Den første
er for at vise et eksempel på en kvinde, som har turdet handle – og har fået liv i sit liv. Hun opdagede sin egen
styrke, da hun først begyndte at gøre
noget ved sine udfordringer. Og så holdt hun stædigt ved.
Her er
mailen:
”Da jeg
stødte på dit navn allerførste gang, tror jeg, at jeg så dig i Godmorgen
Danmark eller lignende – det må have været, da du udgav din første bog. Kan
huske, at jeg tænkte: " hey, jeg er ikke alene". Styrtede ud og købte
din bog med det samme og den næste og den næste..... Jeg ved godt, at det er en
kombination af mange ting, men "Resten skal nydes" har virkelig sat
gang i en masse tanker hos mig. Du beskriver så fint, hvordan man selv skal
tage ansvaret for at bryde ud af ens handlemønstre og giver super værktøjer
dertil. Kan du huske, at jeg skrev til dig efter at have læst den, hvordan jeg
så småt begyndte at handle? Derfra har jeg bare holdt fast. Det har resulteret
i bitte små succeser, som bare har vokset sig store! Kan virkelig forstå nu,
når du skriver om at boble inden i af glæde – sådan har jeg haft det nu i et
par måneder. Tingene kører bare. Selvfølgelig kan jeg da også have dårlige
dage, men det kan alle andre mennesker jo også. Jeg bliver også så rørt hele
tiden, og jeg kan da lige komme med et par eksempler: når jeg er sammen med
børnene og de leger og er glade – det rør mig helt dybt i hjertet. Da vi var i
cirkus i går, og min datter var så begejstret, klappede og grinte... Jeg var så
glad, taknemmelig for min familie – sad bare og kiggede på dem og kunne mærke,
at mine øjne blev helt blanke af en masse tårer, der pressede sig på. Så
oprigtig lykkelig. Følte mig for første gang i meget lang tid som den bedste
mor for mine børn, og den bedste hustru for min mand. Efterfølgende havde vi
sådan et par dejlige timer på stranden, det var så fedt! Før var mit liv en røv
kedelig grå farve. Nu er mit liv i de smukkeste klare pasteller, og folk der
kender mig ved, at jeg ELSKER pasteller.”
SMUKT!
Og her er en
anden, som lige har fået aha-oplevelsen af, at hun KAN sige spiseforstyrrelsen
imod. Jeg fik kuldegysninger, da jeg læste den (fordi jeg synes, at det er så
flot klaret, og fordi jeg kan huske min egen kamp):
”Jeg følger
din blog og er i gang med at læse din bog "Resten skal nydes". Jeg er
på min rejse ud af spiseforstyrrelsen, der har invaderet mit liv i over 4 år.
Og du er en enorm inspiration for mig! Jeg har netop haft en ret stærk
oplevelse, og da jeg ikke kan komme i tanke om nogle andre, der kan sætte sig
ind i det, tillader jeg mig altså at skrive til dig. Det virker faktisk helt
absurd, at jeg skriver alt dette her til dig, men jeg føler jo, at jeg kender
dig.Jeg har
overspist tidligere i dag og blev så "afbrudt" af at skulle på
arbejde. Da jeg fik fri, skulle jeg cykle hjem, og på jobbet havde mine tanker
svævet omkring alt det, jeg kunne købe på vejen hjem for at fortsætte min
overspisning. Jeg cykler forbi MANGE Netto’er og lignende på vejen hjem, og jeg
har så mange gange før lavet pitstops på vejen hjem for at købe ind til en
overspisning. Men da jeg satte mig op på cyklen, kom jeg i tanke om noget, jeg
har læst i din bog: jeg begyndte at svare spiseforstyrrelsen igen. Og så tænkte
jeg "hvad kan jeg gøre for at hjælpe MIG SELV lige nu? Hvad er det i
virkeligheden, jeg har LYST til?" Og så satte jeg høj musik i ørene og
cyklede stærkt af sted. Når jeg kom forbi en butik, fokuserede jeg på musikken,
og efter 2-3 butikker ænsede jeg faktisk ikke længere, når jeg passerede en
butik. Da jeg kom hjem, følte jeg mig meget vred. Jeg gik op i min lejlighed,
og lige da jeg fik lukket døren, begyndte jeg at græde. Jeg rystede både af
vrede og af gråd. Så så jeg mig selv i spejlet og sagde til spiseforstyrrelsen
(sådan cirka): "Jeg vandt den her. Og du er IKKE alle de gode ting i mig,
du er ikke mig! Du har taget så mange år fra mig. Du vil prøve at få mig til at
overspise igen. Men jeg har et valg, og jeg ved, hvad der er bedst for MIG. Du
kan råbe lige så højt du vil, jeg kan råbe højere!". Så græd jeg lidt
mere, og da jeg sad lidt og efterhånden ikke havde brug for at græde mere,
følte jeg, at spiseforstyrrelsen var flygtet ud af døren. Mit vredesudbrud har
skræmt den væk. Jeg vandt
her til aften. Og jeg kender ikke nogle, der kan sætte sig ind i, hvor meget
det betyder for mig. Men jeg har brug for at dele det med nogen, for det her er
uden tvivl den største kamp, jeg har nogensinde har gennemlevet!
Tak fordi du deler din historie! Det betyder mere end du aner.”
Tak fordi du deler din historie! Det betyder mere end du aner.”
Vi kan altså
mere, end vi tror! Og når vi først begynder at arbejde med vores tanker, sker
der mirakler. Det er i hovedet, at vores største begrænsning er!
Husk at du
ikke skal klare alt selv alligevel. Det er ikke min pointe. At have nogen der
hjælper og støtter dig i den rigtige retning er vigtigt (det skulle behandlingen
gerne gøre…). Men når man selv gør en indsats… wauw J
Mile har sagt det før, men siger det igen, du er en kæmpe inspiration og stort forbillede.
SvarSletTror stadig jeg kan vinde denne hårde kamp efter snart 15 år, men hold nu fast det er hårdt.
Det KAN du, Helena!! Jeg har været i det, siden jeg var 16 år, og alligevel er det lykkes mig - du kan også! Det kræver en kæmpe indsats, men det er det hele værd.
SletSender dig en masse kærlighed og power <3
Og tak, Helena!