mandag den 31. marts 2014

Termin... i dag!

Jeg fatter ikke, hvor de 9 måneder er blevet af…! Hvad der startede sådan her (altså efter "en sjov leg", hehe):

 
er nu blevet til min datter, som er fuldstændig klar til at se verden. Spørgsmålet er bare hvornår, hun har tænkt sig at komme ud af sin trygge hule!
Jeg har haft menstruationslignende smerter i en uge nu, og i dag er det også begyndt at gøre ondt i ryggen. Kroppen forbereder sig helt klart. Det er ulideligt at vente mere. Jeg er mega rastløs.

Terminsdagen er jo bare en dato… men alligevel er det en speciel dag. Det er jo den dag, jeg har snakket om i 9 måneder! Hver gang nogen har spurgt: ”hvornår skal det være?”, har jeg svaret: ”jeg er sat til d. 31. marts”. Og nu har jeg nået den dag og er helt klar (så klar som man nu kan være… jeg aner jo ikke, hvordan fødslen bliver, eller hvordan det bliver at være mor…). Jeg er så spændt, så spændt, at jeg næsten ikke kan være i min krop.
Jeg er meget stolt af at have gennemført hele graviditeten uden problemer (kun de almindelige gener som kvalme, hovedpine, utilpashed, træthed osv.), og jeg har ikke engang fået væske i kroppen her til sidst, og jeg har heller ikke fået strækmærker. Jeg har spist, hvad jeg har haft lyst til men har sørget for at få godt med sundt fedt hver dag. Det er blevet mit ”drug” J Og jeg har smurt mavsen ind i olie.

Jeg glæder mig meget til at kunne fortælle jer: HUN ER FØDT! JEG ER BLEVET MOR!
Nu bliver hun helt sikkert et april-barn. Tvivler på at jeg når at føde inden midnat J

mandag den 24. marts 2014

En uge til termin!

Det er så vildt – jeg har termin om præcis en uge! (næste mandag, d. 31. marts). Men jeg kan jo føde når som helst… det er vist kun 5 %, der føder på selve terminsdagen. Så måske er jeg mor i morgen?! Nej, jeg håber, at hun lige holder sig inde i maven til minimum på torsdag, for jeg serverer til et kursus i dag, i morgen og onsdag (kl. 7-17. Hvem sagde barsel?!). Lige nu har jeg en kort pause, inden jeg skal lave frokosten. Jeg kan godt mærke, at det er ”hårdt” nu… min krop er tung og træt af at være gravid, og jeg får plukveer af det mindste. Så det er faktisk ikke så sjovt at servere…

Lige siden jeg så de to streger på tissepinden, har jeg sagt, at jeg føder d. 4.4.14. Tænk hvis det holder stik! Gad vide hvor meget man kan påvirke med psyken? Ej, nok ikke så meget… hun kommer, når hun er klar J Moder natur styrer det!
Jeg tænker faktisk ikke så meget på selve fødslen nu. Lidt pudsigt som det er skiftet. Jeg har ellers tænkt SÅÅÅÅ meget på fødslen… om hvordan det mon er, om jeg kan klare det osv. osv. Men nu tænker jeg kun på at se min datter! Selve fødslen er gledet totalt i baggrunden – den skal jeg sgu nok klare. Næ, nu er fokus på ”mit nye liv”, der venter EFTER fødslen. Livet med min datter J Min mave er fyldt med sommerfugle! Hvordan mon hun ser ud? Hvordan mon hendes personlighed er? Jeg er sikker på, at hun er helt, som hun skal være J

Her er lige en lille video af hendes spræl i min mave. Den er taget i sidste uge, da jeg sad og så fjernsyn. Vil lige sige, at mærkerne på min mave ikke er strækmærker – det er mærker fra de bukser, jeg havde haft på J


onsdag den 5. marts 2014

Holder du selv fast i din "diagnose"?

Da jeg skrev blog om mit foredrag hos LMS på søndag – mit sidste før jeg føder (http://www.lmsaktivitetshus.dk/events/2014-uge-10-foredrag-med-mille-eigard-andersen/), lovede jeg at skrive lidt om mine tanker omkring fødslen og det at skulle være mor. Mon de er anderledes, fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse?

Først vil jeg fortælle, hvad jeg tænker omkring det hele.
Igennem hele graviditeten har jeg troet, at jeg skulle have kejsersnit pga. problemer med min blære. Men her i januar besluttede lægerne, at jeg lige så godt kan føde selv, for der er risici med blæren ved begge dele. Det blev jeg super glad for, for jeg vil helst føde selv frem for at have kejsersnit. Men tankerne om at føde skulle jeg så til at forholde mig til. Og jeg må indrømme, at var hundebange, nærmest angst…
Men så tog jeg fødselsforberedelse hos Anja Bay, ”smertefri fødsel”, og det har hjulpet mig helt enormt. Hun fortæller på sådan en fin ”nede-på-jorden-måde” alt, hvad man har brug for at vide omkring fødslen (og faktisk også om den første tid efter) og har givet mig teknikker til at ”styre/være med i” fødslen. Nu ved jeg, hvordan jeg kan reagere på veerne i åbningsfasen, samt hvordan jeg bedst muligt kan presse min datter ud. Simple øvelser som jeg kan træne hver dag op til fødslen, så jeg føler mig klædt på til ”slagets gang” J Så ved at gå hos Anja, er jeg gået fra ”panik panik paniiiiiiiiiik!” til ”selvfølgelig klarer jeg da at føde min datter, og det bliver en helt fantastisk oplevelse!”

Ud over øvelserne, som jeg træner hver dag, har jeg også skrevet en seddel til mig selv, som jeg vil læse, når veerne starter. Jer, der har læst ”Resten skal nydes” eller hørt mit foredrag, ved, at det at skrive sedler til mig selv, har hjulpet/hjælper mig helt enormt. Det har husket/husker mig på at have min hjerne på det rigtige spor, kan man sige J Jeg ”hjernevasker” simpelthen mig selv med positive tanker om, hvor jeg gerne vil hen, og hvordan jeg gerne vil have det. Så selvfølgelig bruger jeg også den teknik til fødslen!
Selv om jeg altså nu føler mig mere rolig og tryg ved fødslen, fylder tankerne stadig meget om, hvordan det mon er at føde… For selv om jeg nu har lært en masse og også kan læse en del i bøger, er det sgu ikke helt til at fatte, præcis hvordan det er at føde! Det finder jeg først ud af, når jeg har gjort det J

Har jeg været angst og nu stadig lidt nervøs, fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse? Er jeg anderledes end andre kvinder? Næ, det tror jeg helt ærligt ikke, at jeg er. Jeg vil gætte på, at mange andre end mig, er nervøse for fødslen og har en masse tanker omkring den fisende rundt i knolden. Rigtig mange kvinder vil jo gerne have KONTROL over tingene, og det er altså svært at kontrollere en fødsel (men man kan være meget mere med i fødslen og på den måde have større følelse af kontrol ved netop at gå til fødselsforberedelse). Min eneste tanke om, hvor jeg evt. kan adskille mig, er min frygt for at lukke helt af for kroppen under fødslen og slet ikke ville samarbejde med den. Altså, om jeg bliver bange for kroppen simpelthen, selv om jeg er kommet så langt, som jeg er i dag. Men om det overhovedet kan lade sig gøre at lukke sådan af under en fødsel, ved jeg ikke… Tror det faktisk ikke. Så den frygt skulle bare siges, og så får den mindre magt!
Jeg var til en samtale for nylig med en psykiater (fordi jeg er i ”blåt team”), og hun skulle vurdere min psykiske tilstand til fødslen samt til det at blive mor. Efter en times samtale hvor hun havde udspurgt mig både om min fortid og om nu, sagde hun: ”du hører slet ikke til i det psykiatriske system. Du er mere selvbevidst end de fleste, og du er god til at analysere og forstå dine egne tanker og følelser og at handle ud fra, hvad du har brug for. Du virker til at være meget i balance med dig selv. Dine tanker omkring fødslen og det at skulle være mor er fuldstændig normale, så jeg kan ikke se, hvorfor vi skal holde dig her i ”systemet” og sygeliggøre dig”. TAK! Hvor var det fedt at høre! For det er også det, jeg selv tænker. Man når til et punkt, hvor man skal give slip på fortiden og mærke efter, hvad man egentlig har brug for nu. Selv om der står diagnose ANOREKSI i min journal, passer det altså ikke resten af mit liv! Det var en (lang) fase/periode i mit liv, men nu er jeg videre. Jeg har stadig brug for hjælp og støtte fra veninder, kæreste og familie (som alle i øvrigt har. Ingen er superkvinder), men at blive ”sat i bås og sygeliggjort” pga. min fortid, har jeg ikke brug for. Det vil hæmme mig mere, end det vil gavne.

Så jeg skal holde fast i at tænke, at jeg er som alle andre gravide. Nogle gange har man svære dage, fordi det hele er så stort, fantastisk og næsten ikke til at rumme, og der er så mange nye tanker og følelser, og andre dage svæver man på en sky af lykke. Jeg har brug for at snakke med andre omkring det hele, men jeg har ikke brug for terapi eller ”sygeliggørelse”, fordi der står ANOREKSI i min journal. Selvfølgelig må jordemoderen meget gerne være opmærksom på mine reaktioner under fødslen med den viden om min fortid i baghovedet, for selvfølgelig kan der dukke noget op, som jeg ikke er klar over nu. Men jeg har ikke brug for bekymringen på forhånd. Giver det mening? Måske synes I, at jeg lyder for hård, og at ”jeg bare skal klare alt selv nu”? Jeg mener IKKE, at jeg skal være superkvinde og klare alt selv – jeg skal MÆRKE EFTER og kunne sige til og fra ud fra, hvad jeg har brug for. Er det en snak med en veninde, min mor, kæreste eller jordemoderen? Har jeg brug for, at jordemoderen ved noget specielt om mig under fødslen? Har jeg brug for mere terapi eller ej? Altså: som jeg har skrevet om før, handler det rigtig meget om at tage ansvar. Og det er både at tage ansvar at bede om mere hjælp og at bede om fred!
Så ja, denne blog ender med et råd om SELV at turde give slip på den diagnose, du har med dig i bagagen, og at lære at sige til og fra ud fra, hvad du har brug for NU, i stedet for selv at holde dig i at ”jeg må ha’ brug for hjælp til det her, fordi jeg har den fortid, jeg har”. Det kan være svært for andre at se på dig ”med nye øjne” og ikke fastholde dig i din fortid, men det starter faktisk med, at du SELV begynder at se på dig selv med de nye øjne!