Jeg er pisse irriterende...

Jeg ved godt, at jeg er pisse irriterende at høre på. Hvis man sidder DYBT fanget i spiseforstyrrelsen, er det ikke BARE at mærke sin krop og sin lyst, tage ansvar og så komme videre. Det husker jeg selv tydeligt. Det er som om, at NOGET indeni blokerer... Men jeg bliver nødt til at skrive om vigtigheden af det med at lære at mærke sin krop og sin lyst og ikke mindst det med at TAGE ANSVAR. For hvis man aldrig lærer det, sidder man fast for evigt. Der vil ALDRIG være nogen, der kan spise for dig, aldrig være nogen der kan stoppe gaflen.

Så selv om du nu er et sted, hvor det føles umuligt at gøre noget, så begyndt i det mindste at tænke over, om der kan være noget om det, jeg siger. Gør du rent faktisk en indsats selv for at komme videre, eller bilder du dig ind, at du gør det? Jeg husker i hvert fald, at jeg troede, at jeg gjorde en masse… men i virkeligheden tænkte jeg over alt det, jeg kunne ændre… Men jeg gjorde nøjagtig det samme hver dag og kunne så ikke forstå, at jeg var så svag, at jeg ikke kunne komme ud af spiseforstyrrelsen. Hvordan havde jeg tænkt mig, at det skulle kunne lade sig gøre ved at blive ved med at føje spiseforstyrrelsens befalinger, selv om jeg havde et hav af gode intentioner om at gøre det modsatte?

Ja, det er nemt at være bagklog, Mille. Klogeåge, hold din mund.