Det har budt på både godt og skidt –
heldigvis klart mest godt!
Det dårlige kan jeg overstå først:
foråret bød på indlæggelse og sygdom i et par måneder, hvor min krop spadsede
helt ud med bl.a. tissestop uden lægerne kunne forklare det. Jeg var meget
bange der, for om jeg skulle gå med kateter resten af livet. Heldigvis kom min
blære i gang igen. Her i efteråret (mens jeg er gravid) har jeg haft sådan en
omgang igen, men nu kan jeg - syv, ni, tretten - tisse igen. Håber lægerne i
det nye år finder ud af, hvorfor min krop i perioder reagerer sådan. Det er som
om, den går amok på sig selv.
Og så alt det gode!
Jeg har - som mange af jer ved -
ikke haft menstruation i rigtig mange år (16). Den kom tilbage i 2012, men det
har været med en del gener og hormonkuller. Endelig her i sommers kunne jeg
mærke, at "det faldt på plads". Det begyndte at blive naturligt for
min krop at have menstruation igen. Jeg fik lige sagt: "nu tror jeg, at
min krop er rigtig kvinde igen" til min kæreste - og måneden efter blev
jeg gravid! (det var vores ønske, men vi havde ikke troet på det med min
historie).
Det har været og er en KÆMPE
omvæltning at blive gravid. Én ting er selvfølgelig kroppens fysiske
forandringer - en voksende mave, mere sul på kroppen her og der og
kæmpe-bryster (er fanme gået fire skåle op. Jo, du læste rigtigt: FIRE!
"Milles mælkeproduktion" skal måske blive mit næste firma!?). Men det
er faktisk det mindste. Jeg ved, hvorfor jeg vokser, og det er nødvendigt for
at lillepigen har det godt. De største omvæltninger er klart de psykiske. Jeg
er EKSTREMT følsom (kan græde over ingenting!) og føler mig meget sårbar. Hele
min spiseforstyrrede historie bliver kørt igennem igen og igen og bringer sorg
og frustration med sig. Tænk at jeg har været ved at ødelægge mit liv - det
giver bare slet ikke mening, når jeg nu mærker, hvor fantastisk det er med
livsbekræftende spark fra min mave. ALDRIG vil jeg ødelægge hendes liv (eller
andres), så hvorfor har det været ok at ødelægge mit eget?
Jeg har haft MEGET svært ved at
FORSTÅ, at jeg ER gravid og skal være noget så stort som MOR. Selv om jeg jo tydeligt
kan se det på kroppen, er den følelsesmæssige forståelse ikke fuldt med. Det er
simpelthen for uvirkeligt og stort for mig. Når jeg har snakket med andre
gravide, har de gloet på mig, som om jeg er idiot. "Kan du ikke forstå, at
du er gravid?! Jamen det er jo tydeligt!". Ja - jeg kan sgu også godt SE
det, er ikke blind! I forstår bare ikke følelserne omkring det, fordi I ikke
har "været ude på kanten", hvor jeg har været. Det er først her i
slutningen af graviditeten, at jeg forstår, at jeg er gravid - at der kommer en
lille pige ud, som er min datter. Men stadig er det voldsomt overvældende for
mig.
Er det ikke vildt en forskel fra
scanningen på hospitalet? Hvis nogen er interesserede i, hvor jeg fik lavet
scanningen henne: Jordemoderhusets Scanningsklinik, Brolæggerstræde 6 inde i
byen (og jeg fik 50 % rabat, fordi jeg går til gravidgymnastik derinde. Ja tak!).
Juleaften i år vil jeg heller ikke
glemme. Vi var kun min mor, far, farmor, min kæreste og jeg, og det er flere år
siden, at jeg har set min farmor så glad og snakkesaglig. De sidste par år har
været turbulente for hende med sygdom, min farfars død og hun er kommet på
plejehjem, så hun har ikke været "min gamle farmor". Men juleaften
var hun ikke til at drive i seng, og da vi andre så trætte ud kl. 1 om natten,
sad hun stadig med et kæmpe smil og var frisk som en havørn. Det syn gjorde mig
SÅ glad! Min farmor har altid betydet alt for mig.
2013 blev året, hvor jeg endelig
sort på hvidt kunne sætte punktum for de mange år som spiseforstyrret. Jeg var
nemlig nu i stand til at skrive om alt det, jeg har arbejdet med for at komme
ud af spiseforstyrrelsen, og alle værktøjerne er nu så integrerede i mig, at
jeg bruger dem pr. automatik. At behandle mig selv med respekt og kærlighed og
at følge min lyst er nu blevet mine nye daglige vaner, hvor det før var
respektløshed, ukærlighed og ulyst, der styrede. Jeg er meget meget stolt af at
kunne følge min trilogi om mit liv op med "Resten skal nydes" som et
smukt punktum for min fortid. Og jeg ønsker af hele mit hjerte, at den vil
skubbe kærligt til de mange spiseforstyrrede, som stadig er fanget i helvedet.
I kan virkelig gøre SÅ meget selv!!! I har styrken i jer, så brug den nu
positivt for jer selv!! Resten af livet skal fanme NYDES!!
Nu tænker I måske: har Mille nogle
nytårsforsætter? Nej det har hun ikke. Jeg vil få det bedste ud af 2014 og nyde
året, og det er ikke et nytårsforsæt. Det er blevet en selvfølge for mig, at
jeg vil have det godt og behandle mig selv godt. Et nytårsforsæt er gerne
noget, der ikke holder. Vær dog i stedet til stede i livet og tag det bedste
med fra hver dag. Fokus på nærværet i stedet for at sætte regler op om dit og
dat om hvad du må og ikke må. Frihed tak! JEG vil styre mit liv!
Til sidst vil jeg ønske jer alle,
der følger mig på sidelinjen, et lykkebringende nyt år! Må 2014 blive fyldt med
glæde og positive oplevelser! Husk dit ansvar for at det kommer til at ske ;) Tusind
tak for alle jeres kommentarer, når jeg laver status på facebook (det er stadig
der, I kommenterer, men jeg ved, at I også læser med her!) – det er en fornøjelse
at kommunikere med jer! TAK <3
Velkommen 2014!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar