søndag den 29. juni 2014

Jeg er pisse irriterende...

Jeg ved godt, at jeg er pisse irriterende at høre på. Hvis man sidder DYBT fanget i spiseforstyrrelsen, er det ikke BARE at mærke sin krop og sin lyst, tage ansvar og så komme videre. Det husker jeg selv tydeligt. Det er som om, at NOGET indeni blokerer... Men jeg bliver nødt til at skrive om vigtigheden af det med at lære at mærke sin krop og sin lyst og ikke mindst det med at TAGE ANSVAR. For hvis man aldrig lærer det, sidder man fast for evigt. Der vil ALDRIG være nogen, der kan spise for dig, aldrig være nogen der kan stoppe gaflen.

Så selv om du nu er et sted, hvor det føles umuligt at gøre noget, så begyndt i det mindste at tænke over, om der kan være noget om det, jeg siger. Gør du rent faktisk en indsats selv for at komme videre, eller bilder du dig ind, at du gør det? Jeg husker i hvert fald, at jeg troede, at jeg gjorde en masse… men i virkeligheden tænkte jeg over alt det, jeg kunne ændre… Men jeg gjorde nøjagtig det samme hver dag og kunne så ikke forstå, at jeg var så svag, at jeg ikke kunne komme ud af spiseforstyrrelsen. Hvordan havde jeg tænkt mig, at det skulle kunne lade sig gøre ved at blive ved med at føje spiseforstyrrelsens befalinger, selv om jeg havde et hav af gode intentioner om at gøre det modsatte?
Ja, det er nemt at være bagklog, Mille. Klogeåge, hold din mund.

lørdag den 28. juni 2014

Handling skaber forvandling

Jeg får rigtig mange mails (og tusind tak for dem! Svarer så hurtigt, jeg kan), og jeg vil lige vise jer to af dem.

Den første er for at vise et eksempel på en kvinde, som har turdet handle – og har fået liv i sit liv. Hun opdagede sin egen styrke, da hun først begyndte at gøre noget ved sine udfordringer. Og så holdt hun stædigt ved.
Her er mailen:
”Da jeg stødte på dit navn allerførste gang, tror jeg, at jeg så dig i Godmorgen Danmark eller lignende – det må have været, da du udgav din første bog. Kan huske, at jeg tænkte: " hey, jeg er ikke alene". Styrtede ud og købte din bog med det samme og den næste og den næste..... Jeg ved godt, at det er en kombination af mange ting, men "Resten skal nydes" har virkelig sat gang i en masse tanker hos mig. Du beskriver så fint, hvordan man selv skal tage ansvaret for at bryde ud af ens handlemønstre og giver super værktøjer dertil. Kan du huske, at jeg skrev til dig efter at have læst den, hvordan jeg så småt begyndte at handle? Derfra har jeg bare holdt fast. Det har resulteret i bitte små succeser, som bare har vokset sig store! Kan virkelig forstå nu, når du skriver om at boble inden i af glæde – sådan har jeg haft det nu i et par måneder. Tingene kører bare. Selvfølgelig kan jeg da også have dårlige dage, men det kan alle andre mennesker jo også. Jeg bliver også så rørt hele tiden, og jeg kan da lige komme med et par eksempler: når jeg er sammen med børnene og de leger og er glade – det rør mig helt dybt i hjertet. Da vi var i cirkus i går, og min datter var så begejstret, klappede og grinte... Jeg var så glad, taknemmelig for min familie – sad bare og kiggede på dem og kunne mærke, at mine øjne blev helt blanke af en masse tårer, der pressede sig på. Så oprigtig lykkelig. Følte mig for første gang i meget lang tid som den bedste mor for mine børn, og den bedste hustru for min mand. Efterfølgende havde vi sådan et par dejlige timer på stranden, det var så fedt! Før var mit liv en røv kedelig grå farve. Nu er mit liv i de smukkeste klare pasteller, og folk der kender mig ved, at jeg ELSKER pasteller.”
SMUKT!
Og her er en anden, som lige har fået aha-oplevelsen af, at hun KAN sige spiseforstyrrelsen imod. Jeg fik kuldegysninger, da jeg læste den (fordi jeg synes, at det er så flot klaret, og fordi jeg kan huske min egen kamp):  
”Jeg følger din blog og er i gang med at læse din bog "Resten skal nydes". Jeg er på min rejse ud af spiseforstyrrelsen, der har invaderet mit liv i over 4 år. Og du er en enorm inspiration for mig! Jeg har netop haft en ret stærk oplevelse, og da jeg ikke kan komme i tanke om nogle andre, der kan sætte sig ind i det, tillader jeg mig altså at skrive til dig. Det virker faktisk helt absurd, at jeg skriver alt dette her til dig, men jeg føler jo, at jeg kender dig.Jeg har overspist tidligere i dag og blev så "afbrudt" af at skulle på arbejde. Da jeg fik fri, skulle jeg cykle hjem, og på jobbet havde mine tanker svævet omkring alt det, jeg kunne købe på vejen hjem for at fortsætte min overspisning. Jeg cykler forbi MANGE Netto’er og lignende på vejen hjem, og jeg har så mange gange før lavet pitstops på vejen hjem for at købe ind til en overspisning. Men da jeg satte mig op på cyklen, kom jeg i tanke om noget, jeg har læst i din bog: jeg begyndte at svare spiseforstyrrelsen igen. Og så tænkte jeg "hvad kan jeg gøre for at hjælpe MIG SELV lige nu? Hvad er det i virkeligheden, jeg har LYST til?" Og så satte jeg høj musik i ørene og cyklede stærkt af sted. Når jeg kom forbi en butik, fokuserede jeg på musikken, og efter 2-3 butikker ænsede jeg faktisk ikke længere, når jeg passerede en butik. Da jeg kom hjem, følte jeg mig meget vred. Jeg gik op i min lejlighed, og lige da jeg fik lukket døren, begyndte jeg at græde. Jeg rystede både af vrede og af gråd. Så så jeg mig selv i spejlet og sagde til spiseforstyrrelsen (sådan cirka): "Jeg vandt den her. Og du er IKKE alle de gode ting i mig, du er ikke mig! Du har taget så mange år fra mig. Du vil prøve at få mig til at overspise igen. Men jeg har et valg, og jeg ved, hvad der er bedst for MIG. Du kan råbe lige så højt du vil, jeg kan råbe højere!". Så græd jeg lidt mere, og da jeg sad lidt og efterhånden ikke havde brug for at græde mere, følte jeg, at spiseforstyrrelsen var flygtet ud af døren. Mit vredesudbrud har skræmt den væk. Jeg vandt her til aften. Og jeg kender ikke nogle, der kan sætte sig ind i, hvor meget det betyder for mig. Men jeg har brug for at dele det med nogen, for det her er uden tvivl den største kamp, jeg har nogensinde har gennemlevet!
Tak fordi du deler din historie! Det betyder mere end du aner.”  

Vi kan altså mere, end vi tror! Og når vi først begynder at arbejde med vores tanker, sker der mirakler. Det er i hovedet, at vores største begrænsning er!
Husk at du ikke skal klare alt selv alligevel. Det er ikke min pointe. At have nogen der hjælper og støtter dig i den rigtige retning er vigtigt (det skulle behandlingen gerne gøre…). Men når man selv gør en indsats… wauw J

torsdag den 26. juni 2014

Angsten i supermarkeder

Jeg ved ikke, om andre spiseforstyrrede også har prøvet at få angstanfald i supermarkeder. Hold op, hvor har jeg fået det mange gange L At stå der, omgivet af mad og mennesker, og pludselig få åndenød og koldsved – og så nærmest forsvinde ud af mig selv. Gå rundt i en tåge, ikke vide hvad jeg køber, først ”vågne op” når jeg kommer hjem. Virkelig skræmmende.

Det fik jeg falsh back til i går eftermiddags. Jeg har – som jeg skrev i går – været skidt tilpas efter den lumbalpunktur, men jeg ville liiiiige prøve, om jeg kunne gå i Fakta (det ligger kun 2 min. fra hvor vi bor) og handle det, vi mangler. Også for at prøve at gå en lille tur alene, inden jeg igen går tur med Julia. Jeg kunne godt mærke, at jeg svimlede hen til Fakta, men jeg tænkte ”tag dig nu sammen, Mille. Hvor svært kan det være” (at presse mig selv, har jeg vidst altid været god til. Samt at overhøre kroppens signaler). Og fra inde i Fakta husker jeg kun, at jeg blev hammerdårlig og tænkte: ”det skal godt nok gå stærkt, der her… jeg skal hjem…”. Og så er resten som i en tåge. Kan ikke huske hvad jeg købte, at jeg betalte, og hvordan jeg kom hjem. Der er tydeligvis ikke balance i min krop endnu (efter lumbalpunktur, hvor man får taget rygmarvsvæske ud, tager det nogle dage før hjerne-rygmarv er i balance igen).

Og det fik mig altså til at tænke på den angst, jeg havde i spiseforstyrrelsen. Der var det vel en psykisk angst for maden (hvad skal jeg købe, hvad har jeg lov til, kan jeg mon styre det, voldtager det mig…), der gjorde, at jeg oplevede det at handle som i en tåge. Hvor det altså i går var fysisk ubalance.

Tror egentlig bare lige at jeg ville sende jer, som kæmper med den psykiske angst nu, en kæmpe krammer. Den kan overvindes! 

onsdag den 25. juni 2014

Det andre tager for givet...

I mandags var jeg på hospitalet og få lavet det, der hedder en lumbalpunktur (de går ind i ryggen og tager rygmarvsvæske ud). Selve undersøgelsen var da ikke noget at grine af men var heller ikke så slem. Ubehagelig vil jeg nok kalde det. Ikke mindst psykisk for tanken "hvad nu hvis de rammer noget forkert i ryggen, og jeg bliver lam?" kværnede rundt. Men alt gik, som det skulle :)

Det værste er her bagefter. Jeg har hovedpine, kvalme, er svimmel og utilpas og har ondt i ryggen - hvilket er helt normale gener, og de går over efter ca. 3 dage. Heldigvis kan jeg ligge og hygge med hende den lille, og jeg "skal" jo ikke noget. 

Hvorfor fik jeg lavet den undersøgelse? Fordi jeg sidste forår pludselig ikke kunne tisse i en hel måned og gik med fast kateter. Siden da har jeg langsomt kunne tisse bedre og bedre (men har skulle bruge kateter for at tømme blæren helt), og her efter fødslen tisser jeg helt normalt. KÆMPE befrielse!! Jeg kan nu for alvor mærke, hvor slemt og irriterende, det faktisk har været for mig igennem lidt over et år. Og jeg kan ikke lade være med at sammenligne det med at komme ud af en spiseforstyrrelse: det er først her bagefter, at jeg virkelig kan se og forstå, HVOR langt ude jeg har været. HVOR "unormalt" jeg har levet (ikke-levet...). Nu oplever jeg normale dage (både gode og dårlige) som alle andre og er ikke konstant i den uro og stresstilstand, som jeg var i i spiseforstyrrelsen. Det er en BEFRIELSE. På samme måde som det er at kunne sætte mig og tisse, når jeg skal tisse! Det som andre bare tager for givet, det sætter jeg sgu pris på! Det er ikke BARE at tisse, og det er ikke BARE at spise og behandle mig selv godt. Nej, det er STORT for mig. 

Nå, for at gøre en lang tisse-historie kort: jeg blev jo gravid kort efter mit tissestop, og så turde lægerne ikke fortsætte undersøgelserne. De ville vente, til jeg havde født. Det har jeg jo nu, så nu skal jeg igennem nogle undersøgelser. Men jeg tvivler på, at de finder årsagen nu. Jeg kan jo tisse igen! Men noget af det, de undersøger for, kan åbenbart ses ved bl.a. en lumbalpunktur og en MR-scanning af hovedet (åh-åh...så kan de se, hvor jeg har en skrue løs henne, hehe), selv om jeg umiddelbart fungerer igen. 

Måske er det en skade efter spiseforstyrrelsen, måske fejler jeg noget, måske finder man aldrig årsagen... 

Jeg kan godt lide at få forklaringer. HVORFOR kunne jeg pludselig ikke tisse? HVORFOR udviklede jeg en spiseforstyrrelse? Afklaring giver ro og tryghed og gør, at jeg bedre kan sige: "det var det. Nu gælder det et nyt kapitel i mit liv, og jeg tager det, jeg har lært af den hårde periode, med som en gave videre frem." Andre har måske ikke brug for afklaring og detektivarbejde, så de vil sige: "kom nu bare videre". Men vi er jo forskellige og heldigvis for det. Bliv i dig selv og mærk hvad DU har brug for på din vej ud af spiseforstyrrelsen. Vil du helst bare se fremad, eller har du også brug for at finde ud af HVORFOR'erne, og hvad spiseforstyrrelsen gav/giver dig?

Billede fra da jeg havde fast kateter (og kunne "tisse ud af knæet"):

 
Og sådan et kateter har jeg efterfølgende skulle stikke op i et helt år for at tømme blæren helt (not nice kan jeg fortælle):


 

tirsdag den 24. juni 2014

Du tør godt!

Tør du se i øjnene, hvordan du ”lever”? Tør du erkende – sådan rigtigt – at du kæmper med maden? Tør du begynde rejsen mod rent faktisk at LEVE dit liv, i stedet for at OVERLEVE det? Tør du finde sandheden omkring din spiseforstyrrelse – finde ud af hvad den ”giver dig”? (jo, den giver dig noget, selv om du måske ikke tror det).


Du tør godt. Start med et lille skridt i dag. Så ender du med at komme ud af din (ægge)skal J


søndag den 22. juni 2014

Som en baby

Det er fantastisk at observere Julia. Hun ER så meget!

- Smiler og griner når hun er glad

- Græder når hun er utilfreds med noget

- Kan holde en fest over små ting

- Skider når hun skal skide (uden at tænke "bare nu ikke nogen hører eller lugter mig")

- Har gåpåmod når hun skal lære nye svære ting

- Ser mulighederne frem for begrænsningerne

- Strækker sig nydelsesfuldt og længe, når hun vågner om morgenen. Og starter dagen med et stort smil

- Møder alt nyt med nysgerrighed og interesse. Selv det at opdage sin næse, er meeeeget spændende (hov, hvor blev den lille buttede finger af?!)


Kan vi voksne ikke lære noget? J


lørdag den 21. juni 2014

Hvorfor er du ked af det?

Kender I de dage, hvor man er ked af det uden at vide hvorfor?

Det, synes jeg, er vildt irriterende.

Sådan en dag har jeg i dag. Min kæreste spørger: "hvad er du ked af?", og jeg svarer: "det ved jeg ikke". Og jeg ved det helt ærligt ikke!! Det er ikke fordi, jeg ikke vil sige det. Jeg kan simpelthen ikke mærke, hvad det er.

Er det så fordi, jeg stadig kan have svært ved at mærke, hvad der sker i min krop og i mig? Eller kan alle have det sådan - bare være sådan lidt halv-ked, lidt tænksom, lidt møflet uden grund?

Jo mon ikke?

Jeg har det virkelig godt og nyder at være mor. Når jeg kigger på dette lille ansigt, smelter jeg helt indeni:


Jeg bliver selvfølgelig også glad, når jeg kigger på min kæreste, men han er knap så nuttet som hende ;)

Jeg har bare lyst til (brug for?) sådan en dag. Hvor jeg er lidt tænksom, lidt tilbagetrukket, lidt mig selv, lidt møflet. Hvor jeg græder lidt. Har brug for et kram. Hvor jeg ikke er overskudsmor eller overskudskæreste.

Ja, jeg tror, at det, jeg vil frem til, er: husk at give dig lov til at have sådanne dage. Jeg tror, at de er vigtige. Lige så vigtige som alle de glade dage. Lad være med at fixe dig selv med det samme eller at drukne ked-af-det-heden i mad/ikke-mad/motion. Vær i det. Og lær af det :) Det vil jeg i hvert fald gøre.

fredag den 20. juni 2014

Hvordan finder man lysten til at slippe spiseforstyrrelsen?

Jeg er blevet spurgt om følgende:

Hvordan fandt du den inderlige LYST til at tage de første skridt væk fra spiseforstyrrelsen? Hvordan fandt du modet og lysten til at give slip?

Ret godt spørgsmål der har fået mig til at tænke. Hvordan fandt jeg egentlig lysten? Hvordan startede det?

Når jeg nu tænker tilbage, kan jeg se, at det har været en gradvis proces. Lysten er altså ikke kommet fra den ene dag til den anden. (Lige en indskydelse. Jeg kan huske, at min psykolog for en del år siden sagde til mig - da jeg utålmodigt spurgte ham, hvordan jeg kunne være sådan en snegl til at vende tingene, når jeg nu var blevet bevidst om mit lort! - "Mille, du er i en proces, og det tager den tid, det tager". Og jeg havde lyst til at slå hovedet ned i maven på ham. Jeg vil sgu ikke være i en proces! Jeg vil være fixet NU!).

Første spæde lyst-følelse blev vækket i mig, da jeg var indlagt på Hvidovre Psykiatrisk Afdeling helt tilbage i 2004 (da jeg blev indlagt, havde jeg haft anoreksi i 8 år). Hvis du har læst min bog "En anoreksipiges dagbog", kender du til mit møde med hende sygeplejersken, som var vikar nogle dage på afdelingen. Hun skulle sidde ved mig, når jeg skulle spise (der skulle altid sidde en sygeplejerske...), men hun greb det anderledes an end alle de andre, der havde siddet ved mig. Hun sagde direkte til mig: "jeg forstår dig ikke. Hvorfor vil du sidde og nippe til salat og være ond ved dig selv, når du kan spise lidt af alting og nyde det? Jeg spiser bare det, jeg har lyst til, og så bliver det hverken for meget eller for lidt, fordi jeg bliver tilfreds. Du udelukker jo dig selv for NYDELSE. Hvorfor tør du ikke nyde livet? Hvad har du lyst til at bruge det på?" Og hun sagde også: "jeg er fuldstændig ligeglad med om du spiser eller ej. Det er dit eget ansvar". BUM. Sad Mille lige der med store øjne eller hvad?! Hvad siger du til mig, dame?? For at gøre en lang historie kort, så fik hun plantet en lille LYST-SPIRE i mig. Hun fik startet tankerne: "hvad fanden er det, jeg har gang i? Hvorfor tør jeg ikke nyde og have LYST til noget? Hvorfor skal jeg bare lide konstant?"

Men jer som kender min videre historie ved godt, at jeg så ikke BARE vendte det hele og kom ud af anoreksien ugen efter. Nej, men en PROCES var startet i mig. Og jeg kan se nu, at jeg så langsomt ville mere og mere. Gik til psykolog for at få styr på hovedet, tog sexologuddannelsen for at få "kroppen med", skrev for at få det ud af mig, og jeg fandt selv på ting i hverdagen der kunne hjælpe mig. Og selv om jeg fortsat svingede mellem "jeg-tør-ikke-give-slip-så-nu-giver-jeg-mig-lige-endnu-et-gok-i-nødden", og "jeg-vil-ikke-det-her.-Jeg-vil-leve-og-have-det-godt!" så vandt leve/lyst-delen af mig mere og mere. For som jeg vidst har skrevet før (ellers burde jeg ha' skrevet det før): lyst avler lyst til mere lyst.

Jo mere jeg mærkede både AT JEG KUNNE, AT JEG HAVDE VALG og HVOR FEDT LIVET KUNNE VÆRE, jo mere af det ville jeg ha'. Jeg blev mere og mere bevidst om, hvad spiserforstyrrelsen "gav mig" og forstod mere og mere, at jeg ikke kom uden om at tage et valg: enten er du spiseforstyrret resten af dit liv og spilder dit liv på det, eller også må du konfrontere dig med dine udfordringer og løse dem på andre måder end gennem maden, så du kan nyde resten af dit liv (Resten skal nydes, hehe). Jeg begyndte at træne i at være nærværende (det er man ikke, når man har en spiseforstyrrelse... og du må gerne blive fornærmet på mig nu, men det er sgu rigtigt. Man er konstant i sin mad-verden) og gik på opdagelse i, HVAD HAR JEG LYST TIL?, på alle fronter. Øvede mig i at mærke efter min lyst, både mht. personer, hvad jeg skulle lave, og hvad jeg skulle spise. Jeg gik på lyst-skattejagt J

(Det med at træne nærvær, har jeg skrevet om både i min bog "Lyster" og i "Resten skal nydes". Det er ret vigtigt at lære!!).

Mere og mere mærkede jeg, at jeg kunne fylde mit tomrum ud med andet end at kontrollere maden (mange spiseforstyrrede føler sig tomme indeni. Derfor sulter man enten den tomhedsfølelse væk eller fylder tomheden ud med mad). Jeg kunne fylde den op med PASSION og LYST! Altså med det som jeg bliver glad af at lave. Det som giver livet mening for mig. Ikke for Peter, Sofie eller Pia. Nej FOR MIG.

I dag er noget andet - og større - simpelthen blevet vigtigere for mig. Min familie, mine venner, alle jer jeg kan inspirere, at jeg kan skrive, se solopgangen og nyde den - og så selvfølgelig min datter. Selve LIVET er blevet vigtigere end kalorier og vægt. Det føles som om, at ordene JEG VIL HAVE DET GODT er blevet printet ind i panden på mig, og de ord afstøder det, som bliver "kastet" mod mig:

- når negative tanker om mig selv kommer.
- når jeg sammenligner mig med andre og nedgør mig selv i forhold til dem.
- når der sker dårlige og svære ting i mit liv (det kan man aldrig undgå).

Så reagerer jeg altså ikke gennem maden men bliver i de svære følelser, fordi jeg vil have det godt. Jeg ved, at hvis jeg tyer til spiseforstyrrelsens metoder til at tackle tingene på, er det som at tisse i bukserne. Det kan godt være, at jeg får det godt og varmt i et stykke tid, men der bliver eddermanme koldt og vådt hurtigt. Så ud over at lysten har fået for meget magt i mig nu, er grunden til at jeg holder fast nu også, at jeg er vildt træt af at "have kolde og våde bukser"!

onsdag den 18. juni 2014

Min morgenmad

Noget som spiseforstyrrelsen helt sikkert har medført af positive ting er, at jeg nu er meget nysgerrig på at prøve nyt mad. Jeg spiser f.eks. ikke den samme morgenmad dag ind og dag ud. Nej, jeg varierer den efter, hvad jeg har lyst til. Jeg spiser gerne det samme i en uges tid, så får jeg lyst til at prøve en anden morgenmad og skifter så til noget andet, som jeg spiser en uges tid, før jeg igen får lyst til noget andet osv. Jeg har aldrig nydt mad, som jeg gør nu, så jeg er nok som et lille barn, der får sin første slikkepind :)

For tiden spiser jeg dette til morgenmad: 2 pandekager med skyr på, bær og nøddeguf (se opskriften på nøddeguf i blogindlægget d. 16. juni).

Sådan laver jeg pandekagerne: jeg blender (bruger stavblender) 250 g. hytteost med 4 æg. Når det er blendet sammen, tilsætter jeg 2 spsk. Husk (loppefrøskaller) og lidt vanille (du kan også bruge kanel, kardemomme eller hvad du nu kan li' af smag) og blender igen. Så steger jeg dem i kokosolie. Jeg får 7-8 små pandekager ud af det.
 

 
Sådan kommer morgenmaden til at se ud. Mums, ik? Hvorfor ikke starte dagen med morgenmad, der ligner dessert J
 

 
Jeg drikker "kakaomælk" til: 1 spsk. ren kakao, knap 1 spsk. Sukrin Gold (det varierer lidt, hvor sød jeg vil have den) og ½-1 spsk. kokosolie (jeg bruger den uden smag). Jeg tilsætter kokosolie, da jeg bliver mere mæt og tilfreds, når jeg får nok fedt. Og så kogende vand over, og til allersidst en lille skvat mælk i. Andre gange drikker jeg kaffe med ½-1 spsk. kokosolie i og en skvat mælk.
 
 
 
 
 

mandag den 16. juni 2014

Mad-eksperimenter – og opskrift på nøddeguf

Jeg eksperimenterer meget med at lave forskelligt mad i øjeblikket. Det er både smoothies, snacks, bagværk, morgenmad og aftensmad. Jeg har lidt udfordringer, må jeg indrømme… jeg kommer til at eksperimentere for meget…. ”jamen, det her MÅ man da kunne sætte sammen!” Nej Mille… ikke alt fungerer lige godt sammen. Mine smoothies bliver f.eks. altid lorte-brune, siger min kæreste (jaja godt så, jeg ved det! Men de er altså fyldt med alt muligt godt!).

Og sådan her endte en dej, jeg lavede:

 

Meget flydende og totalt ubrugelig. Der skulle ha’ været ½ dl. mælk i, og jeg kom ½ LITER i… Men det var altså bare fordi, jeg ikke læste opskriften ordentligt. Det var ikke et eksperiment!

Nå, men nu skal I da have opskriften på nøddeguf, som er lykkes og smager godt (hvis du kan li' nødder selvfølgelig). Jeg bruger 3-4 skefulde over min morgenmad for tiden og spiser det også som snack om eftermiddagen eller aftenen.

Du skal bruge:

100 g. mandler
100 g. valnødder
100 g. paranødder
50 g. græskarkerner
50 g. hørfrø
20 g. kokosolie
3 spsk. akaciehonning

Du kan sagtens bruge andre nødder og kerner. Brug hvad du bedst selv kan li’. Den ene gang jeg lavede det, brugte jeg kun mandler (300 g.). Ikke de andre nødder (kun hørfrø og græskarkerner). Du kan også blande havregryn i. Så du kan altså mixe din egen favorit.

Tænd ovnen på 175 grader (varmluft). 

Hak nødderne groft og bland dem sammen (også med græskarkerner og hørfrø).


Her er det mandlerne, jeg har gang i at hakke (og jeg bliver da totalt afsløret… min kæmpe last kan ses i baggrunden. Jeg vil have lov til at nyde det, jeg har lyst til – også selv om det ikke er sundt).

Smelt kokosolie og akaciehonning i en gryde (men i denne varme er kokosolien flydende ved stuetemperatur, og så behøver du ikke varme den op)


og hæld det så i skålen med nødderne og kernerne. Bland godt sammen og fordel det så ud på en bageplade.


Bag det i ovnen ca. 15 minutter (måske lidt mere alt efter hvordan du ønsker det). Vend i det indimellem.

Når det kommer ud af ovnen, hælder jeg det i en skål, som jeg rører i ofte, mens det køler af (så det ikke klumper sammen).


Til sidst hælder jeg det i et glas, og så er der nøddesnack til et stykke tid J


lørdag den 14. juni 2014

Hvad kan du gøre lige nu?

Hele dagen i går lavede Julia ikke lort i bleen, og hun var lidt pjevset over ikke at kunne få det ud. Da hun skulle i seng, lå hun og vred sig, samtidig med at hun spiste... og spiste... og spiste (altså af min babs). Det var som om, at hun forsøgte at lave pres på fra oven ved at spise for meget, så det ville komme ud i den anden ende. Og ganske rigtigt: pludselig væltede det ud forneden - og derefter væltede al mælken op foroven. Hun var oversmurt i mælk og lort for at sige det lige ud!

Jeg tænkte: "skal jeg lægge hende på puslebordet og stå og vaske hende ren? - nej, det er for besværligt, og hun bliver ikke ordentlig ren. Skal jeg fylde badekarret og sætte hende i bad? - nej, det tager for lang tid. Hun skal vaskes nu."

Så jeg satte hende simpelthen op i håndvasken og vaskede hende. Først gloede hun lidt mærkeligt på mig, men så grinede hun og havde en fest i vasken (og fes mere...).


Hvad er min pointe, tænker du måske?

Jo, når man skal ud af en spiseforstyrrelse, kan hele vejen ud virke meget lang og uoverskuelig (det syntes jeg i hvert fald). Men i stedet for at tænke over hele vejen på én gang, så tag et skridt ad gangen.

"Hvad kan jeg gøre lige nu for at tage et lille skridt?"

Det behøver ikke være den mest "korrekte" ting at gøre - hjælper det dig at gøre lige i den situation, så gør det (som da jeg valgte håndvasken, selv om det mest "korrekte" ville ha' været at fylde badekar og sætte hende i det. Men jeg valgte den løsning, som var bedst for både mig og Julia lige der. Målet var jo, at hun skulle blive ren hurtigst muligt, da hun var smurt ind i mælk og lort).

You see? Nogle gange gør vi det selv mere kompliceret, end det er!

Rigtig dejlig weekend til jer!

torsdag den 12. juni 2014

Følg mig på Instagram

Jeg er for nylig begyndt at bruge Instagram. Jeg anede ikke, hvad det var, og hvad det gik ud på, men nu er jeg ved at lære det.

Jeg lægger billede op hver/hveranden dag (andre billeder end på Facebook og her på bloggen), så du kan følge mig, hvis du har lyst. Gæt hvad min profil hedder?

@milleeigardandersen

Ja, utrolig kreativt fundet på. Ved ikke hvor jeg fik det fra!

Jeg kom lige til at tænke på, at det, som jeg egentlig har gjort, er, at finde tilbage til hende her:
 
Lille Mille, totalt fri og med lyst til at udforske den stoooore verden. Og mad er nydelse i stedet for noget, der skal kontrolleres og gøres til et problem. Elsker det billede af mig!

Har du også et billede af dig selv, som du bliver glad af at se på, og som husker dig på en tid i dit liv, hvor du havde det godt? Du kan blive sådan igen, for det er jo dig - du har blot lagt låg på. Nu skal låget fjernes, så du kan komme frem igen!

God dag alle sammen!

onsdag den 11. juni 2014

Skridtene ud (del 2). Tips mod overspisning/opkast.

Jeg har ikke den endegyldige sandhed på, hvordan man slipper ud af sin spiseforstyrrelse, for selv om mange ”ting” er ens for spiseforstyrrede, er vi jo også forskellige af natur. Det er forskelligt, hvad der ”virker” på os. Så lov mig, at du kun lader dig inspirere af det, der har hjulpet mig. Tag hvad du kan bruge og slå dig ikke i hovedet med det, der ikke virker for dig. Jeg beskriver jo min vej ud af min spiseforstyrrelse – ikke din. Men noget/meget af vejen kan sagtens være ens for os, så derfor deler jeg. Tænk hvis noget af det, jeg har gjort, kan få dig så godt på vej, at du selv kan finde ud af, hvad der mere skal til for dig J

Nå, nu til mine tips mod overspisninger. Hvad hjalp mig til at stoppe med at svinge i alt-eller-intet?:

-       Beslut dig for at hvis du har overspist den ene dag eller spist ”noget forkert”, må du ikke være restriktiv dagen efter for at ”kompensere”. Du skal spise morgenmad – ikke noget med at trække elastikken. Hold blodsukkeret stabilt fra morgenstunden og fortsæt hele dagen. Det kan være vildt svært, fordi maven kan gøre vold-ondt fra dagen før, men du skal spise alligevel. På den måde begynder du at bryde den onde spiral, for du fjerner i hvert fald de fysiske abstinenser efter mad. Starter du en restriktiv dag, er det næsten så sikkert som ammen i kirken, at du ender i overspisning senere på dagen og/eller et kig i toilettet.

-       Giv dig lov til at overspise og kaste op. Ja, du læste rigtigt! Det lyder fuldstændig vanvittigt, men det hjælper. Sig til dig selv: ”jeg må overspise alt det, jeg vil, og jeg må kaste alt det op, jeg vil”. Jeg vil næsten vædde med, at du maaaaange gange har sagt til dig selv: ”NU har jeg overspist/kastet op for sidste gang. Jeg må aldrig mere gøre det”. Men hvad sker der? Det bliver uoverskueligt og meget skræmmende i hovedet, at du aldrig mere må gøre det. Hjælp, hvad gør jeg så?! Og så går du og fokuserer på, at du ikke må overspise/kaste op, dvs. dit fokus er på det, som du ikke ønsker. Ikke på det som du rent faktisk ønsker, og som du burde bruge din energi på. Giv altså i stedet slip og tillad dig ALT. Når det ikke længere er forbudt, synes ”barnet i dig” ikke længere, at det er sjovt at være trodsig, for nu kan du jo bare overspise og kaste op, alt det du vil! Du vil opdage, at du mere og mere tænker ”hvad fanden laver jeg? Jeg har jo slet ikke lyst til det her”, når du har gang i et ædegilde, eller når du ligger med hovedet i tønden. I starten vil det ikke hjælpe, at du giver dig fri til at overspise/kaste op (altså, du vil fortsætte med at overspise og kaste op), for det skal lige have tid til at vende i dit hoved. Men jo mere du tænker ”jeg må godt det her, men har jeg virkelig LYST?!”, når overspisningen sker, sker der ændringer i dit hoved. Så vender det og giver ikke mening for dig mere, og du begynder at kunne stoppe dig selv, inden du ryger ud i overspisning/opkast. Håber du forstår, hvad jeg mener - det blev lidt kringlet formuleret. Jeg tror, at dette tip virker endnu bedre, jo mere du også har arbejdet med ”det psykiske”. Når du er i gang med ”rejsen ud”.

-       Giv også slip på dine madregler. Alt skal være tilladt. Når du ikke længere har en masse, som du ikke må, opdager din hjerne mere og mere, at du faktisk har et valg. Du kan vælge, hvad du har LYST til at spise. Det virker ikke med det samme, men det vil langsomt gøre en forskel for dig. Når du ikke har noget, som du ikke må – ”jeg må ikke spise det og det” – går din hjerne ikke hele tiden og har fokus på det. Nu kan du bruge krudt på at øve dig i at mærke efter: hvilken mad kan DU (ikke spiseforstyrrelsen) li’? Hvad får du det godt af at spise?

-       Madmæssigt, er det, der har hjulpet mig helt vildt, at spise meget mere fedt. Det har givet mig "ro i hovedet". Jeg har været meget fedtforskrækket (turde f.eks. ikke spise nødder, blommen i et æg, olie osv.), og når man skærer al fedt ud af sin kost, bliver man aldrig rigtig mæt og tilfreds, og kroppen kan slet ikke undvære fedt til alle sine processer. Og du er stresset, urolig, angst og konstant på ”madjagt”. Da jeg begyndte at spise 2 spsk. hørfrøolie hver morgen sammen med min morgenmad, begyndte der at ske ting og sager. Jeg blev mere klar i hovedet, kunne være mere koncentreret, og jeg blev gladere. Da jeg så også begyndte at spise fedt resten af dagen til mine måltider, åbnede der sig nærmest en ny verden for mig. Det har madmæssigt været det, der har hjulpet mig mest, og selv i dag (hvor jeg er i balance og normalvægtig), holder jeg fast i at få nok med sundt fedt hver dag. Det er ren medicin! Hver dag spiser jeg både fiskeolie, hørfrøolie, kokosolie, oliven og nødder (og jeg spiser blommen i æg!!). Det med fedt, må jeg skriver mere om, for det er – ja – fedt! Tøhø.

Husk at du ikke kan komme ud af din spiseforstyrrelse på 14 dage!! Du skal igennem en laaaang proces, hvor du bliver mere og mere bevidst om tingene, hvor du opdager din egen styrke til at ændre tingene, og hvor du mærker, at du kan vælge. Jo flere gange du handler, i stedet for blot at køre på autopilot-spiseforstyrrelse, jo stærkere bliver du, og jo flere sejre du mærker, jo mere blod på tanden får du for at komme videre… og videre. Og så ender du med at vinde - livet tilbage!

mandag den 9. juni 2014

Træning af tvang

Før i tiden (i spiseforstyrrelsen) skulle jeg op og træne hver morgen… jeps, hver morgen, stort set uden undtagelse. Selv hvis jeg havde været i byen dagen før, skulle jeg træne næste morgen (med tømmermænd… sikke meget jeg reelt fik ud af den træning..). Selv om jeg altid godt har kunnet li’ at være aktiv og dyrke motion (altså også før spiseforstyrrelsen startede), blev det i spiseforstyrrelsen til noget, som jeg bare skulle. Det var som om, at nogen hev mig af sted i nakken, uden jeg overhovedet tænkte over lyst, og hvorfor jeg overhovedet skulle af sted klokken bæ hver morgen. Det blev altså tvang i stedet for at træne af glæde og lyst. Jeg er helt sikker på, at den overdrevne træning (udover forkert/ikke nok mad) gennem alle årene, også havde en del af skylden for, at jeg ikke havde menstruation i 16 år. Min krop var i en konstant stresstilstand!

Menstruationen kom først igen, da jeg tog en trænings-kold-tyrker, stoppede med at kaste op og begyndte at spise mere – vigtigst af alt, at spise nok fedt.
Men det var nu ikke det, jeg ville skrive om nu J Jeg kom bare til at tænke på min træningsafhængighed (oveni spiseforstyrrelsen), fordi jeg kl. 5.30 i morges vågnede og fik lyst til at se morgensolen på Amager Strand. Så da både Julia og kæresten snorksov, sneg jeg mig ud af døren og gik ned til stranden. Det huskede mig på alle de morgener, hvor jeg er blevet ”tvunget” af sted uden ægte lyst.
Tusinde tanker fløj gennem mit hoved på gåturen. Hvor er jeg dog taknemmelig over at gå her i dag. Tænk at sidde og nyde morgensolen på stranden uden at den destruktive stemme puster mig i nakken. Det er ubeskriveligt (det kommer til at lyde lidt frelst, kan jeg godt høre, men jeg nyder det altså virkelig!! Det er en overvældende frihed at mærke, når man ikke længere skal noget men vælger, hvad man har lyst til).

Se lige hvor fint (flot tommelfinger, du lige skulle ha’ med på billedet, Mille… tsk tsk):
 
Og da jeg kom hjem, kiggede disse øjne på mig:


Hvad mere kan jeg ønske mig?
Tak.

søndag den 8. juni 2014

Skridtene ud (del 1. Der kommer mere om det)

Hvordan kommer man ud af at svinge i alt-eller-intet/overspisninger?

Som jeg skrev d. 5. juni, er det vigtigt at have forståelse og tålmodighed med sig selv. Hvis man har været i spiseforstyrrelsen i maaaaange år, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at slippe den på 14 dage. Så første skridt er altså at fjerne hammeren fra hovedet – den hammer der banker løs og siger: ”hvor er du dog svag, at du ikke kan slippe spiseforstyrrelsen, når du nu gerne vil. Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen?!” Den hammer forhindrer dig i at rykke dig. Tænk på når et lille barn skal lære f.eks. at cykle. Der står du (forhåbentlig!!) ikke og råber og skriger om, hvor dårligt det er, at han/hun ikke kan cykle NU og siger: ”tag dig dog sammen – så svært er det da ikke!” Du roser derimod små forsøg, selv om de kikser. Sådan skal du også være over for dig selv! Se dig som et lille barn, der er ny i verden og skal lære en hel masse.  

-       Altså: start med at fjerne hammeren fra dit hoved. Hvis du kan mærke, at den dukker op, skal du give den modspil med det samme. Dvs. aktivt skal du sige den imod inde i hovedet (eller højt): ”jeg kan ikke ændre det hele på én gang, selv om jeg gerne vil. Jeg gør det så godt, jeg kan, og tager det i små sikre skridt”.

Noget af det, du gør, er blevet VANER. Du har adlydt spiseforstyrrelsen i mange år og aner faktisk ikke, hvorfor du gør, som du gør mere. At underspise, overspise, kaste op osv. er blevet lige så normalt for dig, som det er for andre at børste tænder. Du gør det bare, uden at tænke over det. Vaner skal brydes ved aktivt at gå imod dem. Tvinge dig til at gøre noget andet, end du plejer. Du kan ikke TÆNKE dig ud af det! Og som jeg vidst har skrevet før, er det det, der er lorten for mange: man tør simpelthen ikke sætte handling bag, og så kan man ikke forstå, at man ikke kan komme videre… Say no more… ;) Vis dig selv at du kan lave blot en begyndende lille ændring, som du ellers har gået og bildt dig ind, at du da ikke havde et valg om at ændre. For jo – du HAR et valg! Og når du opdager, at du kan ændre den lille ting, får du blod på tanden for mere.

-       Vaner skal brydes ved aktivt at gå imod dem. Du har et valg. Vis dig selv at du kan starte LIGE NU med at gøre den første lillebitte ændring… og prøv så med flere og flere ting. Du har intet at miste, og du dør ikke af det J

Der er både fysiske og psykiske årsager til, at du overspiser.

Fysisk: er du undervægtig og/eller underernæret, stopper overspisningerne først, når din krop er i balance. Den skriger jo efter mad/næring, så derfor er der en fysiologisk grund til, at du har svært ved at stoppe spisningen. Og du kan altså sagtens være underernæret, selv om din vægt er blevet (eller hele tiden har været) normal (eller hvis du er overvægtig). Jeg havde svært ved at forstå, at min krop skreg så meget på mad, da jeg var normalvægtig – men det var altså fordi den stadig ikke var i balance og derfor forsøgte at få fyldt sig op med næring. De fysiske ”abstinenser” forsvinder, efterhånden som kroppen kommer i balance. Jeg skriver en blog om, hvordan man kan spise sig ud af overspisninger (det lød spøjst: spise sig ud af overspisninger!)

Psykisk: der er en MASSE, man skal arbejde med, for det er jo her hovedproblemet er. En spiseforstyrrelse bunder i ”noget psykisk”, og det skal man altså ha’ ryddet op i. Ved du, hvad der udløste din spiseforstyrrelse? Hvad prøvede du ubevidst at flygte fra? Hvornår er det, at du reagerer på maden? – når du ikke siger fra? – når du føler dig forkert og alene? – er det bestemte personer i dit liv, der tricker dig? Osv. Du skal arbejde med at blive bevidst om, hvordan dit reaktionsmønster er. Og når du finder ud af det, skal du begynde at arbejde med at handle på en anden måde end på maden i de situationer (f.eks. åbne munden og sige din mening, i stedet for at brække den op i toilettet).

-       Der er altså både fysiske og psykiske ”ting”, der skal på plads, før du kan stoppe overspisninger. Kostmæssigt kan du gøre noget, der hurtigere får din krop i balance (mere om det i et andet indlæg), og psykisk kan du arbejde med at sige til/fra, være i dine følelser i stedet for at spise dem væk/brække dem op osv.

Og så er det med LYST ekstremt vigtigt! Der er så mange spiseforstyrrede, der overhovedet ikke er i kontakt med deres lyst. De ”lever” uden at mærke. Jeg følte mig som ”en tom skal”… Og der er altså et kæmpe arbejde med at få fyldt den ”tomme skal” ud igen. Men jo mere man får det gjort, jo mindre giver overspisningerne mening. Pludselig tager man sig i at tænke: ”jamen, jeg har jo slet ikke lyst til det her! Hvad fanden får jeg ud af det?” Jo, det er rigtigt, at man kommer dertil! Jeg gider simpelthen ikke bruge min dyrebare tid på at overspise noget, som efterfølgende vil ende i toilettet – sådan tænker jeg i dag. Og helt seriøst; her havde jeg aldrig troet, at jeg kunne nå til. Men det sker altså, når der kommer mere og mere LYST ind i dit liv. Lyst avler mere lyst J Begynd derfor at fokusere på lyst i helt simple sammenhænge: ”Hvem har jeg LYST til at være sammen med? Hvad har jeg LYST til at lave nu? Har jeg lyst til en pære eller et æble?” osv. Bliv ved med at spørge dig selv i forskellige situationer – også selv om du de første maaaaange gange ikke aner, hvad du har lyst til! Første skridt er nemlig bevidstheden om, at du ikke kan mærke lysten… Og find så fandenivoldskheden frem og sig: ”men jeg vil fanme finde frem til den lyst, så jeg vil blive ved og ved med at øve mig i at mærke den!”.

-       Altså, jo mere du fokuserer på din lyst i alle sammenhænge i livet, jo mere positivt vil det smitte af på spiseforstyrrelsen (lyst og spiseforstyrrelse hænger ikke sammen… så jo mere du kan føle LYST, jo mere vil spiseforstyrrelsen smuldre).

Jeg håber ikke, at jeg lyder for kloge-åge-agtig…(der kom lige den der ”du-skal-ikke-tro-at-du-er-noget” op i mig). Jeg prøver bare virkelig at få sat ord på, hvad det er, der har hjulpet mig. Tag hvad du kan bruge og sig op i rumpetten med resten.

fredag den 6. juni 2014

Længslen om at "leve som dem"...

Min yndlings-Disney-film er Den Lille Havfrue.

Ariel drømmer om at få ben og kunne danse og leve som dem (menneskene). Den længsel efter mere, efter noget bedre, sad jeg også med, da jeg begyndte rejsen ud af spiseforstyrrelsen. Jeg ville så gerne "kunne gå" som alle andre. Selv om det var frustrerende at være bevidst om, hvad jeg (endnu ikke) kunne, var det den længsel, der drev mig videre. Fik mig til at fortsætte, selv når jeg følte, at jeg gik tusind skridt tilbage. Jeg drømte om en dag at få familie, mand og barn/børn, og jeg drømte om ro til at kunne skrive en masse bøger - og jeg var klar over, at det ikke hang sammen med spiseforstyrrelsen. Altså måtte jeg ud af den for at nå mine mål, "få ben" og kunne danse :-)

Det er vigtigt at have noget, der motiverer én. Noget der kan erstatte spiseforstyrrelsen. For når man slipper den, kommer der et kæmpe kæmpe tomrum! Al den tid man brugte på at spise, forhindre sig i at spise, på motion, på at følge destruktive regler osv.... Hold da op... Andre klager over at de har for lidt tid i døgnet... Jamen man har da SINDSSYGT meget tid, når maden pludselig ikke er et problem! Og den tid skal man nu fylde op med det, som man brænder for.

Hvad har du at kæmpe for?
Hvad gør dig glad, hvad brænder du for?
Hvad vil du gerne opnå og opleve i dit liv?
Vil du kæmpe for det, eller vil du lade spiseforstyrrelsen være det største i dit liv?

Lad dig drive af den længsel og mærk hvordan spiseforstyrrelsen giver mindre og mindre mening, jo mere du følger din lyst. Spiseforstyrrelsen er jo a pain in the ass!

Og nej, det er ikke en nem vej, og det er ikke BARE at slippe en spiseforstyrrelse. Men med små skridt frem, en større bevidsthed omkring hvad du "får ud af" at blive i spiseforstyrrelsen, et fokus på HVOR DU VIL HEN og at tro på din egen styrke kommer du i mål. Husk at der skal HANDLING til. Du kan ikke tænke dig ud af en spiseforstyrrelse. Og det er nok der lorten ligger for de fleste - handlingen mangler. Man ved godt, hvad man kunne begynde at gøre (og nej, man skal ikke ændre alt på én gang som mange så sætter krav om - og så selvfølgelig ikke kan holde. Vi er kun mennesker) men rent faktisk at GØRE det når man ikke til...

Men begynder du din rejse nu og giver ikke op, selv når der bliver "stormvejr", ender du må at få ben som Ariel :-)

Giv aldrig op!


Håber videoen kan ses!

(PS. Har ikke glemt at fortsætte hvor jeg slap omkring alt-eller-intet/overspisninger. Det kommer!)

torsdag den 5. juni 2014

Den fandens alt-eller-intet-tendens!

Hvis du er spiseforstyrret (og mange andre kvinder kan nok også nikke genkendende til det) vil du helt sikkert kende til alt-eller-intet-tendensen…  Har man spist én vingummi, kan man ”lige så godt” (øh?!) tømme resten af posen (poserne har jo ikke genluk-funktion!). Og har du overspist eller ”syndet” den ene dag, skal du ”selvfølgelig” være restriktiv den næste dag. Det er da logik for burhøns!

Hmm… godt så. 

Den alt-eller-intet-tendens er SÅ ødelæggende, og den fastholder dig i et uhensigtsmæssigt mønster. Den forhindrer dig i nydelse, og den efterlader dig med dårlig samvittighed gang på gang…

Jeg synes, at det har været rigtig interessant at finde ud af, hvad der skal til for at bryde ud af den onde spiral – så det vil jeg skrive om i de næste blogs. Jeg bliver nødt til at dele det op i flere blogs, for jeg skriver som et vandfald, og jeg vil ikke have, at du drukner i mine ord på én dag J

For ikke-spiseforstyrrede er det en irriterende tendens/vane, som sker indimellem, men for spiseforstyrrede kan den være direkte skadelig (den fastholder dig i spiseforstyrrelsen), for der er forskellen på alt-eller-intet endnu større, og i perioder er det dagligt, man kører i det spor. Den ene dag ALT, den næste dag INTET… Det er til at blive fuldstændig skør af, og man føler, at man absolut ingen kontrol har. Og følelsen er: ”jeg kan jo ikke gøre noget… jeg er fanget i en ond spiral”. Man føler ikke, at man har et VALG! For hvis man har overspist den ene dag, bliver man jo nødt til at være restriktiv den næste… det er ikke til diskussion. Men jo, man KAN gøre noget, og man har et VALG om at stoppe det. Ikke fra den ene dag til den anden, men hvis man virkelig VIL ud af det dårlige mønster, må man begynde at gøre noget andet, end man hidtil har gjort. Det kræver mod!! Men handling er den eneste vej til forandring. Du kan ikke gøre det samme, som du hidtil har gjort, og pludselig få noget nyt ud af det. Så vil du ud af din spiseforstyrrelse, kræver det, at du begynder at gøre andre ting, end den dikterer, du skal gøre. Såre simpelt at sige men vildt svært at føre ud i praksis, I know! Vi mennesker er vanedyr, og vi gør, hvad vi finder mest trygt. Og spiseforstyrrelsen er (hvor crazy det end lyder) det mest trygge at blive i.

Mange prøver at gøre noget andet i et par dage… måske en uge eller to… og så ”falder de i” og tænker: ”se – nu prøvede jeg, og jeg kan ikke komme ud af det her. Jeg kan lige så godt give op L (der har jeg også selv været….). Men tænk så på: hvor mange år har du været i spiseforstyrrelsen og gjort det, du gør? Hvis du f.eks. har været i det i 5 år, er det så ikke et uhyggeligt stort krav at stille til dig selv, at du kan komme ud af det på 14 dage? Det svarer til, at du aldrig har løbet før og så kræver af dig selv, at du løber et maratonløb i morgen!  

Første skridt er derfor: TÅLMODIGHED og FORSTÅELSE for dig selv. Lige som du skal træne dig op til et maraton over et godt stykke tid, du skal øve matematik i skolen for at lære det osv., skal du også ”træne dig op” for at kunne slippe spiseforstyrrelsen. Sjovt nok forstår vi, at det tager tid at blive god til matematik, og at det tager tid at kunne løbe et maraton. Men spiseforstyrrelsen skal vi da bare lige kunne slippe i morgen, for noget så simpelt som MAD, burde vi da kunne finde ud af!.... NEJ. Slet det krav.

Tag et stykke papir og skriv:

”Nu starter jeg rejsen ud af spiseforstyrrelsen. Jeg kan ikke gøre det på en dag eller to – det tager den tid, det tager, at vende både de psykiske og de fysiske grunde til, at jeg er i det her. Jeg har forståelse og tålmodighed med mig selv, og jeg vil gøre det så godt, jeg kan, hver dag.”

 Fortsættelse følger… J

tirsdag den 3. juni 2014

Julia 2 måneder :-)

Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?! Jeg kan sidde og skrive blogindlæg fra min iPad! Jeg behøver ikke tænde min røvlangsomme computer, som er døden nær, og som jeg ikke kan sidde med samtidig med Julia. Det gør det jo væsentlig nemmere at få skrevet, når jeg har sådan en lille starut, der tager det meste af min tid. Lige nu sidder jeg og skriver, mens Julia hygger sig ved babs og nutte :-) Fantastisk. 

Jeg vil gerne slække kravene lidt til mig selv - jeg må gerne skrive blogindlæg, som ikke er "dybe" hver gang. Lidt hverdagstanker og hvad jeg laver, vil jeg også til at skrive om. Lidt hyggeskriveri kan man kalde det :-) Men tusind tak til jer, der har skrevet spørgsmål/forslag til min blog til mig! De spørgsmål kommer der svar på! Jeg kan jo godt lide at skrive om noget, som får andre til at tænke. At inspirere synes jeg faktisk er fedt! Tænk at "alt mit lort" som jeg har været igennem nu kan hjælpe andre. Det gør mig glad. Virkelig. 

I dag bliver Julia 2 måneder! Jeg fatter ikke, at det allerede er 2 måneder siden, at jeg kæmpede for at få hende ud. Dagene FLYVER, og jeg nyder tiden med hende. Hun fylder mig med glæde! - selv når hun får hysteriske flip (oh yes, pigen har temperament. Som sin mor?! Nej det må være fra faderen...;-) ) og når hun skider ud over det hele. Som mor kan man synes, at selv en fyldt "remoulade-ble" er fantastisk! 

Vi har været på tur til Vanløse i dag, hvor jeg stadig har læge, selv om jeg ikke bor der mere. Jeg skulle til 8 ugers tjek (det skal man efter en fødsel). Understellet blev tjekket, og jeg er næsten helet og er normal "dernede" igen. Skønt! Skal dog lige vente en måned mere, før jeg må træne. Jeg glæder mig til at kunne løbe igen, men det der sindssyge træning, som jeg før har været spundet ind i, savner jeg ikke og kommer aldrig til det igen. Balance både i mad og træning - det er det, jeg fokuserer på. Og det er altså vildt at opleve, at når man lytter til kroppen og hverken under- eller overdriver noget, så regulerer det hele sig. Man kan nyde mad, træning, livet og samtidig have en sund vægt. Jeg har INGEN træning lavet, og jeg har spist, hvad jeg har haft lyst til, efter jeg har født, og alligevel har jeg næsten tabt alle graviditetskilo (jeg tog 14 kg. på) allerede. Mangler kun 1,8 kg (og det ene kilo sidder i babserne, er jeg sikker på. Jeg kunne starte Milles Mælkeproduktion). 

Nu ville jeg så lige ha' lagt et billede op af 2 måneders fødselaren, men det kan jeg ikke lige finde ud af. Små skridt med iPad'en, ik? ;-) 





søndag den 1. juni 2014

Hvad vil hjælpe jer at læse om?

Jeg forundres over, hvordan jeg kan blive ved med at få det bedre og bedre. Bedst som jeg tænker: ”nu har jeg det helt godt, er helt ude af spiseforstyrrelsen, og kan ikke ”forlange” mere”, opdager jeg pludselig, at jeg har taget flere skridt. Jeg mærker endnu mere, bliver endnu bedre til at være i mine følelser, bliver endnu bedre til at sige til og fra ud fra mine grænser, får endnu mere energi og overskud og mærker endnu mere en boblende GLÆDE indeni. Det bliver bare ved og ved med at vokse! Og det er vel det, der er med livet: efterhånden som man vokser med og i sig selv, åbner livet sig på nye måder for dig. Det gælder for alle – ikke kun for eks-spiseforstyrrede som mig. Men det er vildt at opleve for ”en som mig”, der har været SÅ langt væk fra mig selv og for livet (selv om jeg jo hele tiden har været i live).

Jeg kan mere og mere mærke, hvordan kosten også hjælper mig til at have det godt, have overskud og energi. Kosten har fanme betydning for ens velvære!! Jeg kan spise mig i dårligt humør, til ingen energi og til uro, og jeg kan spise mig ”glad i låget”, energifuld og rolig. Jeg går meget op i at mærke efter, hvordan jeg har det, hver gang jeg har spist. Hvad gør de forskellige madvarer ved mig? Det havde jeg ikke kunnet, før jeg havde fundet LYSTEN til at ville have det godt og lysten til at ville gøre alt dette for min egen skyld. Fordi jeg vil leve og have det godt. Det gav ikke mening før, hvor jeg var totalt ligeglad med mig selv.
Jeg nægter at leve på en bestemt måde, med bestemte regler jeg skal følge. Det er mit liv simpelthen for kort til. Jeg vil have lov til at spise ALT. Alt skal være tilladt! Hver gang du laver et forbud for dig selv, er det negativt og tricker dig. Giv i stedet dig selv FRIHED. Frihed til at spise ALT.

Det, som du oplever, er nemlig, at du så begynder at vælge bedre for dig selv. Når det pludselig ikke er forbudt at spise f.eks. slik (mange damer siger jo: ”jeg må ikke spise sukker”), fokuserer din hjerne på det og før eller siden falder du big time i. Og når du så har spist én vingummi, kan du jo ligeså godt tømme hele posen, fordi du ”alligevel har syndet”. Stop det med at synde og falde i! Du må det hele! MEN mærk efter om du egentlig HAR LYST?! Får du det godt, når du har spist en hel pose slik, eller har du det ad h… til? Måske har du lyst nogle gange (selv om du ved, at du får blodsukkerudsving bagefter ), og så spiser du det for nydelsens skyld i det korte øjeblik og er villig til at tage følgerne bagefter. Andre gange stopper du dig selv og vælger noget andet og bedre, fordi du ikke ønsker konsekvenserne bagefter. Og jo mere du går på skattejagt i din egen krop, jo bedre bliver du til at vælge ud fra dens lyst og behov (både lyst og behov er vigtigt). Jeg finder f.eks. mere og mere ud af, hvor fantastisk jeg får det, når jeg hæver fedtindholdet i min mad – mig som har været ÜPPER fedtforskrækket!!! Jeg pillede selv blommen ud af æg! Men selv om jeg nu spiser meget sundt fedt, betyder det ikke, at jeg ikke spiser f.eks. flødeboller (uh, har seriøst en svaghed for flødeboller!), slik eller is, når jeg HAR LYST. Og det skal være af lyst. Ikke bare for at kværne det ned. Jeg vil simpelthen ikke have forbud! Det sjove er, at nu hvor jeg må spise alt det slik, jeg har lyst til, spiser jeg meget mindre af det, end da det var forbudt for mig! Der endte jeg gang på gang i overspisning i det – og så en snak med Ulrik (= kaste op). Nu er mit fokus på at have det bedst muligt, og så vælger jeg automatisk rigtig sund og nærende mad i stedet.

Så det som jeg kan mærke, at jeg brænder mere og mere for at lære andre – især kvinder – er at mærke efter hvordan man har det i sin egen krop og spise ud fra det, i stedet for at følge en bestemt kostretning, der dikterer hvad man må og ikke må. Selv om man reelt skal tabe sig, tror jeg på, at det er vejen frem!
Jeg uddyber gerne meget mere, hvad jeg mener, i en anden blog, hvis det er interessant for jer J

Hehe, jeg røg helt ud af en tangent – det var slet ikke det, som jeg ville skrive om i dag.
Det som jeg faktisk ville spørge jer om i denne blog var:

-       Hvad kan hjælpe jer, at jeg skriver om?
-       Hvad vil hjælpe jer videre i jeres proces?
-       Gider I læse lidt hver dag fra mig, som så også bare bliver ”ligegyldige” hverdagsting, eller skal der hellere gå længere tid imellem, så det kun er ”dybere” blogindlæg, jeg skriver?
-       Kort sagt: idéer til min blog!

Modtages med kyshånd J