Eks-spiseforstyrret og gravid – hvordan er det?

Flere har skrevet til mig og spurgt, hvordan det er at være gravid, når jeg nu har været spiseforstyrret. Det vil jeg gerne svare på her J

Jeg synes, at det er FANTASTISK at være gravid! Helt vildt at mærke nyt liv inden i min mave. Tænk at jeg er en ”babyfabrik” lige nu, hehe. MIN krop er i stand til – efter alle de destruktive år – både at blive gravid, at gennemføre en graviditet og at føde (nu har jeg jo ikke født endnu, men jeg satser da stærkt på, at hun kommer ud ;) ). Faktisk får jeg næsten dårlig samvittighed over, at jeg bliver skænket et barn, når andre der aldrig har været hård ved deres krop kæmper i flere år for at blive gravid. Jeg vaskede næsten bare min kærestes underbukser!

Hvordan har jeg det med mad og vægt her under graviditeten? I starten var det meget voldsomt at mærke den enorme sult. KONSTANT er jeg sulten, og hvis jeg ikke giver min krop, hvad den har brug for, får jeg det rigtig skidt. Jeg kan ikke ignorere min krops signaler (det vil jeg heller ikke, men det er vildt at mærke, hvor meget den beder om). Det føltes i starten af graviditeten meget voldsomt – og nyt – men som dagene og månederne er gået, synes jeg, at det er vildt dejligt at spise, hver gang kroppen siger maaaaad J Graviditeten har lært mig, hvor meget bedre man får det, når kroppen får, hvad den skal (jeg havde mærket det inden, jeg blev gravid, men det er blevet SÅ meget mere tydeligt for mig nu).

Har jeg spist på en bestemt måde/specielt sundt, når jeg nu er ved at ”producere en baby”? Nej, jeg tror ikke på fanatisme – heller ikke når man er gravid. Jeg tror på BALANCE. Intet behøver at være forbudt, det handler om mængder. Så jeg har spist slik, is, chokolade, flødeboller mm. og jeg har drukket et glas vin både juleaften og nytårsaften (og en Bailey sammen med min gamle farmor, da jeg besøgte hende på plejehjemmet i går). Selvfølgelig har jeg ikke levet af disse ting dagligt, men jeg har spist lidt af det, når jeg har haft LYST. Og ellers spist helt almindelig sund mad. Træning har jeg holdt til cykel- og gåture og gravidgymnastik på et hold. Ingen løb eller anden hård konditionstræning. Om natten har jeg sovet mellem 8 og 12 timer! Så jeg synes selv, at jeg har været sej til at give min krop ro og næring (og guf).

Hvad med vægten? Det var LANGT sværere at tage på, da jeg skulle pga. anoreksien, end det har været at tage på som gravid. Det her er jo en GAVE! Jeg ved, at jeg skal tage på for, at hun har det godt – og jeg vil på ingen måde skade hende. Da jeg ”bare” skulle tage på for, at jeg kunne få det godt, var der meget mere modstand. Jeg skulle jo først få på plads indeni, at JEG GERNE MÅ HAVE DET GODT. Jeg skulle gøre det udelukkende for MIN EGEN skyld!! (og det gjorde jeg så efter at have arbejdet meget med mine tanker). At tage på nu har altså været nemmere, fordi jeg har ansvaret for en andens ve og vel.

Der, hvor jeg kan se, at spiseforstyrrelsen har spillet ind, er min frygt for selve TALLET på vægten. Jeg har ikke haft svært ved at mærke kroppen vokse, men jeg har undgået vægten! Jordemoder og læge har ikke fået lov til at veje mig J Det er helt klart fordi jeg i alle de spiseforstyrrede år var et TAL, ikke en person. Stort set alle – inklusiv mig selv – kiggede på mig ud fra tallet på vægten, og det gider jeg ikke mere. Så under graviditeten har jeg altså ikke ville have, at jordemoder og læge skulle vurdere mig ud fra, hvor meget jeg tager på. SPØRG mig hvordan jeg har det, og se på scanningerne hvor fint min datter vokser! Det har de respekteret J

Men… pludselig syntes jeg alligevel, at det er fjollet, at jeg ikke kan se TALLET, når jeg nu har haft det fint med at mærke min krop vokse. Så burde jeg være nået så langt, at jeg kan træde op på vægten, kigge på tallet og tænke: ”nå, jeg vejer det. Jamen det siger jo intet om mig som person. Det viser intet om, hvad jeg er værd”. Så nu gjorde jeg det sgu! Hoppede op på vægten, mærkede lige at jeg holdt vejret… og kiggede så ned på tallet. Jeg har taget 11 kg. på. ELLEVE! ”Fuuuuuck, hvor er du fed!” tænkte den urationelle spiseforstyrrede del af mig – men lynhurtigt kom den rationelle og rigtige Mille frem og vendte det til: ”vildt fantastisk! Jeg har spist, hvad jeg har haft lyst til, jeg har ikke trænet meget, og jeg har sovet sindssygt meget – og alligevel har jeg kun taget 11 kg. på, hvilket er fuldstændig normalt!! Min krop er da for fantastisk! Når jeg lytter til den, går alt som det skal!”.

Jeg går ind i uge 33 på mandag (og der er så 7 uger til termin…), og sådan sidder de 11 kg.:

 

Så graviditeten (og min kæreste) har lært mig rigtig meget om mad og vægt, og hvad der VIRKELIG betyder noget. Og jeg tror kun, at det bliver bekræftet og forstærket endnu mere, når jeg bliver MOR. Kærlighed til min kæreste og min datter levner ikke plads til den destruktive spiseforstyrrede verden. Resten (af mit liv) skal nydes! J:D