søndag den 11. maj 2014

Mors dag

I dag er det mors dag.

Jeg plejer altid at give min mor blomster, chokolade eller en anden lille ting (og det gør jeg selvfølgelig også i år) for at vise hende, at jeg tænker på hende og elsker hende. Egentlig er det lidt dumt, at man skal gøre det på en bestemt dag – det er federe at give en gave spontant, fordi man får lyst til at fortælle f.eks. ens mor, at hun betyder meget for én. Altså i stedet for at man gør det, fordi ”det skal man på denne dag”. Men det er jo en hyggelig lille tradition, og derfor gør jeg det.

Min kæreste tog røven på mig her til morgen, for nu er jeg jo selv blevet mor. Så da jeg kom ud af badet, havde han sat Julia med en gave og et kort i hånden, hvor der stod ”til min mor” på. Og jeg TUDEDE, da jeg så det. Det rørte mig simpelthen SÅ meget. Det var fuldstændig lige meget, hvad der ville være inde i gaven – det var bare det at se Julia sidde der, se så sød ud og alle de mor-følelser der væltede op i mig. Min kæreste blev helt overrasket over, at jeg reagerede så meget: ”det er jo bare mig, der har købt en lille gave på Julias vegne. Hvor sødt at du bliver SÅ glad og rørt!”. Men for mig var det stort, og jeg blev lige endnu engang mindet om, hvor heldig jeg er, at jeg får lov til at opleve det største i livet: at være mor ♥
Her er det lille kort og gaven fra hende: (det er wireless højtalere, så jeg kan spille musik for Julia fra min mobil og min Ipad. Det giver meget bedre lyd, og jeg kan sætte højtaleren f.eks. ved hendes seng og så styre musikken på afstand. Og vi kan høre god musik og danse sammen J )
 
Læg mærke til at hun selv har skrevet ”Julia” ;)
I dag har jeg tænkt meget over det at være mor til en datter, som ødelægger sig selv. Nu hvor jeg selv er blevet mor, er mit værste mareridt, at det skulle ske for Julia L Hvor må det være forfærdeligt at være pårørende til én, man elsker, der f.eks. har en spiseforstyrrelse eller på anden måde ødelægger sig selv og sit liv. Jeg kan nu endnu bedre sætte mig ind i de desperate forældre, der mailer til mig og spørger, hvad de kan gøre for deres datter eller søn. Man er jo villig til at give sin højre arm for at ens barn får det godt.
Så med denne blog vil jeg også sende en kærlig tanke til alle jer forældre og andre pårørende til spiseforstyrrede. Det må være skrækkeligt at stå på sidelinjen. Et af mine mål er helt sikkert at få skrevet en bog til pårørende (det snakkede jeg allerede om for 1 år siden men har altså ikke nået det endnu…), for hvor mangler der dog hjælp og råd til jer.

Og skal I lige se, hvor dejlig hun er nu?  5 uger og 3 dage gammel J :
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar