælpe os med at ”rydde op” indeni og få brikker til at falde på plads – og SÅ vil vi nemlig også arbejde med maden for at få det godt. Hvis der er ”ryddet op”, giver det nemlig pludselig ikke mening mere at straffe os selv gennem maden. Vi vil jo gerne leve og have det godt!
Så nu arbejder jeg meget med maden, fordi den kan styrke mig ENDNU mere på min videre rejse. Men det kan jeg kun, fordi ”min rygsæk” med problemer er tømt!

6 kommentarer:

  1. Er meget enig, det er helt vildt så meget fokus der er på maden og vægten, når man er i behandling for anoreksi! Kostdagbog + vejninger inden hver eneste samtale, det vil sige 2 gange om ugen for mit vedkommende, var overhovedet ingen hjælp for mig. Det fastholdt mig i at tænke kalorier, for kostdagbogen skulle jo gerne vise, at jeg fik de kalorier jeg skulle.

    Da jeg så blev afsluttet, var jeg stadig 3 kilo under "målvægten" og havde et bmi på 17,5. De opgav at få mig til at tage mere på, for nu var der jo ikke sket noget i tre måneder og som sygeplejersken sagde, "du ser sund og rask ud, helt som du skal"... Ja godmorgen, hvad sker der så oppe i hovedet på mig? Hvis 3 kg under målvægten betyder, at jeg ser sund og rask ud, så vil målvægten betyde tre overflødige kilo. Oppe i hovedet havde jeg ikke rykket mig meget, men jeg blev afsluttet uden opfølgning. En måned efter havde jeg smidt 5,5 kg, men nægtede at gå i behandling igen, for den behandling de havde at tilbyde, ville alligevel ikke være nogen hjælp. Heldigvis havde jeg rigtig god støtte fra mennesker omkring mig, og er i dag kommet meget længere, end jeg nogensinde ville være kommet, hvis det var mad og vægt der hele tiden skulle være i centrum.

    Den berømte målvægt fastsættes desuden ud fra ens vækstkurve, hvilket betød, at min målvægt ville give et bmi på 18,6 - ret lavt hvis man tænker, at jeg skulle ind i normalområdet. Der tages her nemlig ikke højde for, at jeg siden jeg var 8-9 år har haft så meget fokus på min vægt, at den har ligget meget under hvad den nok burde. Det er en mærkelig måde at gøre det på, efter min mening, men jeg ved ikke om det er sådan de gør over hele landet.

    SvarSlet
    Svar
    1. "Dejligt" at høre at jeg ikke er den eneste, der synes, at mad- og vægtbehandling ikke hjælper! ("dejligt" i anførselstegn fordi det gør mig ondt, at du er endnu en, der ikke har fået ordentlig hjælp).

      Håber meget at du holder fast i at ville have det godt!

      Knus fra Mille

      Slet
  2. Så dejligt at du vender det her på bloggen. Jeg synes netop også at det lige præcis har været det store problem alle de gange, jeg efterhånden har været indlagt.
    de fokuserer kun på maden og vægten, men glemmer helt hvem du er som menneske, der er altså også en person bag den kvindelig krop.

    Er rigtig ked af, at jeg ikke kunne komme til dit foredrag, men havde en eksamensopgave der simpelthen trak på mig. c

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis Helena! De glemmer, at der er en person bag! I stedet er de alt for fokuserede på symptomerne :(

      Jeg håber, at du kan komme en anden gang!

      Knus fra Mille

      Slet
  3. Ja, "desværre" er det et evigt tilbagevendene emne.. Men hvor er det dog dejligt og VIGTIGT at det bliver taget op gang på gang!
    Nu er det efterhånden en del år siden jeg blev afsluttet i behandling for spiseforstyrrelse første gang, fordi jeg havde nået min målvægt. Siden kom jeg heldigvis i anden behandling, hvor fokus var et andet sted, nemlig det der ligger bag. Dér blev jeg afsluttet da der ikke var mere de kunne hjælpe mig med, og det var der ikke. De havde forstand på spiseforstyrrelser og det var ikke længere hovedproblematikken.
    Siden har jeg været rundt omkring, men er nu landet i et, for mig, ideelt behandlingstilbud. Og de har virkelig fat i den lange ende! Der hvor jeg går er det kun for folk med borderline personlighedsforstyrrelse, men heldigvis er behandlingsformen og ved at brede sig ud til andre målgrupper - deriblandt spiseforstyrrede!
    Da jeg startede der for godt 8 måneder siden, havde jeg stadig ofte overspisninger og i det hele taget regulering af følelser med mad. Men i stedet for at have fokus på hvad jeg gjorde 'forkert', så er jeg i gang med at lære at håndtere de svære følelser. Og guess what? Så er der sjovt nok helt AUTOMATISK kommet mere ro/styr på maden. Jeg har tabt mig ganske stille og roligt, til en vægt jeg ikke troede var normal. Jeg gik faktisk og var bekymret for at jeg var på vej til at tabe mig helt vildt, for jeg troede ikke min vægt kunne være lavere uden at sulte.. Maden kan stadig være et 'tilflugtssted', om ikke andet i tankerne, men det nu mere et tegn på at jeg har for meget om ørerne og at jeg skal få hjælp til de ting der er svære, i stedet for at kontrollere maden.
    Guldkornet i denne behandling, som jeg synes burde overføres til langt de fleste andre behandlingssteder, er lige modsat af det du skriver her Mille. Nemlig det faktum, at hvis du udvikler dig, får det bedre og profiterer af behandlingen, ja så får du lov til at fortsætte! Så længe der er positiv udvikling (over tid, ikke hvis man en gang imellem er nede, hvilket sker for alle), så bliver du i behandlingen. Hvis du derimod ikke rigtig kommer videre, ja så finder man ud af, om der er et andet tilbud der vil være bedre. Dét er for mig at se virkelig smart! Jeg glemmer da aldrig dengang jeg gik i behandling for spiseforstyrrelse første sted. Da jeg så havde taget på, begyndte de at snakke om at ville afslutte mig snart. Hvad gjorde jeg? Jeg begyndte at kaste op. Mine forældre kontrollerede min mad, så det var svært at tabe mig ved at spise mindre, men så måtte jeg jo finde en anden måde at vise, at jeg ikke var klar til stoppe behandlingen. Og ganske rigtigt, de beholdt mig. Ganske vidst kun et halvt års tid, for så havde jeg taget på igen, men hvis fokus nu ikke havde været på den forbandede vægt, så havde jeg måske fået den hjælp jeg havde brug for i stedet..
    Som du dog også skriver, så skal der i nogen tilfælde også rettes op på vægten, for at der kan arbejdes dybere, men det må bare ikke stå alene. Der hvor jeg går i behandling er der også et krav om at man ikke må have bmi lavere end 17,5, netop af samme årsag. Men det er da netop en motivator for mig! For hvis en lav vægt skal stå i vejen for virksom behandling og forhåbentlig et godt liv, så ved jeg godt hvad jeg vælger..

    Det blev lidt langt, men synes bare det er så vigtigt et budskab!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er SUPER beskrevet!! Hold da op - virkelig tusind tak for det input! Og hvor gør det mig glad at høre, at der findes gode behandlingstilbud!

      Slet