fredag den 6. juni 2014

Længslen om at "leve som dem"...

Min yndlings-Disney-film er Den Lille Havfrue.

Ariel drømmer om at få ben og kunne danse og leve som dem (menneskene). Den længsel efter mere, efter noget bedre, sad jeg også med, da jeg begyndte rejsen ud af spiseforstyrrelsen. Jeg ville så gerne "kunne gå" som alle andre. Selv om det var frustrerende at være bevidst om, hvad jeg (endnu ikke) kunne, var det den længsel, der drev mig videre. Fik mig til at fortsætte, selv når jeg følte, at jeg gik tusind skridt tilbage. Jeg drømte om en dag at få familie, mand og barn/børn, og jeg drømte om ro til at kunne skrive en masse bøger - og jeg var klar over, at det ikke hang sammen med spiseforstyrrelsen. Altså måtte jeg ud af den for at nå mine mål, "få ben" og kunne danse :-)

Det er vigtigt at have noget, der motiverer én. Noget der kan erstatte spiseforstyrrelsen. For når man slipper den, kommer der et kæmpe kæmpe tomrum! Al den tid man brugte på at spise, forhindre sig i at spise, på motion, på at følge destruktive regler osv.... Hold da op... Andre klager over at de har for lidt tid i døgnet... Jamen man har da SINDSSYGT meget tid, når maden pludselig ikke er et problem! Og den tid skal man nu fylde op med det, som man brænder for.

Hvad har du at kæmpe for?
Hvad gør dig glad, hvad brænder du for?
Hvad vil du gerne opnå og opleve i dit liv?
Vil du kæmpe for det, eller vil du lade spiseforstyrrelsen være det største i dit liv?

Lad dig drive af den længsel og mærk hvordan spiseforstyrrelsen giver mindre og mindre mening, jo mere du følger din lyst. Spiseforstyrrelsen er jo a pain in the ass!

Og nej, det er ikke en nem vej, og det er ikke BARE at slippe en spiseforstyrrelse. Men med små skridt frem, en større bevidsthed omkring hvad du "får ud af" at blive i spiseforstyrrelsen, et fokus på HVOR DU VIL HEN og at tro på din egen styrke kommer du i mål. Husk at der skal HANDLING til. Du kan ikke tænke dig ud af en spiseforstyrrelse. Og det er nok der lorten ligger for de fleste - handlingen mangler. Man ved godt, hvad man kunne begynde at gøre (og nej, man skal ikke ændre alt på én gang som mange så sætter krav om - og så selvfølgelig ikke kan holde. Vi er kun mennesker) men rent faktisk at GØRE det når man ikke til...

Men begynder du din rejse nu og giver ikke op, selv når der bliver "stormvejr", ender du må at få ben som Ariel :-)

Giv aldrig op!


Håber videoen kan ses!

(PS. Har ikke glemt at fortsætte hvor jeg slap omkring alt-eller-intet/overspisninger. Det kommer!)

6 kommentarer:

  1. Endnu engang rammer du fuldstændig plet med dine ord! Og ikke nok med det, så giver du mig så meget tro på, at jeg også kan fortsætte min rejse mod et liv uden spiseforstyrrelsen :-)

    Derudover er det virkelig skønt at få sat en disney-metafor på noget, som man til daglig bander LANGT væk ;-)

    - F

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak F! Jeg er virkelig glad for, at jeg giver dig troen - du KAN nemlig komme ud af spiseforstyrrelsen! Ikke uden ups and downs men det er det, du lærer af, så se det ikke som "at falde i". Nej, så er der bare endnu mere, du skal lære, før du kan give slip!

      Slet
  2. Kære Mille.
    Du har så evig ret i alt det du skriver, sommetider kan det bare være så svært at tage de første små skridt. Men når de så er taget, så bliver de næste lettere.
    Jeg prøver selv lige i øjeblikket, at tage de første skridt, men det er dælme hårdt.
    Jeg ved dog, at jeg har en masse at kæmpe for og en masse vilje, for vil for alt i verden gerne overleve og bekæmpe mig ud af denne l.... Sygdom efter nu 14. Års kamp.

    Kærligst H

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er VILDT SVÆRT. Men ikke umuligt! Du skal være modig og turde give mere og mere slip...lukke livet mere og mere ind.
      Spiseforstyrrelsen skal ikke vinde, Helena. Det skal DU. Og det KAN DU! Selv efter 14 års kamp er det ikke for sent!

      Slet
  3. Kære Mille!
    Endnu en gang TAK fordi du deler - du rammer (som sædvanlig) plet med dine ord, og for mig har det allersværeste været at turde HANDLE i stedet for at være passiv og synes at alting var synd for mig. Fo JA; der HAR været alle mulige grunde til at jeg udviklede min spiseforstyrrelse, for et SÅ selvdestruktivt "liv" vælger man ikke for sjov men fordi man ikke kan andet. Paradoksalt nok oplever jeg, nu hvor jeg kæmper og faktisk ganske ofte kan undgå ædeflip, at jeg nogle gange får det VÆRRE, fordi jeg føler mig hjælpeløs og magtesløs. Jeg har ikke, som du, et helt klart mål i form af mand og børn (der er ligespm et biologisk ur der ubønhørligt har tikket altimens spiseforstyrrelsen fyldte alt...). men mit "mål" er ganske enkelt at leve et fredfyldt liv med ro i sindet, at omgive mig med gode mennesker der vil MIG det godt, at gøre ting af LYST og ikke af PLIGT, at skide hul i andres ambitioner på mine vegne, at lade være med at sammenligne mig med andre og føle mig mindreværdig... Ja, en hel del nemmere sagt end gjort, men jeg øver mig og kæmper HVER dag. Nogle dage er mit mål bare at acceptere tomheden uden at handle mig ud af den (læs; flygte i et ædeflip).
    Kæreste Mille! TAK fordi du deler, og fordi du er lige præcis DIG <3
    Knus og god pinse til dig og familien ønskes du af Rie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, man VÆLGER nemlig ikke at få en spiseforstyrrelse!! Godt du skrev det, Rie. Jeg bliver så gal, når nogen siger til mig, at jeg selv valgte at få anoreksi. Øh nej! Jeg anede ikke, hvad jeg satte gang i!

      Men nu, hvor man skal ud af den, må man tage ansvaret for at få årsagerne bearbejdet og dagligt - som du skriver - kæmpe så godt, man kan. Der er (desværre) ingen, der kan gøre det for os.

      Jeg har stor respekt for din udvikling, Rie (nu kender jeg jo mere til din historie, end hvad du skriver her). Du springer mere og mere ud som RIE!

      Slet