Til manden i mit liv

Denne blog er til dig, jeg elsker.

Jeg har i dag taget en MILLE-DAG og har sat mig i min skriveboble på Baresso. Før jeg mødte dig, sad jeg her dagligt og skrev mine bøger. Det var her, jeg kunne finde ro fra alle de destruktive tanker i mit hoved. Derhjemme havde jeg ikke fred. Måske var det i virkeligheden blot fordi jeg ubevidst besluttede mig for, at på Baresso kunne jeg få ro og få lov til at lave det, jeg holder allermest af at lave: at skrive. Jeg ved jo i dag, hvor meget tanker, indgroede destruktive beslutninger og vaner betyder – alt! Nu hvor jeg har lært at vende mine tanker fra destruktive til positive over for mig selv, kan jeg finde ro, hvor jeg vil.

Nu sidder jeg så på Baresso. Ikke bare én Baresso, men DEN Baresso hvor vi så hinanden første gang, og jeg bliver berørt dybt i hjertet (og sidder med tårer i øjnene nu). Hvem skulle liiiiige ha’ troet, at man kunne møde kærligheden her?! Jeg havde i hvert fald ikke. Jeg kan huske, at jeg sad i min egen verden og skrev, lænet afslappet tilbage i den bløde sofastol, og jeg havde bare en slidt t-shirt på og ingen make up (det bruger jeg aldrig. Jo, kun til fest). Du kom ind ad døren, og jeg kiggede tilfældigt op… og noget skete i min mave, da vores blikke mødtes. Resten er vores hemmelige historie – den og dig deler jeg ikke!

Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg skulle møde DIG på den måde. Faktisk havde jeg på det tidspunkt helt droppet tanken om nogensinde at møde kærligheden. Hold da op, hvor har jeg været i mange forhold uden at kunne give mig fuldt ud i det – men det var jo nok fordi, kærligheden i bund og grund ikke var der.

Vores forhold har ikke bare været nemt og rosenrødt – for i starten var en tredjepart stadig en lille smule med, som gjorde det svært. Spiseforstyrrelsen. Jeg troede egentlig på det tidspunkt, at jeg var så fri af den, som det var muligt at blive, men jeg er meget klogere i dag. Måske har andre spiseforstyrrede det på samme måde? Altså, at de når til et punkt, hvor de har det klart bedre, end de nogensinde har haft, men at der stadig er småting, der spænder ben for dem i at leve det liv, de ønsker. De tror – som jeg gjorde – at man altid vil være ”lidt spiseforstyrret”.

Jeg er helt sikker på, at fordi vi havde den grundlæggende kærlighed til hinanden, blev pestilensen i vores forhold langsomt men sikkert smidt helt på porten, så jeg i dag ærligt kan sige, at jeg er helt FRI. Jeg har stadig spiseforstyrrelsen i mig men udelukkende som en VEN, der guider mig i livet. Kærligheden gav mig styrken til at slippe kampen og i stedet gøre spiseforstyrrelsen til min ven.

Tak til dig fordi du:

-       Ikke prøvede at forstå mig men bare rummede mig i mine ”crazy moments”, hvor jeg kæmpede med spiseforstyrrelsen.

-       Aldrig har skældt mig ud, når jeg gik i panik og smed mad ud. Du var god til at få mig til at grine over det og se det komiske i det.

-       Har gidet at have lange snakke om ”det at leve” og at turde være sig selv.

-       Har lært mig hvor vigtigt ærlighed og kommunikation er. Selv når sandheden sårer enormt.

-       Har lært mig at jeg ikke kan føle forkert! Jeg troede ellers altid, at det, jeg følte, ikke var rigtigt.

-       Har lært mig at vise hele mig. Når jeg har forsøgt at tilpasse mig, har du sagt til mig, at du ikke gider falske Mille. Du vil have mig, som jeg er – også når det er knap så sjovt J

-       At elske fuldt ud. Vi er som nat og dag på nogle områder, men det er netop styrken i vores forhold.

Jeg elsker dig.

Jeg er stolt og lykkelig over, at vi nu skal være mor og far til vores datter.

Resten af vores liv skal nydes.