onsdag den 25. juni 2014

Det andre tager for givet...

I mandags var jeg på hospitalet og få lavet det, der hedder en lumbalpunktur (de går ind i ryggen og tager rygmarvsvæske ud). Selve undersøgelsen var da ikke noget at grine af men var heller ikke så slem. Ubehagelig vil jeg nok kalde det. Ikke mindst psykisk for tanken "hvad nu hvis de rammer noget forkert i ryggen, og jeg bliver lam?" kværnede rundt. Men alt gik, som det skulle :)

Det værste er her bagefter. Jeg har hovedpine, kvalme, er svimmel og utilpas og har ondt i ryggen - hvilket er helt normale gener, og de går over efter ca. 3 dage. Heldigvis kan jeg ligge og hygge med hende den lille, og jeg "skal" jo ikke noget. 

Hvorfor fik jeg lavet den undersøgelse? Fordi jeg sidste forår pludselig ikke kunne tisse i en hel måned og gik med fast kateter. Siden da har jeg langsomt kunne tisse bedre og bedre (men har skulle bruge kateter for at tømme blæren helt), og her efter fødslen tisser jeg helt normalt. KÆMPE befrielse!! Jeg kan nu for alvor mærke, hvor slemt og irriterende, det faktisk har været for mig igennem lidt over et år. Og jeg kan ikke lade være med at sammenligne det med at komme ud af en spiseforstyrrelse: det er først her bagefter, at jeg virkelig kan se og forstå, HVOR langt ude jeg har været. HVOR "unormalt" jeg har levet (ikke-levet...). Nu oplever jeg normale dage (både gode og dårlige) som alle andre og er ikke konstant i den uro og stresstilstand, som jeg var i i spiseforstyrrelsen. Det er en BEFRIELSE. På samme måde som det er at kunne sætte mig og tisse, når jeg skal tisse! Det som andre bare tager for givet, det sætter jeg sgu pris på! Det er ikke BARE at tisse, og det er ikke BARE at spise og behandle mig selv godt. Nej, det er STORT for mig. 

Nå, for at gøre en lang tisse-historie kort: jeg blev jo gravid kort efter mit tissestop, og så turde lægerne ikke fortsætte undersøgelserne. De ville vente, til jeg havde født. Det har jeg jo nu, så nu skal jeg igennem nogle undersøgelser. Men jeg tvivler på, at de finder årsagen nu. Jeg kan jo tisse igen! Men noget af det, de undersøger for, kan åbenbart ses ved bl.a. en lumbalpunktur og en MR-scanning af hovedet (åh-åh...så kan de se, hvor jeg har en skrue løs henne, hehe), selv om jeg umiddelbart fungerer igen. 

Måske er det en skade efter spiseforstyrrelsen, måske fejler jeg noget, måske finder man aldrig årsagen... 

Jeg kan godt lide at få forklaringer. HVORFOR kunne jeg pludselig ikke tisse? HVORFOR udviklede jeg en spiseforstyrrelse? Afklaring giver ro og tryghed og gør, at jeg bedre kan sige: "det var det. Nu gælder det et nyt kapitel i mit liv, og jeg tager det, jeg har lært af den hårde periode, med som en gave videre frem." Andre har måske ikke brug for afklaring og detektivarbejde, så de vil sige: "kom nu bare videre". Men vi er jo forskellige og heldigvis for det. Bliv i dig selv og mærk hvad DU har brug for på din vej ud af spiseforstyrrelsen. Vil du helst bare se fremad, eller har du også brug for at finde ud af HVORFOR'erne, og hvad spiseforstyrrelsen gav/giver dig?

Billede fra da jeg havde fast kateter (og kunne "tisse ud af knæet"):

 
Og sådan et kateter har jeg efterfølgende skulle stikke op i et helt år for at tømme blæren helt (not nice kan jeg fortælle):


 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar