Hvem er jeg uden spiseforstyrrelsen?!

Hvad hæmmer mange spiseforstyrrede i at turde rykke sig og begynde at slippe spiseforstyrrelsen?

Jeg vil sige, at der i hvert fald er disse tre faktorer:

-       Frygten for at få det godt (ja sgu! Man er bange for at få det godt!)

-       Frygten for det ansvar, der automatisk følger med, når man slipper spiseforstyrrelsen.

-       Spørgsmålet: hvem er jeg uden spiseforstyrrelsen?

I dette blogindlæg vil jeg skrive om det sidste punkt: hvem er jeg uden spiseforstyrrelsen (det er med i min bog ”Resten skal nydes”, og her får du et udsnit af kapitlet).

Når mad styrer hele ens liv, giver det næsten sig selv, at man ikke er… sig selv. Hvordan skal man kunne være det? Der er jo hele tiden noget, der styrer dig, og som tager energien fra dig, så du – i hvert fald ikke fuldt ud – kan gøre det, du vil, og være den du er. Tankerne kredser hele tiden om ”noget vigtigere” (ironisk ment), så du ikke er nærværende. Du er nærmest som to personer: dig og din spiseforstyrrelse (mange kalder den et navn). Og jo mere spiseforstyrrelsen får lov til at påvirke ”rigtige” dig, jo mere falmer du, og jo sværere bliver det at finde ud af, hvordan du er UDEN spiseforstyrrelsen. Den gør dig simpelthen usynlig. Endda for dig selv.

Hvordan fandt jeg så ud af, hvem og hvordan jeg er uden min spiseforstyrrelse?

Først satte jeg mig ned og beskrev mig selv, som jeg var, da spiseforstyrrelsen styrede mig totalt:

-        Jeg var en mega facade. Hver dag tog jeg ”maske” på, når jeg skulle være sammen med folk. Så alle så kun den dygtige og søde pige – ingen kendte mit helvede bag facaden.

-         I weekenderne stod den i perioder på fest og druk. Her var jeg den glade og festlige, der dansede på bordene og altid gav den fuld. Alkoholens virkning gav mig en følelse af frihed, og jeg tror faktisk, at det var noget af ”rigtige” Mille, der fik lov til at komme frem, når jeg var fuld.

-         Fra jeg slog øjnene op om morgenen, startede de negative tanker om mig selv. Hvor umulig, forkert, grim, ussel, fed, ulækker og klam jeg var.

-        Det meste af tiden ænsede jeg ikke folk omkring mig (enten fordi jeg ikke havde energi, fordi jeg havde kastet op, fordi jeg havde madtanker i hovedet, eller fordi de negative tanker om mig selv kværnede).

-        Jeg kunne ikke være nærværende, når jeg var sammen med folk (kan jeg først se her bagefter).

-        Jeg havde intet at gå op i. Ud over mad og træning selvfølgelig ;) Hvad jeg sådan virkelig havde LYST til, kunne jeg ikke mærke.

-        Jeg strålede ikke (kun hvis jeg var fuld. Så kunne der godt komme liv over mig).

-        Generelt tænkte jeg altid negativt. Altså fokuserede på det, som kunne gå galt. Og jeg så begrænsninger i stedet for muligheder.

-        Min krop skar jeg af. Følte ikke min kvindelighed, følte mig ikke attraktiv, mærkede ikke min krop.

-        Kort sagt var jeg en zombie i mit eget liv.

At blive bevidst om hvordan jeg har været i spiseforstyrrelsen var en kæmpe røvtur. Tænk at spiseforstyrrelsen gjorde mig til en negativt-tænkende zoombie-kvinde! Sådan hverken er jeg, eller vil jeg være!

Men hvem og hvordan er jeg uden spiseforstyrrelsen? Jeg vidste, at jeg ikke er sådan, som spiseforstyrrelsen gjorde mig til – det var da en start. Men så syntes jeg, at det blev svært derfra… Hvad fan… skulle jeg gøre?

Jeg begyndte på den rejse, jeg kaldte, JEG VIL FINDE UD AF, HVEM OG HVORDAN JEG ER. JEG VIL FINDE UD AF, HVAD DER ER MIG!

Det er faktisk meget sjovt at begynde at eksperimentere med, hvem man er. Som i en skattejagt, hvor du post for post nærmer dig skatten, finder du mere og mere ud af, hvad DIN skat indeholder, hver gang du undersøger ”om noget er dig”. Og husk at det er lige så vigtigt at finde ud af, hvad der IKKE er dig, som at finde ud af det, der ER dig.

For at komme i gang med min rejse mod at finde ud af, hvem og hvordan jeg er uden spiseforstyrrelsen, skrev jeg først ned, hvordan jeg godt kunne tænke mig at være:

Hvordan vil jeg gerne være?

-          Jeg vil være en kvinde, der NYDER sig selv og sin krop.

-          Jeg vil være en kvinde, der vil opleve en masse.

-          Jeg vil være smilende og glad.

-          Jeg vil vågne hver morgen og tænke positivt om mig selv.

-          Jeg vil være en JA-SIGER! Men MED grænser. Altså turde prøve alt muligt men kunne sige nej, hvis det overskrider mine grænser.

-          Jeg vil kunne gå på gaden og registrere ting og mennesker omkring mig. Jeg vil have en åben udstråling.

-          Jeg vil tænke i muligheder frem for i begrænsninger.

Og hvad ER så mig, hvad kan jeg lære, og hvad er ikke mig?

Som jeg skrev længere oppe, havde jeg været vant til at vågne hver morgen med negative tanker om mig selv (og så er det sååååå nemt, at de fortsætter dagen igennem…), så det skulle jeg i hvert fald først gøre noget ved. Måden du tænker på om dig selv, har jo stor betydning for din dag og din væremåde! Hvis tankerne kører i ”hvor er jeg dum, forkert og klam”, er det ret svært samtidig at være en kvinde, der nyder sig selv og sin krop, ik? Og ret svært at have en åben udstråling, ik? Dine tanker styrer dig SÅ meget, så det er HER, du skal sætte ind!

Hvordan ændrer du så dine tanker?

Du skal ”hjernevaske” dig selv med alle mulige positive ord! Præcis som du gjorde i spiseforstyrrelsen – der ”hjernevaskede” du blot dig selv med negative ord i stedet. Og du har jo selv oplevet, at det VIRKER! Til sidst tror du på det! Selv hvis andre fortalte dig, at du er smuk, dejlig eller lignende, troede du dem jo ikke over en dørtærskel.

Det er uhyggeligt, hvad man kan manipulere sig selv til at gå og tro på. Får helt kuldegysninger ved tanken om, hvor mange (måske især kvinder), der er plaget af negative tanker om sig selv, som styrer deres væremåde. Men for filan da… hvis vi arbejder med at ændre vores TANKER, ændrer vi dermed også vores væremåde og vores opfattelse af livet.

Prøv for sjov at gå på gaden og tænk følgende indeni: ”jeg er lækker. Jeg er LÆKKER! Jeg stråler og har det fantastisk!” Bliv ved med at tænke det. Hvad sker der med din måde at gå på? Ja ikke? – det er nærmest umuligt at gå og se sur ud og kigge ned i jorden. Du kommer automatisk til at rette dig mere op og smile.

Prøv på samme måde at tænke dette indeni: ”jeg er bare SÅ forkert, klam, ulækker og grim og alle folk glor på mig og tænker FØJ”. Dit kropssprog ændrer sig automatisk. Det hænger ikke sammen at gå og smile og stråle samtidig med, at du tænker det om dig selv, vel?

Er det ikke vildt, så stor betydning vores tanker har? Jeg var i hvert fald ret forundret, da jeg begyndte at lege med mine tanker. Og pludselig stod det meget mere klart, hvorfor jeg har opført mig, som jeg har gjort, i spiseforstyrrelsen – for handlingerne hang jo sammen med mine tanker, som var RØV-NEGATIVE!!

Nu kommer så øv-tingen ved at opdage det… Tankerne ændrer sig ikke BARE, fordi man ønsker det. De kører sgu STADIG i det negative spor! Altså… også her skal der konkret HANDLING til for at ændre dem (jeg er ked af at skuffe dig… intet sker uden handling).

Jeg lagde ud med at arbejde med de negative tanker, som jeg havde hver morgen. Det gjorde jeg ved at skrive en seddel til mig selv, hvor der stod:

Jeg er en smuk og dejlig kvinde
der alt det bedste i livet vil vinde.

Jeg hviler i mig selv og er glad
og giver min krop sund og nærende mad.

Ansvaret for dagen er mit
og jeg bliver spiseforstyrrelsen kvit.

HVER morgen når jeg slog øjnene op, læste jeg sedlen. Og jeg kan love dig for, at jeg var ved at BRÆKKE mig det første laaaange stykke tid, når jeg læste den. Det føltes SÅ forkert, og jeg følte nærmest, at jeg var en forræder, når jeg kunne tillade mig at sige de ord om mig selv. De passede jo slet ikke!! Det var altså SÅ kunstigt. Men jeg blev ved. Stædigt ved. Læste ordene hver morgen højt for mig selv, og ved du hvad? Langsomt begyndte der at ske ændringer i min hjerne. Når de negative tanker om mig selv dukkede op, begyndte jeg at tvivle på dem. Hallo Mille – de passer jo ikke! Hvorfor er jeg mere grim, dum og forkert end alle andre?! Det er da noget fis! Og selv om jeg stadig ikke lige frem syntes, at jeg var sååååå fantastisk dejlig, så begyndte jeg at holde mere og mere af mig selv. Den dag i dag er de negative tanker helt væk. Jeg vågner ikke mere og tænker, at jeg ikke fortjener at være på denne jord, fordi jeg er så forkert. Jeg synes, at jeg er helt ok, som jeg er. Det er stadig svært for mig at synes, jeg er SMUK. Men jeg synes, at jeg er naturlig, jeg er mig, jeg er helt som jeg skal være. Og jeg er lige så meget værd som alle andre!

Selv i løbet af en dag er jeg blevet rigtig god til at holde selvværdet oppe. Hvis en lille lorte-irriterende-negativ tanke indtager mit hoved, snakker jeg simpelthen med mig selv (indeni). ”Hvorfor er du mindre værd end hende der?” (hvis jeg føler mig mindre værd over for en smuk, tjekket kvinde). ”Du er lige så meget værd!!”

Tankerne ændres altså ikke uden, at du arbejder med dem/siger de negative tanker imod.

Læg for resten mærke til at jeg skrev JEG ER i min morgenseddel. Også selv om jeg ikke FØLTE det til at starte med (langt fra endda). Det er vigtigt, at du skriver teksten som om, at du allerede ER det, du skriver. Du skal altså ikke skrive sådan: ”jeg vil gerne være….” eller ”jeg drømmer om, at jeg kan være…”. Nej, du ER det allerede!! Når din hjerne læser JEG ER SMUK (f.eks.), får den jo direkte kommando om, hvad du er. Så begynder den at tro på det, og du begynder at agere ud fra det. Du ”retter dig mere op” og bliver det, du ønsker. Du ændrer dit mindset.

Lyder det som noget volapyk? Jeg kan kun sige… prøv det selv J Og husk at have tålmodighed og BLIVE VED. Hvis du i f.eks. 10 år har sagt til dig selv, at du er klam, dum og forkert, tager det altså sin tid at få omkodet din hjerne til at synes, at det er noget fis – og til at få loadet hjernen med positive ord i stedet. Det er ikke nok at arbejde med at ændre tanker i 14 dage.

Nu blev det en lang smøre om at ændre tanker. Hvad er koblingen til, hvem du er, og hvordan du gerne vil være?

Jo, når din tankegang bliver ændret, finder du automatisk mere og mere ud af, hvad der er dig. Det bliver meget nemmere at mærke efter, hvornår du ER dig – føler dig godt tilpas, har det godt – og hvornår det IKKE er dig.

Hvis jeg f.eks. havde skrevet på min ønskeseddel om, hvordan jeg gerne vil være, at jeg vil være social hele tiden – sådan én, der elsker at være på og snakke med andre konstant – så ville jeg nu tænke: ”nej, det er ikke mig, og jeg bliver aldrig sådan. Hvis jeg skulle være social hele tiden, ville jeg blive totalt drænet. Jeg har rigtig meget brug for RO, og det er, når jeg er alene, at jeg lader op”.

You see? Jeg er altså nu i stand til at skelne mellem, hvad der er mig, og hvad der ikke er mig. Og selv om jeg kunne ønske, at jeg var en meget social kvinde, så har jeg det godt med, at jeg ikke hverken er det eller bliver det. Jeg ville jo blive enormt stresset, og hvorfor stræbe efter det? Er det så ikke bedre at acceptere, at jeg er én, der har brug for ro og alenetid? Èn der elsker at være social – men i små doser?  

At finde ud af, hvem og hvordan man er uden spiseforstyrrelsen handler altså både om at udfordre sig selv på de punkter, hvor man gerne VIL ændre sig, men lige så meget at acceptere når man finder ud af, hvordan man IKKE er. Og så ikke prøve at ændre det. Du er DIG, og du er dejlig præcis, som du er!

Og så for lige at slutte ordentligt af, så vil jeg sige:

I stedet for at blive i spiseforstyrrelsen, fordi du ikke ved, hvem du er uden den, så håber jeg, at du vil se det som SPÆNDENDE, at du skal til at lære dig selv at kende. Du skal ud på en rejse i dig selv!

Er det ikke federe end at blive i spiseforstyrrelsen? Du ved ikke, hvor du ender nej – men du kan i hvert fald ikke ende et lige så dårligt sted, som du er nu. Vel?