Mange giver
simpelthen også op i kampen for at finde ud af, hvad der er det bedste at
spise, fordi rådene ændrer sig. Så må vi spise kartofler, så må vi ikke. Så er
fedt det værste men sukker ok. Og så er sukker skurken og fedt det gode. Så må
vi spise brød, og så må vi ikke. Det er ret forvirrende!
Men hvorfor
gribe sundhed an på den måde? Mon det ville hjælpe at snakke sundhed på en
anden måde? Hvis det ikke har gjort os sundere (både fysisk og mentalt) på den
måde, vi har gjort det på indtil nu, så kunne
vi jo prøve på en anden måde? Hvad med at fokusere på, hvordan vi lærer vores
egen krop at kende og på, hvordan vi lærer at mærke efter? Og hvad med at
snakke NYDELSE?
Der er nogen, der siger til
mig: ”Måden bladene skriver det på, sælger. Kvinderne vil gerne læse om det.
Hver gang der står noget med slankekur på forsiden, køber flere det”.Nope, jeg tror ikke på, at vi kvinder inderst inde gider. Jo, vi vil selvfølgelig gerne lære om sundhed, MEN jeg tror, at rigtig mange kvinder hungrer efter at føle sig frie, føle sig gode nok og hungrer efter at føle lyst. Vi gør rigtig meget, fordi vi ”bør”, for at føle os mest ”korrekte” og for at føle, at vi ”passer ind”.
Og så er det, at Mille her går ud og brækker sig (altså ikke bogstavelig talt). Jeg vil ikke med på den bølge. Nu føler jeg lige, at jeg har fået ”livet igen” efter spiseforstyrrelsen, og så vil jeg ikke ryge ind i en kasse, så jeg passer ind.
Jeg vil være mig, præcis som jeg er, jeg vil have det godt, jeg vil nyde, og jeg vil følge min lyst. Jeg vil elske mig selv og min krop MED de ”fejl” og særheder, som jeg har. Hvilket i virkeligheden jo ikke er ”fejl”. De er blot det, der gør mig til mig. Det er helt klart alle de restriktive år i spiseforstyrrelsen, der har givet mig den gave med. Jeg GIDER IKKE forbud og regler mere, og jeg vil have lov til at være mig, og jeg vil spise, hvad jeg har lyst til!! Basta!
Jeg elsker derfor, når andre kvinder også prioriterer
nydelsen og glæden i maden frem for sundhed for sundhedens skyld.
Det gør f.eks. ernæringsterapeut Tine Grandjean. Hun har lige
udgivet en lille sanselig kogebog, hvor hun fokuserer på nydelsen og glæden ved
maden. I forordet skriver hun bl.a.:
”Når fokus er på sundhed for at være sund og slank, skabes
en frygt for at lårene vokser, for at ældes, blive syg, forfejle vor tids
umulige idealer om evigt overskud og ungdom. (…) Derfor ønsker jeg en større
opmærksomhed på mad som glæde, sanselighed og leg. Bogen er en modpol til
sundheden for sundhedens skyld.”
Ikke nok med at der er den ene lækre opskrift efter den
anden bogen igennem, så har hun også mellem opskrifterne skrevet små digte om
mad. Sådan en kogebog har jeg ikke set før!
Bogen hedder ”Elsk maden”, og den er en perfekt mandel-
eller julegave i stedet for de ”almindelige slankebøger”.
Ingen kommentarer:
Tilføj en kommentar