fredag den 20. juni 2014

Hvordan finder man lysten til at slippe spiseforstyrrelsen?

Jeg er blevet spurgt om følgende:

Hvordan fandt du den inderlige LYST til at tage de første skridt væk fra spiseforstyrrelsen? Hvordan fandt du modet og lysten til at give slip?

Ret godt spørgsmål der har fået mig til at tænke. Hvordan fandt jeg egentlig lysten? Hvordan startede det?

Når jeg nu tænker tilbage, kan jeg se, at det har været en gradvis proces. Lysten er altså ikke kommet fra den ene dag til den anden. (Lige en indskydelse. Jeg kan huske, at min psykolog for en del år siden sagde til mig - da jeg utålmodigt spurgte ham, hvordan jeg kunne være sådan en snegl til at vende tingene, når jeg nu var blevet bevidst om mit lort! - "Mille, du er i en proces, og det tager den tid, det tager". Og jeg havde lyst til at slå hovedet ned i maven på ham. Jeg vil sgu ikke være i en proces! Jeg vil være fixet NU!).

Første spæde lyst-følelse blev vækket i mig, da jeg var indlagt på Hvidovre Psykiatrisk Afdeling helt tilbage i 2004 (da jeg blev indlagt, havde jeg haft anoreksi i 8 år). Hvis du har læst min bog "En anoreksipiges dagbog", kender du til mit møde med hende sygeplejersken, som var vikar nogle dage på afdelingen. Hun skulle sidde ved mig, når jeg skulle spise (der skulle altid sidde en sygeplejerske...), men hun greb det anderledes an end alle de andre, der havde siddet ved mig. Hun sagde direkte til mig: "jeg forstår dig ikke. Hvorfor vil du sidde og nippe til salat og være ond ved dig selv, når du kan spise lidt af alting og nyde det? Jeg spiser bare det, jeg har lyst til, og så bliver det hverken for meget eller for lidt, fordi jeg bliver tilfreds. Du udelukker jo dig selv for NYDELSE. Hvorfor tør du ikke nyde livet? Hvad har du lyst til at bruge det på?" Og hun sagde også: "jeg er fuldstændig ligeglad med om du spiser eller ej. Det er dit eget ansvar". BUM. Sad Mille lige der med store øjne eller hvad?! Hvad siger du til mig, dame?? For at gøre en lang historie kort, så fik hun plantet en lille LYST-SPIRE i mig. Hun fik startet tankerne: "hvad fanden er det, jeg har gang i? Hvorfor tør jeg ikke nyde og have LYST til noget? Hvorfor skal jeg bare lide konstant?"

Men jer som kender min videre historie ved godt, at jeg så ikke BARE vendte det hele og kom ud af anoreksien ugen efter. Nej, men en PROCES var startet i mig. Og jeg kan se nu, at jeg så langsomt ville mere og mere. Gik til psykolog for at få styr på hovedet, tog sexologuddannelsen for at få "kroppen med", skrev for at få det ud af mig, og jeg fandt selv på ting i hverdagen der kunne hjælpe mig. Og selv om jeg fortsat svingede mellem "jeg-tør-ikke-give-slip-så-nu-giver-jeg-mig-lige-endnu-et-gok-i-nødden", og "jeg-vil-ikke-det-her.-Jeg-vil-leve-og-have-det-godt!" så vandt leve/lyst-delen af mig mere og mere. For som jeg vidst har skrevet før (ellers burde jeg ha' skrevet det før): lyst avler lyst til mere lyst.

Jo mere jeg mærkede både AT JEG KUNNE, AT JEG HAVDE VALG og HVOR FEDT LIVET KUNNE VÆRE, jo mere af det ville jeg ha'. Jeg blev mere og mere bevidst om, hvad spiserforstyrrelsen "gav mig" og forstod mere og mere, at jeg ikke kom uden om at tage et valg: enten er du spiseforstyrret resten af dit liv og spilder dit liv på det, eller også må du konfrontere dig med dine udfordringer og løse dem på andre måder end gennem maden, så du kan nyde resten af dit liv (Resten skal nydes, hehe). Jeg begyndte at træne i at være nærværende (det er man ikke, når man har en spiseforstyrrelse... og du må gerne blive fornærmet på mig nu, men det er sgu rigtigt. Man er konstant i sin mad-verden) og gik på opdagelse i, HVAD HAR JEG LYST TIL?, på alle fronter. Øvede mig i at mærke efter min lyst, både mht. personer, hvad jeg skulle lave, og hvad jeg skulle spise. Jeg gik på lyst-skattejagt J

(Det med at træne nærvær, har jeg skrevet om både i min bog "Lyster" og i "Resten skal nydes". Det er ret vigtigt at lære!!).

Mere og mere mærkede jeg, at jeg kunne fylde mit tomrum ud med andet end at kontrollere maden (mange spiseforstyrrede føler sig tomme indeni. Derfor sulter man enten den tomhedsfølelse væk eller fylder tomheden ud med mad). Jeg kunne fylde den op med PASSION og LYST! Altså med det som jeg bliver glad af at lave. Det som giver livet mening for mig. Ikke for Peter, Sofie eller Pia. Nej FOR MIG.

I dag er noget andet - og større - simpelthen blevet vigtigere for mig. Min familie, mine venner, alle jer jeg kan inspirere, at jeg kan skrive, se solopgangen og nyde den - og så selvfølgelig min datter. Selve LIVET er blevet vigtigere end kalorier og vægt. Det føles som om, at ordene JEG VIL HAVE DET GODT er blevet printet ind i panden på mig, og de ord afstøder det, som bliver "kastet" mod mig:

- når negative tanker om mig selv kommer.
- når jeg sammenligner mig med andre og nedgør mig selv i forhold til dem.
- når der sker dårlige og svære ting i mit liv (det kan man aldrig undgå).

Så reagerer jeg altså ikke gennem maden men bliver i de svære følelser, fordi jeg vil have det godt. Jeg ved, at hvis jeg tyer til spiseforstyrrelsens metoder til at tackle tingene på, er det som at tisse i bukserne. Det kan godt være, at jeg får det godt og varmt i et stykke tid, men der bliver eddermanme koldt og vådt hurtigt. Så ud over at lysten har fået for meget magt i mig nu, er grunden til at jeg holder fast nu også, at jeg er vildt træt af at "have kolde og våde bukser"!

2 kommentarer:

  1. Jeg er helt vild med analogien om at spiseforstyrrelsen er som at tisse i bukserne for at blive varm - for det rammer virkelig plet! Det er den hurtige, nemme, bekvemme løsning (på kort sigt), men gør i virkeligheden bare det hele værre! Jeg vil huske mig selv på den analogi næste gang jeg får lyst til at gå ind i en overspisning! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. ;-) Ja nemlig! Og bagefter står man så med endnu et problem, ud over det som man forsøgte at spise væk: "våde bukser"! Så kan man bruge krudt på at slå sig selv i hovedet med det også... Joooo vi er gode til at skabe problemer i stedet for at løse dem, som ville gøre os frie :)
      Kæmpe kram til dig og tusind tak fordi du kommenterer! <3

      Slet