tirsdag den 23. december 2014

Glædelig jul!

Ja, så blev det d. 23. december, og i morgen er det juleaften. Jeg håber af hele mit hjerte, at alle I spiseforstyrrede derude har klaret alle udfordringerne i december, og at I nu kan nyde juledagene. Jeg ved, at det er svært, men hvis vi nu alle sender tanker til hinanden og mærker, at vi ikke er alene? - så bliver det lidt lettere. Følelsen af at være den eneste person på kloden, der kan tænke så "mærkeligt", gør det hele meget værre. Synes jeg i hvert fald :) Jeg kan tydeligt huske, at jeg seriøst troede, at det KUN var mig, der kunne tænke sådan og have det så svært med noget så simpelt og naturligt som AT SPISE. Men vi er mange, fandt jeg heldigvis ud af :)

Så sidder du i morgen aften omkring bordet og føler dig som den mærkeligste person i universet, så send tanker til mig - så sender jeg dem videre til andre spiseforstyrrede :) Husk at det ikke er alt eller intet. Alt med måde, lidt af det hele, balance og frem for alt: nydelse og nærvær. Prøv så godt du kan at være til stede med dem, du er sammen med (i stedet for at lade hovedet drøne af sted med madtanker) - vær observerende, mærk stemningen, lyt til hvad der bliver snakket om, kig på lysene og julepynten, mærk numsen på din stol og tænk over at du sidder lige dér, midt i dit liv, og at det skal nydes og leves i stedet for at overleves. Din spiseforstyrrelse er DIN GAVE. Bare vent til du lærer at bruge den positivt! Du vil få svære perioder alligevel (det har jeg selv lige haft pga. Julias mad. Læs forrige indlæg), men det er netop dem, som du lærer af, og fra gang til gang bliver du bedre og bedre til at mærke, hvad der sker i dig, og træffe bedre valg for dig selv. Jeg er stolt af mig selv, og jeg er lykkelig for at have spiseforstyrrelsen som guide i mit liv. Også selv om det nogle gange betyder voldsomme udfordringer. Jeg ville ikke være blevet den Mille, jeg er i dag, uden spiseforstyrrelsen i bagagen og nu som en del af mig resten af livet - men det betyder, at RESTEN SKAL NYDES mere!

Og så kommer jeg da lige i tanke om, at I aldrig fik min anden yndlingsjulesang! Den ene linkede jeg til i dette blogindlæg, og den anden er her.

RIGTIG GLÆDELIG JUL!

Min farmor har fødselsdag i dag, så Julia og jeg vil tage på plejehjemmet og fejre hende :)

søndag den 21. december 2014

Julias mad... og min spiseforstyrrede side...

Undskyld at jeg ikke har fået skrevet indlæg i så mange dage :( Jeg havde ellers tænkt mig at blogge meget her i december, men sådan skulle det ikke blive. Jeg har nemlig haft mine udfordringer. Min spiseforstyrrede side har kigget frem, og jeg glemte at huske, hvad jeg har lært, at det betyder!!

Her er, hvad der skete, og ikke mindst hvad jeg har lært. Selv om det handler om baby og mad, så læs videre selv om du slet ikke er der i dit liv (og måske er ved at brække dig over at høre om andres børn. Men så glem at det handler om min datter og fokuser kun på pointen).

Jeg har skrevet dette indlæg over flere dage, og jeg viser jer, hvad jeg først skrev, og hvad jeg i dag kan skrive, fordi jeg nu har fået det "på plads" i mit hoved.

Først skrev jeg:

Som jeg skrev om i dette indlæg, har Julia kun ville have babs - ikke rigtig mad. Først d. 13. nov., hvor jeg skrev indlægget, spiste hun en lille smule, og jeg tænkte: "yes, nu spiser hun!"

Det gjorde hun så ikke...

Så siden da er hun igen kun blevet ammet, og hver gang jeg har forsøgt at give hende mad, har hun afvist det. Hun har højst suttet lidt på det, så mast det i sine hænder for til sidst at smide det på gulvet og kigge efter det (dog uden at sige hov endnu!).

D. 11. dec. var sundhedsplejersken på besøg. Hun var ved at falde på halen over, at Julia allerede kan gå selv, når hun holder i vores hænder eller en gåvogn - hun er altså kun 8 måneder! Og hun kravlede jo også mega tidligt. Da hun var 5 måneder, kravlede hun baglæns, og 6 måneder gammel kravlede hun fuldstændig normalt (og hurtigt!). Så ingenting at sætte på hendes motoriske udvikling.

Men så snakkede vi om maden. Sundhedsplejersken sagde, at hun skal begynde at få andet end babs nu, og når hun ikke selv lægger op til det, må jeg sulte hende lidt. Bum! Jeg skal stoppe med at amme hende om natten, og på et helt døgn må jeg max. amme hende tre gange.

Og her er så første provokation for min spiseforstyrrede side. Jeg skal sulte min datter!

Noget i mig stritter vildt imod, for hvad skete der, da jeg udsatte mig selv for det? Det behøver jeg vidst ikke uddybe (ellers læs mine bøger!).

Men idéen er, at hun skal blive sulten nok til at blive interesseret i at spise maden i stedet for bare at se på den som legetøj. Og det virker, for hun er begyndt at spise, men det holder hårdt. Hun er klart mere sulten, når hun vågner, men den stædige lille prut er alligevel ca. 2 timer om at få spist bare lidt morgenmad. Hun skal først kigge på, at jeg smager på det og siger uuuuuuhm hvor smager det godt!, før hun tænker ok, så prøver jeg da også, når nu mor synes, det er lækkert. Det er også som om, at hun kigger på mig og tænker: "mor, hvorfor giver du mig det her, når du bare kan tage babserne frem?".

Processen gentager sig så dagen lang til frokost, eftermiddagsmad og aftensmad, så I kan nok regne ud, at vi stort set har siddet ved bordet og maden dagen lang! Hvert måltid tager ca. 2 timer, så dagen lang er altså mad, mad, MAD - og jeg er ved at blive sindssyg.

Og her er så anden provokation for min spiseforstyrrede side. Det enorme madfokus dagen lang plus jeg sidder og småspiser for at vække hendes interesse.

Når jeg spiser små bidder ud over min egen mad, tricker det altså noget i hovedet på mig. Også selv om det ikke er meget, for tit lader jeg bare som om, at jeg spiser det, så tror en del af mig, at jeg får spist VOLDSOMT meget (det giver måske mening for andre spiseforstyrrede...). Den spiseforstyrrede del af mig får så

- enten lyst til at sige fuck til det hele, spise en masse og kaste det op bagefter.

- eller til helt at droppe min egen mad, fordi jeg nu "får rigeligt". Den side bliver også næsten mæt af bare at sidde så meget ved bordet dagen lang og kigge på mad. Dvs. den be'r mig gå i sulte-mode.

Er det ikke vanvittigt?! Jeg er lige nu i en totalt ny situation for "frie Mille". Altså, jeg ER blevet fri af spiseforstyrrelsen, men pludselig føler jeg mig ikke så fri, fordi min datter skal lære at spise, og den situation har "frie Mille" jo ikke prøvet før!

Jeg er mildest talt selv temmelig chokeret (og ked af det, stresset, udfordret og TRÆT pga. nætterne med en hysterisk Julia. Hun skriger, som hun aldrig har skreget før, fordi hun ikke må få babs). Men jeg vil dele det med jer for at vise min fortsatte sårbarhed. Det er rigtigt, at jeg er blevet vildt god til at følge min lyst, leve livet og bruge spiseforstyrrelsen som min positive guide, men - åbenbart, mærker jeg jo nu - ligger den på spring i meget nye udfordringer for mig.

Så nåede jeg ikke at færdiggøre indlægget, men nu kan jeg så skrive, hvad der derefter skete :) :

Metoden med at sulte hende virkede altså som sagt, men det holdt drønhårdt både om dagen og om natten (og mine babser har gjort sygt ondt, fordi de ikke er blevet tømt ud, som de plejer). Og min egen mad var tæt på at gå helt i vasken, uden jeg følte, at jeg kunne styre det. Virkelig et flash back til den desperation, man sidder i, når man brændende ønsker at komme ud af spiseforstyrrelsen men føler sig så fandens fanget i dens spind :(

Vendepunktet kom i torsdags. Julia spiste INTET mad hele dagen, og da jeg så om aftenen lagde hende til brystet, fordi jeg ikke kunne holde det ud længere, overspiste hun helt vildt - og brækkede sig så. Lige der gik det op for mig: hvad fanden er det, du har gang i?! Det her kan simpelthen ikke være løsningen. Og så faldt tiøren:

Hvad er det, jeg glemmer?!: Som jeg har skrevet om før, har jeg jo ikke fjernet spiseforstyrrelsen fra mig (og mener heller ikke at man skal gøre det). Jeg bruger de enorme styrker fra den positivt hver dag til at leve mit liv, og jeg bruger den som guide på den måde, at når den pludselig fylder på en negativ måde, ved jeg, at noget er galt! Det glemte jeg lige at huske nu!

Spiseforstyrrelsen har fyldt negativt, fordi jeg har forsøgt at lære Julia at spise på denne måde - det er nemlig ikke løsning for os. Altså, spiseforstyrrelsen har jo NETOP guidet mig igen. Jeg glemte "bare lige" at lytte! Jeg skal altid stoppe op og tænke, hvad er galt?, når maden pludselig bliver et problem for mig igen.

Så de sidste dage har jeg gjort det på vores måde, og det er gået meget meget bedre. Jeg har tilladt hende lidt babs om natten, og om dagen har jeg først tilbudt hende rigtig mad og derefter ammet hende. Det giver jo god mening, at hun skal være lidt sulten, før hun får lyst til at prøve, hvad det der mad er for noget. Og utroligt nok har hun spist MERE mad de sidste dage, selv om jeg også har ammet mere end den foregående uge! Det er som om, at vi har samarbejdet ("babs er ikke væk. Du har stadig trygheden, og så kan du roligt prøve det der mad af". "Godt så, så tør jeg godt!"). Vi har siddet kortere tid ved bordet - al fokus har altså ikke været på mad, mad, mad. Og sådan skal livet jo være! Man skal gerne kunne leve sit liv, uden at maden fylder alle 24 timer. Det vil jeg gerne lære min datter. Og mad skal bestemt ikke køre i straf-belønning. Nøj, hvor har jeg også tænkt i paralleller til behandlingen til spiseforstyrrede...


Smøreost-grin :) Og små fine tænder, der lige er brudt igennem!


Se mig - jeg kan allerede gå. Og jeg skal nok lære at spise også! 

Og husk så: stol nu for fan... på, hvad du selv mærker!! Hvad der er rigtigt for Susanne, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig. Det er dit liv, så lev det som du ønsker det. Der er ingen, der takker dig på dit gravsted for at have kommet dig selv i "en kasse, der kan passe". Jeg var lige ved at komme Julia og mig i "den korrekte (mad)kasse", men jeg er godt nok glad for, at jeg fik stoppet op!

PS (tilføjet d. 23. dec.): det er ærgerligt, at man ikke her på bloggen kan se alle de kommentarer, der kommer på Facebook!



lørdag den 13. december 2014

Spadet måde at snakke sundhed på

"Du skal løbe i 23 minutter eller gå i 38 minutter for at forbrænde 3 æbleskiver".

"Du skal løbe i 25 minutter eller gå i 41 minutter for at forbrænde en fiskefilet med 10 g. remoulade".

"Du skal løbe i 105 minutter eller gå i 169 minutter for at forbrænde en hel julefrokost, og det er endda eksklusiv drikkevarer".


HOLD NU KÆFT!!

Ja undskyld, men jeg synes, at det er en irriterende og misvisende måde at snakke om mad og sundhed på, når man sætter det op på denne måde, som flere blade gør især op til jul.

Mad er ikke bare mad ind, mad ud. Alt hvad man spiser skal ikke bare "brændes af". Tænk hvis vi hver gang, vi havde spist, skulle tænke på hvor meget, der skulle til at forbrænde det igen! Jeps, så er jeg fluks tilbage i spiseforstyrrelsen, for der tænkte jeg sådan. Lige meget hvad jeg spiste, var det ikke godt nok, det måtte ikke være i min mave, og det skulle brændes af eller kastes op. Hvad gjorde det ved mig? At jeg ikke levede mit liv. Al fokus var på mad på en meget, meget uhensigtsmæssig måde (for at sige det meget pænt).

Jeg ved godt, at jeg har været LANGT ude i spiseforstyrrelsen, men jeg tror desværre, at mange (nok især kvinder), der ikke har en voldsom spiseforstyrrelse, alligevel er styret af et forvrænget forhold til mad, krop, kost og sundhed. Hvor skyld, skam, regler, forbud og straf styrer, mere end det er glæde og nydelse. De tænker lidt hen ad: "åh, nu har jeg spist tre småkager, så må jeg kompensere sådan og sådan, eller skal jeg liiiiige give den ekstra gas til træning?".

Men hallo, der er noget, der hedder alt med måde, og der er noget, der hedder balance.

Fordi man sidder til f.eks. julefrokost og spiser mere, end man plejer (og "burde" løbe 105 minutter for at forbrænde det igen...), så tager man altså ikke 5 kg. på natten over.

Hvis man gør sig selv den tjeneste at lære sin krop at kende - dens signaler, lyst og behov - ja så regulerer det hele sig lige så fint. Så har man ikke lyst til at spise som til en julefrokost den næste uge men mærker, at den har brug for mindre mad igen og måske også lidt sundere.

Jeg ved godt, at det kræver TID at lære sin krop at kende, og det har de færreste af os, og i vores "fixe-samfund" har vi ikke tålmodighed til, at det tager længere end 4 uger at ændre vaner. Jeg ved også, at det ikke er skide nemt. Jeg kæmpede i hvert fald meget med at lære at mærke, hvad jeg havde lyst til, hvad der var spiseforstyrrelsens pusten i nakken, og hvad der var min trods imod spiseforstyrrelsen (som ikke nødvendigvis var godt heller). Men den proces er godt givet ud! Tænk langsigtet og vær tålmodig! Udvikling tager tid.

Nå, undskyld mit "sure opstød". Ønsker bare sådan at vi kunne ændre vores generelle måde at snakke mad, kost, krop og sundhed på - til gavn for alle, ikke kun spiseforstyrrede.

søndag den 7. december 2014

Kæmpe overraskelse!

Jeg må lige vise jer, hvad vi fik ind ad døren forleden dag: en kæmpe papkasse fyldt med 24 gaver til Julia! Jeg blev helt paf, da et bud ringede på døren og afleverede den store kasse, og jeg blev endnu mere paf, da jeg fandt ud af, at den er fra en pige, som har læst mine bøger, hørt mit foredrag flere gange og som jeg har mailet med, der har sendt den! Jeg er virkelig rørt, beæret, tom for ord, overvældet...ja, jeg kan slet ikke sætte ord på. Tænk at hun har brugt tid og penge på at købe 24 gaver til Julia, pakke dem fint ind med tal på og sende dem... for at gøre Julia (og mig) glad.

Du er en skøn pige med et kæmpe hjerte <3 Nu bringer du smil og glæde her hver morgen, når Julia åbner en pakke. Jeg ønsker sådan for dig, at du også lærer at være lige så god ved dig selv, som du er mod andre.

Virkelig af hjertet TAK!


lørdag den 6. december 2014

Overlevelsesstrategi

Fortsættelse fra forrige indlæg :)

Jeg skrev jo, at jeg ikke ser spiseforstyrrelser som sygdomme, men at jeg ser det som en TILSTAND at være i. For mig gjorde og gør det fortsat en kæmpe forskel at ændre ordvalg og syn på det.

Jeg vil også beskrive en spiseforstyrrelse som en OVERLEVELSESSTRATEGI.

Følgende er uddrag fra min bog "Resten skal nydes" (jeg kan jo lige så godt bruge det i stedet for at skrive det endnu engang, bare omformuleret. Lidt "doven" må man gerne være!):

----

Jeg ser en spiseforstyrrelse som en OVERLEVELSESSTRATEGI. Men man er ikke klar over, når man starter den ekstreme mad- og vægtfokusering, at der ligger noget bag. Jeg tænkte i hvert fald ikke: ”nu starter jeg med at fokusere på maden, fordi jeg synes, det hele er temmelig svært”. Jeg var klar over, at jeg havde det svært med det med drenge, at skulle præstere i gymnasiet, at jeg følte mig forkert i forhold til andre osv., men jeg satte det ikke sammen med, at jeg pludselig gik meget op i, hvad jeg spiste (og ikke spiste…). Det er først efter min ERKENDELSE af min spiseforstyrrelse og på vejen ud, at jeg kunne se sammenhængen. Det er altså skræmmende, at man kan være i noget, uden at vide det selv… Det kan måske være svært for andre at forstå, at man ikke selv kan se, hvad man er i! Men det kan man – ofte – ikke!

Mange spiseforstyrrede benægter madmisbruget i maaaaange år, selv om nogen måske påpeger det. Benægtelsen skyldes en kombination af psyke og fysik og så det, at man som sagt ofte ikke selv kan se det. Når kroppen konstant er i en ekstrem stresstilstand (pga. sult, bræk, overtræning, ingen søvn osv.), bliver ens hjerne helt fordrejet og al fornuft og realitetssans forsvinder. Og oveni er der hele den ENORME SKAM over, at man ikke engang kan finde ud af noget så simpelt og naturligt som AT SPISE! Så selv når man erkender det, blokerer skammen for ærligheden/indrømmelsen.

Forestil dig at du konstant – og jeg mener virkelig KONSTANT – har tanker om en lyserød elefant i hovedet. Hvor meget plads er der til at tænke på andet? Hele tiden skriger knolden lyserød elefant, lyserød elefant, lyserød elefant, lyserød elefant. Og selv om du skriger tilbage hold nu kæft med den lyserøde elefant!, fortsætter det i én uendelighed, så du føler, at du er ved at blive sindssyg. For spiseforstyrrede er det ikke en lyserød elefant, der kværner, men det er tanker om, hvor forkert, dum, ussel og klam du er, samt tanker om hvad og hvornår du skal spise, og hvad det skal være… og hvordan og hvornår du kan komme til at kaste op, løbe en tur osv. Udelukkende destruktive tanker om dig selv og om mad, der kører på repeat. Og du kan ikke finde stopknappen…

At det er en OVERLEVELSESstrategi, siger i virkeligheden det hele: du OVERLEVER hver dag. Du LEVER ikke. Jo flere år du er i det, jo mere griber det ind i dit liv: du får svært ved at passe studie, arbejde, får det svært socialt, problemer med nærhed og intimitet osv. Din hverdag kæmper du for at få til at fungere. Og selv om du siger til dig selv, at NU er det slut, er alt hvad du gør blevet så indgroet i dig, at det er normalt for dig, og det kører på autopilot. Så selv om du om morgenen lover dig selv, at du ikke vil kaste op, kan du om eftermiddagen finde dig selv med hovedet i lokummet og først bagefter opdage, at du har gjort det igen. Total ydmygelse, skam og nederlag. For jeg vil jo ud af det her! Det er altså vigtigt at gribe ind så tidligt som muligt, inden spiseforstyrrelsen bliver indgroede vaner i dig. Jo længere tid du er i spiseforstyrrelsen, jo længere er vejen tilbage til at leve.  Og nogen kommer aldrig til at leve igen… (uh, det gør ondt at skrive, men det er desværre sandheden). Spiseforstyrrelsen bliver kronisk, eller man dør enten af fysiske skader eller ved selvmord.

Overlevelsesstrategien SPISEFORSTYRRELSE handler altså slet ikke om maden og vægten i bund og grund. Det er blot symptomer/det man kan se og forholde sig til – der er altid noget andet bag. Man misbruger maden til at flygte og til at dulme sig selv med.

Man bliver faktisk lidt som en alkoholiker/narkoman… man skal have sine daglige ”fix”. Og det er netop det, at man får misbrugsadfærd, der gør, at det vanskeliggør mere og mere, at man kan være sig selv og leve sit liv. Der skal mere og mere til, før man opnår ”fixet”, og til sidst er man ikke-eksisterende psykisk. Det kan være svært for andre at forstå, for man ER der jo fysisk, og langt de fleste spiseforstyrrede er normalvægtige og formår – i en lang periode – at passe studie, job og lign. samtidig. Dvs. de lever ET FACADELIV. Det er først, hvis vægten enten bliver for lav eller for høj, at folk kan tænke: ”hmm, er der noget galt der?” Men hvis folk var lidt mere obs på hinandens ve og vel, kan man altså godt fornemme, at noget er galt, selv om vægten er normal. I en spiseforstyrrelse ændrer man adfærd og personlighed, fordi maden pludselig styrer mere end alt andet.

Da jeg stod i badet her forleden morgen, havde jeg barberet mig under armene og stod nu og tørrede mig med håndklædet. Jeg tørrede mig under armene, og idet jeg gjorde det, kløede det helt vildt (efter barberingen). Jeg gnubbede og gnubbede, og jo mere jeg gnubbede, jo mere befriende var det. Jeg blev ved og ved, og pludselig slog det mig, at jeg i de minutter ikke tænkte på EN SKID! Jeg fokuserede fuldt ud på kløen og det lettende i det ved håndklæde-gnubningen. Det er jo sådan, det er, når man er i spiseforstyrrelsen, tænkte jeg!! Al dit fokus er på KLØEN = MADEN, og du kan ikke tænke længere end på, hvad der letter lige nu (ikke at spise, at overspise, kaste op, motionere…). Der er ikke meget plads til andre tanker (og hvis de kommer, ”gnubber du endnu mere med håndklædet”). Okay, måske en lidt sjov sammenligning… Det var blot for at andre, der ikke har haft en spiseforstyrrelse, kan sætte sig ind i, hvor meget fokus maden får! Og at man – i stedet for at bearbejde det, der i virkeligheden er galt/svært at forholde sig til – blot bliver ved og ved og ved med at ”gnubbe med håndklædet”, da det lige nu og her ”hjælper”.

Jo længere tid en spiseforstyrrelse varer, jo mere indgroet bliver det, du gør. Det destruktive bliver VANER. Det bliver lige så naturligt for dig som at børste tænder. Autopiloten er slået til, og man mærker slet ikke sig selv mere. Kaoset er ét samsurium af, at både krop og psyke er fuldstændig ude af balance, så selv når man ERKENDER spiseforstyrrelsen og gerne vil ud af den, er der laaaaang vej, fordi der skal rettes op på så mange ting. Det er både psykisk og fysisk. Alene det at holde op med at kaste op er svært, så længe kroppen er i underskud = den vil blive ved med at skrige efter mad = du kommer til at overspise = kaster op igen.

----

Jeg håber virkelig, at det giver mening, det jeg skriver. Det er ikke for at negligere spiseforstyrrelser, at jeg ikke vil kalde det sygdomme - det håber jeg, I ved!! Det er et HELVEDE at være i. Men jeg synes, at det er vigtigt at begynde at se på spiseforstyrrelser med andre øjne, for kun på den måde kan behandlingen blive bedre. Så længe fokus er på "noget sygt" i stedet for at se på det som "en person i en tilstand"/"en person der overlever i kaotiske følelser", tror jeg ikke, at der sker ændringer.

 

torsdag den 4. december 2014

Du er ikke SYG

Flere tanker efter programmet "For tynd til at leve" :)

Jeg ved godt, at jeg "rører ved noget farligt", når jeg siger/skriver følgende: jeg ser ikke spiseforstyrrelser som sygdomme. Det bliver der ellers sagt igen og igen af langt de fleste, både af de spiseforstyrrede selv, af de pårørende og af behandlere. Og selvfølgelig kan man sige, at man bliver både fysisk og psykisk syg af at leve med en mangeårig spiseforstyrrelse, for det er så gennemgribende ødelæggende på alle måder. Fysisk lider ens krop (både ved anoreksi, bulimi og overspisning), og psykisk ændrer man sig, bliver ustabil, en løgner (ja!) og kommer helt ud af balance.

Alligevel synes jeg, at det er vigtigt at ændre ordvalg - altså hvordan man snakker om og til spiseforstyrrede.

For mig gjorde det i hvert fald en KÆMPE forskel at ændre mit syn fra "jeg er syg" til "jeg er i en tilstand, hvor jeg er ude af balance både fysisk og mentalt, men jeg kan blive fri og komme i balance igen." Der er meget mere power, tro, håb og mulighed for at handle og tage ansvar i den sidste formulering. Når man er SYG, skal "nogen" gøre én RASK, og så kommer man til at lede efter svarene det forkerte sted. For mig har det mere handlet om at lære mig selv at kende, mine styrker og svagheder, hvad jeg har brug for for at fungere i livet, acceptere mig selv, sige til og ikke mindst fra, og at lære at bruge gaverne fra min spiseforstyrrede side i stedet for at fjerne den. Som jeg ser det, er det ikke at ha' været SYG - mere at jeg ikke har kunne tackle, forstå og leve med min sårbarhed og mit følsomme sind.

Jeg håber, at det giver mening! Også selv om du ikke behøver være enig med mig :) Men du kan jo prøve at ændre ordvalg i en periode og så mærke, om det også gør en forskel for dig (hvis du er spiseforstyrret: begynder du at se anderledes på din situation? Hvis du er pårørende: begynder du at se anderledes på den spiseforstyrrede?).

Her er et uddrag fra min bog "Resten skal nydes", hvor jeg netop har skrevet om det:

----

Rigtig mange omtaler spiseforstyrrelser som sygdomme, man skal blive rask fra. Mange spiseforstyrrede får at vide: ”du er syg”, hvilket efter min mening sætter dem i en uhensigtsmæssig situation (oveni den de i forvejen sidder i…). De skal altså stræbe efter at blive raske, og før det sker, ”kan de jo ikke noget” (kommer både de selv og andre til at tænke). Ikke særlig konstruktivt. Prøv selv dagligt at sige til dig selv, at du er syg eller bed én af dine nærmeste om at gøre det – og mærk efter, hvordan du så er, har det og agerer. Får du det godt eller skidt, og hvor meget føler du, at du kan og har overskud til? Du er jo syg!

Til de spiseforstyrrede, jeg har kontakt med, siger jeg i stedet: ”du er ikke syg. Du kan bare ikke finde ud af at være i dig selv, mærke følelser, stå ved dig selv, give dig selv kærlighed – kort sagt har du svært ved at leve med og i dig, som du er. Du er i en TILSTAND, hvor både krop og psyke er ude af balance, men du kan komme i balance igen”. Når det går op for dem, at de ikke er syge og skal stræbe efter at blive raske, sker der noget i dem og med dem… Hallo, så kan jeg jo arbejde med at ændre tingene og blive FRI! Jeg kan lære at leve!  

JA PRÆCIS.  

Vi har alle sammen en barndom (guuuud, er det rigtigt, Mille?!), hvor vi bygges op, blive robuste, spejler os i de voksne omkring os og langsomt tager form til at vokse i højde, drøjde og i personlighed. Vi udsættes for tusindvis af input af god og dårlig slags, og alt efter hvordan vores indre kerne er, tager vi det til os eller det preller af, det hober sig op, og vi lægger låg på, eller vi bearbejder det og får det på plads på en god måde… og lige meget om det er godt eller skidt, tager vi det hele med os i vores personlige bagage. Nogle – tror jeg – er mere sensitive, mere følsomme og mere reflekterende end andre, og hvis deres beholder for, hvad de kan håndtere, fyldes for meget op, eller hvis de er ”små voksne”, kan de ”vælte”. Er der voksne omkring barnet, der er gode til at ”samle op” og snakke om de udfordringer, der er, kan barnet blive holdt på det rette spor. Men er der ikke, kan det desperat søge en måde at få kontrol på. Kontrol ved f.eks. mad- og vægtfokus. Ved at al fokus lægges der – i stedet for fokus på de virkelige udfordringer – flygter man fra at mærke det, der gør ondt. Så kan en ond spiral starte (uden man egentlig ved, hvad man sætter gang i), og fordi maden er SÅ vigtig en ”ting” for vores mentale og fysiske sundhed, kan man til sidst ikke komme ud af det igen. Fysiske abstinenser og psykisk ustabilitet gør det næsten umuligt at vende tilbage til det ”normale” igen. Man er fanget i en TILSTAND, som ikke fra starten var målet (det var ”jeg skal lige tabe mig lidt… SÅ får jeg det bedre”… Tror man. Men ubevidst ville man bare gerne væk fra det uhåndterbare).

----

Husk at der fortsat er tilbud på mine bøger - måske en julegave til dig selv eller én, du holder af? Læs priserne og hvordan du skal gøre her.

Og følg mig på Instagram (søg på milleeigardandersen), hvis du har lyst :)

mandag den 1. december 2014

Glædelig 1. dec. :)

Så tager vi hul på julemåneden med alt, hvad det indebærer af mørke, kulde, sne (?), stearinlys, hygge, julesmåkager, konfekt, travlhed, gaveindkøb, julefrokoster, familie, branderter, nisser, julemand, juletræer, kalendergaver, lys i børns øjne, juletræ, kærlighed....osv.

For mange spiseforstyrrede er det en udfordrende måned, så jeg sender jer alle mange kærlige tanker i denne tid (mere end jeg gør i forvejen). Jeg tænker virkelig virkelig virkelig meget for tiden over, hvordan jeg kan gøre mere, end jeg gør, for at gøre en forskel for spiseforstyrrede. Hvad ville ha' hjulpet mig selv, da jeg stod midt i lortet? Ja, min hjerne kører på højtryk. Jeg ved godt, at jeg ikke kan hjælpe alle, men jeg kan da godt stræbe efter at gøre det så godt, jeg kan, for så mange som muligt :) Måske skal jeg give lidt slip på alle tankerne... det giver tit plads til, at idéerne kan komme frem. Det er lige som, når man glemmer det, man lige skulle til at sige, og jo mere man så tænker over, hvad det var, man ville sige, jo mindre kan man huske det :)

Her tager vi hul på december med snot og ondt i halsen (både Julia og jeg). Og jeg går og venter på at blive opereret for brok i bughulen, som faktisk tilfældigvis blev opdaget, da jeg fik fortalt en læge, at jeg har ondt, og at jeg har en bule på maven (på området mellem maven og tissekonen - ved ikke lige om det hedder noget. Måske nedre maveregion eller øvre tissekone-region? Tissekone lyder i øvrigt så sjovt, synes jeg!). Du kan læse indlægget, hvor jeg var til lægen her, som var en dag, hvor stort set alt gik galt, men jeg tog det med et smil :)

Jeg er ikke færdig med at skrive om tv-programmet "For tynd til at leve". Det satte mange tanker i gang. I dag vil jeg bare lige ønske jer glædelig december!

Husk: du er ikke alene. Og du er ikke mærkelig (to ting som jeg også husker mig selv på).

Jeg har to yndlingsjulesange, som jeg kan høre igen og igen år efter år uden at blive træt af dem. Dette er den ene.

lørdag den 29. november 2014

Tanker efter programmet "For tynd til at leve"

Jeg har flere blogindlæg, jeg gerne vil skrive, efter jeg så programmet om anoreksi (se mit forrige blogindlæg). Det kører simpelthen rundt i knolden på mig, og jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal starte. Så nu tager jeg bare hul på lidt af det :)

Jeg synes, at det var et af de bedre programmer om spiseforstyrrelser. Jeg blev i hvert fald meget ramt af det personligt, fordi jeg røg en tur ned af memory lane og kørte hele min egen historie igennem. Jeg kunne mærke, hvordan jeg selv havde det, da det var mig, der var indlagt, og jeg sad på samme måde og kæmpede med maden under overvågning. Og jeg blev mindet om hele den lange vej, jeg siden hen er gået, og så blev jeg sgu også ret stolt af mig selv. Tænk at jeg har lært at vende mine tanker, så anoreksien ikke længere styrer mig negativt.

Det, som jeg kan savne i programmer om spiseforstyrrelser, er mere fokus på HVORFOR. Altså hvad en spiseforstyrrelse i virkeligheden handler om. Der kommer så meget fokus på mad og vægt i programmerne (f.eks. i dette program så man jo, hvordan hun kæmpede med maden, og man hørte om hendes vægtstigning), så folk fejlagtigt kan tro, at det kun drejer sig om at "få det på plads". Så når vægten er normaliseret, har man det godt og er ude af spiseforstyrrelsen - men det er nok den største fejltagelse overhovedet! Det er først på dette tidspunkt, at den virkelige udfordring kommer (for en pige/dreng med anoreksi). Så selv om kvinden i programmet klart så meget bedre ud i slutningen af programmet, fordi hun havde taget på, er det ikke lig med, at hun så er længere ude af anoreksien... Det er kun den fysiske del af det, og det er det, som folk bedst kan forholde sig til.

Man burde altså høre meget mere om HVORFOR'erne, samt hvad der HJÆLPER til at slippe en spiseforstyrrelse. Det ville give en meget større forståelse for spiseforstyrrelser, så det ikke bare bliver til: "'en anorektiker skal bare tage på, en bulimiker skal bare holde op med at kaste op, og en overspiser skal bare stoppe med at spise så meget og tabe sig".

Der bliver tit også fokuseret på dem, som er allertyndest. Og det, synes jeg, er meget ærgerligt. Ja, dem som er overdrevet tynde er klart nok meget spiseforstyrrede, men sandheden er, at man kan være MINDST lige så spiseforstyrret på en normalvægt!! Jeg vil næsten påstå, at det er værre at være spiseforstyrret, når man er normalvægtig, for så får man absolut ingen forståelse. Går man f.eks. til lægen og forsøger at få hjælp, bliver man mødt med "du kan da ikke have et problem. Du ser da godt ud!" (har jeg hørt fra mange. Inklusiv da jeg selv gik til lægen, inden jeg blev "tynd nok").

Hvad med at lave et program om en helt normalvægtig pige, som ingen ville gætte havde en spiseforstyrrelse? Og så netop lægge vægt på de bagvedliggende årsager, på vejen ud og på hvordan man fortsat holder fast? (som jeg gør nu). Efter dette program blev jeg i hvert fald ikke klogere på, hvad der hjalp kvinden - andet end at hun fik hjælp til maden og tog på.

Hmm, nu tænker jeg, hvad jeg selv kan gøre... måske blive bedre til at fortælle om, hvordan jeg helt præcis hver dag holder fast i livet i stedet for spiseforstyrrelsen...? Selv lave et program? (en dag når det kan lade sig gøre). Skrive en mere håndbogsagtig bog med redskaber, man kan gribe til, når man er på vej ud/er ude af spiseforstyrrelsen? Lave en hjemmeside til spiseforstyrrede og pårørende?

Ja, tankerne kører, kan I nok fornemme!

Det må blive det for nu. Rigtig dejlig lørdag til jer alle, der læser med!

torsdag den 27. november 2014

For tynd til at leve

I aftes så jeg programmet "For tynd til at leve" på TV2, som handlede om anoreksi (læs evt. lidt om programmet her).

Bagefter græd jeg. Jeg røg fluks tilbage til dengang, hvor det var mig, der var i den unge kvindes sko. Jeg kunne tydeligt mærke angsten for maden igen, og jeg mindedes med gru vejningerne og madkontrollen i behandlingen.
Længere væk er det ikke! Det ligger lige under hudoverfladen på mig. Spiseforstyrrelsen er stadig en del af mig. Nu bruger jeg den bare kun positivt. Men jeg skal fortsat huske mig på dagligt at gøre de ting, der skal til, for at den kan bruges positivt og ikke lige pludselig tager kvælertag på mig og overtager igen. Det vil den meget gerne.

Nu skriver jeg "den", for som der også blev sagt i programmet, er det som om, at man er delt i to: spiseforstyrrelsen og så "rigtige dig". Det, jeg har lært, er konstant at styrke "rigtige mig" og kun tage de positive ting fra den spiseforstyrrede del af mig og ikke lytte til resten. Men det har ikke BARE været noget, jeg liiiige har gjort. Vejen ud af en spiseforstyrrelse er sygt hård og går op og ned og op og ned...og så lige lidt mere op og ned...

Men det KAN altså lade sig gøre at komme hertil, hvor jeg er i dag. Det vil jeg så gerne sige til dig, Jacqueline (kvinden i programmet). Det ER muligt at gøre spiseforstyrrelsen til sin guide i livet, der hjælper én med at leve livet i stedet for at overleve det. Så kære Jacqueline - giv ikke op.

Jeg græd også, fordi jeg er så bange for at påvirke Julia negativt. Er det min skyld, at hun stadig ikke vil spise mad? (Jeg skrev i dette indlæg, at nu spiser hun...men det holdt så kun én dag...) Gør jeg ubevidst noget forkert? Jeg vil give begge mine arme for, at hun ikke får en spiseforstyrrelse.

Og så mærkede jeg en voldsom power/fanme-så!/kom nu Mille!, da programmet var slut. Jeg vil virkelig gerne være med til, at behandlingen til spiseforstyrrede bliver bedre (og flere tilbud). Og at der bliver sat tidligt ind, for jo før man får hjælp, jo mindre indgroet bliver det.

Men hvordan hjælper man bedst muligt?

Jacqueline var og er jo tydeligt for tynd og skal få mad og vægt "på plads". Men jeg sidder for gud ved hvilken gang med en følelse i både krop og sind, der hvisker, at noget ikke er godt nok i behandlingen. Der er for meget og forkert fokus på mad og vægt, og det fastholder den spiseforstyrrede i den spiseforstyrrede tankegang.

Men hvordan gør man så, når den spiseforstyrrede af helbredsmæssige og psykiske årsager bliver nødt til at tage på, for det er også en del af helbredelsesvejen? Nu gælder det jo typisk for dem med anoreksi, men det er det samme for bulimikere og overspisere: mad og vægt skal "på plads". Men gribes det forkert an, skader det mere end det gavner. Omvendt kan maden gøres til en del af "medicinen" for at slippe spiseforstyrrelsen, hvis det bliver grebet an på den rigtige måde i behandlingen.

Jeg må lige undskylde for, at det er et lidt rodet indlæg det her. Mit hoved er fyldt med tanker omkring min egen historie og alle de spiseforstyrrede jeg har været i kontakt med's historier, og jeg prøver desperat at få formuleret noget fornuftigt. Noget der kan hjælpe alle - spiseforstyrrede og de pårørende - lige nu. Ok, det er måske også et lige lovligt stort krav til mig selv, men jeg burde kunne knække den kode til, hvordan man hjælper spiseforstyrrede bedst. Jeg har da også skrevet en del ting her på bloggen om, hvad jeg mener, der hjælper, men ja.... lige nu er det ikke godt nok for mig. Bliv mere konkret Mille! Jeg føler, at jeg kan føle, hvad der hjælper, men ked-af-det-heden i mig efter at ha' set programmet, overskygger lige pt. det hele. Og måske er det også ok og lige frem sundt for mig at mærke, hvor meget programmet ramte mig, i stedet for straks at skulle skrive det helt rigtige.

Nogle gange skal indtryk bare mærkes uden at analyseres for meget.

Jeg tænker på dig, Jacqueline, og jeg sender dig mine varmeste tanker.

onsdag den 26. november 2014

Uf, det er mørkt

Nu er det godt nok blevet mørkt om morgenen. Det gør det liiiidt svært at slippe dynerne, synes jeg. Men så snart jeg er oppe, tænder stearinlys, laver en kop kaffe med kakao i og sidder helt alene i nydningen (som Bamse ville sige), er jeg faktisk fan af mørket og de tidlige morgentimer. Og jeg nyder at være helt mig selv, inden de to andre vågner. Så når jeg har overskuddet til det (kommer an på, hvor meget søvn jeg har fået i løbet af natten), prioriterer jeg at stå så tidligt op, at jeg har en time eller to helt alene, inden ballademageren og kæresten vågner.

Dette billede er fra forleden (hvor det var blevet lidt lysere, før jeg tog billedet).
 (Ja, her er vi så fine, at vi bruger numsepapir som køkkenrulle).
 
Der regnede det også, og det var så hyggeligt at høre regnen, kigge på lysene, drikke min kaffe-kakao og sidde og skrive en masse tanker og idéer ned. Jeg får ikke skrevet meget sammenhængende i øjeblikket, men jeg har et hav af papir med noter på :)
 
Husk at jeg har tilbud på mine bøger... det kan måske også lyse lidt op i en mørk tid :) Priserne står på mit indlæg her.


onsdag den 19. november 2014

Kender I de dage, hvor man har lyst til at stille sig op og tude - midt på gaden?

Sådan en dag havde jeg i går.

Men jeg stillede mig ikke op og tudede. Jeg brugte alt, hvad jeg havde lært, til ikke at gå i panik, stresse op og gøre det til en lortedag, så det i stedet blev en god dag på trods af "odd'sne".

Jeg skulle være på Hvidovre Hospital til noget undersøgelse (the never ending story om min blære) kl. 9.30. Selvfølgelig skulle jeg have Julia med (hun er liiiidt for lille til at være alene hjemme endnu ;) ), og da jeg ved, at man ikke altid får lov til at komme med bussen, når man har barnevogn, tog vi hjemmefra i god tid. Allerede kl. 8.

Den første bus kom. Og kørte forbi. Og den næste. Og den næste. OG den næste... Der var for mange mennesker til at chaufføren lod os komme med.

Da klokken var lidt i 9, måtte jeg konstatere, at vi ikke kunne nå at komme til Hvidovre til kl. 9.30.

Jeg stod i regn og blæst, med en lille pige som begyndte at være utilfreds i sin vogn og som tog sit "skideansigt" på (ja, jeg kan se på hende, når det er tid til prut-prut), og lige der havde jeg lyst til at stille mig op og tude. Midt på gaden. Og bare skrige fuck til det hele.

Men så, lige der i regnen, tænkte jeg: "jeg vil fanme have en god dag på trods af, at den er startet sådan her! Det nytter ikke noget at stille mig op og tude. Det kommer jeg ikke til Hvidovre af, plus Julia kan mærke min uro så vildt. Så jo roligere jeg tager det, jo mere roligt tager hun det også".

Dyb vejrtrækning 10 gange (ja, det hjælper faktisk. Det er bare lige det der med at gøre det).

Og så fokusere på mulighederne frem for begrænsningerne :)

Jeg ringede efter en taxa, og indtil den kom, sang jeg for Julia (hun bliver så glad, når jeg synger "you are my sunshine, my only sunshine. You make me happy, when skyes go grey..."). Taxaen kom, og vi fik med nød og næppe bakset barnevognen ind i bilen, og jeg måtte så sidde med Julia på skødet (ved godt, at hun skal sidde i autostol, men lige nu var det ikke muligt). Yes, tænkte jeg. Nu kan vi alligevel nå til Hvidovre til kl. 9.30.

Troede jeg...

For da vi kom ned på motorvejen, var der sket en ulykke, så trafikken stod helt stille... og både taxamanden og jeg måtte konstatere, at vi ikke ville nå til Hvidovre på ½ time.

Igen var jeg lige ved at lave en tudescene i taxaen, men jeg trak (igen) vejret dybt og sagde til mig selv indeni: "Mille, du kan intet gøre lige nu. Du sidder i en taxa, du er på vej, du har gjort alt hvad du kunne for at nå det. At stresse op gør det kun værre". Så jeg fokuserede i stedet for på det, jeg kunne gøre noget ved: lege med Julia, så hun var rolig.

Vi var på Hvidovre kl. lidt over 10 og kom af med den nette sum af 419 kr. for taxaturen... Der trak jeg lige vejret dybt igen.

Og så var barnevognen (selvfølgelig) punkteret. Say no more...

Så da jeg ved skranken beskrev vores tur herhen, og jeg stod der med en flad barnevogn, og Julia kiggede sødt med sine blå øjne, kom jeg ind alligevel (jeg havde faktisk mistet min tid, for jeg var jo ikke mødt op til min tid).

Undersøgelsen gik fint (kan jeg altid fortælle om, men så spændende er min blære sgu heller ikke), men den fik lige en uventet drejning. Lægen opdagede en bule på min mave og spurgte til den. Jeg har godt nok haft temmelig ondt i de sidste to måneder, men mit fokus har været mere på Julia end på mig selv, så jeg har ignoreret det lidt. Han mente, at jeg har brok i bughulen og hurtigst muligt skal ind og opereres. Dejlig nyhed lige på denne dag! Men igen: det må jo bare løses i stedet for at gøres til et problem.

Bagefter skulle vi nå til svømning (det går vi jo til hver tirsdag nu), og vi nåede det med nød og næppe (på et fladt dæk... dem der har kørt med en flad barnevogn ved, hvor tungt det er). Julia var utrolig nok stadig glad - tror helt sikkert at det var fordi, jeg tog det hele så roligt og med et smil i stedet for med stress, uro, panik og tuderi.

Så svømmeturen gik godt. Hun er jo snart en rigtig haj til det. Babysvømme kan hun i hvert fald ;)

Endelig skulle vi bare hjemad. Jeg fik pumpet dækket op og regnede så med, at det lige ville kunne holde luften til vi nåede hjem. Men det kunne det ikke - tværtimod fik jeg kørt det fuldstændig skævt, så det var en lidt tung hjemtur... Men igen vendte jeg tankerne, da tårerne pressede sig på. Jeg lavede sjov med hele denne skøre dag og fokuserede på det skønne ved at være på tur med min datter.

Vi nåede hjem, og jeg låste os ind i opgangen... og stod forgæves og prøvede på at komme ind i vores lejlighed. Nøglen virkede ikke! Indtil jeg fandt ud af, at jeg var gået ind i en forkert opgang og stod og prøvede at låse en fremmeds dør op...

Godt så! NU tror jeg bare, at jeg holder mig i ro resten af dagen med Julia!

Lektie: det er vildt så meget det betyder, hvordan man tager det, man kommer ud for. Fokuserer man på alle øv-tingene, bliver det endnu mere noget øv. Smiler man og ser det komiske, bliver det sgu lidt sjovere!

Dog vil jeg skynde mig til sidst at sige, at jeg jo bestemt også er tilhænger af, at man ikke lægger låg på tingene. Man skal ikke bare være glad. Nej, er man ked af det, skal man sørme tillade sig at mærke det og være det! Ellers er det en tikkende bombe under spiseforstyrrelsen. Men i situationer, som jeg var ude for i går, er det altså bare så meget federe at gøre grin med det, sige til sig selv at man ikke kan ændre det lige nu (f.eks. da vi sad fanget i taxaen) og tage det som en oplevelse.


mandag den 17. november 2014

Tilbud på mine bøger

Så nærmer vi os sørme december igen. Hvor blev det år lige af?!

December er en rigtig svær måned for spiseforstyrrede - jeg kan i hvert fald tydeligt huske, hvordan jeg hvert år frygtede december. Men samtidig syntes jeg (og synes stadig) at det er sådan en fantastisk hyggelig måned. Nærmest lidt magisk, Disney-agtig, fortryllende. Så den eneste grund til, at jeg frygtede december, var al maden, al guffet, alle julefrokosterne og andre arrangementer fordi jeg ikke var i stand til at nyde det. Mit fokus var konstant på maden på en negativ måde... alt det der kunne gå galt. Og min tankegang kørte i alt-eller-intet, og hverken i alt eller i intet var jeg i stand til at nyde maden eller det sociale. Jeg havde ikke lært/forstået/fundet vejen til, at der er noget, der hedder alt-med-måde/balance. Jeg fokuserede udelukkende negativt på maden - som en dum fjende.

Selv om jeg har fundet balancen i maden nu, kan jeg godt mærke lidt "uha, nu er det snart december". Det har åbenbart sat spor i mig, at december har været svær i sååååå mange år. Og måske er der er en lille frygt i mig: "selv om jeg nu er nået så langt... kan jeg så holde fast selv i december?"

Ja Mille, det kan du godt! Det er fint lige at mærke din frygt, men den får ikke lov til at overtage. Du har skrevet "Resten skal nydes" - og "resten" er også inklusiv december ;)

For at forsøde december lidt sætter jeg mine bøger på tilbud. Forhåbentlig kan de gøre en forskel for jer spiseforstyrrede derude ❤️

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet en kort beskrivelse af trilogien om mit liv. Den kan læses her:

http://blogger.restenskalnydes.dk/2014/07/kort-beskrivelse-af-trilogien-om-mit-liv.html

Og her er mit tilbud!:

"En anoreksipiges dagbog" (hed "Lad mig bare forsvinde" i 1. oplag): 35 kr. (normalpris 69 kr.)
 
"Hvor ser du godt ud": 35 kr. (normalpris 188 kr.)
"Ih, du Mille": 100 kr. (normalpris 199 kr.) 

Og min nyeste bog "Resten skal nydes": 150 kr. (normalpris 199 kr.)
- plus porto.

Min bog "Lyster" er desværre totalt udsolgt alle steder.
Tilbuddene gælder fra i dag, d. 17. nov., og til og med d. 17. dec. Så nu har du måske en julegave eller to på plads til en god veninde, en datter, en kæreste - eller dig selv? :)

What to do:

Send mig en mail på mille@ihdumille.dk og skriv:

- hvilken/hvilke bøger du ønsker.
- hvilken adresse jeg skal sende dem til
- om de skal signeres. Jeg skriver også gerne en hilsen, hvis du ønsker det.

Jeg sender så mit kontonummer til dig, du betaler, og jeg sender bogen/bøgerne. Jeg har desværre oplevet en del gange efterhånden, at folk ikke betaler... jeg har været sød til at sende bøgerne af sted, så snart jeg fik en bestilling, og når folk så havde fået dem, kunne de jo lige så godt lade være med at betale... Også selv om jeg rykkede og rykkede. Så jeg har lært lektien og sender nu først bøger af sted, når jeg kan se pengene på min konto.

Jeg samler bestillinger sammen og sender bøger ud hver mandag og torsdag - så skal jeg ikke rende på posthuset hver dag :) Første gang jeg sender bliver altså på torsdag til dem, som har bestilt og betalt.

torsdag den 13. november 2014

Julia spiser!

Julia er i dag 7 måneder og 10 dage (hun er jo født d. 3. april). Langt de fleste babyer har på dette tidspunkt spist grød og mos i et stykke tid (nogen starter allerede med at spise, når de er 4 måneder). Men Julia har ikke ville spise. Så hun har hængt i mine babser for at sige det lige ud (man skulle tro, at hun var en dreng, hva?!).

Jeg har prøvet at give hende boghvedegrød, hirsegrød, majsgrød, risgrød, sveskemos, gulerodsmos, æblepæremos, kartoffelmos og bananmos men uden succes. Den lille bestemte dame nægter simpelthen at spise det! Hun lukker fast munden i og skubber min hånd væk.

Det har faktisk gået mig en del på... for hver gang jeg er sammen med andre mødre til babyer på Julias alder, sidder de og guffer mos og grød i sig. Og jeg har (selvfølgelig) spekuleret på, om det skyldes, at jeg har haft en spiseforstyrrelse. Påvirker jeg ubevidst Julia negativt? Er jeg en dårlig mor? Hvad gør jeg forkert?

Jeg har trøstet mig med, at Julia er langt fremme motorisk. Da hun var 5 måneder, kunne hun stå på alle fire og kravle baglæns. Da hun var 6 måneder, kunne hun kravle fremad (og rundt i hele lejligheden.... freden er forbi), og hun kunne rejse sig op selv, når hun fik fat i en bordkant eller lignende. Og nu 7 måneder gammel har hun allerede taget ét skridt helt selv! (men så faldt hun også), og hun kan klappe og vinke.

Min kæreste har gang på gang sagt, at jeg skal slappe af. Børns udvikling er forskellig, og de kan ikke være lige hurtige med det hele. Og om jeg ikke kan fokusere på det, hun kan, i stedet for på det hun ikke kan?

Joooo....

Alligevel har jeg følt mig forkert som mor (ja, jeg er god til at slå mig selv i hovedet).

Men så i går prøvede jeg at give hende lyst glutenfrit brød med smør. Jeg tænkte: "hvad nu hvis hun ikke kan li' grød og mos? Selve konsistensen?" Og sørme om tøsen ikke siger haps haps, slikker smøret af først og spiser brødet bagefter!! Jeg var lige ved at falde ned af stolen. Den lille bandit vil sgu da selv styre at spise og ikke mades med ske. Vil selv, kan selv (ingen kommentarer om hvem hun ligner!).

Så hvad er problemet, Mille?! Nu spiser hun jo! Hun har bare sprunget grød-mos-stadiet over.

Hvad vil jeg sige med det her? (I er jo sikkert lige glade med, om Julia spiser eller ej).

Min pointe er - det som jeg i hvert fald har lært af det her: slap af, slap af, slap af og se ikke dig selv som mærkelig, hvis du ikke lige passer ind i "det mest normale". At gøre tingene i dit eget tempo og på din egen måde er meget federe. Vi er ikke ens! Er du "dårlig" til noget, er du sikkert bedre til noget andet. Og det ene er ikke mere rigtigt end det andet!

Julia er jo ikke en "forkert baby", fordi hun har kravlet, før hun har spist! Vel? :)

Og som min kæreste også sagde (ja, du er irriterende klog!): "lad nu være med at skabe et problem, der ikke er der! Julia skal nok lære at spise. Hun gør det bare i sit eget tempo, og måske springer hun hele grød-mos-stadiet over. Vær nu bare glad og stolt over alt det hun KAN."

Netop "lad nu være med at skabe et problem, der ikke er der! er vigtigt at understrege. Det er nemlig noget, som jeg er virkelig slem til - altså, at jeg kommer til at gøre noget til et problem, inden det er det, og at jeg lidt for hurtigt tænker "det er mig, der gør noget forkert". Men jeg tror ikke, at jeg er den eneste?!

På det nederste billede er det godt nok en serviet, hun fik fat på og fik revet i stykker :)

onsdag den 12. november 2014

Ude af spiseforstyrrelsen = altid glad og lykkelig? Nej...

Jeg har lige lagt dette billede op på min instagram - det er de afsluttende ord i min bog "Resten skal nydes".

 
Jeg læser tit passager i mine egne bøger igen (jaja, måske lidt komisk), for det husker mig på de ting, der er vigtige. Husker mig på det som hjælper mig til at bruge spiseforstyrrelsen udelukkende positivt (selv om jeg ikke er spiseforstyrret mere, har jeg stadig spiseforstyrrelsen i mig. Nu bruger jeg bare kun styrken fra den positivt. Deri ligger forskellen. Jeg mener ikke, at man skal stræbe efter at fjerne den).
 
Flere har indirekte eller direkte sagt til mig, at det må være dejligt at være glad og lykkelig nu, hvor jeg har kontrollen over spiseforstyrrelsen (bruger den som sagt positivt) og ikke omvendt. Og jo, jeg er glad og indimellem ligefrem lykkelig, men jeg har gode og dårlige dage, som alle andre. Fordi man kommer ud af en spiseforstyrrelse, betyder det ikke, at så er alt rosenrødt og nemt. Næ, nærmere tværtimod!! For nu skal man jo mærke livet, acceptere og være i alle følelser, være sig selv, tage ansvar osv. uden at flygte! Nogle gange tænker jeg virkelig, at det ville være nemmere at "dope" mig igen... meeeeen det ønsker jeg ikke, for livet ER jo én lang oplevelse, udfordring og mærke-mærke :) Flygter jeg fra det, kan jeg jo lige så godt lade være med at leve (groft sagt). Så selv om jeg nu kan have lortedage som alle andre, så er det aldrig en grund til at lade det gå ud over mig selv. Jeg vil ikke flygte. Jeg vil mærke det hele - også selv om det kan være pisseirriterende, hårdt og trist. Men jeg mærker jo så også alle de smukke smukke ting i livet, og det er det hele værd.
 
Synes lige dette billede passer ind (det har været på bloggen før):
 
 
 
Og til sidst vil jeg lige sige, at alle mine bøger meget snart kommer på tilbud. Julegaveidé til dig selv eller én, du holder af?

onsdag den 5. november 2014

Nye bryster

I disse dage er jeg ret zombie-agtig, for Julia er møgforkølet og pjevset, så hun græder natten lang (= stort set ingen søvn). Jeg tror, at det kan skyldes, at der er tænder på vej... Hun har i hvert fald alderen til det. I mandags blev hun 7 måneder.
Så vi måtte droppe svømning i går (øv, nu var jeg ellers lige blevet så glad for det!), og i dag har vi droppet "Babysang og rytmik". Jeg har nu endelig fået hende til at sove, og jeg burde egentlig sove sammen med hende, men nu vælger jeg at skrive i stedet. Det har jeg slet ikke nået det sidste stykke tid (og jeg savner det).

Så nu vil jeg skrive lidt om bryster!

Det kommer sig af, at jeg i sidste uge lagde dette billede både på facebook og på instagram (husk at følge med der - jeg er mere flittig til at lægge billeder op der, end jeg når at skrive blog for tiden):


Jeg bliver SÅ irriteret, hver gang jeg ser de reklamer for nye bryster på busserne. Jeg har lyst til at strege teksten over og i stedet skrive "Ny tissemand" eller "Længere regnorm" - men det ville være lige så forkert. Lige som jeg ikke synes, at vi kvinder skal lave os om, synes jeg heller ikke, at mændene skal. Lad os nu have lov til at VÆRE! Det handler mere og mere om at se ud i vores samfund, og det synes jeg, er en sørgelig udvikling.

Jeg kan godt forstå, at det kan være nødvendigt at få lavet bryster, hvis der virkelig er en årsag - kræft eller andre sygdomme. Så kan jeg godt forstå, at man som kvinde vælger at få foretaget en operation (men jeg kan lige så godt forstå dem, som ikke vælger det).

Det, som jeg synes er forkert ved, at der reklameres for nye bryster på busserne - I AL OFFENTLIGHED - er, at det sender et forkert signal til nok især de unge piger. Jeg kan sgu godt forstå, at det er svært at være ung i dag!! Ud over alle de udfordringer der er omkring valg af uddannelse og at være ung generelt, bliver der mere og mere fokus på, hvordan man skal se ud for at være "god nok". På instagram postes der konstant billeder af bare maver, trænede kroppe og "korrekte" måltider, og går man på gaden får man altså også lige smidt i hovedet, at der er mulighed for at få nye bryster. Hvis nu dem man har ikke er perfekte nok...

For fa'en altså! Hvorfor har vi ikke mere fokus på at lære de unge om at have det godt? At lykken ikke ligger i det perfekte udseende (som ikke er perfekt heller). Det betyder ikke, at jeg ikke mener, det er ok at gå op i, hvordan man ser ud, og i hvordan man spiser. Men det kan man sagtens, uden det kammer over. Sundhed med nydelse prøver jeg at leve efter. Jeg passer på min krop og holder mig sund (lykken ligger jo heller ikke i at leve af vingummi og is og skide på sin sundhed og vægt), men jeg tænker meget over, hvad det vigtigste er: at jeg hele tiden arbejder med at hvile i mig selv og min krop, acceptere den som den er, nyde hver dag så meget det er muligt og at være der for dem, jeg elsker.

Mine bryster ligner ikke mere en 18 årigs, men hvad så? Jeg er 35 år, har født en datter, og jeg ammer. Selv om jeg fik dem "fixet", så de igen lignede en ung piges, er jeg sikker på, at jeg ikke ville blive mere lykkelig. Jeg ville ikke blive elsket mere, og jeg ville ikke elske mere.

Jo mere vi fokuserer på at se ud i vores samfund, jo mere kunstigt bliver det, synes jeg. Det smukke i forskelligheden forsvinder.

Og jeg gentager lige igen, at jeg dermed ikke mener, at man "bare skal lade stå til og skide på udseende og sundhed". Nej, det giver en god følelse, når krop og psyke er i balance, og man har en sund vægt, og når man træner på en sund måde.

Det bliver kun "farligt", når udseendet betyder så meget, at bryster skal fixes uden reel grund, og når dagen kun har været god, når man har spist "korrekt".

Giv nu plads til store bryster, små bryster, skæve bryster, hængebryster, en vægt hvor kroppen fungerer og har det godt, og giv plads til nydelse, madglæde og kærlighed. Og hyld forskelligheden! Det bliver sgu da røvsygt, hvis vi alle kommer til at ligne Barbie og Ken!

tirsdag den 28. oktober 2014

Refleksioner over hvordan man har det

Jeg har - som I kan se - ikke fået skrevet blog siden sidste tirsdag. Jeg har været og er stadig ret tænksom. Sådanne perioder får jeg indimellem, og jeg bilder mig ind, at det er sundt :)

Jeg tror, at der er mange, der glemmer at stoppe op af og til og være ærlig over for sig selv. Stille sig selv nogenlunde disse spørgsmål:

- har jeg det godt?
- beskæftiger jeg mig med det, som gør mig glad?
- omgiver jeg mig med nogen, som gør mig glad og fylder mig positivt op?
- vågner jeg op og tænker: "yes! En ny dag!" eller tænker jeg: "åh, jeg orker ikke dagen..."
- er jeg på vej den rigtige vej?
- giver mit liv mening (for mig)?

Og hvis der er noget, der halter, at man tænker:

- hvordan kan jeg gøre noget ved dette?
- hvad er det, jeg virkelig har lyst til?

Jeg ser det som en gave efter spiseforstyrrelsen, at jeg tit lige stopper op og mærker efter. Det er så nemt bare at skøjte derudaf her i livet (der er så meget man skal hele tiden...), og meget kommer man til at gøre på autopilot, så man glemmer følingen omkring, hvordan man egentlig har det. Men når man har været ude "på kanten"/"ude at skide" i sit liv - f.eks. haft en spiseforstyrrelse men det kan være alt muligt andet - lærer man, hvad der er vigtigst her i livet, og man husker oftere at stoppe op.

Jeg har det godt. Rigtig godt. Jeg nyyyyyder at være mor. Er pavestolt af hende og elsker hende overalt på jorden.

Men som jeg skrev omkring alt det her svømmehals-halløj, så er jeg også udfordret. Jeg kan mærke, at jeg har taget afstand til min krop igen - men har også fundet ud af, at det ikke er så unormalt/mærkeligt, når man bliver mor. Der er i hvert fald mange mødre, der har skrevet til mig, at de havde/har det på præcis samme måde og uden, at de har været spiseforstyrrede. Det fik mig til at se, at alt ikke er "fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse". Det kommer jeg indimellem til at tænke. Altså, hvis noget er svært, jeg bliver ked af det, bange, forvirret eller lign., kommer jeg hurtigt til at tænke: "det er fordi, jeg har været spiseforstyrret". Men gu er det ej!

Livet er én stor udvikling og udfordring - for alle. Det stopper ikke, selv om du kommer ud af en spiseforstyrrelse.

Lige nu er jeg nybagt mor, og med det følger naturligt nye udfordringer, opgaver og oplevelser med, som skal tackles/løses/leves/mærkes.

Når jeg mærker, at jeg ikke er helt "hjemme" i min krop, får det mig til at tænke over de spørgsmål, jeg skrev i starten af dette indlæg. Jeg vil afklare, hvilke handlemuligheder jeg har. Hvad kan jeg gøre for at få det bedre i min krop igen, og handler den afstandtagen til min krop også om andet, end at jeg er blevet mor?

- Er jeg på vej den rigtige vej? Altså, hvad skal jeg efter min barsel?
- Hvad har jeg lyst til?
- Hvad kan lade sig gøre? (nu er jeg trods alt ikke bare mig selv mere. Jeg har kæreste og barn at tage hensyn til).

Og jeg er kommet frem til, at det mest handler om omvæltningen omkring at blive mor lige nu. Jeg skal lære en ny side af mig at kende. Men den nye rolle som mor sætter klart nok tanker i gang om, hvordan jeg vil "indrette" mit liv. Hvad jeg har lyst til at bruge mit liv på (ud over at være mor)?

I dag skal vi til svømning igen :)

For resten kan Julia allerede kravle (hun er kun 6 måneder). Så freden er forbi herhjemme... hun er OVERALT! Hun har allerede præsteret at smadre vores standerlampe i stuen.... Bandit.

PS. Jeg lægger billede(r) på instagram dagligt (i hvert fald hver anden dag), så der kan du følge med, hvis du har lyst. Min profil hedder milleeigardandersen.

tirsdag den 21. oktober 2014

Jeg gjorde det!!

- hoppede i denne her i dag, da jeg startede til babysvømning med Julia:


Hvordan har jeg haft det i dagene op til?

- ad hel..... til
- angst i kroppen
- kvalme, uro, ubehag

Men jeg accepterede det. Anerkendte at det var sådan, jeg havde det. Det er jo det, jeg råder andre til, og så må jeg også sluge min egen medicin :) Jeg mener nemlig, at friheden starter med AT ACCEPTERE. Hvis du ikke vil se i øjnene, hvordan du VIRKELIG har det (tør være helt ærlig over for dig selv), er det svært at handle.

Benægtelse og handling hænger ikke sammen.

Så jeg har altså i dagene op til i dag accepteret, at jeg var bange og havde det skidt i min krop. Og dermed har jeg kunne søge efter, hvorfor'erne (hvad handler det egentlig om? Det er jo ikke min vægt, der er problemet. Jeg vejer det samme, som før jeg blev gravid, og maven har trukket sig ind igen) og tænkt over løsninger (hvordan kommer jeg over det her/kommer videre for jeg vil ikke have det sådan her). Havde jeg benægtet, hvordan jeg havde det, ville jeg ha' siddet fast i kun at se begrænsningerne.

Hvad gjorde jeg så?:

Jeg anerkendte angsten, men lyttede efter fornuften: "hvad er det helt præcist, der er farligt? Du skal i brusebad. Det gør du også derhjemme. Nu er det bare sammen med andre kvinder og babyer. Hvad gør det? Hvad andre tænker om din krop foregår på deres banehalvdel. Bliv på din egen. Og ER du så grim og stor, som de negative tanker fortæller dig? Nej, din krop ligner sig selv, fra før du blev gravid. Eneste forskel er, at babserne er vokset fra en C-skål til en F-skål (de har endda været oppe i en G-skål, men Julia har allerede suget en skål ud af dem indtil videre). Og jeg er ikke grim. Heller ikke smuk, men jeg er naturlig, og det er det, jeg vil være".

Det handler altså mere om FØLELSERNE med at være i kroppen end selve udseendet. Efter ½ år som mor, hvor babserne har været madpakke for Julia i døgndrift, er det helt normalt at forholdet til kroppen ændrer sig. Julia og jeg er i symbiose, så jeg er ikke alene i min krop (sådan føles det). Jeg har følt det som om, at Julia "bruger" min krop - indtil jeg snakkede med min kæreste om det, som sagde:

"I stedet for at se på det som at Julia bruger din krop (det lyder negativt), så prøv at se på det som at du i denne periode GIVER din krop til Julia, fordi hun er dybt afhængig af dig. Det er da det smukkeste i denne verden - som mor at kunne give sin krop, sit nærvær og sin kærlighed til sit barn! Desuden findes der ikke noget smukkere end en kvinde med et barn. Den skønhed, den kærlighed, den frugtbarhed. Wauw!"

Det hjalp! :)

Og jeg besluttede, at jeg skulle gå all in mod angsten og hoppe i bikini i stedet for at gemme mig lidt mere væk i en badedragt eller med en T-shirt ud over. Når jeg ser min frygt i øjnene, gør jeg det altid fuldt ud!

... og finder ud af, at der ikke var hold i frygten og i de negative tanker.

For hvordan var det så i dag?

DET VAR EN SUPER SUPER OPLEVELSE! Jeg er stadig helt høj over det! Da jeg først havde trådt ind i svømmehallen, var hele mit fokus på, at Julia skulle have det fantastisk. Jeg var nærværende med hende, så jeg glemte helt at tænke på, at jeg stod nøgen under bruseren. Og de andre mødre var så søde, så vi stod og snakkede, mens vi badede. Selve svømmetimen gik også uden problemer. Julia havde en fest i vandet, og jeg blev helt blød om hjertet. Det er min datter! Og hvor har jeg en sej og smuk krop!

Jeg kunne nærmest flyve ud af svømmehallen, hehe :) Og jeg glæder mig allerede til næste tirsdag!

Julia var så træt af de nye indtryk, at hun faldt i søvn SIDDENDE i barnevognen. Det har hun aldrig gjort før.



onsdag den 15. oktober 2014

Jeg er udfordret...

På tirsdag, d. 21. okt., skal jeg starte til babysvømning med Julia (som fremover så er hver tirsdag).

Jeg er allerede ved at skide grønne grise og kan mærke angsten snige sig ind på mig.

Jeg skal i omklædningsrum med andre damer.

Jeg skal stå splitter-Hans-Jørgen i badet.

Jeg skal i bikini.

Og jeg har det ad hel..... til med det.

Egentlig ville jeg ha' startet til svømning med hende for to måneder siden, men jeg har skubbet det... og skubbet det.... og skubbet det liiiidt længere. Men nu har jeg taget mig sammen og fået meldt os til. For Julias skyld. Hun skal blive tryg ved vand, og hun skal lære at svømme. Det synes jeg er vigtigt.

Jeg har ikke lyst til at lyve og sætte et glansbillede op af, hvordan det er efter en spiseforstyrrelse.
Derfor fortæller jeg ærligt, hvordan jeg har det lige nu. Det kan stadig være udfordrende i perioder, selv om jeg ikke lader spiseforstyrrelsen få plads igen. Tankerne kan stige, så jeg skal være mere opmærksom, og jeg skal huske mig selv på alt, hvad jeg har lært, der giver spiseforstyrrelsen modstand.

Her ½ år efter jeg fødte Julia, kan jeg altså mærke, at jeg har lukket lidt af for min krop igen. Måske sker det for andre, der har født? I ½ år har jeg ikke sovet en hel nat igennem, så jeg kan mærke trætheden nu. Mit forhold til mine babser er ændret totalt - før så jeg dem som kvindelige og sexede, og nu er de intet andet end madpakker til Julia. Jeg mærker på dem for at tjekke, hvor fyldte de er med mælk. Thats it.

Og i dette halve år har jeg "hængt sammen" med Julia døgnet rundt. En ekstrem nærhed og et ekstremt nærvær konstant, hvilket kræver en del (for mig i hvert fald). Ja, det er altså ret overvældende. Og for mig tærer det på ressourcerne.

Måske er det derfor, at jeg nu føler mig lidt fremmed i min krop igen/tager lidt afstand til den? Den følelse af at være KVINDE, lækker, sexet, dejlig osv. som jeg havde fået bygget op efter spiseforstyrrelsen, og inden jeg blev gravid, er væk nu. Jeg har brugt al min energi på Julia - på at være nærværende med hende og nyde hende i fulde drag (hvilket jeg ikke fortryder et sekund). Men har altså så glemt "arbejdet" med min krop. Altså glemt at holde fast i at "dyrke" min krop, min kvindelighed, elske min krop, hvile i kroppen osv.

Derfor er jeg ved at panikke over at skulle i bikini på tirsdag og blive set nøgen af andre. Og det handler ikke om vægten (jeg vejer, hvad jeg gjorde, før jeg blev gravid, så alle graviditetskilo er væk) - det handler om følelserne omkring at være i min krop.

Ja, så selv om jeg ikke misbruger maden mere, og selv om jeg er uddannet sexolog, så føler jeg mig altså ikke så smuk og kvindelig lige nu, og jeg har det lidt svært i min krop.

Men det fede ved at have gået hele den lange seje vej, som jeg er gået, ud af spiseforstyrrelsen er, at jeg har lært mig selv så godt at kende, OG jeg har fået opbygget mig så mange redskaber, som jeg kan bruge, når det er svært.

Så jeg må en tur i min "værktøjskasse" nu og gøre noget ved mit forhold til min krop. Handle på det jeg vil ændre i stedet for at finde mig i det og lade stå til.

Jeg vil føle mig som en lækker kvinde igen, der hviler i sin krop (selv i en bikini), SAMTIDIG med at jeg er en nærværende og kærlig mor for Julia!

Det er opgaven til mig selv :)

fredag den 10. oktober 2014

Jeg spiser havregrød nu!

Ja, sørme!


(de sorte prikker er chiafrø, som jeg også kommer i).

Øh ja, hvad specielt er der i det?, tænker du måske.

For mig er det VILDT. Meget stort. Havregryn har - sammen med rugbrød - været det, som jeg har været allermest bange for. Ja, bange. Jeg ved godt, at det lyder fuldstændig vanvittigt, men det gør det (desværre) ikke mindre sandt.

Det er "meget normalt", at man som spiseforstyrret har noget mad, som man er ekstra bange for. For mig var det altså havregryn og rugbrød, fordi det er noget, som ligger tungt i maven og mætter meget. Og jeg hadede følelsen af at være mæt/fyldt ud i maven. Da jeg så begyndte at prøve at indføre det i min kost igen, kunne jeg ikke styre det (jeg har overspist havregryn og prøvet at kaste det op. Ikke sjovt. Og frosset rugbrød ned og spist det frossent i store stykker. Heller ikke sjovt), så jeg har altså absolut ingen gode oplevelser med de to ting i min kost.

Andre, ved jeg, har netop havregryn og rugbrød som trygge ting, så det kan altså være meget forskelligt fra spiseforstyrret til spiseforstyrret.

Jeg kunne - som I måske kan regne ud - ikke engang have det herhjemme i mine skabe. Det trickede mig voldsomt. Så da jeg på et tidspunkt havde en kæreste, som spiste havregryn om morgenen, måtte jeg have havregrynsposen nede i mit kælderrum. Den stakkels mand måtte så hver morgen gå ned i kælderen for at hente sine havregryn...

Skørt? Ja. Men for mig var det virkelig forbundet med en kæmpe angst, hvis jeg havde havregrynene i mit køkkenskab.

Kæresten forsøgte at hjælpe mig med at have dem i køkkenskabet, og han gjorde det på en meget sød måde. Først stillede han en tom pose havregryn i skabet. Så skulle jeg lige vænne mig til det. Efter et stykke tid kom han en spsk. havregryn i posen, og så skulle jeg lade den stå. Angsten begyndte... (ja, er det ikke vanvittigt?!). Lidt efter lidt kom han mere og mere havregryn i posen, og det blev sværere og sværere for mig, men jeg klarede det. Da posen var ca. 1/4 fuld, slog han op, og ja... jeg smed havregrynene ud. Længere nåede jeg ikke, og siden har jeg ikke rørt det.

Før nu!

Se lige her i mit skab!:


Jojoooo... havregryn :)

Det startede med, at jeg var på "Grød", der ligger i Torvehallerne ved Nørreport sammen med min kæreste og Julia. Jeg ville se min frygt i øjnene og hvorfor ikke gøre det med manér?! I stedet for at lave grød hjemme, skulle det være overdrevet lækkert. Og det var det godt nok på "Grød"!

Jeg kastede mig ud i havregrød med æble, mandler og karamelsovs (ja, karamelsovs!), og det var siiiiindssygt lækkert. Og nu har jeg så i en uge spist havregrød til morgenmad herhjemme! Så nu er den irriterende rest fra spiseforstyrrelsen naglet i jorden. Jeg vil ikke være begrænset mere! Jeg vil kunne spise alt det, jeg har lyst til, uden angst. Basta.

"Grød" er helt sikkert et besøg værd, hvis du er fan af grød. Du kan vælge forskellige slags grød og forskellig topping. Jeg var ikke fan af grød, men det er jeg nu!



onsdag den 8. oktober 2014

Luksus-brunch

I søndags flottede vi os virkelig. Vi spiste brunch på Hilton! Ja, det mega fine hotel. Jeg troede, at man skulle bo på hotellet for at få lov til at spise i restauranten, men man kunne altså godt komme udefra.

Så der fik jeg da nok lige mit livs brunch! Er du vimmer, der var meget mad. Og det var SÅ lækkert.

Havde jeg stadig været i spiseforstyrrelsen, havde det været et mareridt. At skulle forholde mig til alt det mad. Og tillade sig at NYDE det?! Oh no. Jeg kunne være sikker på, at resten af dagen ville være "ødelagt" og også dagen(e) efter.

Det er en befrielse - virkelig en befrielse - at jeg nu kan tage til sådan en overdådig brunch uden at panikke. Jeg har fået tillid til min krop. Lært at lytte til den. Forstået balance i stedet for at svinge i enten-eller (som mange kvinder gør. Ikke kun spiseforstyrrede). Lært at nyde.

Jeg smagte små bidder af alt det, jeg havde lyst til (og spiste ikke det, som jeg ikke havde lyst til. Lige så vigtigt), og jeg nød det virkelig. Og ja, selvfølgelig spiste jeg laaaaaangt mere, end jeg plejer, men hvad så? Jeg starter jo ikke hver morgen sådan. Så nej, jeg har ikke taget 10 kg. på.

I et typisk dameblad ville man så regne ud, "hvor langt jeg skulle løbe for at forbrænde alt det". Har I ikke læst det mange gange? Fx "du skal løbe X antal minutter for at forbrænde en Mars-bar". Jeg hader, når de skriver det sådan! Ah, hader er måske et for stærkt ord. Jeg bliver irriteret. For det forvirrer da meget at stille det sådan op! Kroppen er meget mere end kalorie ind, kalorie ud. Og det handler om, hvad man spiser over længere tid. Om nydelse, om balance, om at leve. Og alt skal ikke bare "brændes af".

Her er lige nogle billeder, som jeg fik sneget mig rundt og taget. Men der var meget mere, end jeg har fanget her på billederne!

Brød og wienerbrød i alle afskygninger:


Diverse kager som løbende blev skiftet ud med nye slags (som man jo så også liiiige måtte smage...):

Chokolademousse i små snapseglas:


Laks (både varm og kold), flere slags sild, æg, spegepølser, kiks... :


Der stod én og lavede pandekager, så de var helt friske og lune - og så kom man selv topping på (Nutella, peanutbutter, sirup, syltetøj, chokoladeknapper, mandler, valnødder eller flormelis):


Diverse salater og friske frugter:


Kæmpe kage og mere brød... :


Og så var der desuden også røræg, bacon, grønlangkål, ovnbagte gulerødder og rødbeder, kylling, frisklavede smoothies (der stod én og lavede dem), pommes frites og forskellige andre kartofler - samt nok mere jeg har glemt!

mandag den 6. oktober 2014

Fasen "på vej ud" er hårdere end at være i spiseforstyrrelsen!

Ja sgu!

Jeg snakkede forleden med en pige, der lige nu er godt på vej ud af en spiseforstyrrelse. Hun rykker sig så vildt - men det kræver også en kæmpe indsats. Hun sagde til mig:

"Det er meget hårdere nu, end da jeg bare fulgte spiseforstyrrelsens regler. Der vidste jeg ikke, hvad jeg havde gang i, og hvad jeg gik glip af. Der var mine dage bare sådan... Men nu hvor jeg har erkendt det og er begyndt at gå imod det destruktive, er det så hårdt. Jeg bruger al min energi på at vende mine tanker! Jeg kan ikke engang gå tilbage i spiseforstyrrelsen...lade den vinde....for det er jeg kommet for langt til. Så jeg bliver nødt til at fortsætte, selv om det er skide svært! Og jeg har selvfølgelig også lyst til at komme ud af den. Nogle gange ville det bare være rart at lade spiseforstyrrelsen overtage, så jeg kunne få lidt ro... Men nu er der kun én vej!"

Enig!

Mange (tror jeg) tror, at det er hårdest at være i spiseforstyrrelsen. Det er selvfølgelig også hårdt - meget - for man er jo ikke fri til at leve. Men sålænge man kager rundt i sin tågede spiseforstyrrede verden, er man trods alt skånet for en masse. Alt det som man skal se i øjnene og bearbejde, når man begynder vejen ud....

Og som pigen også ganske rigtigt sagde: "og alle tror, at jeg har det vildt godt, fordi jeg spiser mere normalt nu og har taget på. Men indeni er det bare så meget hårdere, og jeg er træt som en gammel dame på 90. Det er der bare ingen, der kan forstå."

Og netop derfor hedder bog nr. 2 i trilogien om mit liv "Hvor ser du godt ud" :) Folk forholder sig til det, de kan se. Et brækket ben er så meget nemmere at forstå og forholde sig til end "noget psykisk".

fredag den 3. oktober 2014

Julia er ½ år i dag!

A-hva?! Er hun 1/2 år? Ja sørme, for det var d. 3. april i år, at jeg følte, at jeg skulle presse en hjørnesofa ud forneden, men ud kom Julia.

Det føles på én gang som om, at tiden er fløjet af sted, og som om at hun har været her altid. Hvad lavede jeg, før hun kom?!


Lille kært ansigt i læ for regnen :)




Trøje strikket af min mor :)


Ja, hun kan sgu allerede stå selv!



PS. Gad vide om andre kvinder, der har født, også følte det som om at barnet kom ud af numsen og ikke "det andet hul". Ja, det kom altså virkelig bag på mig!

onsdag den 1. oktober 2014

Ja, jeg er introvert og særlig sensitiv - og det skal jeg ikke lave om på!

Jeg tror, at det som hæmmer riiiiigtig mange i at leve rigtigt og have det godt er, at man ryger for meget over i andre, sammenligner sig og nedgør sig selv. Man glemmer kort sagt, at man skal acceptere sig selv, som man er, og lære at leve med sig selv, som man er.

Betyder det så, at man ikke skal prøve at ændre noget, som virkelig hæmmer én? Hvis man f.eks. rigtig gerne vil holde foredrag, men man er så genert, at man sveder angstens sved blot ved tanken om at stille sig op foran andre?

Jeg synes, at man selvfølgelig skal udfordre sig selv og se sine "dæmoner" i øjnene (ofte finder man så ud af, at de "dæmoner" slet ikke er dæmoner...). Jeg var f.eks. SÅ genert som barn, at jeg ikke turde række hånden op i timerne, selv om jeg havde svaret på, hvad læreren spurgte om. Og jeg HADEDE, når vi skulle fremlægge. Til forældremøderne fik mine forældre altid at vide: "Mille skal sige noget mere. Hun har jo svarene, når vi spørger!". Jeg krøb også nærmest langs væggene... jeg var altid bange for at fylde og for at være "for meget".

Det var ret hæmmende for mig. Så den generthed og den angst, har jeg gjort op med. I dag holder jeg endda foredrag! Hvem skulle lige ha' troet det om stille Mille?!

MEN.

Men'et er vigtigt. Jeg er stadig Mille, som jeg altid har været. Jeg er en følsom stille pige, der tænker meget over tingene. Jeg er sårbar. Stille. Har brug for meget ro. Er ikke den der råber højst. Thats me! Jeg har accepteret, hvordan jeg skal indrette mit liv for at have det bedst muligt, og jeg ved, hvad jeg er sårbar over for, og hvad jeg skal passe på med. Jeg har altså arbejdet med de mest hæmmende "ting", men helt grundlæggende er jeg den samme Mille, som jeg er født som :) Altså, jeg er introvert, og jeg er særlig sensitiv. Og det er lige så godt som at være ekstrovert og ikke så sensitiv, som f.eks. min kæreste er. Han er jo ikke mere rigtig, fordi han kan snakke som et vandfald og være social dagen lang (gå fra det ene møde til det andet... jeg ville være flad efter 2. møde pga. alle de indtryk/input i min knold).

Accepter dig selv som du er, men gør noget for at ændre det som virkelig hæmmer dig. Og indret dit liv ud fra de betingelser, som gør, at du kan stråle og leve bedst muligt!