onsdag den 20. november 2013

Stilhed før "stormen" :)

Ja, jeg ved det – jeg er ikke så god til at få skrevet her på bloggen. Men jeg KNOKLER med at få min bog ”Resten skal nydes” færdig… gerne til på søndag, som er den deadline, jeg har sat til mig selv (jeg hader, når jeg ikke når de mål, jeg sætter mig, så jeg VIL SGU nå det). Bare lidt svært når jeg i disse dage også lige skal servere til et kursus fra kl. 6.30 til 17. Jeg når kun at skrive lidt i pauserne (som nu), inden de igen skal have mad, kaffe, te, kage…

Godt jeg kan multitaske J  
Når bogen er færdig (på søndag… ;) ), skal den jo også lige sendes til tryk, så den udkommer i starten af december. Mere præcist kan jeg ikke sige det nu. Husk I kan forudbestille den – mail til mig på mille@ihdumille.dk. Så har I en fed julegave, hehe. Ej helt ærligt – jeg synes selv, at det bliver en god bog! Mit 5. ”barn” er jeg meget stolt af, og jeg håber af hele mit hjerte, at den kommer til at hjælpe en masse. Der er kærlige klaps i måsen om, at du KAN komme ud af en spiseforstyrrelse – hvis du tør starte rejsen og gå hele vejen!

Og så også lige en kommentar om mit rigtige barn – min pige – som vokser fint inde i mavsen J På nær et lille chok i sidste uge hvor jeg begyndte at bløde og måtte en tur på Hvidovre Hospital, går det fint. Jeg skal bare slappe lidt af (stress er ikke godt…), men når man jeg samtidig er stædig og VIL have min bog færdig plus passe mit andet arbejde… ja, så er det svært. Og så har min kæreste og jeg også lige en flytning oveni. Vi har fået lejlighed, og det er SÅ dejligt! Det eneste, som er ”galt”, er min blære. Ved ikke om I kan huske i foråret, hvor jeg ikke kunne tisse i 1 måned og gik med kateter… men min blære er aldrig blevet normal igen. Jeg kan tisse – men det er ikke nemt L Og nu hvor jeg er gravid, har jeg altså både en mega-blære OG et barn, der fylder derinde. Og der står konstant tis i mig, fordi jeg ikke kan tisse alt ud. Guf for bakterier = not good. Om jeg får lov til at føde, ved lægerne ikke endnu. Det kommer an på min blæres tilstand, når jeg nærmer mig termin.
Nå, jeg må få skrevet lidt på bogen, inden jeg skal have serveringshatten på igen J

TAG en dejlig dag ;)

Og jeg håber, at I glæder jer til min bog!

tirsdag den 5. november 2013

EN PIGE!

I dag var jeg til midtvejsscanning, og hold da op, det hele blev meget virkeligt nu! Og nu skal jeg ikke mere sige DEN… for vi fik at vide, at det er en PIGE! 

JEG SKAL VÆRE MOR. JEG HAR MIN DATTER INDE I MAVEN.
Wauw, hvor er det helt igennem fantastisk at skrive!! Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle nå så langt! Vinde over spiseforstyrrelsen og så endda trodse alle odds og blive gravid!
Jeg håber virkelig, at det kan bringe håb og motivation til andre. Der ER altså en vej, når man tør gå den – også selv om det tager laaaaang tid (tænk bare hvor længe jeg har været ”på vej ud”. Jeg har sgu ikke været den hurtigste knallert på havnen, men hey – jeg klarede det jo! Og resten af mit liv skal nydes!).

PS. Og hun er en lille bulderbasse. Hun vendte og drejede sig og spjættede med arme og ben. Og på et tidspunkt stak hun numsen helt op i ”kameraet”, så selv scanningsdamen grinede! Bare hun også har den kækhed og det selvværd, når hun kommer ud!).

søndag den 3. november 2013

ER jeg virkelig gravid?!

Øh Mille, ja hvad tror du ellers?

Jeg ved godt, at det lyder rigtig mærkeligt… men det er virkelig svært for mig at tro på, at jeg ER gravid. Og det til trods for, at jeg har set fire graviditetstest få to fine streger, jeg er blevet scannet to gange og har SET spirrevippen, og jeg har nu en mave, der ser sådan ud:


Alligevel har jeg svært ved at tro på det. Jeg tager mig selv i at tænke: ”jeg er nok bare blevet lidt tyk…” Og jeg tror også, at folk kigger på mig og tænker: ”hun har da godt nok fået en tyk mave”. Min kæreste prøver at overbevise mig om, at folk ikke tænker det – det er TYDELIGT, at det er en gravidmave, siger han. Hmm godt så J
Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg ”var dømt ude”… altså at jeg har fået at vide, at jeg aldrig ville kunne få børn, pga. min krop er for skadet efter spiseforstyrrelsen. Så kan der jo ikke være et barn i mig nu?

Eller skyldes det en rest fra spiseforstyrrelsen, som fokuserer på, at jeg tager på, og som ikke kan forstå, at min krop kan skænke mig noget så stort og dyrebart som ET BARN? Min ”forbandede krop” som jeg så tit har kaldt den. Det hænger jo slet ikke sammen!
Eller er det mon helt normalt som gravid at svinge mellem at forstå og ikke forstå, at man skal være MOR? Det er jo en vildt stor ting og en milepæl i ens liv!
I morgen går jeg ind i 20.uge, dvs. jeg er HALVVEJS i graviditeten allerede! Og tirsdag skal jeg til scanning igen, og der får jeg at vide, om jeg venter mig en pige eller en dreng J Jeg har allerede sommerfugle i maven – glæder mig sådan til at se spirrevippen igen og endda kunne få sat ”hun” eller ”han” på! Måske går det så ENDELIG op for mig for alvor, at jeg altså ER gravid, og at jeg skal være mor til en pige eller en dreng J