fredag den 31. januar 2014

Eks-spiseforstyrret og gravid – hvordan er det?

Flere har skrevet til mig og spurgt, hvordan det er at være gravid, når jeg nu har været spiseforstyrret. Det vil jeg gerne svare på her J

Jeg synes, at det er FANTASTISK at være gravid! Helt vildt at mærke nyt liv inden i min mave. Tænk at jeg er en ”babyfabrik” lige nu, hehe. MIN krop er i stand til – efter alle de destruktive år – både at blive gravid, at gennemføre en graviditet og at føde (nu har jeg jo ikke født endnu, men jeg satser da stærkt på, at hun kommer ud ;) ). Faktisk får jeg næsten dårlig samvittighed over, at jeg bliver skænket et barn, når andre der aldrig har været hård ved deres krop kæmper i flere år for at blive gravid. Jeg vaskede næsten bare min kærestes underbukser!
Hvordan har jeg det med mad og vægt her under graviditeten? I starten var det meget voldsomt at mærke den enorme sult. KONSTANT er jeg sulten, og hvis jeg ikke giver min krop, hvad den har brug for, får jeg det rigtig skidt. Jeg kan ikke ignorere min krops signaler (det vil jeg heller ikke, men det er vildt at mærke, hvor meget den beder om). Det føltes i starten af graviditeten meget voldsomt – og nyt – men som dagene og månederne er gået, synes jeg, at det er vildt dejligt at spise, hver gang kroppen siger maaaaad J Graviditeten har lært mig, hvor meget bedre man får det, når kroppen får, hvad den skal (jeg havde mærket det inden, jeg blev gravid, men det er blevet SÅ meget mere tydeligt for mig nu).
Har jeg spist på en bestemt måde/specielt sundt, når jeg nu er ved at ”producere en baby”? Nej, jeg tror ikke på fanatisme – heller ikke når man er gravid. Jeg tror på BALANCE. Intet behøver at være forbudt, det handler om mængder. Så jeg har spist slik, is, chokolade, flødeboller mm. og jeg har drukket et glas vin både juleaften og nytårsaften (og en Bailey sammen med min gamle farmor, da jeg besøgte hende på plejehjemmet i går). Selvfølgelig har jeg ikke levet af disse ting dagligt, men jeg har spist lidt af det, når jeg har haft LYST. Og ellers spist helt almindelig sund mad. Træning har jeg holdt til cykel- og gåture og gravidgymnastik på et hold. Ingen løb eller anden hård konditionstræning. Om natten har jeg sovet mellem 8 og 12 timer! Så jeg synes selv, at jeg har været sej til at give min krop ro og næring (og guf).

Hvad med vægten? Det var LANGT sværere at tage på, da jeg skulle pga. anoreksien, end det har været at tage på som gravid. Det her er jo en GAVE! Jeg ved, at jeg skal tage på for, at hun har det godt – og jeg vil på ingen måde skade hende. Da jeg ”bare” skulle tage på for, at jeg kunne få det godt, var der meget mere modstand. Jeg skulle jo først få på plads indeni, at JEG GERNE MÅ HAVE DET GODT. Jeg skulle gøre det udelukkende for MIN EGEN skyld!! (og det gjorde jeg så efter at have arbejdet meget med mine tanker). At tage på nu har altså været nemmere, fordi jeg har ansvaret for en andens ve og vel.
Der, hvor jeg kan se, at spiseforstyrrelsen har spillet ind, er min frygt for selve TALLET på vægten. Jeg har ikke haft svært ved at mærke kroppen vokse, men jeg har undgået vægten! Jordemoder og læge har ikke fået lov til at veje mig J Det er helt klart fordi jeg i alle de spiseforstyrrede år var et TAL, ikke en person. Stort set alle – inklusiv mig selv – kiggede på mig ud fra tallet på vægten, og det gider jeg ikke mere. Så under graviditeten har jeg altså ikke ville have, at jordemoder og læge skulle vurdere mig ud fra, hvor meget jeg tager på. SPØRG mig hvordan jeg har det, og se på scanningerne hvor fint min datter vokser! Det har de respekteret J

Men… pludselig syntes jeg alligevel, at det er fjollet, at jeg ikke kan se TALLET, når jeg nu har haft det fint med at mærke min krop vokse. Så burde jeg være nået så langt, at jeg kan træde op på vægten, kigge på tallet og tænke: ”nå, jeg vejer det. Jamen det siger jo intet om mig som person. Det viser intet om, hvad jeg er værd”. Så nu gjorde jeg det sgu! Hoppede op på vægten, mærkede lige at jeg holdt vejret… og kiggede så ned på tallet. Jeg har taget 11 kg. på. ELLEVE! ”Fuuuuuck, hvor er du fed!” tænkte den urationelle spiseforstyrrede del af mig – men lynhurtigt kom den rationelle og rigtige Mille frem og vendte det til: ”vildt fantastisk! Jeg har spist, hvad jeg har haft lyst til, jeg har ikke trænet meget, og jeg har sovet sindssygt meget – og alligevel har jeg kun taget 11 kg. på, hvilket er fuldstændig normalt!! Min krop er da for fantastisk! Når jeg lytter til den, går alt som det skal!”.
Jeg går ind i uge 33 på mandag (og der er så 7 uger til termin…), og sådan sidder de 11 kg.:

 
Så graviditeten (og min kæreste) har lært mig rigtig meget om mad og vægt, og hvad der VIRKELIG betyder noget. Og jeg tror kun, at det bliver bekræftet og forstærket endnu mere, når jeg bliver MOR. Kærlighed til min kæreste og min datter levner ikke plads til den destruktive spiseforstyrrede verden. Resten (af mit liv) skal nydes! J:D

onsdag den 15. januar 2014

Ansvar og frygten for at få det godt

Jeg skrev i sidste blog om, hvad der hæmmer mange i at turde slippe spiseforstyrrelsen. Den ene ting var spørgsmålet ”hvem er jeg uden spiseforstyrrelsen?”.
 
Den to andre ting er ANSVAR og frygten for at få det godt, og det skal denne blog handle om.

Jeg er rigtig ”bange” for at skrive dette om ansvar, for jeg vil nødig lyde for hård. ”Du skal bare tage dig sammen og tage ansvar for dit liv og komme ud af din spiseforstyrrelse!”. Sådan skal det IKKE forstås!! Lov mig ikke at tolke det sådan. Og tænk så på hvor længe jeg selv har været om at gøre spiseforstyrrelsen til min ven og tage ansvar for mit liv. Jeg har sgu ikke været den hurtigste knallert på havnen! Så det er altså ikke BARE det her! (jeg hader generelt ordet BARE. Hvis alting BARE var så nemt, var der sgu da ingen problemer til – så ændrede vi jo BARE alt det, der ikke er godt for os!).

Men jeg bliver nødt til at skrive om ANSVAR og at understrege, hvor vigtigt det er at lære. Hvis du aldrig lærer at tage ansvar, kommer du aldrig ud af spiseforstyrrelsen. Punktum. Hårde, kolde facts L En spiseforstyrrelse er (ifølge mig) en overlevelsesstrategi – dvs. du overlever hver dag i stedet for at leve. Du bruger maden til at dulme følelser og alt svært her i livet. Det er én lang flugt – fra andre, fra livet, fra dig selv. Og efterhånden som spiseforstyrrelsen bliver værre og værre, slipper du samtidig mere og mere ansvaret over dit liv. Jeg kan så lige indskyde, at mange spiseforstyrrede i deres barndom har været OVER-ansvarlige. Måske netop derfor, at det er ”rart” at slippe ansvaret totalt? Og det, man så skal lære for at ”finde på plads”, er, at finde BALANCEN mellem at være uansvarlig i ens liv og at være over-ansvarlig. Det er ikke enten-eller (hold da op hvor er man meget enten-eller i en spiseforstyrrelse! Med alting! Man drøner rundt mellem to yderpoler og glemmer helt MIDTEN). 

Hvis du er spiseforstyrret, kan du så se (og erkende), at du har sluppet ansvaret over dit liv og ”bare” lader maden dirigere din dag? Måske bliver du lidt sur, når du læser det? (det gjorde jeg selv, da jeg nærmest fik råbt ind i hovedet af min psykolog: ”MILLE – DU TAGER IKKE ANSVAR!”). For man føler jo ikke, at man har ET VALG. Der er noget, der styrer mig. Jeg kan ikke ændre det her.

Jo, du kan.  

DU HAR ET VALG. ET VALG OM AT BEGYNDE REJSEN UD I FRIHEDEN.

Eller vælger du at ”leve” videre på den måde, som du kender allerbedst? Destruktivt men trygt?

Provokerer jeg?! Godt J Måske giver du mig ikke ret nu, men jeg vil vædde med, at du den dag du ”er på den anden side” kan se tilbage og se, at du havde sluppet ansvaret over dit liv (og der var stensikkert en god grund til, at du gjorde det, så al forståelse herfra). Hver gang du skulle tage stilling til noget, træffe en beslutning, mærke svære følelser, indgå i tætte forhold osv. slap du ansvaret for det, ”for jeg blev jo nødt til at sulte/brække mig/overspise/tage til træning”.

Det er virkelig hårdt for mig at skrive, kan jeg mærke. Både fordi jeg så virkelig erkender, hvor ansvarsløs jeg selv var i spiseforstyrrelsen, og fordi det virker så voldsomt at sige til andre, at de bare skal tage ansvar (selv om jeg jo netop ikke siger BARE!).

Men forestil dig at du begynder at GØRE de ting, som du ved, rent faktisk kan HJÆLPE dig. Det er som om, vi tror, at det er nok at TÆNKE på at gøre alt det rigtige… og så forstår vi ikke, at der ikke sker ændringer, og at vi ikke rykker os. Hmm J Jeg kan love dig, at forandringerne først kommer den dag, du lægger HANDLING bag ordene. Ændrer tingene i små sikre skridt – ikke alt på én gang.

Og det med HANDLING er rigtig svært for mange spiseforstyrrede. Klart nok – for handler man, sker der nye ting = uha, usikkert, utrygt, hvad sker der så med mig, og kan jeg håndtere det? Nej, så hellere gøre hvad jeg plejer og få, hvad jeg plejer.

Det mest vanvittige er, at man er bange for at få det godt. Ja, du læste rigtigt: MAN FRYGTER AT FÅ DET GODT! Da jeg begyndte at øve mig i at behandle mig selv bedre, fik jeg direkte ANGST over det. Hvis jeg f.eks. tillod mig rigtig aftensmad og satte mig ned bagefter, fik jeg angstanfald. Det var overvældende at behandle mig selv godt, og jeg fik nærmest kvalme over det. Det føltes forkert… som om jeg ikke måtte have lov til det. Crazy, ikke? Frygten for at behandle mig selv godt, så jeg kunne få det godt, var SÅ angstprovokerende, og jeg følte mig nærmest som en kriminel, når jeg gjorde noget godt for mig selv. Nu tænker jeg selvfølgelig over hvorfor, og jeg tror, at meget af det handlede om… ANSVAR. For hvis jeg lærte at behandle mig selv godt og fik det godt, ville det automatisk medføre ANSVAR. Så ville der pludselig ikke være en undskyldning for, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville med mit liv, og at jeg havde droppet den ene uddannelse efter den anden. Og jeg ville altså skulle forholde mig til det hele. Jeg ville blive nødt til at se det hele i øjnene og begynde AT GØRE NOGET. Det tror jeg faktisk skræmte mig. Mange med især anoreksi er særlig sensitive, særlig følsomme, mere tænksomme og er ekstremt perfektionistiske – hvilket gør det svært at leve livet og tage det ansvar, der følger med. Det er først, når man lærer at bruge sin sensitivitet rigtigt samt at tage de forholdsregler, man har brug for, for at have det godt, at man tør slippe anoreksien. For der er intet dårligt i at være sensitiv, meget følsom eller tænkende når blot man lærer, hvordan man har det BEDST. Altså, man skal skabe sig de rammer i sit liv, som man har brug for, og ikke gøre det mere forkert end andres måde at leve på. Jeg har f.eks. brug for meget RO. Jeg kan ikke være social hele tiden, for så bliver jeg helt bims i hovedet. Når jeg ved det (og har erkendt og accepteret det), kan jeg jo gøre det, der skal til, for at jeg kan have det godt!

Så jeg turde altså tage ansvar, da jeg indså, at jeg har al ret til at indrette mit liv ud fra MINE præmisser. Ikke ud fra Peters, Pernilles eller Pias præmisser. Nej mine!! Og mit liv er ikke mere forkert end deres, fordi jeg vælger en anden levevis. Det vigtigste er, at jeg kan have det godt!

Til sidst et tip:

Skriv ANSVAR på et stykke papir og hæng det op, hvor du tit ser det (f.eks. på køkkenskabet, på køleskabet eller på spejlet på toilettet). Hver gang du læser det, bliver du mindet om, at DU har ansvaret for din dag. Hvordan vil du have det, og hvad vil du byde dig selv? Selv på lortedage har du muligheden for at ende med at gøre den blot lidt bedre.

mandag den 6. januar 2014

Hvem er jeg uden spiseforstyrrelsen?!

Hvad hæmmer mange spiseforstyrrede i at turde rykke sig og begynde at slippe spiseforstyrrelsen?

Jeg vil sige, at der i hvert fald er disse tre faktorer:
-       Frygten for at få det godt (ja sgu! Man er bange for at få det godt!)
-       Frygten for det ansvar, der automatisk følger med, når man slipper spiseforstyrrelsen.
-       Spørgsmålet: hvem er jeg uden spiseforstyrrelsen?
I dette blogindlæg vil jeg skrive om det sidste punkt: hvem er jeg uden spiseforstyrrelsen (det er med i min bog ”Resten skal nydes”, og her får du et udsnit af kapitlet).
Når mad styrer hele ens liv, giver det næsten sig selv, at man ikke er… sig selv. Hvordan skal man kunne være det? Der er jo hele tiden noget, der styrer dig, og som tager energien fra dig, så du – i hvert fald ikke fuldt ud – kan gøre det, du vil, og være den du er. Tankerne kredser hele tiden om ”noget vigtigere” (ironisk ment), så du ikke er nærværende. Du er nærmest som to personer: dig og din spiseforstyrrelse (mange kalder den et navn). Og jo mere spiseforstyrrelsen får lov til at påvirke ”rigtige” dig, jo mere falmer du, og jo sværere bliver det at finde ud af, hvordan du er UDEN spiseforstyrrelsen. Den gør dig simpelthen usynlig. Endda for dig selv.
Hvordan fandt jeg så ud af, hvem og hvordan jeg er uden min spiseforstyrrelse?
Først satte jeg mig ned og beskrev mig selv, som jeg var, da spiseforstyrrelsen styrede mig totalt:
-        Jeg var en mega facade. Hver dag tog jeg ”maske” på, når jeg skulle være sammen med folk. Så alle så kun den dygtige og søde pige – ingen kendte mit helvede bag facaden.
-         I weekenderne stod den i perioder på fest og druk. Her var jeg den glade og festlige, der dansede på bordene og altid gav den fuld. Alkoholens virkning gav mig en følelse af frihed, og jeg tror faktisk, at det var noget af ”rigtige” Mille, der fik lov til at komme frem, når jeg var fuld.
-         Fra jeg slog øjnene op om morgenen, startede de negative tanker om mig selv. Hvor umulig, forkert, grim, ussel, fed, ulækker og klam jeg var.
-        Det meste af tiden ænsede jeg ikke folk omkring mig (enten fordi jeg ikke havde energi, fordi jeg havde kastet op, fordi jeg havde madtanker i hovedet, eller fordi de negative tanker om mig selv kværnede).
-        Jeg kunne ikke være nærværende, når jeg var sammen med folk (kan jeg først se her bagefter).
-        Jeg havde intet at gå op i. Ud over mad og træning selvfølgelig ;) Hvad jeg sådan virkelig havde LYST til, kunne jeg ikke mærke.
-        Jeg strålede ikke (kun hvis jeg var fuld. Så kunne der godt komme liv over mig).
-        Generelt tænkte jeg altid negativt. Altså fokuserede på det, som kunne gå galt. Og jeg så begrænsninger i stedet for muligheder.
-        Min krop skar jeg af. Følte ikke min kvindelighed, følte mig ikke attraktiv, mærkede ikke min krop.
-        Kort sagt var jeg en zombie i mit eget liv.
At blive bevidst om hvordan jeg har været i spiseforstyrrelsen var en kæmpe røvtur. Tænk at spiseforstyrrelsen gjorde mig til en negativt-tænkende zoombie-kvinde! Sådan hverken er jeg, eller vil jeg være!

Men hvem og hvordan er jeg uden spiseforstyrrelsen? Jeg vidste, at jeg ikke er sådan, som spiseforstyrrelsen gjorde mig til – det var da en start. Men så syntes jeg, at det blev svært derfra… Hvad fan… skulle jeg gøre?
Jeg begyndte på den rejse, jeg kaldte, JEG VIL FINDE UD AF, HVEM OG HVORDAN JEG ER. JEG VIL FINDE UD AF, HVAD DER ER MIG!
Det er faktisk meget sjovt at begynde at eksperimentere med, hvem man er. Som i en skattejagt, hvor du post for post nærmer dig skatten, finder du mere og mere ud af, hvad DIN skat indeholder, hver gang du undersøger ”om noget er dig”. Og husk at det er lige så vigtigt at finde ud af, hvad der IKKE er dig, som at finde ud af det, der ER dig.
For at komme i gang med min rejse mod at finde ud af, hvem og hvordan jeg er uden spiseforstyrrelsen, skrev jeg først ned, hvordan jeg godt kunne tænke mig at være:

Hvordan vil jeg gerne være?
-          Jeg vil være en kvinde, der NYDER sig selv og sin krop.
-          Jeg vil være en kvinde, der vil opleve en masse.
-          Jeg vil være smilende og glad.
-          Jeg vil vågne hver morgen og tænke positivt om mig selv.
-          Jeg vil være en JA-SIGER! Men MED grænser. Altså turde prøve alt muligt men kunne sige nej, hvis det overskrider mine grænser.
-          Jeg vil kunne gå på gaden og registrere ting og mennesker omkring mig. Jeg vil have en åben udstråling.
-          Jeg vil tænke i muligheder frem for i begrænsninger.

Og hvad ER så mig, hvad kan jeg lære, og hvad er ikke mig?
Som jeg skrev længere oppe, havde jeg været vant til at vågne hver morgen med negative tanker om mig selv (og så er det sååååå nemt, at de fortsætter dagen igennem…), så det skulle jeg i hvert fald først gøre noget ved. Måden du tænker på om dig selv, har jo stor betydning for din dag og din væremåde! Hvis tankerne kører i ”hvor er jeg dum, forkert og klam”, er det ret svært samtidig at være en kvinde, der nyder sig selv og sin krop, ik? Og ret svært at have en åben udstråling, ik? Dine tanker styrer dig SÅ meget, så det er HER, du skal sætte ind!

Hvordan ændrer du så dine tanker?
Du skal ”hjernevaske” dig selv med alle mulige positive ord! Præcis som du gjorde i spiseforstyrrelsen – der ”hjernevaskede” du blot dig selv med negative ord i stedet. Og du har jo selv oplevet, at det VIRKER! Til sidst tror du på det! Selv hvis andre fortalte dig, at du er smuk, dejlig eller lignende, troede du dem jo ikke over en dørtærskel.
Det er uhyggeligt, hvad man kan manipulere sig selv til at gå og tro på. Får helt kuldegysninger ved tanken om, hvor mange (måske især kvinder), der er plaget af negative tanker om sig selv, som styrer deres væremåde. Men for filan da… hvis vi arbejder med at ændre vores TANKER, ændrer vi dermed også vores væremåde og vores opfattelse af livet.
Prøv for sjov at gå på gaden og tænk følgende indeni: ”jeg er lækker. Jeg er LÆKKER! Jeg stråler og har det fantastisk!” Bliv ved med at tænke det. Hvad sker der med din måde at gå på? Ja ikke? – det er nærmest umuligt at gå og se sur ud og kigge ned i jorden. Du kommer automatisk til at rette dig mere op og smile.

Prøv på samme måde at tænke dette indeni: ”jeg er bare SÅ forkert, klam, ulækker og grim og alle folk glor på mig og tænker FØJ”. Dit kropssprog ændrer sig automatisk. Det hænger ikke sammen at gå og smile og stråle samtidig med, at du tænker det om dig selv, vel?
Er det ikke vildt, så stor betydning vores tanker har? Jeg var i hvert fald ret forundret, da jeg begyndte at lege med mine tanker. Og pludselig stod det meget mere klart, hvorfor jeg har opført mig, som jeg har gjort, i spiseforstyrrelsen – for handlingerne hang jo sammen med mine tanker, som var RØV-NEGATIVE!!

Nu kommer så øv-tingen ved at opdage det… Tankerne ændrer sig ikke BARE, fordi man ønsker det. De kører sgu STADIG i det negative spor! Altså… også her skal der konkret HANDLING til for at ændre dem (jeg er ked af at skuffe dig… intet sker uden handling).
Jeg lagde ud med at arbejde med de negative tanker, som jeg havde hver morgen. Det gjorde jeg ved at skrive en seddel til mig selv, hvor der stod:

Jeg er en smuk og dejlig kvinde
der alt det bedste i livet vil vinde.
Jeg hviler i mig selv og er glad
og giver min krop sund og nærende mad.
Ansvaret for dagen er mit
og jeg bliver spiseforstyrrelsen kvit.
HVER morgen når jeg slog øjnene op, læste jeg sedlen. Og jeg kan love dig for, at jeg var ved at BRÆKKE mig det første laaaange stykke tid, når jeg læste den. Det føltes SÅ forkert, og jeg følte nærmest, at jeg var en forræder, når jeg kunne tillade mig at sige de ord om mig selv. De passede jo slet ikke!! Det var altså SÅ kunstigt. Men jeg blev ved. Stædigt ved. Læste ordene hver morgen højt for mig selv, og ved du hvad? Langsomt begyndte der at ske ændringer i min hjerne. Når de negative tanker om mig selv dukkede op, begyndte jeg at tvivle på dem. Hallo Mille – de passer jo ikke! Hvorfor er jeg mere grim, dum og forkert end alle andre?! Det er da noget fis! Og selv om jeg stadig ikke lige frem syntes, at jeg var sååååå fantastisk dejlig, så begyndte jeg at holde mere og mere af mig selv. Den dag i dag er de negative tanker helt væk. Jeg vågner ikke mere og tænker, at jeg ikke fortjener at være på denne jord, fordi jeg er så forkert. Jeg synes, at jeg er helt ok, som jeg er. Det er stadig svært for mig at synes, jeg er SMUK. Men jeg synes, at jeg er naturlig, jeg er mig, jeg er helt som jeg skal være. Og jeg er lige så meget værd som alle andre!
Selv i løbet af en dag er jeg blevet rigtig god til at holde selvværdet oppe. Hvis en lille lorte-irriterende-negativ tanke indtager mit hoved, snakker jeg simpelthen med mig selv (indeni). ”Hvorfor er du mindre værd end hende der?” (hvis jeg føler mig mindre værd over for en smuk, tjekket kvinde). ”Du er lige så meget værd!!”

Tankerne ændres altså ikke uden, at du arbejder med dem/siger de negative tanker imod.
Læg for resten mærke til at jeg skrev JEG ER i min morgenseddel. Også selv om jeg ikke FØLTE det til at starte med (langt fra endda). Det er vigtigt, at du skriver teksten som om, at du allerede ER det, du skriver. Du skal altså ikke skrive sådan: ”jeg vil gerne være….” eller ”jeg drømmer om, at jeg kan være…”. Nej, du ER det allerede!! Når din hjerne læser JEG ER SMUK (f.eks.), får den jo direkte kommando om, hvad du er. Så begynder den at tro på det, og du begynder at agere ud fra det. Du ”retter dig mere op” og bliver det, du ønsker. Du ændrer dit mindset.
Lyder det som noget volapyk? Jeg kan kun sige… prøv det selv J Og husk at have tålmodighed og BLIVE VED. Hvis du i f.eks. 10 år har sagt til dig selv, at du er klam, dum og forkert, tager det altså sin tid at få omkodet din hjerne til at synes, at det er noget fis – og til at få loadet hjernen med positive ord i stedet. Det er ikke nok at arbejde med at ændre tanker i 14 dage.
Nu blev det en lang smøre om at ændre tanker. Hvad er koblingen til, hvem du er, og hvordan du gerne vil være?
Jo, når din tankegang bliver ændret, finder du automatisk mere og mere ud af, hvad der er dig. Det bliver meget nemmere at mærke efter, hvornår du ER dig – føler dig godt tilpas, har det godt – og hvornår det IKKE er dig.

Hvis jeg f.eks. havde skrevet på min ønskeseddel om, hvordan jeg gerne vil være, at jeg vil være social hele tiden – sådan én, der elsker at være på og snakke med andre konstant – så ville jeg nu tænke: ”nej, det er ikke mig, og jeg bliver aldrig sådan. Hvis jeg skulle være social hele tiden, ville jeg blive totalt drænet. Jeg har rigtig meget brug for RO, og det er, når jeg er alene, at jeg lader op”.
You see? Jeg er altså nu i stand til at skelne mellem, hvad der er mig, og hvad der ikke er mig. Og selv om jeg kunne ønske, at jeg var en meget social kvinde, så har jeg det godt med, at jeg ikke hverken er det eller bliver det. Jeg ville jo blive enormt stresset, og hvorfor stræbe efter det? Er det så ikke bedre at acceptere, at jeg er én, der har brug for ro og alenetid? Èn der elsker at være social – men i små doser?  
At finde ud af, hvem og hvordan man er uden spiseforstyrrelsen handler altså både om at udfordre sig selv på de punkter, hvor man gerne VIL ændre sig, men lige så meget at acceptere når man finder ud af, hvordan man IKKE er. Og så ikke prøve at ændre det. Du er DIG, og du er dejlig præcis, som du er!

Og så for lige at slutte ordentligt af, så vil jeg sige:
I stedet for at blive i spiseforstyrrelsen, fordi du ikke ved, hvem du er uden den, så håber jeg, at du vil se det som SPÆNDENDE, at du skal til at lære dig selv at kende. Du skal ud på en rejse i dig selv!

Er det ikke federe end at blive i spiseforstyrrelsen? Du ved ikke, hvor du ender nej – men du kan i hvert fald ikke ende et lige så dårligt sted, som du er nu. Vel?