Så selv om du nu er et sted, hvor det føles umuligt at
gøre noget, så begyndt i det mindste at tænke over, om der kan være noget om det, jeg siger. Gør du rent faktisk en indsats selv for at komme videre, eller
bilder du dig ind, at du gør det? Jeg husker i hvert fald, at jeg troede, at
jeg gjorde en masse… men i virkeligheden tænkte
jeg over alt det, jeg kunne ændre… Men jeg gjorde nøjagtig det samme hver dag
og kunne så ikke forstå, at jeg var så svag, at jeg ikke kunne komme ud af
spiseforstyrrelsen. Hvordan havde jeg tænkt mig, at det skulle kunne lade sig
gøre ved at blive ved med at føje spiseforstyrrelsens befalinger, selv om jeg
havde et hav af gode intentioner om at gøre det modsatte?
Ja, det er nemt at være bagklog, Mille. Klogeåge, hold
din mund.
Nu sidder jeg ikke midt i en spiseforstyrrelse, men da jeg i sin tid sad midt i min suppedas og var mindst lige så ulykkelig, så gav det mig håb at se, høre og fornemme at et andet menneske var kommet igennem og ud af et lignende "sort hul".
SvarSlet