tirsdag den 8. oktober 2013

Ikke mere hjælp, tak?

I morges var jeg til jordemoder for første gang – uh, jeg var spændt og nervøs på én gang. Men det gik fint! Det var udelukkende snak (og hun tog notater i min vandrejournal). Ingen undersøgelser.

Fordi jeg har haft anoreksi i så mange år, er jeg kommet under det, der hedder ”blåt team”. Det kommer man, hvis man af den ene eller anden årsag bliver vurderet ”psykisk sårbar” – og det er jeg altså blevet, fordi jeg har haft anoreksi. Det synes jeg er trygt og fint – også selv om jeg umiddelbart ikke føler, at jeg er sårbar. Jeg synes, at jeg er blevet ret stærk. Men hvorfor sige nej til ekstra samtaler og støtte i graviditeten?

Samtalen i dag har alligevel gjort mig i tvivl… Hun spurgte meget ind til min fortid: hvordan og hvorfor anoreksien startede, hvordan den har udviklet sig, hvilken hjælp jeg fik, hvad jeg er uddannet, om jeg har et godt netværk osv. osv. Hun fik trykket på min tudeknap et par gange – utroligt, for jeg står jo og holder foredrag åbent og frit om det hele! Men det her var at gå igennem helvedet igen på en anden måde… svært at forklare. Lige der følte jeg mig i hvert fald sårbar. Og jeg blev i tvivl om, hvor meget hjælp jeg skal sige ja til! Jeg tænker:

-       Hvad nu hvis der bliver rippet op i en masse igen uden grund? Jeg har det godt nu, og det er MIG, der styrer, ikke spiseforstyrrelsen. Jeg bruger den kun positivt nu. Kan en hjælp, jeg i virkeligheden ikke har brug for, vælte mig igen??

-       På den anden side er min største frygt at ”alt mit lort” går ud over mit barn. Jeg kan slet ikke bære tanken om, hvis jeg kommer til at føre noget spiseforstyrret videre til hende/ham. Kan jeg finde ud af mængder mad til en baby/et barn? Så jeg kan vel lige så godt tage imod den hjælp, jeg kan få?
Jordemoderen sagde så: ”du kan f.eks. komme i et forløb for spiseforstyrrede gravide på Stolpegården”. Hun fik dårligt nok fuldendt sætningen, før jeg nærmest råbte: ”NEJ!!” Og hun kiggede lidt forbavset på mig. Det ved jeg 100 %, at jeg IKKE vil! Jeg er ikke spiseforstyrret mere, og jeg tror ikke på Stolpegårdens metoder. Sorry. Jeg vil komme til at lave voldsomt oprør, hvis jeg sætter mine ben der J

Godt, så var det li’som på plads! Nu vil hun undersøge, hvad der ellers er af tilbud. Måske skal det bare være ekstra støtte, når jeg har født.
Er der andre spiseforstyrrede (eks og nuværende), der selv har haft samme tanker om, hvornår man skal sige ”det var nok behandling”? Altså, har I også frygt for at blive hevet tilbage ved at fortsætte i behandling? Jeg ER jo ude af spiseforstyrrelsen men bliver alligevel i tvivl, ”om jeg kan klare en graviditet”, når systemet pludselig er meget obs på, at jeg skal have ekstra hjælp?

Jeg vil lige sige, at jeg – inden jeg blev gravid – var 100 % sikker på, at jeg aldrig vil falde i spiseforstyrrelsen igen, og at jeg aldrig skal have mere behandling. Jeg har prøvet psykiatrisk afdeling (som ikke var en succes) og Frederiksberg Centret (ikke shopping-centret), som kun gjorde mig mere fucked up og madfokuseret. Og min mening om den rette hjælp til spiseforstyrrede strider stik imod den behandling, der gives langt de fleste steder (bl.a. på Stolpegården). Jeg har fundet min egen vej at gå, og den har gjort mig FRI. Som jeg har skrevet før, har jeg nu spiseforstyrrelsen som min ven og livsguide.
Hmm, måske skal jeg adskille tingene lidt... jeg kan sige ja til lidt ekstra rådgivning her i graviditeten, fordi det er helt nyt for mig, og jeg vil gøre det bedste for mit barn - men takke nej til den form for hjælp, hvor jeg bliver puttet i kassen SPISEFORSTYRRET, for det er jeg ikke mere. Jeg skal fanme ikke i en behandling, hvor jeg skal sidde og læse kostdagbog op, basta! Det tror jeg ikke på hjælper og har desuden aldrig troet på det.

5 kommentarer:

  1. Jeg vil afsluttes på Center for Spiseforstyrrelser. Jeg var derinde for at blive afsluttet i september, men fik kolde fødder /: Jeg er bare bange for at blive mindet om det konstant! Og når jeg er til kontrol på ambulatoriet (når jeg ikke kan få mig snoet udenom..) kigger jeg på alle de andre og en stemme siger: "Jaa, det er jo her du hører til. Spis liiiiidt mindre. Du skal passe ind. Du høøøøører til heeeeer..."
    Så jeg aner ikke, om det er spiseforstyrrelsen der vil flygte fra behandlingen - eller mig selv, der bare (rent ud sagt) er åndssvagt træt af at blive husket på, at jeg er/har været SPISEFORSTYRRET. Og SYG...

    Maria.

    SvarSlet
    Svar
    1. For mig lyder det som om, at du mest af alt vil væk derfra - at det er DIG, der vælger LIVET frem for spiseforstyrrelsen og behandlingen. Altså, det lyder ikke som om, at det er spiseforstyrrelsen, der vil flygte. Det synes jeg tydeligt skinner igennem i dine ord!

      Men ja - det ER svært, hvornår man er klar til at slippe behandlingen, og man bliver forvirret over, om det er spiseforstyrrelsen eller én selv, der taler.

      Lyt til DIG! Du kan sgu godt!

      Slet
  2. Da jeg var gravid blev jeg af min læge spurgt om jeg ville tilknyttes hospitalets jordemødre for gravide med ”behov for særlig støtte”. Det takkede jeg hurtigt ja til, da jeg umiddelbart tænkte at det ville være rigtig rart med lidt ekstra støtte. Netop fordi jeg også havde de samme bekymringer som dig, Mille – kommer jeg til at føre noget spiseforstyrret videre til mit barn på trods af at jeg føler mig helt ude af det destruktive? Og kan jeg nu gennemføre og stå med det kæmpe ansvar det er at bringe et lille menneske til verden? Jeg blev hurtigt glad for jordemoderkonsultationerne, for de var rigtig søde og forstående over for mig og min kæreste. Men jeg blev også samtidig sat i et dilemma – der blev nemlig på intet tidspunkt nævnt noget om min spiseforstyrrelse, hvilket både irriterede mig (når nu det var derfor jeg var blevet henvist hertil) men på den anden side også passede mig helt fint, da jeg et eller andet sted var virkelig bange for om jeg ville ryge tilbage i noget destruktivt, hvis der blev rippet op i noget. Så jeg nævnte ingenting (!!) og det samme gjorde jordemødrene.

    Jeg ville på den ene side gerne have al den støtte jeg kunne få for at gøre det så godt som overhovedet muligt for mit kommende barn, men på den anden side frygtede jeg et eller andet sted at skulle gennemgå en masse ”lort” igen – og netop derfor valgte jeg ikke at nævne noget, simpelthen fordi jeg ikke turde. Så ja – jeg kan sagtens sætte mig ind i dine tanker omkring at nogle gange må nok (behandling) simpelthen være nok!
    Og det allervigtigste her tror jeg virkelig er, at man mærker efter og følger sin mavefornemmelse , for den tager altså ikke fejl.

    Det gjorde den heller ikke for mig – min graviditet blev bedre end jeg nogensinde havde forventet og jeg lærte SÅ meget i løbet af hele processen (og efterfølgende da jeg fødte min dejlige lille søn) om mig selv og min spiseforstyrrelse, som jeg i dag kan styre i langt højere grad end tidligere.

    Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din kommentar, Rikke! Godt at høre at jeg ikke er den eneste, der har de tanker som gravid :)

      Og hjertelig tillykke med din søn OG at du nu kan styre spiseforstyrrelsen meget bedre - stærkt!

      Slet
    2. Tusind tak for din kommentar, Rikke! Godt at høre at jeg ikke er den eneste, der har de tanker som gravid :)

      Og hjertelig tillykke med din søn OG at du nu kan styre spiseforstyrrelsen meget bedre - stærkt!

      Slet