SORG over alt det, jeg er gået glip af pga.
spiseforstyrrelsen.
SORG over alle de år, jeg har spildt på at være i
spiseforstyrrelsen. Spildt på noget så latterligt som mad.
SORG over ikke at ha’ været en ”normal” datter.
SORG over at ha’ gjort mine forældre bekymrede og
frustrerede, fordi de ikke anede, hvad de skulle gøre.
SORG over at ha’ skadet min krop så meget.
SORG over at jeg ikke har kunnet mærke kærlighed. Hverken
til mig selv eller til andre.
SORG over at ha’ været en zombie i mit eget liv.
SORG over at ha’ været totalt ansvarsløs over for mit
dyrebare liv.
SORG over at spiseforstyrrelsen dræbte alle mine drømme
og min lyst.
Det er VIRKELIG gået op for mig, hvilken snylter i mit
liv, spiseforstyrrelsen har været, og det gør virkelig, virkelig ondt og er en
stor sorg for mig.
Det virker som om, at andre har meget svært ved at forstå
den sorg. ”Jamen, du har da været her hele tiden! Du har da levet hele tiden”.
Jaaaa... Men nej. JEG har ikke været til stede. Jeg har virkelig ikke mærket en
skid følelser. Jeg har bare vidst med min hjerne, at jeg da selvfølgelig elsker
min familie. Men mærke det sådan rigtigt…
det har jeg ikke kunnet. Det er så
svært at forklare, hvis man ikke selv har været der. Hvordan man kan være der
og alligevel ikke. Man føler, at man sidder fanget inde i et fængsel og ikke
kan komme ud og mærke verden. Jeg forstår godt, at det er svært at forstå,
fordi jeg f.eks. rendte i byen og virkede super glad og ovenpå. Men alt foregik
i en tåge. Jeg levede fra fix til fix. Enten via sult, bræk, træning eller at
være stangstiv og score uden at have mig selv med. Et følelsestomt liv, vil jeg
kalde det.
Så det har været SÅ vildt pludselig at kunne mærke
kærligheden til f.eks. min mor og far igen (altså selv om jeg altid har elsket
dem!). Mærke det helt ind i hjertet, så jeg næsten ikke kan rumme det.
Fantastisk at kunne græde igen over, hvor meget jeg elsker dem. Kan I mon følge
mig? Jeg har svært ved at forklare det, kan jeg mærke. Men kender I til at
kunne mærke kærligheden til en anden person i hver en celle i sin krop? Det er
fantastisk og stort, ik? Og også overvældende og en smule skræmmende (synes
jeg). Forestil jer så, at I ikke har kunnet det i mange år – i alle de år vidste I det bare med jeres fornuft. Der
er KOLOSSAL forskel.
Nogen siger til mig, at jeg ikke skal bruge krudt på at
være ked af noget, som jeg alligevel ikke kan ændre. Vær dog bare glad for hvor
godt du har det i dag!
Først vil jeg lige understrege: jeg ER glad for, hvor
godt jeg har det i dag. Jeg nyder at mærke, føle, sanse, være, leve. Langt størstedelen af mine dage er jeg glad og
fokuserer på at være her og nu (altså være i nuet og ikke i fortiden eller i
fremtiden), MEN jeg overvældes indimellem af dage, hvor jeg mærker sorgen
rigtig kraftigt og er rigtig ked af det. Og jeg tror, at det er EKSTREMT
vigtigt at anerkende disse dage, acceptere dem og ikke prøve at lægge låg på,
hvad jeg mærker.
Så når jeg overvældes af sorgen/ked-af-det-heden,
accepterer jeg altså, at den kommer. Jeg skal IKKE straks FIXES og gøres glad
igen. Jeg bliver i mig selv, erkender hvad jeg mærker, accepterer det og har
kærlighed og forståelse for mig selv. Og det er klart mit råd til andre
spiseforstyrrede, der også mærker sorgen. Erkend at den ER DER, accepter den og
vær i den! Det skal ikke være en ny ”ting”, som du dulmer. For så ved vi godt,
hvor sporet kører hen, ik?
Og kan andre ikke forstå, at du har brug for at tillade
dig at være ked af det (når du jo ellers
har fået det godt!), så vær fuldstændig ligeglad. Prøv evt. at forklar dem
vigtigheden af at du også tillader
dig at være ked af det. At være kommet ud af en spiseforstyrrelse betyder ikke,
at du går rundt evig lykkelig og smiler konstant. Det er nu, at du skal til at
leve med hele følelsesregistret, og det er en vigtig ting, hvis du skal blive
ved med at holde spiseforstyrrelsen for døren!
Misunder dig på den gode måde, du inspirere mig og når du skriver hvordan du går været følelsesløs, men bare vidste at du elskede, var ked osv. uden at føle det, er det fuldstændig en beskrivelse af hvordan jeg går det, men det giver mig også håb om at der er en vej... Tak fordi du er dig.
SvarSletDer ER en vej! Jeg håber, at du aldrig giver op <3 Tro på det og brug din enorme styrke POSITIVT for dig selv.
SletKæmpe kram!
Tak fordi du deler dine tanker. Jeg kan godt genkende dem. Jeg er også i sorg. Jeg er desværre ikke ude af denne "bedøvelse" spiseforstyrrelsen kan føles som. Jeg føler jeg har svært ved at blive helt begejstret over noget, helt at kunne elske nogen, fordi jeg føler spiseforstyrrelsen og alle tankerne om faste/overspisning fylder mig op.
SvarSletJa det er vildt, så "bedøvet" man bliver :(
SletMen du KAN komme ud af den og mærke alting igen! Never give up <3
Kæmpe kram også til dig!
Kære Mille! Som pårørende kan jeg også i den grad mærke den sorg, du beskriver. Vi kan jo se, hvad vores elskede datter går glip af. Hold godt fast i, at der skal være plads til at sørge. Jeg tror på, at det er både naturligt og helt nødvendigt for på den anden side at mærke glæden ved livet. Fortsat al mulig held og lykke med din nye lille familie
SvarSletTusind tak, kære Lise!
SletEr helt enig - det er vigtigt, at der er plads til at sørge.
Giv din datter et kæmpe kram - hun skal også ud i livet!
Kære Mille
SvarSletDet er en super god blog du har her og jeg følger dig også på Facebook samt har læst en af dine første bøger. Jeg vil gerne fortælle dig at jeg ikke har haft spiseforstyrrelse, men andre lidelser, men jeg kan stadig genkende beskrivelserne omkring dit følelsesliv og den selvudslettende adfærd.
Jeg er enorm imponeret over hvordan du blotter dit indre for at hjælpe andre. Jeg er selv "kureret", men så alligevel ikke. Det er svært at komme rigtig videre og jeg har haft en lang periode hvor jeg har angret sådan overfor mine nærmeste og mine omgivelser.. Og overfor mig selv. Det er så rart at læse at man ikke er den eneste, og også at få at vide, at man skal give sig selv lov til engang imellem at have og gennemleve disse dage, hvor fortiden indhenter én og man er én stor indre konflikt.
Tusinde tak
... jeg siger tusind tak... du ramte mig lige i hjertet... Dejligt at høre at min blog kan bruges, selv om du ikke har været spiseforstyrret :) Jeg vil nemlig også vise, at meget af det man som spiseforstyrret kæmper med, slet ikke er så anderledes fra andres udfordringer. Det er bare forskelligt, hvordan vi tackler de svære følelser, og man kan være selvudslettende på mange måder!
SletHåber du er godt på vej og passer godt på dig selv <3 Og netop tillader dig at have disse svære dage. De lærer os noget!