Handling skaber forvandling

Jeg får rigtig mange mails (og tusind tak for dem! Svarer så hurtigt, jeg kan), og jeg vil lige vise jer to af dem.

Den første er for at vise et eksempel på en kvinde, som har turdet handle – og har fået liv i sit liv. Hun opdagede sin egen styrke, da hun først begyndte at gøre noget ved sine udfordringer. Og så holdt hun stædigt ved.

Her er mailen:

”Da jeg stødte på dit navn allerførste gang, tror jeg, at jeg så dig i Godmorgen Danmark eller lignende – det må have været, da du udgav din første bog. Kan huske, at jeg tænkte: " hey, jeg er ikke alene". Styrtede ud og købte din bog med det samme og den næste og den næste..... Jeg ved godt, at det er en kombination af mange ting, men "Resten skal nydes" har virkelig sat gang i en masse tanker hos mig. Du beskriver så fint, hvordan man selv skal tage ansvaret for at bryde ud af ens handlemønstre og giver super værktøjer dertil. Kan du huske, at jeg skrev til dig efter at have læst den, hvordan jeg så småt begyndte at handle? Derfra har jeg bare holdt fast. Det har resulteret i bitte små succeser, som bare har vokset sig store! Kan virkelig forstå nu, når du skriver om at boble inden i af glæde – sådan har jeg haft det nu i et par måneder. Tingene kører bare. Selvfølgelig kan jeg da også have dårlige dage, men det kan alle andre mennesker jo også. Jeg bliver også så rørt hele tiden, og jeg kan da lige komme med et par eksempler: når jeg er sammen med børnene og de leger og er glade – det rør mig helt dybt i hjertet. Da vi var i cirkus i går, og min datter var så begejstret, klappede og grinte... Jeg var så glad, taknemmelig for min familie – sad bare og kiggede på dem og kunne mærke, at mine øjne blev helt blanke af en masse tårer, der pressede sig på. Så oprigtig lykkelig. Følte mig for første gang i meget lang tid som den bedste mor for mine børn, og den bedste hustru for min mand. Efterfølgende havde vi sådan et par dejlige timer på stranden, det var så fedt! Før var mit liv en røv kedelig grå farve. Nu er mit liv i de smukkeste klare pasteller, og folk der kender mig ved, at jeg ELSKER pasteller.”

SMUKT!

Og her er en anden, som lige har fået aha-oplevelsen af, at hun KAN sige spiseforstyrrelsen imod. Jeg fik kuldegysninger, da jeg læste den (fordi jeg synes, at det er så flot klaret, og fordi jeg kan huske min egen kamp):  

”Jeg følger din blog og er i gang med at læse din bog "Resten skal nydes". Jeg er på min rejse ud af spiseforstyrrelsen, der har invaderet mit liv i over 4 år. Og du er en enorm inspiration for mig! Jeg har netop haft en ret stærk oplevelse, og da jeg ikke kan komme i tanke om nogle andre, der kan sætte sig ind i det, tillader jeg mig altså at skrive til dig. Det virker faktisk helt absurd, at jeg skriver alt dette her til dig, men jeg føler jo, at jeg kender dig.Jeg har overspist tidligere i dag og blev så "afbrudt" af at skulle på arbejde. Da jeg fik fri, skulle jeg cykle hjem, og på jobbet havde mine tanker svævet omkring alt det, jeg kunne købe på vejen hjem for at fortsætte min overspisning. Jeg cykler forbi MANGE Netto’er og lignende på vejen hjem, og jeg har så mange gange før lavet pitstops på vejen hjem for at købe ind til en overspisning. Men da jeg satte mig op på cyklen, kom jeg i tanke om noget, jeg har læst i din bog: jeg begyndte at svare spiseforstyrrelsen igen. Og så tænkte jeg "hvad kan jeg gøre for at hjælpe MIG SELV lige nu? Hvad er det i virkeligheden, jeg har LYST til?" Og så satte jeg høj musik i ørene og cyklede stærkt af sted. Når jeg kom forbi en butik, fokuserede jeg på musikken, og efter 2-3 butikker ænsede jeg faktisk ikke længere, når jeg passerede en butik. Da jeg kom hjem, følte jeg mig meget vred. Jeg gik op i min lejlighed, og lige da jeg fik lukket døren, begyndte jeg at græde. Jeg rystede både af vrede og af gråd. Så så jeg mig selv i spejlet og sagde til spiseforstyrrelsen (sådan cirka): "Jeg vandt den her. Og du er IKKE alle de gode ting i mig, du er ikke mig! Du har taget så mange år fra mig. Du vil prøve at få mig til at overspise igen. Men jeg har et valg, og jeg ved, hvad der er bedst for MIG. Du kan råbe lige så højt du vil, jeg kan råbe højere!". Så græd jeg lidt mere, og da jeg sad lidt og efterhånden ikke havde brug for at græde mere, følte jeg, at spiseforstyrrelsen var flygtet ud af døren. Mit vredesudbrud har skræmt den væk. Jeg vandt her til aften. Og jeg kender ikke nogle, der kan sætte sig ind i, hvor meget det betyder for mig. Men jeg har brug for at dele det med nogen, for det her er uden tvivl den største kamp, jeg har nogensinde har gennemlevet!
Tak fordi du deler din historie! Det betyder mere end du aner.”  

Vi kan altså mere, end vi tror! Og når vi først begynder at arbejde med vores tanker, sker der mirakler. Det er i hovedet, at vores største begrænsning er!

Husk at du ikke skal klare alt selv alligevel. Det er ikke min pointe. At have nogen der hjælper og støtter dig i den rigtige retning er vigtigt (det skulle behandlingen gerne gøre…). Men når man selv gør en indsats… wauw J