onsdag den 5. marts 2014

Holder du selv fast i din "diagnose"?

Da jeg skrev blog om mit foredrag hos LMS på søndag – mit sidste før jeg føder (http://www.lmsaktivitetshus.dk/events/2014-uge-10-foredrag-med-mille-eigard-andersen/), lovede jeg at skrive lidt om mine tanker omkring fødslen og det at skulle være mor. Mon de er anderledes, fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse?

Først vil jeg fortælle, hvad jeg tænker omkring det hele.
Igennem hele graviditeten har jeg troet, at jeg skulle have kejsersnit pga. problemer med min blære. Men her i januar besluttede lægerne, at jeg lige så godt kan føde selv, for der er risici med blæren ved begge dele. Det blev jeg super glad for, for jeg vil helst føde selv frem for at have kejsersnit. Men tankerne om at føde skulle jeg så til at forholde mig til. Og jeg må indrømme, at var hundebange, nærmest angst…
Men så tog jeg fødselsforberedelse hos Anja Bay, ”smertefri fødsel”, og det har hjulpet mig helt enormt. Hun fortæller på sådan en fin ”nede-på-jorden-måde” alt, hvad man har brug for at vide omkring fødslen (og faktisk også om den første tid efter) og har givet mig teknikker til at ”styre/være med i” fødslen. Nu ved jeg, hvordan jeg kan reagere på veerne i åbningsfasen, samt hvordan jeg bedst muligt kan presse min datter ud. Simple øvelser som jeg kan træne hver dag op til fødslen, så jeg føler mig klædt på til ”slagets gang” J Så ved at gå hos Anja, er jeg gået fra ”panik panik paniiiiiiiiiik!” til ”selvfølgelig klarer jeg da at føde min datter, og det bliver en helt fantastisk oplevelse!”

Ud over øvelserne, som jeg træner hver dag, har jeg også skrevet en seddel til mig selv, som jeg vil læse, når veerne starter. Jer, der har læst ”Resten skal nydes” eller hørt mit foredrag, ved, at det at skrive sedler til mig selv, har hjulpet/hjælper mig helt enormt. Det har husket/husker mig på at have min hjerne på det rigtige spor, kan man sige J Jeg ”hjernevasker” simpelthen mig selv med positive tanker om, hvor jeg gerne vil hen, og hvordan jeg gerne vil have det. Så selvfølgelig bruger jeg også den teknik til fødslen!
Selv om jeg altså nu føler mig mere rolig og tryg ved fødslen, fylder tankerne stadig meget om, hvordan det mon er at føde… For selv om jeg nu har lært en masse og også kan læse en del i bøger, er det sgu ikke helt til at fatte, præcis hvordan det er at føde! Det finder jeg først ud af, når jeg har gjort det J

Har jeg været angst og nu stadig lidt nervøs, fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse? Er jeg anderledes end andre kvinder? Næ, det tror jeg helt ærligt ikke, at jeg er. Jeg vil gætte på, at mange andre end mig, er nervøse for fødslen og har en masse tanker omkring den fisende rundt i knolden. Rigtig mange kvinder vil jo gerne have KONTROL over tingene, og det er altså svært at kontrollere en fødsel (men man kan være meget mere med i fødslen og på den måde have større følelse af kontrol ved netop at gå til fødselsforberedelse). Min eneste tanke om, hvor jeg evt. kan adskille mig, er min frygt for at lukke helt af for kroppen under fødslen og slet ikke ville samarbejde med den. Altså, om jeg bliver bange for kroppen simpelthen, selv om jeg er kommet så langt, som jeg er i dag. Men om det overhovedet kan lade sig gøre at lukke sådan af under en fødsel, ved jeg ikke… Tror det faktisk ikke. Så den frygt skulle bare siges, og så får den mindre magt!
Jeg var til en samtale for nylig med en psykiater (fordi jeg er i ”blåt team”), og hun skulle vurdere min psykiske tilstand til fødslen samt til det at blive mor. Efter en times samtale hvor hun havde udspurgt mig både om min fortid og om nu, sagde hun: ”du hører slet ikke til i det psykiatriske system. Du er mere selvbevidst end de fleste, og du er god til at analysere og forstå dine egne tanker og følelser og at handle ud fra, hvad du har brug for. Du virker til at være meget i balance med dig selv. Dine tanker omkring fødslen og det at skulle være mor er fuldstændig normale, så jeg kan ikke se, hvorfor vi skal holde dig her i ”systemet” og sygeliggøre dig”. TAK! Hvor var det fedt at høre! For det er også det, jeg selv tænker. Man når til et punkt, hvor man skal give slip på fortiden og mærke efter, hvad man egentlig har brug for nu. Selv om der står diagnose ANOREKSI i min journal, passer det altså ikke resten af mit liv! Det var en (lang) fase/periode i mit liv, men nu er jeg videre. Jeg har stadig brug for hjælp og støtte fra veninder, kæreste og familie (som alle i øvrigt har. Ingen er superkvinder), men at blive ”sat i bås og sygeliggjort” pga. min fortid, har jeg ikke brug for. Det vil hæmme mig mere, end det vil gavne.

Så jeg skal holde fast i at tænke, at jeg er som alle andre gravide. Nogle gange har man svære dage, fordi det hele er så stort, fantastisk og næsten ikke til at rumme, og der er så mange nye tanker og følelser, og andre dage svæver man på en sky af lykke. Jeg har brug for at snakke med andre omkring det hele, men jeg har ikke brug for terapi eller ”sygeliggørelse”, fordi der står ANOREKSI i min journal. Selvfølgelig må jordemoderen meget gerne være opmærksom på mine reaktioner under fødslen med den viden om min fortid i baghovedet, for selvfølgelig kan der dukke noget op, som jeg ikke er klar over nu. Men jeg har ikke brug for bekymringen på forhånd. Giver det mening? Måske synes I, at jeg lyder for hård, og at ”jeg bare skal klare alt selv nu”? Jeg mener IKKE, at jeg skal være superkvinde og klare alt selv – jeg skal MÆRKE EFTER og kunne sige til og fra ud fra, hvad jeg har brug for. Er det en snak med en veninde, min mor, kæreste eller jordemoderen? Har jeg brug for, at jordemoderen ved noget specielt om mig under fødslen? Har jeg brug for mere terapi eller ej? Altså: som jeg har skrevet om før, handler det rigtig meget om at tage ansvar. Og det er både at tage ansvar at bede om mere hjælp og at bede om fred!
Så ja, denne blog ender med et råd om SELV at turde give slip på den diagnose, du har med dig i bagagen, og at lære at sige til og fra ud fra, hvad du har brug for NU, i stedet for selv at holde dig i at ”jeg må ha’ brug for hjælp til det her, fordi jeg har den fortid, jeg har”. Det kan være svært for andre at se på dig ”med nye øjne” og ikke fastholde dig i din fortid, men det starter faktisk med, at du SELV begynder at se på dig selv med de nye øjne!

3 kommentarer:

  1. Hej igen
    Det var da en skøn psykiater du mødte der :-D Jeg HADER at blive sat i bås, blive behandlet med pakke "løsninger" af behandlere der ser diagnosen i stedet for mig! Har de sidste uger via en pædagog studerende (Mark skøn mand, tør jeg nu sige højt mens jeg skriver, tak Mille ;-) ) og dine bøger fundet ud af hvorfor behandling aldrig har "virket helt godt nok" på mig... der er INGEN i 4 år, der har set MIG, den vilde drenge pige, og mine mavefornemmelser eller stolet på MIG. Jeg har fået tydet ørene fulde af "Ida er jo bare den skøre, der ikke ved en dyt om sig selv", af div behandlere og psykiatere... og alko mor og lidt far... Det får man sgu til sidst dårligt selvværd af!
    Og så kom Mille, så tak for dig :-D Og nye øjne på mig selv... har også lige købt briller :-P
    Ida Eowen

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det fantastisk at høre, Ida!!! Det er SÅ vigtigt (nok det vigtigSTE) at blive mødt og set, som den man er - at det ikke er spiseforstyrrelsen, der bliver set. Vi er jo helt almindelige mennesker inde bagved alt det forstyrrede....og vi skal "bare" hjælpes i retningen mod at turde være os selv :) Når vi også selv forstår deltog tør gå den vej (tage ansvar for det og handle), ja så sker miraklerne ;)

      Kæmpe kram og thumps up til dig!

      Slet
    2. Når vi også selv forstår det og tør gå den vej....skulle der ha stået :)

      Slet