De første kommentarer til min bog

Min bog er jo først lige udkommet – den kom fra tryk d. 16. dec. – men jeg har allerede fået kommentarer til den.

Jeg har været meget spændt på at høre jeres meninger, fordi jeg selv synes, at den kan virke lidt ”hård og provokerende”. Men det er kærligt ment, fordi jeg virkelig af hele mit hjerte ønsker, at andre spiseforstyrrede forstår, hvad man SELV kan gøre for at rykke sig. Det ville jeg ønske, at jeg selv havde fattet for mange år siden…

Indtil videre har jeg kun fået positive kommentarer for, at den NETOP ”sparker kærligt”. For flere spiseforstyrrede har bogens øvelser og tanker allerede haft effekt, fordi de har turdet prøve det af, jeg skriver! Her er nogle kommentarer:

”Jeg sad lige og læste i din bog og skulle så hen til spejlet for at tage make up af. Så kiggede jeg ind i spejlet og tænkte, at jeg lige for sjov ville prøve det der med at sige "du er smuk" – det har jeg ellers aldrig troet sådan rigtigt på. Men jeg sagde det, og det føltes vildt underligt, og så blev jeg ved med at sige positive ting, og jeg huskede at sige "jeg er", ikke "jeg vil gerne, eller ønsker at være". Det var virkelig en underlig oplevelse men fandt ud af, at jeg faktisk er heldig med mange ting, og at jeg blevet bedre til mere.”

”Jeg elsker især det der, du har skrevet med, at man ikke "tør" sige nej til kage, når man er på vej ud af spiseforstyrrelsen, fordi så tror andre straks, at det er anoreksien. Sådan har jeg haft det virkelig meget på det seneste med min far. Alt jeg sagde nej til, troede han, var anoreksien. Så i går sagde jeg pænt nej tak til det, jeg ikke ville have og tænkte "fuck hvad han tænker, jeg ved jeg har det bedst sådan".”

”Av, du rammer mig lige i solar plexus med mange af de ting, du skriver, Mille!”

”Faktisk har jeg brugt en af dine øvelser i dag: begyndte at tænke gode tanker om mig selv fra morgenstunden – du ved sætninger i hovedet, jeg blev ved med at gentage. Jeg skulle til behandling i dag, og i modsætning til hvad jeg plejer (jeg er ikke god nok, har ikke noget at bidrage med, de andre er klogere, smukkere osv. end mig), tænkte jeg modsat! Det gjorde, at jeg lynhurtigt faldt i snak med de andre piger i venteværelset og på initiativ fra mig! Kropsøvelserne, vi lavede, fandt jeg langt mindre irriterende, og jeg snakkede i gruppen, som jeg sjældent har prøvet! Jeg spiste morgenmad hjemmefra (plejer jeg jo ikke, når jeg skal vejes), og jeg vidste, at jeg ville have taget på siden sidst pga. bl.a. menstruation. Det plejer at påvirke mig negativt men ikke i dag! Jeg er sikker på, at de andre kunne mærke, at jeg var anderledes positiv. Mange af de andre havde tabt sig ret meget i dag, men jo altså ikke mig. Der kom lige en lille snert af "øv, hvorfor er det ikke mig", men jeg vendte det hurtigt til at være godt for mig og ok, at det ikke var mig i deres situation! Det har været vildt anderledes selvfølgelig og lidt: "ej, det er da forkert at tænke så venligt om mig selv", men ved nærmere eftertanke er det jo underligt, fordi det er uvant! Sådan er alting man ikke kender til... Jeg må prøve at holde fast i de gode tanker. Det var i hvert fald tankevækkende!”

Med sådanne kommentarer kan jeg jo kun blive glad og stolt over, at mine råd og erfaringer kan ”åbne øjnene” og skubbe andre spiseforstyrrede på rette vej J