lørdag den 21. juni 2014

Hvorfor er du ked af det?

Kender I de dage, hvor man er ked af det uden at vide hvorfor?

Det, synes jeg, er vildt irriterende.

Sådan en dag har jeg i dag. Min kæreste spørger: "hvad er du ked af?", og jeg svarer: "det ved jeg ikke". Og jeg ved det helt ærligt ikke!! Det er ikke fordi, jeg ikke vil sige det. Jeg kan simpelthen ikke mærke, hvad det er.

Er det så fordi, jeg stadig kan have svært ved at mærke, hvad der sker i min krop og i mig? Eller kan alle have det sådan - bare være sådan lidt halv-ked, lidt tænksom, lidt møflet uden grund?

Jo mon ikke?

Jeg har det virkelig godt og nyder at være mor. Når jeg kigger på dette lille ansigt, smelter jeg helt indeni:


Jeg bliver selvfølgelig også glad, når jeg kigger på min kæreste, men han er knap så nuttet som hende ;)

Jeg har bare lyst til (brug for?) sådan en dag. Hvor jeg er lidt tænksom, lidt tilbagetrukket, lidt mig selv, lidt møflet. Hvor jeg græder lidt. Har brug for et kram. Hvor jeg ikke er overskudsmor eller overskudskæreste.

Ja, jeg tror, at det, jeg vil frem til, er: husk at give dig lov til at have sådanne dage. Jeg tror, at de er vigtige. Lige så vigtige som alle de glade dage. Lad være med at fixe dig selv med det samme eller at drukne ked-af-det-heden i mad/ikke-mad/motion. Vær i det. Og lær af det :) Det vil jeg i hvert fald gøre.

2 kommentarer:

  1. Kære Mille!
    Jeg tror du reagerer fuldstændig sundt og normalt og ser det bestemt ikke som et tilbageskridt at du MÆRKER og accepterer at du er ked af det uden at skulle gøre noget ved det her og nu. Men vi lever desværre i et samfund hvor vi helst skal være ovenpå HELE tiden. Det er bare ikke særlig flatterende at udstille sin skrøbelighed, men ALLE mennesker har dage som den du oplever, de er bare ikke så stærke at de tør stå ved det endsige sige det højt. Derudover tror jeg også at du måske mærker at du er "nede" ekstra kraftigt fordi du de sidste måneder, siden Julia kom til verden, mere eller mindre har befundet dig inde i en lykkeboble hele tiden. Altså ikke sådan 24/7, men grundlæggende har lykken, taknemmeligheden og glæden været meget dominerende i dit liv de sidste par måneder. Nu mærker du så at du kan være trist SELVOM du har den dejligste datter i hele verden, SELVOM du har en (er jeg sikker på) skøn kæreste, SELVOM du HVER dag gør gode ting for dig selv og din lille familie og du forstår det ikke - jeg tror bare at du skal acceptere at det ER sådan lige nu. Kæmpe kram herfra mig ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan ikke være mere enig, Rie! Jeg har svævet i en babyboble, siden hun kom, og nu kommer refleksionen omkring det hele. Og ja - selv om jeg har den dejligste datter, vil der komme sådanne triste dage. Sådan er livet! Og det er sundt at mærke alle aspekter.
      Kæmpe kram til dig, Rie <3

      Slet