Jeg synes, at det er FANTASTISK at være gravid! Helt
vildt at mærke nyt liv inden i min mave. Tænk at jeg er en ”babyfabrik” lige
nu, hehe. MIN krop er i stand til – efter alle de destruktive år – både at blive gravid, at gennemføre en
graviditet og at føde (nu har jeg jo
ikke født endnu, men jeg satser da stærkt på, at hun kommer ud ;) ). Faktisk
får jeg næsten dårlig samvittighed over, at jeg bliver skænket et barn, når
andre der aldrig har været hård ved deres krop kæmper i flere år for at blive
gravid. Jeg vaskede næsten bare min kærestes underbukser!
Hvordan har jeg det med mad og vægt her under
graviditeten? I starten var det meget voldsomt at mærke den enorme sult.
KONSTANT er jeg sulten, og hvis jeg ikke giver min krop, hvad den har brug for,
får jeg det rigtig skidt. Jeg kan ikke ignorere min krops signaler (det vil jeg
heller ikke, men det er vildt at mærke, hvor meget den beder om). Det føltes i
starten af graviditeten meget voldsomt – og nyt – men som dagene og månederne
er gået, synes jeg, at det er vildt dejligt at spise, hver gang kroppen siger
maaaaad J
Graviditeten har lært mig, hvor meget bedre man får det, når kroppen får, hvad
den skal (jeg havde mærket det inden, jeg blev gravid, men det er blevet SÅ
meget mere tydeligt for mig nu).
Har jeg spist på en bestemt måde/specielt sundt, når jeg
nu er ved at ”producere en baby”? Nej, jeg tror ikke på fanatisme – heller ikke
når man er gravid. Jeg tror på BALANCE. Intet behøver at være forbudt, det
handler om mængder. Så jeg har spist
slik, is, chokolade, flødeboller mm. og jeg har drukket et glas vin både
juleaften og nytårsaften (og en Bailey sammen med min gamle farmor, da jeg
besøgte hende på plejehjemmet i går). Selvfølgelig har jeg ikke levet af disse
ting dagligt, men jeg har spist lidt af det, når jeg har haft LYST. Og ellers
spist helt almindelig sund mad. Træning har jeg holdt til cykel- og gåture og
gravidgymnastik på et hold. Ingen løb eller anden hård konditionstræning. Om
natten har jeg sovet mellem 8 og 12 timer! Så jeg synes selv, at jeg har været
sej til at give min krop ro og næring (og guf).
Hvad med vægten? Det var LANGT sværere at tage på, da jeg
skulle pga. anoreksien, end det har været at tage på som gravid. Det her er
jo en GAVE! Jeg ved, at jeg skal tage på for, at hun har det godt – og jeg vil
på ingen måde skade hende. Da jeg ”bare” skulle tage på for, at jeg kunne få det godt, var der meget
mere modstand. Jeg skulle jo først få på plads indeni, at JEG GERNE MÅ HAVE DET
GODT. Jeg skulle gøre det udelukkende for MIN EGEN skyld!! (og det gjorde jeg
så efter at have arbejdet meget med mine tanker). At tage på nu har altså været
nemmere, fordi jeg har ansvaret for en andens ve og vel.
Der, hvor jeg kan se, at spiseforstyrrelsen har spillet ind, er min frygt
for selve TALLET på vægten. Jeg har ikke haft svært ved at mærke kroppen vokse,
men jeg har undgået vægten! Jordemoder og læge har ikke fået lov til at veje
mig J Det er helt
klart fordi jeg i alle de spiseforstyrrede år var et TAL, ikke en person. Stort
set alle – inklusiv mig selv – kiggede på mig ud fra tallet på vægten, og det
gider jeg ikke mere. Så under graviditeten har jeg altså ikke ville have, at
jordemoder og læge skulle vurdere mig ud fra, hvor meget jeg tager på. SPØRG
mig hvordan jeg har det, og se på scanningerne hvor fint min datter vokser! Det
har de respekteret J
Men… pludselig syntes jeg alligevel, at det er fjollet, at jeg ikke kan se
TALLET, når jeg nu har haft det fint med at mærke min krop vokse. Så burde jeg
være nået så langt, at jeg kan træde op på vægten, kigge på tallet og tænke:
”nå, jeg vejer det. Jamen det siger jo intet om mig som person. Det viser intet
om, hvad jeg er værd”. Så nu gjorde jeg det sgu! Hoppede op på vægten, mærkede
lige at jeg holdt vejret… og kiggede så ned på tallet. Jeg har taget 11 kg. på.
ELLEVE! ”Fuuuuuck, hvor er du fed!” tænkte den urationelle spiseforstyrrede del
af mig – men lynhurtigt kom den rationelle og rigtige Mille frem og vendte det
til: ”vildt fantastisk! Jeg har spist, hvad jeg har haft lyst til, jeg har ikke
trænet meget, og jeg har sovet sindssygt meget – og alligevel har jeg kun taget
11 kg. på, hvilket er fuldstændig normalt!! Min krop er da for fantastisk! Når
jeg lytter til den, går alt som det skal!”.
Jeg går ind i uge 33 på mandag (og der er så 7 uger til termin…), og sådan
sidder de 11 kg.:
Så graviditeten (og
min kæreste) har lært mig rigtig meget om mad og vægt, og hvad der VIRKELIG
betyder noget. Og jeg tror kun, at det bliver bekræftet og forstærket endnu
mere, når jeg bliver MOR. Kærlighed til min kæreste og min datter levner ikke plads
til den destruktive spiseforstyrrede verden. Resten (af mit liv) skal
nydes! J
Du er bare så smuk, både udenpå og indeni, fordi du deler dine tanker og udfordringer med os....
SvarSletDu er så sej Mille! Jeg har så stor respekt for dig!
SvarSletHvor er I søde....tusind tak begge to! <3
SvarSlet