søndag den 8. juni 2014

Skridtene ud (del 1. Der kommer mere om det)

Hvordan kommer man ud af at svinge i alt-eller-intet/overspisninger?

Som jeg skrev d. 5. juni, er det vigtigt at have forståelse og tålmodighed med sig selv. Hvis man har været i spiseforstyrrelsen i maaaaange år, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at slippe den på 14 dage. Så første skridt er altså at fjerne hammeren fra hovedet – den hammer der banker løs og siger: ”hvor er du dog svag, at du ikke kan slippe spiseforstyrrelsen, når du nu gerne vil. Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen?!” Den hammer forhindrer dig i at rykke dig. Tænk på når et lille barn skal lære f.eks. at cykle. Der står du (forhåbentlig!!) ikke og råber og skriger om, hvor dårligt det er, at han/hun ikke kan cykle NU og siger: ”tag dig dog sammen – så svært er det da ikke!” Du roser derimod små forsøg, selv om de kikser. Sådan skal du også være over for dig selv! Se dig som et lille barn, der er ny i verden og skal lære en hel masse.  

-       Altså: start med at fjerne hammeren fra dit hoved. Hvis du kan mærke, at den dukker op, skal du give den modspil med det samme. Dvs. aktivt skal du sige den imod inde i hovedet (eller højt): ”jeg kan ikke ændre det hele på én gang, selv om jeg gerne vil. Jeg gør det så godt, jeg kan, og tager det i små sikre skridt”.

Noget af det, du gør, er blevet VANER. Du har adlydt spiseforstyrrelsen i mange år og aner faktisk ikke, hvorfor du gør, som du gør mere. At underspise, overspise, kaste op osv. er blevet lige så normalt for dig, som det er for andre at børste tænder. Du gør det bare, uden at tænke over det. Vaner skal brydes ved aktivt at gå imod dem. Tvinge dig til at gøre noget andet, end du plejer. Du kan ikke TÆNKE dig ud af det! Og som jeg vidst har skrevet før, er det det, der er lorten for mange: man tør simpelthen ikke sætte handling bag, og så kan man ikke forstå, at man ikke kan komme videre… Say no more… ;) Vis dig selv at du kan lave blot en begyndende lille ændring, som du ellers har gået og bildt dig ind, at du da ikke havde et valg om at ændre. For jo – du HAR et valg! Og når du opdager, at du kan ændre den lille ting, får du blod på tanden for mere.

-       Vaner skal brydes ved aktivt at gå imod dem. Du har et valg. Vis dig selv at du kan starte LIGE NU med at gøre den første lillebitte ændring… og prøv så med flere og flere ting. Du har intet at miste, og du dør ikke af det J

Der er både fysiske og psykiske årsager til, at du overspiser.

Fysisk: er du undervægtig og/eller underernæret, stopper overspisningerne først, når din krop er i balance. Den skriger jo efter mad/næring, så derfor er der en fysiologisk grund til, at du har svært ved at stoppe spisningen. Og du kan altså sagtens være underernæret, selv om din vægt er blevet (eller hele tiden har været) normal (eller hvis du er overvægtig). Jeg havde svært ved at forstå, at min krop skreg så meget på mad, da jeg var normalvægtig – men det var altså fordi den stadig ikke var i balance og derfor forsøgte at få fyldt sig op med næring. De fysiske ”abstinenser” forsvinder, efterhånden som kroppen kommer i balance. Jeg skriver en blog om, hvordan man kan spise sig ud af overspisninger (det lød spøjst: spise sig ud af overspisninger!)

Psykisk: der er en MASSE, man skal arbejde med, for det er jo her hovedproblemet er. En spiseforstyrrelse bunder i ”noget psykisk”, og det skal man altså ha’ ryddet op i. Ved du, hvad der udløste din spiseforstyrrelse? Hvad prøvede du ubevidst at flygte fra? Hvornår er det, at du reagerer på maden? – når du ikke siger fra? – når du føler dig forkert og alene? – er det bestemte personer i dit liv, der tricker dig? Osv. Du skal arbejde med at blive bevidst om, hvordan dit reaktionsmønster er. Og når du finder ud af det, skal du begynde at arbejde med at handle på en anden måde end på maden i de situationer (f.eks. åbne munden og sige din mening, i stedet for at brække den op i toilettet).

-       Der er altså både fysiske og psykiske ”ting”, der skal på plads, før du kan stoppe overspisninger. Kostmæssigt kan du gøre noget, der hurtigere får din krop i balance (mere om det i et andet indlæg), og psykisk kan du arbejde med at sige til/fra, være i dine følelser i stedet for at spise dem væk/brække dem op osv.

Og så er det med LYST ekstremt vigtigt! Der er så mange spiseforstyrrede, der overhovedet ikke er i kontakt med deres lyst. De ”lever” uden at mærke. Jeg følte mig som ”en tom skal”… Og der er altså et kæmpe arbejde med at få fyldt den ”tomme skal” ud igen. Men jo mere man får det gjort, jo mindre giver overspisningerne mening. Pludselig tager man sig i at tænke: ”jamen, jeg har jo slet ikke lyst til det her! Hvad fanden får jeg ud af det?” Jo, det er rigtigt, at man kommer dertil! Jeg gider simpelthen ikke bruge min dyrebare tid på at overspise noget, som efterfølgende vil ende i toilettet – sådan tænker jeg i dag. Og helt seriøst; her havde jeg aldrig troet, at jeg kunne nå til. Men det sker altså, når der kommer mere og mere LYST ind i dit liv. Lyst avler mere lyst J Begynd derfor at fokusere på lyst i helt simple sammenhænge: ”Hvem har jeg LYST til at være sammen med? Hvad har jeg LYST til at lave nu? Har jeg lyst til en pære eller et æble?” osv. Bliv ved med at spørge dig selv i forskellige situationer – også selv om du de første maaaaange gange ikke aner, hvad du har lyst til! Første skridt er nemlig bevidstheden om, at du ikke kan mærke lysten… Og find så fandenivoldskheden frem og sig: ”men jeg vil fanme finde frem til den lyst, så jeg vil blive ved og ved med at øve mig i at mærke den!”.

-       Altså, jo mere du fokuserer på din lyst i alle sammenhænge i livet, jo mere positivt vil det smitte af på spiseforstyrrelsen (lyst og spiseforstyrrelse hænger ikke sammen… så jo mere du kan føle LYST, jo mere vil spiseforstyrrelsen smuldre).

Jeg håber ikke, at jeg lyder for kloge-åge-agtig…(der kom lige den der ”du-skal-ikke-tro-at-du-er-noget” op i mig). Jeg prøver bare virkelig at få sat ord på, hvad det er, der har hjulpet mig. Tag hvad du kan bruge og sig op i rumpetten med resten.

6 kommentarer:

  1. Tusind tak for indlægget. Du rammer plet. Du rammer noget inde i mig. Jeg søger, har søgt i årevis, søger efter de gode råde og ideer til hvordan jeg skal gribe min fremtidige vej ud ad spiseforstyrrelsen an. Det her tror jeg, at jeg kan bruge noget af. Det vækker i hvert fald en energi og et mod inden i mig. Så igen. Tak :)

    SvarSlet
  2. Hej Mille!
    Tak for dine ord fra i dag. Især tak for dem hvor du siger at man skal holde op med at slå sig selv oven i hovedet .
    Dejligt. Det giver mere overskud og
    energi og det føles som om man så
    bedre kan holde ud at leve.Tak det var bare det jeg ville sige ;-).

    SvarSlet
    Svar
    1. :-) Dejligt! Og jeg siger også tak! Tak fordi du læser med!

      Slet
  3. Hej Mille.
    Har igennem noget tid efterhånden fulgt med på din blog og må sige at dine indlæg rammer hårdt. Du siger ting der er sande og til tider hårde at høre. Du skriver i dette her blog indlæg:
    "Så første skridt er altså at fjerne hammeren fra hovedet – den hammer der banker løs og siger: ”hvor er du dog svag, at du ikke kan slippe spiseforstyrrelsen, når du nu gerne vil. Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen?!” Den hammer forhindrer dig i at rykke dig".
    Lige netop dette rammer bare plet. For hvor har du dog ret, den selvkritiske hammer der kører på døgndrift med 220 km/t den ødelægger den udvikling jeg er igang med for at komme ud af spiseforstyrrelsen. En spiseforstyrrelsen der de sidste 10 år af mit liv har været min bedste og eneste ven. Der har ikke været overskud til at være social og jeg har ikke mærket behovet for at have andre mennesker omkring mig da jeg jo havde min højt elskede spiseforstyrrelse. Tænker tit på hvordan du dog har kunne klare den her hårde og seje kamp der er at komme så langt ud af spiseforstyrrelsen at den ikke længere dominere dit liv og langsomt destruktivt ødelægger din krop. Har der været en særlig ting ud over mødet med din mand ? Har der været en form for behandling der særligt har hjulpet dig eller gjort en forskel ? Tænker som en gal fortiden hvordan jeg kommer ud af det her. Ved godt der ikke er andre end mig der kan klare den her kamp for mig, men alligevel føler jeg ikke at jeg kan gøre det alene. Dine blog indlæg er meget inspirerende og glæder mig til at læse mere. Har lært meget af at læse din blog og du har været med til at skabe en bevidst om hvor snu spiseforstyrrelsen egentlig er.
    Er taknemmelig over at have fundet din blog.

    Hilsen Anna

    SvarSlet
  4. Tusind tak for din kommentar, Anna. Og jeg må indrømme, at du rammer lige ind i mig... får helt ondt i maven, fordi jeg kan mærke din smerte. Husker tydeligt hvordan det var, da jeg ikke kunne se vejen ud.

    Da jeg mødte min nuværende kæreste (faderen til Julia), var jeg kommet rigtig langt. Men de sidste skridt kunne jeg tage, fordi han gav mig roen og kærligheden til det. Og han har været god til at sige mine negative tanker om mig selv imod.
    Inden jeg mødte ham, har jeg gået til psykolog, og jeg har læst til sexolog. Dvs. jeg har både arbejdet med det psykiske og med kroppen/det seksuelle. Begge dele har hjulpet mig. Og så har jeg nok også været pænt stædig og selv knoklet som en gal for at komme videre... og videre... og videre!
    Har du mon læst mine bøger? Dem tror jeg kan hjælpe dig endnu mere (men også at læse videre her på bloggen!).
    Jeg vil gerne spørge dig om, hvilken behandling du har fået og hvor - hvis du har lyst må du gerne svare på min mail mille@ihdumille.dk.

    SvarSlet