onsdag den 15. januar 2014

Ansvar og frygten for at få det godt

Jeg skrev i sidste blog om, hvad der hæmmer mange i at turde slippe spiseforstyrrelsen. Den ene ting var spørgsmålet ”hvem er jeg uden spiseforstyrrelsen?”.
 
Den to andre ting er ANSVAR og frygten for at få det godt, og det skal denne blog handle om.

Jeg er rigtig ”bange” for at skrive dette om ansvar, for jeg vil nødig lyde for hård. ”Du skal bare tage dig sammen og tage ansvar for dit liv og komme ud af din spiseforstyrrelse!”. Sådan skal det IKKE forstås!! Lov mig ikke at tolke det sådan. Og tænk så på hvor længe jeg selv har været om at gøre spiseforstyrrelsen til min ven og tage ansvar for mit liv. Jeg har sgu ikke været den hurtigste knallert på havnen! Så det er altså ikke BARE det her! (jeg hader generelt ordet BARE. Hvis alting BARE var så nemt, var der sgu da ingen problemer til – så ændrede vi jo BARE alt det, der ikke er godt for os!).

Men jeg bliver nødt til at skrive om ANSVAR og at understrege, hvor vigtigt det er at lære. Hvis du aldrig lærer at tage ansvar, kommer du aldrig ud af spiseforstyrrelsen. Punktum. Hårde, kolde facts L En spiseforstyrrelse er (ifølge mig) en overlevelsesstrategi – dvs. du overlever hver dag i stedet for at leve. Du bruger maden til at dulme følelser og alt svært her i livet. Det er én lang flugt – fra andre, fra livet, fra dig selv. Og efterhånden som spiseforstyrrelsen bliver værre og værre, slipper du samtidig mere og mere ansvaret over dit liv. Jeg kan så lige indskyde, at mange spiseforstyrrede i deres barndom har været OVER-ansvarlige. Måske netop derfor, at det er ”rart” at slippe ansvaret totalt? Og det, man så skal lære for at ”finde på plads”, er, at finde BALANCEN mellem at være uansvarlig i ens liv og at være over-ansvarlig. Det er ikke enten-eller (hold da op hvor er man meget enten-eller i en spiseforstyrrelse! Med alting! Man drøner rundt mellem to yderpoler og glemmer helt MIDTEN). 

Hvis du er spiseforstyrret, kan du så se (og erkende), at du har sluppet ansvaret over dit liv og ”bare” lader maden dirigere din dag? Måske bliver du lidt sur, når du læser det? (det gjorde jeg selv, da jeg nærmest fik råbt ind i hovedet af min psykolog: ”MILLE – DU TAGER IKKE ANSVAR!”). For man føler jo ikke, at man har ET VALG. Der er noget, der styrer mig. Jeg kan ikke ændre det her.

Jo, du kan.  

DU HAR ET VALG. ET VALG OM AT BEGYNDE REJSEN UD I FRIHEDEN.

Eller vælger du at ”leve” videre på den måde, som du kender allerbedst? Destruktivt men trygt?

Provokerer jeg?! Godt J Måske giver du mig ikke ret nu, men jeg vil vædde med, at du den dag du ”er på den anden side” kan se tilbage og se, at du havde sluppet ansvaret over dit liv (og der var stensikkert en god grund til, at du gjorde det, så al forståelse herfra). Hver gang du skulle tage stilling til noget, træffe en beslutning, mærke svære følelser, indgå i tætte forhold osv. slap du ansvaret for det, ”for jeg blev jo nødt til at sulte/brække mig/overspise/tage til træning”.

Det er virkelig hårdt for mig at skrive, kan jeg mærke. Både fordi jeg så virkelig erkender, hvor ansvarsløs jeg selv var i spiseforstyrrelsen, og fordi det virker så voldsomt at sige til andre, at de bare skal tage ansvar (selv om jeg jo netop ikke siger BARE!).

Men forestil dig at du begynder at GØRE de ting, som du ved, rent faktisk kan HJÆLPE dig. Det er som om, vi tror, at det er nok at TÆNKE på at gøre alt det rigtige… og så forstår vi ikke, at der ikke sker ændringer, og at vi ikke rykker os. Hmm J Jeg kan love dig, at forandringerne først kommer den dag, du lægger HANDLING bag ordene. Ændrer tingene i små sikre skridt – ikke alt på én gang.

Og det med HANDLING er rigtig svært for mange spiseforstyrrede. Klart nok – for handler man, sker der nye ting = uha, usikkert, utrygt, hvad sker der så med mig, og kan jeg håndtere det? Nej, så hellere gøre hvad jeg plejer og få, hvad jeg plejer.

Det mest vanvittige er, at man er bange for at få det godt. Ja, du læste rigtigt: MAN FRYGTER AT FÅ DET GODT! Da jeg begyndte at øve mig i at behandle mig selv bedre, fik jeg direkte ANGST over det. Hvis jeg f.eks. tillod mig rigtig aftensmad og satte mig ned bagefter, fik jeg angstanfald. Det var overvældende at behandle mig selv godt, og jeg fik nærmest kvalme over det. Det føltes forkert… som om jeg ikke måtte have lov til det. Crazy, ikke? Frygten for at behandle mig selv godt, så jeg kunne få det godt, var SÅ angstprovokerende, og jeg følte mig nærmest som en kriminel, når jeg gjorde noget godt for mig selv. Nu tænker jeg selvfølgelig over hvorfor, og jeg tror, at meget af det handlede om… ANSVAR. For hvis jeg lærte at behandle mig selv godt og fik det godt, ville det automatisk medføre ANSVAR. Så ville der pludselig ikke være en undskyldning for, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville med mit liv, og at jeg havde droppet den ene uddannelse efter den anden. Og jeg ville altså skulle forholde mig til det hele. Jeg ville blive nødt til at se det hele i øjnene og begynde AT GØRE NOGET. Det tror jeg faktisk skræmte mig. Mange med især anoreksi er særlig sensitive, særlig følsomme, mere tænksomme og er ekstremt perfektionistiske – hvilket gør det svært at leve livet og tage det ansvar, der følger med. Det er først, når man lærer at bruge sin sensitivitet rigtigt samt at tage de forholdsregler, man har brug for, for at have det godt, at man tør slippe anoreksien. For der er intet dårligt i at være sensitiv, meget følsom eller tænkende når blot man lærer, hvordan man har det BEDST. Altså, man skal skabe sig de rammer i sit liv, som man har brug for, og ikke gøre det mere forkert end andres måde at leve på. Jeg har f.eks. brug for meget RO. Jeg kan ikke være social hele tiden, for så bliver jeg helt bims i hovedet. Når jeg ved det (og har erkendt og accepteret det), kan jeg jo gøre det, der skal til, for at jeg kan have det godt!

Så jeg turde altså tage ansvar, da jeg indså, at jeg har al ret til at indrette mit liv ud fra MINE præmisser. Ikke ud fra Peters, Pernilles eller Pias præmisser. Nej mine!! Og mit liv er ikke mere forkert end deres, fordi jeg vælger en anden levevis. Det vigtigste er, at jeg kan have det godt!

Til sidst et tip:

Skriv ANSVAR på et stykke papir og hæng det op, hvor du tit ser det (f.eks. på køkkenskabet, på køleskabet eller på spejlet på toilettet). Hver gang du læser det, bliver du mindet om, at DU har ansvaret for din dag. Hvordan vil du have det, og hvad vil du byde dig selv? Selv på lortedage har du muligheden for at ende med at gøre den blot lidt bedre.

6 kommentarer:

  1. Det er SÅ rigtigt!!!
    alle behandlere og psykologere der står og vil redde dig, de kan sagtens sige du skal gøre det og det.. Men så skal man også gøre det!!! og tage ANSVAR, for sig selv! Man bliver ved med at vente på at der kommer en eller anden og redder dig. Sandheden er bare at den eneste der kan redde én selv er sig selv...
    Efter jeg begyndte at tænke på at det er MIG der skal tage ansvaret hvis jeg vil være rask/fri... For det vil jeg i bund og grund, være fri! Selvom det er enormt skræmmende og en uvished,jeg ikke bryder mig om.
    Jeg kan sagten sige at når jeg er alene så smider jeg maden ud og over-motionere, fordi det skal jeg når jeg er alene?.. Men nej? Hvorfor skal jeg det? Jeg ødelægger jo mig selv mere? Måske er mine forældre gået, og det er vel dem der har ansvaret for mig. Men det er en selv!!!!
    Det hjælper mig at huske mig selv på! :)

    undskylder for lang og lidt indviklet kommentar! ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for din kommentar, Laura! Tusind tak :)

      Du har helt ret: det er vigtigt at spørge sig selv, hvorfor man skal lave "unoder" så snart forældre/andre er gået! Man har ansvaret selv.

      At tage ansvar er også at BEDE OM HJÆLP. For man skal ikke klare alt selv!

      Slet
    2. Det rigtigt!
      Det synes jeg selv jeg er blevet bedre til at bede om! Hvis jeg ikke føler for at jeg kan spise selv så beder jeg min mor blive hos mig, hvis jeg har modet. Det er jeg blevet meget bedre til!
      Tusind tak for din bog, som nok snart skal læses 2.gang ;-)

      På et tidspunkt snakkede du om filmatisering af dine bøger? Er det noget du stadig går og tænker over? :)

      Slet
    3. Ja, jeg vil meget gerne have dem filmatiseret! Det er bare ikke lykkes mig at få nogen til at hjælpe mig endnu :(

      Slet
  2. Der er bare forskellige grader af ansvar, synes jeg. Det kan også være at tage ansvar - at lægge det fra sig. At erkende, at man ikke kan tage ansvar lige nu og have brug for, at andre tager det i en periode. At tage ansvar for at "blive rask" er et stort ansvar at starte med at tage, synes jeg - det ville jeg ikke kunne have gjort. Man kan starte med at tage ansvar for at søge hjælp (erkende, at man ikke kan alene - det er også at tage ansvar!). Så kan man tage ansvar for at møde op til behandlingen og indgå i en dialog. Lidt efter lidt kan man tage mere og mere ansvar. Hvis det ikke lykkes, kan man tage ansvar for sit eget liv ved at lade sig indlægge og lade andre tage over - igen erkende, at man lige nu ikke kan tage det ansvar, som det kræves at holde sig i live. Jeg ved ikke, om det giver mening, hvad jeg skriver - om jeg får forklaret mig ordentligt. Jeg mener bare, som jeg siger, at der er grader af ansvar :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo det giver mening! Og det er også det, som jeg mener. At bede om hjælp er OGSÅ at tage ansvar! Man skal ikke klare det selv og "bare tage sig sammen og tage ansvar". Jeg håber ikke, at det er det, min blog udtrykker.

      Slet