torsdag den 5. juni 2014

Den fandens alt-eller-intet-tendens!

Hvis du er spiseforstyrret (og mange andre kvinder kan nok også nikke genkendende til det) vil du helt sikkert kende til alt-eller-intet-tendensen…  Har man spist én vingummi, kan man ”lige så godt” (øh?!) tømme resten af posen (poserne har jo ikke genluk-funktion!). Og har du overspist eller ”syndet” den ene dag, skal du ”selvfølgelig” være restriktiv den næste dag. Det er da logik for burhøns!

Hmm… godt så. 

Den alt-eller-intet-tendens er SÅ ødelæggende, og den fastholder dig i et uhensigtsmæssigt mønster. Den forhindrer dig i nydelse, og den efterlader dig med dårlig samvittighed gang på gang…

Jeg synes, at det har været rigtig interessant at finde ud af, hvad der skal til for at bryde ud af den onde spiral – så det vil jeg skrive om i de næste blogs. Jeg bliver nødt til at dele det op i flere blogs, for jeg skriver som et vandfald, og jeg vil ikke have, at du drukner i mine ord på én dag J

For ikke-spiseforstyrrede er det en irriterende tendens/vane, som sker indimellem, men for spiseforstyrrede kan den være direkte skadelig (den fastholder dig i spiseforstyrrelsen), for der er forskellen på alt-eller-intet endnu større, og i perioder er det dagligt, man kører i det spor. Den ene dag ALT, den næste dag INTET… Det er til at blive fuldstændig skør af, og man føler, at man absolut ingen kontrol har. Og følelsen er: ”jeg kan jo ikke gøre noget… jeg er fanget i en ond spiral”. Man føler ikke, at man har et VALG! For hvis man har overspist den ene dag, bliver man jo nødt til at være restriktiv den næste… det er ikke til diskussion. Men jo, man KAN gøre noget, og man har et VALG om at stoppe det. Ikke fra den ene dag til den anden, men hvis man virkelig VIL ud af det dårlige mønster, må man begynde at gøre noget andet, end man hidtil har gjort. Det kræver mod!! Men handling er den eneste vej til forandring. Du kan ikke gøre det samme, som du hidtil har gjort, og pludselig få noget nyt ud af det. Så vil du ud af din spiseforstyrrelse, kræver det, at du begynder at gøre andre ting, end den dikterer, du skal gøre. Såre simpelt at sige men vildt svært at føre ud i praksis, I know! Vi mennesker er vanedyr, og vi gør, hvad vi finder mest trygt. Og spiseforstyrrelsen er (hvor crazy det end lyder) det mest trygge at blive i.

Mange prøver at gøre noget andet i et par dage… måske en uge eller to… og så ”falder de i” og tænker: ”se – nu prøvede jeg, og jeg kan ikke komme ud af det her. Jeg kan lige så godt give op L (der har jeg også selv været….). Men tænk så på: hvor mange år har du været i spiseforstyrrelsen og gjort det, du gør? Hvis du f.eks. har været i det i 5 år, er det så ikke et uhyggeligt stort krav at stille til dig selv, at du kan komme ud af det på 14 dage? Det svarer til, at du aldrig har løbet før og så kræver af dig selv, at du løber et maratonløb i morgen!  

Første skridt er derfor: TÅLMODIGHED og FORSTÅELSE for dig selv. Lige som du skal træne dig op til et maraton over et godt stykke tid, du skal øve matematik i skolen for at lære det osv., skal du også ”træne dig op” for at kunne slippe spiseforstyrrelsen. Sjovt nok forstår vi, at det tager tid at blive god til matematik, og at det tager tid at kunne løbe et maraton. Men spiseforstyrrelsen skal vi da bare lige kunne slippe i morgen, for noget så simpelt som MAD, burde vi da kunne finde ud af!.... NEJ. Slet det krav.

Tag et stykke papir og skriv:

”Nu starter jeg rejsen ud af spiseforstyrrelsen. Jeg kan ikke gøre det på en dag eller to – det tager den tid, det tager, at vende både de psykiske og de fysiske grunde til, at jeg er i det her. Jeg har forståelse og tålmodighed med mig selv, og jeg vil gøre det så godt, jeg kan, hver dag.”

 Fortsættelse følger… J

2 kommentarer:

  1. Kender alt for godt til disse følelser og tanker. Desværre er jeg god til at tage det med ind i alt i mit liv.. Maden, forholdet til mine nærmeste og mine fremtidsdrømme. Alt eller intet.. Puha.. Det kræver sgu tid til en mellemting.. :-)

    SvarSlet
  2. Godt du skrev det, Heidi! For det er nemlig ikke kun med maden, at mange spiseforstyrrede har svært ved at finde mellemtingen/balancen. Det er tit alt-eller-intet med mange andre ting i livet :( Og det tager tid at finde balancen i det hele... men det kan lykkes! Jo mere man øver sig, jo bedre bliver man :)

    SvarSlet