Og her stopper jeg lige med det samme mig selv! For er
der noget, jeg IKKE er, når jeg græder, er det ynkelig! Men jeg har altid følt mig ynkelig og svag, når jeg tillod
mig at græde. Jeg ved godt nu, at det er stik modsat ynkeligt at græde – det er
STÆRKT. For så mærker jeg jo mine følelser, er
i dem, flygter ikke. Og det er jo netop det, man skal lære, for at komme ud af
en spiseforstyrrelse. Følelser skal hverken sultes væk, brækkes op, overspises
væk eller trænes væk. Nej, lige meget om det er glade eller triste følelser,
skal de mærkes og anerkendes.
Men selv om jeg godt ved nu, at det er stærkt af mig at
græde, når jeg er ked af det, så kommer den gamle ynkeligheds-følelse stadig.
Når jeg så tænker, at jeg er ynkelig, skal jeg vende det i mit hoved – huske
mig selv på, at det ikke er rigtigt. JEG ER IKKE YNKELIG – JEG ER STÆRK, NÅR
JEG TØR VÆRE I MINE FØLELSER. Det er altså min egen opgave at vende det i
hovedet, i stedet for at lade de gamle tanker tage over. Hverken min kæreste,
min mor, min søster eller en af mine veninder kan gøre det for mig. Ansvaret er
mit, og det tager jeg.
Hele dagen indtil nu har jeg været i sådan et underligt
trist humør. Og jeg er faktisk ikke kommet nærmere et HVORFOR. Jeg har oplevet
flere af sådanne dage her ”efter” spiseforstyrrelsen. Det er som om, at hele
mig er KED AF DET. Det er som om, at det hele bare vælter op i én pærevælling,
så jeg ikke kan skelne lige præcis hvad af det, jeg er mest ked af. Jeg er bare
ked af det. Hele.
Men vel egentlig forståeligt nok? At indse hvad man har
brugt sååååå mange år af sit liv på, er jo ikke lige frem noget man springer op
og danser glad rundt af, vel? Hvis ikke man netop
reagerer ved at være ked af det, lægger man nok temmelig meget låg på. Alle de
ked-af-det-følelser skal UD.
Hver gang jeg har sådanne jeg-er-vildt-ked-af-det-dage,
hjælper det lidt mere gang på gang. Som om jeg får mere og mere af det indeni
UD. Så selv om det selvfølgelig ikke er dage, jeg er ved at dø af grin over, er
jeg alligevel glad for, at de kommer. Så ved jeg, at der sker endnu mere indeni
mig, og at jeg er klar til at rykke endnu et skridt. Og jeg bliver jo også i
høj grad bekræftet i, at det er slut med at dulme det, jeg mærker! Lige meget
hvor ondt det gør, flygter jeg ikke.
Måske tænker du nu, hvorfor jeg ikke tager ansvar (som
jeg snakker så meget om) for at gøre mig gladere på sådan en dag i stedet for
at blive ved med at være trist?
Jeg GØR min dag bedre. Jeg prioriterer at gøre det, som
jeg rigtig godt kan lide og spiser det, som jeg har lyst til. Men jeg siger
ikke til mig selv: ”hold nu op med at være ked af det. Vær dog glad i stedet!”
Jeg er ikke tilhænger af positiv psykologi, hvor man bare skal tænke positivt, og så går det hele meget bedre. Jeg
mener, at man BESTEMT skal prøve at tænke mere positivt, og at man skal
fokusere på muligheder frem for begrænsninger. Hvis du konstant går og er
negativ over alting, er livet sgu lidt surt. Men jeg mener, at man samtidig med at man har en positiv
indstilling til tingene og livet, skal tillade sig at være ked af det, når der
er en grund til det. Ellers er man jo NETOP tilbage i et destruktivt mønster,
hvor man lukker af for sine følelser – og så
begynder man at sulte, kaste op, overspise eller overtræne igen for at tackle
det.
Så jeg er mere tilhænger af en positiv ÆGTHED, kan man
vel kalde det. Altså at man generelt tænker positivt og prioriterer glæderne i
livet, men at man samtidig er tro mod
sig selv, så man tillader sig at mærke, når man er ked af det. Når man ER ked
af det, skal det mærkes, man kan prøve at finde ud af, hvorfor man er det, og
kan man gøre noget for at få det løst, kan man gøre det (det kan være, at det
er en person, der har gjort dig ked af det, skal have at vide, hvad hans/hendes
handling gjorde ved dig. Altså, man får det placeret). Og andre gange er man
ked af det pga. en masse ting (som mig i dag), og der kan man ikke lige placere
ked-af-det-heden ét sted. Og der er det egentlig også nok blot at mærke den. Jeg bliver klogere på mig
selv hver gang alligevel, og får større forståelse og større accept/respekt
af/for mig selv. Jeg bliver mere bevidst om, hvor jeg har været, og hvor jeg er i dag.
Hvor er det dejligt at læse dine tanker kære Mille og få bekræftet at alt det der sker i mig, ikke er så unormalt :) og så er jeg helt enig i det med at acceptere følelserne som de er, uden fabrilsk at prøve at ændre dem. Det er ingen hemmelighed at du er en af en dem der har inspireret og motiveret mig til at tage kampen op og modet til at kæmpe, men ikke mindst troen på at det kan lade sig gøre, selvom det ser sort ud.
SvarSletOg så har jeg slv fået modet til at dele mine erfaringer til andre, så jeg måske kan give noget af det samme videre til andre!
Jeg er så glad for, at du kommenterer - tusind tak!
SletOg nej, det er ikke unormalt at være ked af det, efter det vi har budt os selv. Det ville jo være at lægge låg på BIG TIME, hvis vi bare var ok med det hele! Ked-af-det-heden skal UD!
Og vi skal lære at acceptere alle vores følelser :)
Du kan HELT SIKKERT give en masse videre til andre!!