søndag den 11. maj 2014

Mors dag

I dag er det mors dag.

Jeg plejer altid at give min mor blomster, chokolade eller en anden lille ting (og det gør jeg selvfølgelig også i år) for at vise hende, at jeg tænker på hende og elsker hende. Egentlig er det lidt dumt, at man skal gøre det på en bestemt dag – det er federe at give en gave spontant, fordi man får lyst til at fortælle f.eks. ens mor, at hun betyder meget for én. Altså i stedet for at man gør det, fordi ”det skal man på denne dag”. Men det er jo en hyggelig lille tradition, og derfor gør jeg det.

Min kæreste tog røven på mig her til morgen, for nu er jeg jo selv blevet mor. Så da jeg kom ud af badet, havde han sat Julia med en gave og et kort i hånden, hvor der stod ”til min mor” på. Og jeg TUDEDE, da jeg så det. Det rørte mig simpelthen SÅ meget. Det var fuldstændig lige meget, hvad der ville være inde i gaven – det var bare det at se Julia sidde der, se så sød ud og alle de mor-følelser der væltede op i mig. Min kæreste blev helt overrasket over, at jeg reagerede så meget: ”det er jo bare mig, der har købt en lille gave på Julias vegne. Hvor sødt at du bliver SÅ glad og rørt!”. Men for mig var det stort, og jeg blev lige endnu engang mindet om, hvor heldig jeg er, at jeg får lov til at opleve det største i livet: at være mor ♥
Her er det lille kort og gaven fra hende: (det er wireless højtalere, så jeg kan spille musik for Julia fra min mobil og min Ipad. Det giver meget bedre lyd, og jeg kan sætte højtaleren f.eks. ved hendes seng og så styre musikken på afstand. Og vi kan høre god musik og danse sammen J )
 
Læg mærke til at hun selv har skrevet ”Julia” ;)
I dag har jeg tænkt meget over det at være mor til en datter, som ødelægger sig selv. Nu hvor jeg selv er blevet mor, er mit værste mareridt, at det skulle ske for Julia L Hvor må det være forfærdeligt at være pårørende til én, man elsker, der f.eks. har en spiseforstyrrelse eller på anden måde ødelægger sig selv og sit liv. Jeg kan nu endnu bedre sætte mig ind i de desperate forældre, der mailer til mig og spørger, hvad de kan gøre for deres datter eller søn. Man er jo villig til at give sin højre arm for at ens barn får det godt.
Så med denne blog vil jeg også sende en kærlig tanke til alle jer forældre og andre pårørende til spiseforstyrrede. Det må være skrækkeligt at stå på sidelinjen. Et af mine mål er helt sikkert at få skrevet en bog til pårørende (det snakkede jeg allerede om for 1 år siden men har altså ikke nået det endnu…), for hvor mangler der dog hjælp og råd til jer.

Og skal I lige se, hvor dejlig hun er nu?  5 uger og 3 dage gammel J :
 
 
 

mandag den 5. maj 2014

Sorgen efter en spiseforstyrrelse

Det, der har været rigtig svært for mig her efter spiseforstyrrelsen, har været – og er stadig – SORGEN. Jo bedre jeg er blevet til at være nærværende, og jo mere jeg er blevet i stand til at mærke, sanse og føle i takt med, at spiseforstyrrelsen har fået mindre og mindre magt over mig, jo mere i SORG har jeg været.

SORG over alt det, jeg er gået glip af pga. spiseforstyrrelsen.
SORG over alle de år, jeg har spildt på at være i spiseforstyrrelsen. Spildt på noget så latterligt som mad.

SORG over ikke at ha’ været en ”normal” datter.
SORG over at ha’ gjort mine forældre bekymrede og frustrerede, fordi de ikke anede, hvad de skulle gøre.

SORG over at ha’ skadet min krop så meget.
SORG over at jeg ikke har kunnet mærke kærlighed. Hverken til mig selv eller til andre.

SORG over at ha’ været en zombie i mit eget liv.
SORG over at ha’ været totalt ansvarsløs over for mit dyrebare liv.

SORG over at spiseforstyrrelsen dræbte alle mine drømme og min lyst.
Det er VIRKELIG gået op for mig, hvilken snylter i mit liv, spiseforstyrrelsen har været, og det gør virkelig, virkelig ondt og er en stor sorg for mig. 

Det virker som om, at andre har meget svært ved at forstå den sorg. ”Jamen, du har da været her hele tiden! Du har da levet hele tiden”. Jaaaa... Men nej. JEG har ikke været til stede. Jeg har virkelig ikke mærket en skid følelser. Jeg har bare vidst med min hjerne, at jeg da selvfølgelig elsker min familie. Men mærke det sådan rigtigt… det har jeg ikke kunnet. Det er svært at forklare, hvis man ikke selv har været der. Hvordan man kan være der og alligevel ikke. Man føler, at man sidder fanget inde i et fængsel og ikke kan komme ud og mærke verden. Jeg forstår godt, at det er svært at forstå, fordi jeg f.eks. rendte i byen og virkede super glad og ovenpå. Men alt foregik i en tåge. Jeg levede fra fix til fix. Enten via sult, bræk, træning eller at være stangstiv og score uden at have mig selv med. Et følelsestomt liv, vil jeg kalde det.
Så det har været SÅ vildt pludselig at kunne mærke kærligheden til f.eks. min mor og far igen (altså selv om jeg altid har elsket dem!). Mærke det helt ind i hjertet, så jeg næsten ikke kan rumme det. Fantastisk at kunne græde igen over, hvor meget jeg elsker dem. Kan I mon følge mig? Jeg har svært ved at forklare det, kan jeg mærke. Men kender I til at kunne mærke kærligheden til en anden person i hver en celle i sin krop? Det er fantastisk og stort, ik? Og også overvældende og en smule skræmmende (synes jeg). Forestil jer så, at I ikke har kunnet det i mange år – i alle de år vidste I det bare med jeres fornuft. Der er KOLOSSAL forskel.

Nogen siger til mig, at jeg ikke skal bruge krudt på at være ked af noget, som jeg alligevel ikke kan ændre. Vær dog bare glad for hvor godt du har det i dag!
Først vil jeg lige understrege: jeg ER glad for, hvor godt jeg har det i dag. Jeg nyder at mærke, føle, sanse, være, leve. Langt størstedelen af mine dage er jeg glad og fokuserer på at være her og nu (altså være i nuet og ikke i fortiden eller i fremtiden), MEN jeg overvældes indimellem af dage, hvor jeg mærker sorgen rigtig kraftigt og er rigtig ked af det. Og jeg tror, at det er EKSTREMT vigtigt at anerkende disse dage, acceptere dem og ikke prøve at lægge låg på, hvad jeg mærker.

Så når jeg overvældes af sorgen/ked-af-det-heden, accepterer jeg altså, at den kommer. Jeg skal IKKE straks FIXES og gøres glad igen. Jeg bliver i mig selv, erkender hvad jeg mærker, accepterer det og har kærlighed og forståelse for mig selv. Og det er klart mit råd til andre spiseforstyrrede, der også mærker sorgen. Erkend at den ER DER, accepter den og vær i den! Det skal ikke være en ny ”ting”, som du dulmer. For så ved vi godt, hvor sporet kører hen, ik?
Og kan andre ikke forstå, at du har brug for at tillade dig at være ked af det (når du jo ellers har fået det godt!), så vær fuldstændig ligeglad. Prøv evt. at forklar dem vigtigheden af at du også tillader dig at være ked af det. At være kommet ud af en spiseforstyrrelse betyder ikke, at du går rundt evig lykkelig og smiler konstant. Det er nu, at du skal til at leve med hele følelsesregistret, og det er en vigtig ting, hvis du skal blive ved med at holde spiseforstyrrelsen for døren!