tirsdag den 25. februar 2014

Til manden i mit liv

Denne blog er til dig, jeg elsker.

Jeg har i dag taget en MILLE-DAG og har sat mig i min skriveboble på Baresso. Før jeg mødte dig, sad jeg her dagligt og skrev mine bøger. Det var her, jeg kunne finde ro fra alle de destruktive tanker i mit hoved. Derhjemme havde jeg ikke fred. Måske var det i virkeligheden blot fordi jeg ubevidst besluttede mig for, at på Baresso kunne jeg få ro og få lov til at lave det, jeg holder allermest af at lave: at skrive. Jeg ved jo i dag, hvor meget tanker, indgroede destruktive beslutninger og vaner betyder – alt! Nu hvor jeg har lært at vende mine tanker fra destruktive til positive over for mig selv, kan jeg finde ro, hvor jeg vil.
Nu sidder jeg så på Baresso. Ikke bare én Baresso, men DEN Baresso hvor vi så hinanden første gang, og jeg bliver berørt dybt i hjertet (og sidder med tårer i øjnene nu). Hvem skulle liiiiige ha’ troet, at man kunne møde kærligheden her?! Jeg havde i hvert fald ikke. Jeg kan huske, at jeg sad i min egen verden og skrev, lænet afslappet tilbage i den bløde sofastol, og jeg havde bare en slidt t-shirt på og ingen make up (det bruger jeg aldrig. Jo, kun til fest). Du kom ind ad døren, og jeg kiggede tilfældigt op… og noget skete i min mave, da vores blikke mødtes. Resten er vores hemmelige historie – den og dig deler jeg ikke!

Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg skulle møde DIG på den måde. Faktisk havde jeg på det tidspunkt helt droppet tanken om nogensinde at møde kærligheden. Hold da op, hvor har jeg været i mange forhold uden at kunne give mig fuldt ud i det – men det var jo nok fordi, kærligheden i bund og grund ikke var der.
Vores forhold har ikke bare været nemt og rosenrødt – for i starten var en tredjepart stadig en lille smule med, som gjorde det svært. Spiseforstyrrelsen. Jeg troede egentlig på det tidspunkt, at jeg var så fri af den, som det var muligt at blive, men jeg er meget klogere i dag. Måske har andre spiseforstyrrede det på samme måde? Altså, at de når til et punkt, hvor de har det klart bedre, end de nogensinde har haft, men at der stadig er småting, der spænder ben for dem i at leve det liv, de ønsker. De tror – som jeg gjorde – at man altid vil være ”lidt spiseforstyrret”.

Jeg er helt sikker på, at fordi vi havde den grundlæggende kærlighed til hinanden, blev pestilensen i vores forhold langsomt men sikkert smidt helt på porten, så jeg i dag ærligt kan sige, at jeg er helt FRI. Jeg har stadig spiseforstyrrelsen i mig men udelukkende som en VEN, der guider mig i livet. Kærligheden gav mig styrken til at slippe kampen og i stedet gøre spiseforstyrrelsen til min ven.
Tak til dig fordi du:
-       Ikke prøvede at forstå mig men bare rummede mig i mine ”crazy moments”, hvor jeg kæmpede med spiseforstyrrelsen.
-       Aldrig har skældt mig ud, når jeg gik i panik og smed mad ud. Du var god til at få mig til at grine over det og se det komiske i det.
-       Har gidet at have lange snakke om ”det at leve” og at turde være sig selv.
-       Har lært mig hvor vigtigt ærlighed og kommunikation er. Selv når sandheden sårer enormt.
-       Har lært mig at jeg ikke kan føle forkert! Jeg troede ellers altid, at det, jeg følte, ikke var rigtigt.
-       Har lært mig at vise hele mig. Når jeg har forsøgt at tilpasse mig, har du sagt til mig, at du ikke gider falske Mille. Du vil have mig, som jeg er – også når det er knap så sjovt J
-       At elske fuldt ud. Vi er som nat og dag på nogle områder, men det er netop styrken i vores forhold.
Jeg elsker dig.
Jeg er stolt og lykkelig over, at vi nu skal være mor og far til vores datter.
Resten af vores liv skal nydes.

mandag den 24. februar 2014

Foredrag d. 9. marts om ”Resten skal nydes” hos LMS i Kbh.

Nu nærmer tiden sig, hvor jeg skal være MOR (har termin d. 31. marts). Hvor syret er det lige at skrive?! Tænk at jeg snart har gennemført hele graviditeten og skal se vores datter… det er virkelig VIRKELIG stort og fuldstændig fantastisk. Tankerne fiser rundt i knolden på mig, både om fødslen men også om ”mit nye liv” som mor. Hvordan mon det bliver? Kan jeg finde ud af det? Alle de der – nok meget normale – tanker som førstegangsfødende/mor...  Jeg skal nok skrive en blog om det J

Lige nu vil jeg blot fortælle, at jeg holder mit absolut sidste foredrag, inden jeg føder, søndag d. 9. marts kl. 14-16 hos LMS i København. Se mere her og spørg dem om de praktiske ting: http://www.lmsaktivitetshus.dk/events/2014-uge-10-foredrag-med-mille-eigard-andersen/
Jeg tager udgangspunkt i min nye bog ”Resten skal nydes”, dvs. jeg fortælle om, hvad jeg mener en spiseforstyrrelse ”handler om”, hvad jeg mener man skal arbejde med for at komme ud og blive fri samt om hele det lange rehabiliteringsarbejde, som i høj grad skal til for at man kan holde fast i at være fri og nyde resten af livet!

I kan stille alle de spørgsmål, I har lyst til, og I kan købe bogen J
Jeg glæder mig til at se jer og håber, at I glæder jer til at se mig – med kææææmpe mave på J

torsdag den 13. februar 2014

Lektørudtalelse af "Resten skal nydes"

Så fik jeg lektørudtalelsen af ”Resten skal nydes” på skrift J En lektørudtalelse er en anmeldelse af en bog, skrevet for at bibliotekerne kan vurdere, om de skal bestille en ny bog hjem eller ej. De kan jo ikke sidde og læse alle nye bøger, så de nøjes altså med at læse lektørudtalelsen og vurderer så ud fra den, om de ønsker bogen på biblioteket.

”Resten skal nydes” har fået en super lektørudtalelse, så bibliotekerne siger GO for den!
Du kan læse udtalelsen her:



torsdag den 6. februar 2014

SÅ er "Resten skal nydes" ude i boghandlerne! OG mine andre bøger også...

En kort blog i dag blot for at fortælle, at du nu kan købe ”Resten skal nydes” i boghandlerne landet over! Hvis den boghandel, du går ind i, ikke har fået den hjem endnu, skal du bare sige til dem, at de gerne må bestille den hjem til dig J

Alle mine andre bøger (”En anoreksipiges dagbog”, ”Hvor ser du godt ud” og ”Ih, du Mille”) kan også fås i boghandlerne (de har været udsolgt men er der fra i dag – og ellers be’ boghandleren bestille hjem). Det er kun ”Lyster”, der stadig er udsolgt, men når der er penge på kontoen igen, skal jeg nok trykke 2. oplag J

PS. Og så kom der sørme lige endnu en god nyhed i dag: bibliotekerne har også taget ”Resten skal nydes”! Dvs. nu kan alle mine bøger lånes på biblo! Spørg efter dem hvis dit biblo ikke har fået deres eksemplar hjem J