tirsdag den 31. december 2013

Refleksioner på den sidste dag i året. Og GODT NYTÅR!!

Så er det sidste dag i 2013, og jeg sidder som så mange andre og tænker tilbage på året, der er gået.

Det har budt på både godt og skidt – heldigvis klart mest godt!

Det dårlige kan jeg overstå først: foråret bød på indlæggelse og sygdom i et par måneder, hvor min krop spadsede helt ud med bl.a. tissestop uden lægerne kunne forklare det. Jeg var meget bange der, for om jeg skulle gå med kateter resten af livet. Heldigvis kom min blære i gang igen. Her i efteråret (mens jeg er gravid) har jeg haft sådan en omgang igen, men nu kan jeg - syv, ni, tretten - tisse igen. Håber lægerne i det nye år finder ud af, hvorfor min krop i perioder reagerer sådan. Det er som om, den går amok på sig selv.

Og så alt det gode!

Jeg har - som mange af jer ved - ikke haft menstruation i rigtig mange år (16). Den kom tilbage i 2012, men det har været med en del gener og hormonkuller. Endelig her i sommers kunne jeg mærke, at "det faldt på plads". Det begyndte at blive naturligt for min krop at have menstruation igen. Jeg fik lige sagt: "nu tror jeg, at min krop er rigtig kvinde igen" til min kæreste - og måneden efter blev jeg gravid! (det var vores ønske, men vi havde ikke troet på det med min historie).

Det har været og er en KÆMPE omvæltning at blive gravid. Én ting er selvfølgelig kroppens fysiske forandringer - en voksende mave, mere sul på kroppen her og der og kæmpe-bryster (er fanme gået fire skåle op. Jo, du læste rigtigt: FIRE! "Milles mælkeproduktion" skal måske blive mit næste firma!?). Men det er faktisk det mindste. Jeg ved, hvorfor jeg vokser, og det er nødvendigt for at lillepigen har det godt. De største omvæltninger er klart de psykiske. Jeg er EKSTREMT følsom (kan græde over ingenting!) og føler mig meget sårbar. Hele min spiseforstyrrede historie bliver kørt igennem igen og igen og bringer sorg og frustration med sig. Tænk at jeg har været ved at ødelægge mit liv - det giver bare slet ikke mening, når jeg nu mærker, hvor fantastisk det er med livsbekræftende spark fra min mave. ALDRIG vil jeg ødelægge hendes liv (eller andres), så hvorfor har det været ok at ødelægge mit eget?

Jeg har haft MEGET svært ved at FORSTÅ, at jeg ER gravid og skal være noget så stort som MOR. Selv om jeg jo tydeligt kan se det på kroppen, er den følelsesmæssige forståelse ikke fuldt med. Det er simpelthen for uvirkeligt og stort for mig. Når jeg har snakket med andre gravide, har de gloet på mig, som om jeg er idiot. "Kan du ikke forstå, at du er gravid?! Jamen det er jo tydeligt!". Ja - jeg kan sgu også godt SE det, er ikke blind! I forstår bare ikke følelserne omkring det, fordi I ikke har "været ude på kanten", hvor jeg har været. Det er først her i slutningen af graviditeten, at jeg forstår, at jeg er gravid - at der kommer en lille pige ud, som er min datter. Men stadig er det voldsomt overvældende for mig.

 Her d. 28. dec. var vi til scanning i 3D/4D. De scanninger man får lavet på hospitalet er i 2D – dvs. ”bare” et sort/hvid stilbillede. I 3D/4D kan du se din baby rigtigt og i bevægelse, og det var en meget stor oplevelse! Pludselig gik det endnu mere op for mig, at et lille nyt liv tager form indeni mig. Hun var så smuk allerede, og hun smilede hele tiden. Hun var virkelig i harmoni, kunne vi se, og havde det godt! Meget betryggende, for som gravid er man nok altid nervøs for, om alt nu er, som det skal være, og om den lille har det godt. Efter at have set hende, er jeg helt rolig. Hun hygger sig inde i mig! Det ligner, at hun får min kærestes næse og min mund J Se et billede af hende her:
 

 

Er det ikke vildt en forskel fra scanningen på hospitalet? Hvis nogen er interesserede i, hvor jeg fik lavet scanningen henne: Jordemoderhusets Scanningsklinik, Brolæggerstræde 6 inde i byen (og jeg fik 50 % rabat, fordi jeg går til gravidgymnastik derinde. Ja tak!).

Juleaften i år vil jeg heller ikke glemme. Vi var kun min mor, far, farmor, min kæreste og jeg, og det er flere år siden, at jeg har set min farmor så glad og snakkesaglig. De sidste par år har været turbulente for hende med sygdom, min farfars død og hun er kommet på plejehjem, så hun har ikke været "min gamle farmor". Men juleaften var hun ikke til at drive i seng, og da vi andre så trætte ud kl. 1 om natten, sad hun stadig med et kæmpe smil og var frisk som en havørn. Det syn gjorde mig SÅ glad! Min farmor har altid betydet alt for mig.

2013 blev året, hvor jeg endelig sort på hvidt kunne sætte punktum for de mange år som spiseforstyrret. Jeg var nemlig nu i stand til at skrive om alt det, jeg har arbejdet med for at komme ud af spiseforstyrrelsen, og alle værktøjerne er nu så integrerede i mig, at jeg bruger dem pr. automatik. At behandle mig selv med respekt og kærlighed og at følge min lyst er nu blevet mine nye daglige vaner, hvor det før var respektløshed, ukærlighed og ulyst, der styrede. Jeg er meget meget stolt af at kunne følge min trilogi om mit liv op med "Resten skal nydes" som et smukt punktum for min fortid. Og jeg ønsker af hele mit hjerte, at den vil skubbe kærligt til de mange spiseforstyrrede, som stadig er fanget i helvedet. I kan virkelig gøre SÅ meget selv!!! I har styrken i jer, så brug den nu positivt for jer selv!! Resten af livet skal fanme NYDES!!

Nu tænker I måske: har Mille nogle nytårsforsætter? Nej det har hun ikke. Jeg vil få det bedste ud af 2014 og nyde året, og det er ikke et nytårsforsæt. Det er blevet en selvfølge for mig, at jeg vil have det godt og behandle mig selv godt. Et nytårsforsæt er gerne noget, der ikke holder. Vær dog i stedet til stede i livet og tag det bedste med fra hver dag. Fokus på nærværet i stedet for at sætte regler op om dit og dat om hvad du må og ikke må. Frihed tak! JEG vil styre mit liv!

Til sidst vil jeg ønske jer alle, der følger mig på sidelinjen, et lykkebringende nyt år! Må 2014 blive fyldt med glæde og positive oplevelser! Husk dit ansvar for at det kommer til at ske ;) Tusind tak for alle jeres kommentarer, når jeg laver status på facebook (det er stadig der, I kommenterer, men jeg ved, at I også læser med her!) – det er en fornøjelse at kommunikere med jer! TAK <3


Velkommen 2014!

søndag den 22. december 2013

De første kommentarer til min bog

Min bog er jo først lige udkommet – den kom fra tryk d. 16. dec. – men jeg har allerede fået kommentarer til den.

Jeg har været meget spændt på at høre jeres meninger, fordi jeg selv synes, at den kan virke lidt ”hård og provokerende”. Men det er kærligt ment, fordi jeg virkelig af hele mit hjerte ønsker, at andre spiseforstyrrede forstår, hvad man SELV kan gøre for at rykke sig. Det ville jeg ønske, at jeg selv havde fattet for mange år siden…
Indtil videre har jeg kun fået positive kommentarer for, at den NETOP ”sparker kærligt”. For flere spiseforstyrrede har bogens øvelser og tanker allerede haft effekt, fordi de har turdet prøve det af, jeg skriver! Her er nogle kommentarer:

”Jeg sad lige og læste i din bog og skulle så hen til spejlet for at tage make up af. Så kiggede jeg ind i spejlet og tænkte, at jeg lige for sjov ville prøve det der med at sige "du er smuk" – det har jeg ellers aldrig troet sådan rigtigt på. Men jeg sagde det, og det føltes vildt underligt, og så blev jeg ved med at sige positive ting, og jeg huskede at sige "jeg er", ikke "jeg vil gerne, eller ønsker at være". Det var virkelig en underlig oplevelse men fandt ud af, at jeg faktisk er heldig med mange ting, og at jeg blevet bedre til mere.”
”Jeg elsker især det der, du har skrevet med, at man ikke "tør" sige nej til kage, når man er på vej ud af spiseforstyrrelsen, fordi så tror andre straks, at det er anoreksien. Sådan har jeg haft det virkelig meget på det seneste med min far. Alt jeg sagde nej til, troede han, var anoreksien. Så i går sagde jeg pænt nej tak til det, jeg ikke ville have og tænkte "fuck hvad han tænker, jeg ved jeg har det bedst sådan".”
”Av, du rammer mig lige i solar plexus med mange af de ting, du skriver, Mille!”

”Faktisk har jeg brugt en af dine øvelser i dag: begyndte at tænke gode tanker om mig selv fra morgenstunden – du ved sætninger i hovedet, jeg blev ved med at gentage. Jeg skulle til behandling i dag, og i modsætning til hvad jeg plejer (jeg er ikke god nok, har ikke noget at bidrage med, de andre er klogere, smukkere osv. end mig), tænkte jeg modsat! Det gjorde, at jeg lynhurtigt faldt i snak med de andre piger i venteværelset og på initiativ fra mig! Kropsøvelserne, vi lavede, fandt jeg langt mindre irriterende, og jeg snakkede i gruppen, som jeg sjældent har prøvet! Jeg spiste morgenmad hjemmefra (plejer jeg jo ikke, når jeg skal vejes), og jeg vidste, at jeg ville have taget på siden sidst pga. bl.a. menstruation. Det plejer at påvirke mig negativt men ikke i dag! Jeg er sikker på, at de andre kunne mærke, at jeg var anderledes positiv. Mange af de andre havde tabt sig ret meget i dag, men jo altså ikke mig. Der kom lige en lille snert af "øv, hvorfor er det ikke mig", men jeg vendte det hurtigt til at være godt for mig og ok, at det ikke var mig i deres situation! Det har været vildt anderledes selvfølgelig og lidt: "ej, det er da forkert at tænke så venligt om mig selv", men ved nærmere eftertanke er det jo underligt, fordi det er uvant! Sådan er alting man ikke kender til... Jeg må prøve at holde fast i de gode tanker. Det var i hvert fald tankevækkende!”

Med sådanne kommentarer kan jeg jo kun blive glad og stolt over, at mine råd og erfaringer kan ”åbne øjnene” og skubbe andre spiseforstyrrede på rette vej J

tirsdag den 17. december 2013

Her er bogen!!

Åh, hvor har jeg glædet mig til at vise jer hvor fin, ”Resten skal nydes” er blevet!! Jeg ved godt, at det ”bare” er en bog, men jeg er virkelig, virkelig stolt af den!! Når man brænder for noget, og man lykkes med det, er det sådan en fantastisk følelse. Min passion er at skrive, og når jeg følger den passion/lyst, har jeg det allerbedst. At følge min lyst har været et af de vigtigste skridt for mig for at bryde ud af spiseforstyrrelsen. Spiseforstyrrelse er nemlig indbegrebet af ULYST, så jo mere man begynder at følge LYSTEN, jo mere smuldrer spiseforstyrrelsen. Der er ikke plads til begge dele. Og lyst avler mere lyst, så når først man er begyndt på den vej…. såååå… ;)

Jeg er super stolt af både indholdet og omslaget. Omslaget har grafiker Ann Bergsman (www.bergsman.dk) designet GRATIS til mig, fordi hun gerne ville støtte mig. Hun kender mig kun gennem mine andre bøger, altså ikke personligt. Det synes jeg er meget smukt gjort af hende, og jeg er hende dybt taknemmelig. Hvis jeg selv skulle ha’ lavet et omslag, var det blevet noget juks. Nu ligner bogen en rigtig PROF bog!! Spot on Ann!
Indholdet er jeg stolt af, fordi det beskriver min vej ud af spiseforstyrrelsen. Alt det jeg har arbejdet med for at blive så stærk, som jeg er i dag, er med i bogen. Det kan ikke være et bedre punktum for min FORTID, at jeg nu har formidlet mine erfaringer og råd gennem det skrevne ord, som jeg elsker!

Og nu skal I se den:
Forsiden:




 
 
Ryggen:


 
Bagsiden:



 
Husk at den ikke kommer ud i boghandlerne i år, desværre. Så den kan kun købe af mig (mail til mille@ihdumille.dk). Pris 199 kr. plus porto 45 kr.

lørdag den 14. december 2013

Mere nydelse, tak!

Hvis du går ind i en kiosk og kigger på udbuddet af blade/magasiner til kvinder, taler det sit tydelige sprog. Det handler meget om AT FIXE. På få uger skal vi ændre enten vores mave, vores lår, vores numse eller vores arme, tabe 5 kg., stramme os op, få styr på vores parforhold osv. Mht. maden handler det meget om SLANKEKUR – at vi skal TABE OS. De to ord TABE OS (selv) siger det hele. Der er selvfølgelig intet galt i at gå ned i kilo, hvis det er det bedste, og man reelt vejer for meget. Og det er ok at tænke på sin sundhed og passe på sig selv. Men det er MÅDEN, det bliver fremstillet på, som er ødelæggende, synes jeg. Den får os kvinder til at føle os forkerte og tykke (selv om vi ikke er det). Pudsigt nok stiger antallet af overvægtige og antallet af spiseforstyrrede, selv om vi bliver bombarderet med sundhedsråd alle vegne.

Mange giver simpelthen også op i kampen for at finde ud af, hvad der er det bedste at spise, fordi rådene ændrer sig. Så må vi spise kartofler, så må vi ikke. Så er fedt det værste men sukker ok. Og så er sukker skurken og fedt det gode. Så må vi spise brød, og så må vi ikke. Det er ret forvirrende!
Men hvorfor gribe sundhed an på den måde? Mon det ville hjælpe at snakke sundhed på en anden måde? Hvis det ikke har gjort os sundere (både fysisk og mentalt) på den måde, vi har gjort det på indtil nu, så kunne vi jo prøve på en anden måde? Hvad med at fokusere på, hvordan vi lærer vores egen krop at kende og på, hvordan vi lærer at mærke efter? Og hvad med at snakke NYDELSE?
Der er nogen, der siger til mig: ”Måden bladene skriver det på, sælger. Kvinderne vil gerne læse om det. Hver gang der står noget med slankekur på forsiden, køber flere det”.

Nope, jeg tror ikke på, at vi kvinder inderst inde gider. Jo, vi vil selvfølgelig gerne lære om sundhed, MEN jeg tror, at rigtig mange kvinder hungrer efter at føle sig frie, føle sig gode nok og hungrer efter at føle lyst. Vi gør rigtig meget, fordi vi ”bør”, for at føle os mest ”korrekte” og for at føle, at vi ”passer ind”.

Og så er det, at Mille her går ud og brækker sig (altså ikke bogstavelig talt). Jeg vil ikke med på den bølge. Nu føler jeg lige, at jeg har fået ”livet igen” efter spiseforstyrrelsen, og så vil jeg ikke ryge ind i en kasse, så jeg passer ind.

Jeg vil være mig, præcis som jeg er, jeg vil have det godt, jeg vil nyde, og jeg vil følge min lyst. Jeg vil elske mig selv og min krop MED de ”fejl” og særheder, som jeg har. Hvilket i virkeligheden jo ikke er ”fejl”. De er blot det, der gør mig til mig. Det er helt klart alle de restriktive år i spiseforstyrrelsen, der har givet mig den gave med. Jeg GIDER IKKE forbud og regler mere, og jeg vil have lov til at være mig, og jeg vil spise, hvad jeg har lyst til!! Basta!

Jeg elsker derfor, når andre kvinder også prioriterer nydelsen og glæden i maden frem for sundhed for sundhedens skyld.
Det gør f.eks. ernæringsterapeut Tine Grandjean. Hun har lige udgivet en lille sanselig kogebog, hvor hun fokuserer på nydelsen og glæden ved maden. I forordet skriver hun bl.a.:

”Når fokus er på sundhed for at være sund og slank, skabes en frygt for at lårene vokser, for at ældes, blive syg, forfejle vor tids umulige idealer om evigt overskud og ungdom. (…) Derfor ønsker jeg en større opmærksomhed på mad som glæde, sanselighed og leg. Bogen er en modpol til sundheden for sundhedens skyld.”
Ikke nok med at der er den ene lækre opskrift efter den anden bogen igennem, så har hun også mellem opskrifterne skrevet små digte om mad. Sådan en kogebog har jeg ikke set før!

Bogen hedder ”Elsk maden”, og den er en perfekt mandel- eller julegave i stedet for de ”almindelige slankebøger”.
 
Mere nydelse, tak!

søndag den 1. december 2013

Jul og spiseforstyrret

Julen er en hyggelig og dejlig tid på året – men for nogen er det (også) en udfordrende tid. De spiseforstyrrede.
 
Som barn holdt jeg rigtig meget af december og ikke mindst af juleaften. Jeg lavede hjemmebagte jødekager, specier og konfekt med min mor, vi kom nelliker i appelsiner og hang op, og hele hytten blev pyntet op med nisser (mange af dem havde min lillesøster og jeg selv lavet). Min far legede nisse og opfandt et nissealfabet. Hver aften lagde jeg småkager og nisseøl til nissen, inden jeg gik i seng, og morgenen efter lå der et brev på nissesprog fra nissen som tak. Og jeg svarede trofast tilbage på nissesprog. Jeg lærte lynhurtigt nissealfabetet og kunne skrive flydende på nissesprog – min far derimod måtte hver aften sidde med alfabetet foran sig og tjekke, hvilket nissetegn han havde lavet som hvilket bogstav J En uge før jul blev jeg ofte syg – af ren spænding! Jeg glædede mig såååååå meget til juleaften med gaver, hygge, guf og min farmor som julemand (min lillesøster og jeg gættede, at det var hende, pga. de store babser. Det vidste vi jo godt, at julemanden ikke har).

Når jeg i dag tænker tilbage, sidder jeg og storsmiler og får en tåre i øjnene. December var virkelig speciel for mig. Jeg er rigtig glad for alt det, mine forældre gjorde ud af det.

Hvad ødelagde min december-glæde? Spiseforstyrrelsen. Pludselig blev maden og guffet ikke noget, jeg glædede mig til. Jeg fik derimod angst over det og frygtede hver jul. Selv hyggen gik det ud over, fordi jeg brugte så meget krudt og fokus på MADEN, så jeg ikke kunne være ordentligt til stede.
 
I dag har jeg lært, hvor stor betydning FOKUS har. Jeg kan forstå, at jo mere jeg fokuserede på maden som PROBLEMET, jo værre fik jeg det. Jeg glemte helt at fokusere på ting og folk omkring mig og på at være til stede. Maden på bordet fik al min opmærksomhed.

Og hvad sker der med det, vi fokuserer meget på? Det vokser og får næring.  

Mine problemer med og angst for maden blev altså større og større (hvilket i øvrigt er det, der sker, når behandlingen kører meget i mad og vægt). Det var først, da jeg lærte at skifte FOKUS, at jeg kunne se på mad som "bare mad" og i stedet bruge kræfter på at fokusere på, hvordan jeg gerne vil have det, være og på hvad jeg vil opleve her i livet.

Tankerne og det du fokuserer på, er DET du skal lære at kontrollere i stedet for at give al magt til maden (rigtig meget mere om det i min bog "Resten skal nydes"!).

Nu er det d. 1. dec. og også første søndag i advent i dag. Mine tanker går derfor til alle jer spiseforstyrrede, der endnu kæmper med at blive frie. Jeg håber inderligt, at I ikke tror, at I skal have det på denne måde resten af jeres liv. I KAN vende jeres tanker! Det tager tid, og du skal have tålmodighed, viljestyrke og forståelse for dig selv – men holder du ud, venter der guld i enden J

Jeg vil nyde december - og resten af mit liv J
 
PS. Min bog "Resten skal nydes" går i tryk i morgen, jubiiiiii! Så inden for max. 14 dage har alle jer, der har bestilt et eksemplar, bogen i jeres postkasse. Desværre når jeg ikke at få bogen ud i boghandlerne inden jul, så hvis du vil have et eksemplar af bogen i år, skal du bestille den direkte hos mig. Mail til mig på mille@ihdumille.dk. Den kommer til at koste 199 kr.