onsdag den 30. juli 2014

En reminder til mig selv

De sidste ca. 14 dage har Julia ikke sovet godt om natten. Som mange af os andre, vil jeg gætte på… Varmen er jo helt sindssyg trykkende – også om natten. Selv om vi sover med åben altandør, står det helt stille i soveværelset. Så Julia er vågen og vil ha’ babs hver 2. time… Derfor står jeg ikke tidligt op og skriver for tiden (som jeg jo ellers var kommet ind i en god rytme med at gøre), for jeg er simpelthen for træt. Om dagen er der også mere krudt på hende nu, så det er først, når hun er puttet om aftenen, at jeg har lidt tid til at skrive – men det bliver ikke til meget i disse dage. Jeg vil hellere slå hovedet fra, når hun er puttet.

Så blogindlæg, skrive på bøger og svare mails hænger lidt i øjeblikket. Jeg har lige skullet kæmpe lidt med ”stress” over det… ”ih, nu skuffer du en masse”, ”hvorfor kan du ikke bare nå det?” og ”jeg skal ha’ skrevet, for det er jo det, jeg brænder for!” Men så tog jeg mig selv i nakken: ”Mille, ved du godt, at du har BARSEL? Dit eneste job lige nu er at være der for Julia – hygge, lave sjov, opleve, nyde hende. Intet andet! Det er et job 24/7. Du kan ikke samtidig være alle andre steder”.
Og det førte så til, at jeg skrev endnu én af de der små sedler, som jeg klistrer op rundt omkring for at holde mig selv på den vej, jeg gerne vil være:

At nyde og være til stede i det du gør lige nu, er det eneste, du skal ”præstere” her i livet.
Så nu har jeg trukket vejret igen og har fundet ro. Og har kunnet nyde Julia fuldt ud igen. Hun kommer i første række uanset hvad – mails og skriverier skal være når jeg har overskuddet og lysten til det. Denne tid med hende kommer ikke igen.

Jeg holder dog stadig fast i, at det er vigtigt, at jeg gør de ting, som gør mig glad ud over at være mor. Som med så meget andet (hvis ikke alt?) handler det om balance. Altså, jeg er nu ved at finde balancen mellem på én gang at være en kærlig, nærværende mor hvor Julia er mit omdrejningspunkt, og at skrive og holde kontakten med alle jer derude, fordi det gør mig glad og fylder mig positivt op. I er med til at berige mit liv, skal I vide ♥

søndag den 27. juli 2014

Som en orkide

Da jeg blev 33 år (jeg bliver 35 år d. 15. aug.), fik jeg denne orkide af min kæreste. Den blomstrede - men gik så ud, og de sidste knap 2 år har den bare været nogle visne pinde at se på. Flere gange har jeg været ved at smide den ud, men min kæreste blev hårdnakket ved med at påstå, at den ville blomstre igen. Så han har passet og plejet den... :) Og sørme: i sidste uge kom der skud på, og i går blomstrede den!! Efter knap 2 år hvor den har set død ud!

Og det kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at være et symbol på at komme ud af en spiseforstyrrelse ;) Lige meget hvor "død"/langt ude du har været, kan du komme til at blomstre igen! Der skal en masse arbejde til (du skal "vande" dig selv - give dig det du har brug for psykisk og fysisk), og selv om du ikke ser eller mærker resultater med det samme, så sker forandringen gradvist i dig - indtil du en dag springer ud igen som den smukke blomst du er


´

lørdag den 26. juli 2014

Menstruation tilbage igen!

Denne mail taler vidst for sig selv J

”Kære Mille
Jeg har tidligere skrevet til dig af den årsag, at jeg igennem mange år har lidt af anoreksi efterfulgt af bulimi. Jeg har det seneste års tid været under selv-rehabilitering i den forstand, at jeg ikke har gået til hverken psykolog eller fået nogen anden form for professionel hjælp. Og min helt store frygt har været min menstruation. Det har PINT mig, nærmest til døden, at min krop har været så ødelagt, at mit hormonsystem var gået fuldstændigt i stå – og at jeg kun havde mig selv at takke. Men til sidst kunne jeg næsten ikke klare mere, og jeg skrev til dig – jeg har læst alle dine bøger, og jeg vidste, at du havde fået din menstruation tilbage. Så som sagt, så skrev jeg til dig for at få et par gode råd fra en erfaren kvinde – og ikke alle mulige læger, som ikke har prøvet det på egen hånd. Du anbefalede hørfrøolie, så det begyndte jeg at tage hver dag – morgen og aften. Og ved du hvad? JEG HAR LIGE FÅET MIN MENSTRUATION TILBAGE! Jeg GRÆD af lykke! Tænk engang! Mille, jeg er dig evigt taknemmelig – af hjertet, tak! Jeg er hverken fedtforskrækket, asocial eller evigt aktiv længere, og jeg føler rent faktisk ro, lykke og livsglæde nu! Jeg sætter pris på SÅ meget mere end tidligere - og vigtigst alt - jeg har lært at elske mig selv. Jeg havde virkelig brug for at takke dig, for med alt det du har været igennem, synes jeg, du fortjener den ros, som du fortjener. Igen – af hjertet tak, Mille. 1.000 knus og kram.”
Se – det kan lade sig gøre at få sin menstruation tilbage, selv om man har mishandlet sin krop gennem mange år. Sundt fedt, ro og søvn skal der til, så kroppen kommer ned i gear. Og så en masse selvkærlighed.

Tak fordi du delte din sejr!

Det rører mig meget, når jeg hører om andre, der - som jeg gjorde - får sin menstruation tilbage efter års tørke. Jeg havde jo ikke fået denne trunte, hvis min krop ikke var kommet i balance igen: 


 

onsdag den 23. juli 2014

At indrette sit liv

Jeg skrev i sidste blogindlæg, at jeg ville skrive mere om det med at indrette sit liv, så det kommer her :)

Jeg har ikke noget "normalt" job.... nej hov, sådan vil jeg ikke skrive det, for hvad er normalt?! Jeg mener: jeg har ikke et job, hvor jeg skal møde et sted kl. 8-16 hver dag. Jeg skriver bøger og holder foredrag, og derudover har jeg et ret fleksibelt job i et firma, der hjælper iværksættere. Der er ikke fast mødetid - på nær de dage hvor der er kursus, for så er det mig, der er "madmutter" hele dagen fra kl. 7-18 (laver mad, serverer og nurser kursisterne, hehe). Lige nu har jeg barsel fra det job, men mine skriverier holder jeg jo ikke helt barsel fra ;) Jeg føler sgu næsten, at jeg går i stykker, hvis jeg ikke får skrevet! Skrive = PASSION!

Jeg har på min rejse ud af spiseforstyrrelsen lært mig selv så godt at kende, at jeg ved, at jeg ikke skal have et stressende job fra kl. 8-16, hvor nogen dikterer, hvad jeg skal lave og ikke lave. Hvor der er pres, deadlines og præstationer. Nej, jeg har brug for ro, for frihed, og ikke mindst vil jeg have et arbejde som giver mig mening frem for guld i pengepungen, og jeg skal mærke lysten til det. Dvs. jeg har valgt en masse jobs fra. Jeg har valgt, at det vigtigste for mig er, at JEG KAN HAVE DET GODT. Det kan jeg som forfatter, foredragsholder og "blæksprutte"/"madmutter". Jeg bliver bestemt ikke rig på kontanter, men jeg bliver rig på oplevelser, erfaringer og kærlighed

Sååååå min pointe er:

Husk at respektere hvordan DU er, og hvad der skal til, for at DU kan have det godt. Hvorfor presse dig selv ind i en kasse, hvor du ved, at du brænder sammen? Hvad er din passion, hvad brænder du for? DET skal du dyrke. Og på hvilke præmisser skal dit job være? Hvor mange timer, hvilke forhold osv.?
Og nej, det er ikke at være egoistisk. Hvis du ikke selv hænger sammen pga. måden du lever dit liv på, kan du jo heller ikke være der for andre. Så jeg kalder det at være en sympatisk egoistisk, når man tænker på sig selv og skaber de rammer, man har brug for, samtidig med at man er der, for dem man elsker.

mandag den 21. juli 2014

Hvordan mærker jeg mig selv i utrygge situationer?

En pige har skrevet følgende til mig (under blogindlægget "Du tør godt)":

"Hvordan formår du at mærke din krop i stressede og ubehagelige situationer? F.eks. i sociale sammenhænge, hvor jeg føler mig lidt stresset eller utilpas, kan jeg simpelthen ikke få kontakt til mine følelser, når jeg spiser, og så ender det ofte med, at jeg får spist alt for meget, fordi jeg simpelthen ikke kan mærke min krop!"

Super spørgsmål, som faktisk har fået mig til at tænke en del! Tak :) 

Jeg kan stadig have svært ved at mærke mig selv, mine følelser og min krop, hvis jeg er i utrygge, pressede eller stressede situationer. Og jeg ved ikke, om det nogensinde holder op? Jeg fungerer simpelthen bare bedst, når jeg har ro og tryghed - så kan jeg sagtens mærke mig selv og min lyst nu. Jeg er ikke én, som bare kan slappe af og være iiiiiih så tryg i mig selv, når der er mange mennesker omkring mig.

Og til det vil jeg lige straks sige: det har jeg lært at acceptere og respektere! Hvor har jeg dog ellers brugt rigtig meget krudt på at banke mig oveni hovedet med, hvorfor jeg ikke er som f.eks. min kæreste: mega social, snakker som et vandfald, kan gå fra det ene møde til det andet en hel dag uden at blive "skør i hovedet" af det og har bestemt ikke svært ved at mærke sig selv i utrygge situationer. Nu tænker jeg, at jeg er, som jeg er. Jeg kan arbejde med at ændre nogle ting ved mig, men andet er jo det, der gør mig til mig! Altså, jeg er introvert, har brug for ro, kan ikke være social ud i én køre osv. Det kan og skal jeg ikke ændre. Det er lige så rigtigt som at være på en anden måde. Forstår I mon, hvad jeg mener? Altså, man skal huske at respektere, hvordan man er, og hvad man har brug for. Du er lige så rigtig som alle andre! Der er gaver, styrker og smukke ting/egenskaber ved os alle Du er god nok!!

Så jeg har altså fundet ro i mig selv ved at kigge på mig selv, som jeg er, og tage de forholdsregler som skal til, for at jeg fungerer bedst muligt.

Det betyder, at jeg netop er meget opmærksom på mig selv, når jeg skal ud i situationer, som jeg ved, jeg vil være utryg ved. Bl.a. store sociale sammenhænge med meget mad. Jeg kan sagtens følge dig i, at det er sværere at finde ud af maden i sådanne situationer.

Men det, som jeg gør, er: 

- jeg "snakker" meget med mig selv (inde i hovedet, ikke højt. Så ville folk da for alvor tro, at jeg var gak-gak!). Bliver ved med at gentage "jeg er god nok", "jeg må gerne være her", "jeg må gerne sige min mening, selv om den måske afviger fra andre" osv. i lignende stil. Det kan måske virke underligt, men prøv selv. Jo mere du fodrer dig selv med de rigtige og konstruktive tanker, jo mere omkoder du din hjerne, så den til sidst lettere kører i det positive spor end det negative. Jeg kan mærke nu, at jeg kun skal sige disse sætninger få gange, når jeg er et utrygt sted - så holder min hjerne selv fast automatisk derefter, og jeg kan holde fast i den gode kontakt til mig selv (så jeg ikke pludselig "forsvinder" og reagerer på maden). Så hvis du starter fra i dag af med at øve dig i at vende tanker/snakke med dig selv, vil du opdage, at det pludselig giver bonus :) Og husk at du ikke kun skal gøre det i en uge eller to. Udvikling tager TID. Hurtige fix er som at tisse i bukserne. Jeg har været ÅR om at nå hertil. Så: tålmooooooodighed :) 

- jeg tænker også meget på at være nærværende. Så samtidig med at jeg nogle gange bliver nødt til at fodre min hjerne med positive sætninger, fokuserer jeg altså mest på at være til stede lige der, hvor jeg er. Lytter, følger med men snakker nok ikke sindssygt meget (altså i store forsamlinger). Hvilket er fint for mig - jeg er bare mere en lytter, når der er mange mennesker og larm omkring mig. Jeg kan godt komme til at sidde og analysere folk og digte historier om dem :) Jeg mærker meget sindsstemninger og bygger så historier op om dem (hvilket nogle gange gør det svært at være nærværende. Men så er min hjerne da beskæftiget med at digte, i stedet for at bruge krudt på de negative tanker!). 

- specifikt med maden: hvis det på trods af mit tankearbejde er svært at mærke, hvad jeg har lyst til af mad, spiser jeg hellere mindre og vælger noget fra, end at tænke "det skal jeg da spise, for det gør alle andre". Fuck nu hvad alle andre tænker! Det vigtigste er, at DU har det godt - også når du tager fra selskabet. Jeg har ellers i en lang periode efter spiseforstyrrelsen spist for andres skyld, for ikke at skille mig ud. Selv om jeg reelt ikke var sulten eller havde lyst til lige det mad! (Jeg kan f.eks. ikke lide wienerbrød men har spist det for ikke at virke mærkelig. Hvor dumt er det lige?! Fordi jeg har haft anoreksi betyder det jo ikke, at jeg for at være helt fri af det skal kunne spise ALT. Nej, jeg har mad, jeg kan lide, og mad jeg ikke kan lide - præcis som andre. Gør dig ikke mere speciel, end du er!) 

- jeg vil også anbefale dig generelt at mærke efter, hvor længe du har lyst til at være, hvor du er (måske trækker du elastikken for længe, så du bliver for fyldt op). Hellere sige tak for nu end at pine dig selv. Og hvis du gang på gang har det rigtig skidt, når du er sammen med bestemte folk, er det måske tid til at sige helt fra? Vil du bruge dit liv på personer, som dræner dig mere end fylder dig positivt op? Men inden du bare lukker af for folk, skal du være sikker på, at det ikke er i dit hoved, at udfordringerne/begrænsningerne for at kunne være DIG sidder :) Giver det mon mening?! 

- og så har jeg egentlig indrettet mit liv sådan, at jeg undgår flest muligt utrygge situationer. Jeg har ikke et job, hvor jeg f.eks. dagligt sidder i en kantine med mange mennesker. Det uddyber jeg lige i en blog for sig :)

Jeg vil rigtig gerne høre jer: 

Hvad gør I i situationer, som gør jer utrygge? Hvordan sørger I for ikke at reagere på maden i sådanne situationer? Hvis nogen vil dele gode råd, er de meget velkomne

fredag den 18. juli 2014

En ting ad gangen og det vigtigste først

Indrømmet - jeg er sårbar over for stress. Eller stress er ikke det rette ord at bruge. Der er jo stor forskel på at være syg af stress og på at have travlt/meget at lave. Ligesom der er forskel på at være deprimeret og på at være trist/ked af det, og der er forskel på at have en spiseforstyrrelse (et misbrug) og på at forstyrre sin spisning...

Altså, jeg er sårbar over for pres og en tætpakket hverdag.

"Hvis jeg ikke præsterer, er jeg ikke god nok", som jeg har kæmpet med siden barnsben, ligger stadig lige om hjørnet og lurer på mig, hvis jeg ikke er opmærksom og giver følelsen modspil.

Så hvis jeg skal meget (passe Julia, amme, skrive på bøger, skrive blogindlæg, svare mails, handle ind, rydde op, lave mad, besøge veninder og familie, have besøg osv.) kan det hele godt blive uoverskueligt i mit hoved. Selv om jeg realistisk set sagtens kan nå det fordelt ud over dagen. Jeg kommer bare nemt til at tænke det hele oveni hinanden, og ja, så kan jeg ikke nå det. Det ER jo umuligt at amme, handle ind, skrive og have besøg på én gang!

Det, som jeg er blevet god til, og som hjælper mig ENORMT, er at sige til mig selv: "én ting ad gangen, Mille, og det vigtigste først!"

Jeg siger den sætning til mig selv MANGE GANGE i løbet af en dag. F.eks. når jeg har en rolig stund til at skrive, siger jeg til mig selv: "nu fokuserer jeg på at skrive, og så må alt andet vente. Hvad jeg skal handle senere, hvordan jeg kommer med bussen fra A til B med Julia, eller hvad jeg skal i weekenden, er ikke vigtigt lige nu".

Jeg siger sætningen, selv hvis jeg står midt i Netto og panikker. "Træk vejret dybt, Mille, handl færdig i ro og mag. Du kan ikke gøre alt på én gang, og lige nu handler du!"

Og når jeg leger/nusser med Julia, er hun mit fokuspunkt.

Det er jo faktisk NÆRVÆR, det handler om (som er vigtigt at lære for at komme ud af spiseforstyrrelsen...). At være til stede i det, man gør, og der hvor man er, i stedet for mentalt at stresse og være tusind steder på én gang.

Det betyder ikke, at man ikke kan planlægge frem i tiden. Men at være nærværende i det, man gør lige nu, giver større tilfredstillelse, ro og glæde. Synes jeg i hvert fald :) Så det gør jeg meget ud af at holde mig fast i. Og ekstragevinsten?: jeg synes, at jeg når meget mere, når jeg tænker sådan! Selv om man umiddelbart skulle tro det modsatte, fordi jeg jo så ikke skynder mig... Men det er jo netop sammenstyrtningen i hovedet (når jeg ikke husker mig på sætningen og nærværet i det, jeg gør) der medfører, at jeg ikke når det, jeg skal og/eller har lyst til.

onsdag den 16. juli 2014

Kort beskrivelse af trilogien om mit liv

Til jer der ikke kender min historie, kommer her en kort beskrivelse af trilogien om mit liv. Jer der har læst bøgerne, kan springe dette indlæg over J

Bog 1 i trilogien: ”Lad mig bare forsvinde”/”En anoreksipiges dagbog”: min ægte dagbog fra august 1995 til august 2007, hvor jeg har pillet relevante dage ud, der beskriver, hvordan spiseforstyrrelsen starter og udvikler sig mere og mere. I de 11 år var jeg ekstremt anorektisk. Det altoverskyggende fokus var, at jeg skulle have TOM mave. Mad i maven kunne jeg slet ikke holde ud (= ”der er for meget af mig. Jeg må ikke være her”). Mad i maven = mærke klamme ”for-meget-mig”, angst. Senere blev det anorektisk med bræk, da kroppen fysisk begyndte at skrige på mad, så jeg fik ædeflip. Men jeg holdt stadig sindssyg kontrol, og fokus var stadig TOM mave (= TOM MIG). Til sidst i bogen er jeg ude for en (u)lykke, hvor jeg bliver kørt ned af en knallert og bil i skøn forening, hvor jeg efterfølgende ikke kunne gå i 5 måneder. Selv om det var en ulykke, er jeg lykkelig for, at jeg blev kørt ned – for det gjorde, at jeg fik sat en stopper for den overdrevne motion og i stedet blev tvunget til REFLEKSION. Hvorefter jeg – i små, små skridt – kunne begynde den lange vej tilbage til et liv igen.
Bog 2 i trilogien: Hvor ser du godt ud!”: min dagbog fra september 2007 til januar 2009. Jeg tager på og ser udadtil ”rask” ud – hvilket gør det rigtig svært. Jeg er nu det, som jeg selv kalder en ”fed anorektiker”. Mit ydre og mit indre harmonerer slet ikke med hinanden, så alle tror, at jeg er helt ude af anoreksien, for jeg ser jo godt ud! Normalvægtig = ingen kan se min smerte og kamp. Men jeg er LANGT FRA ude af det. Det er lidelse for mig at spise, men jeg gør det, fordi noget i mig har indset, at det er nødvendigt for at komme videre. Men nu hvor jeg tillader mig mad, skal jeg give mig smerte i maven… Maven skal udspiles. Jeg har rigtig meget fiberflip i hvedeklid, rosiner, brød og lign. Så hvor maven altså før skulle være TOM, skal den nu FYLDES UD. Nu hvor jeg reflekterer over det, analyserer jeg det som, at jeg forsøgte at fylde tomme MIG ud. Men man fylder jo ikke sig selv op ved at spise… Det er kun fysisk, at maven er stor, men selve MIG, bliver jo slet ikke fyldt ud. Tværtimod! Jeg bliver fastholdt i at være tom og kan ikke forstå det, for nu spiser jeg jo! Jeg har endnu ikke lært, hvordan jeg fylder MIG op rigtigt. Jeg vil gerne men aner ikke hvordan…L
Bog 3 i trilogien: ”Ih, du Mille”: min dagbog fra januar 2009 til november 2010. Den beskriver min første spæde tid ”efter”, hvor jeg prøver grænser af som Mille. Jeg tror selv, at jeg er længere, end jeg reelt er (kan jeg se nu! Crazy hvordan man kan snyde sig selv!). Maden er stadig ikke naturlig for mig. Jeg kæmper især med aftensmaden, som er det absolut sværeste måltid for mig. Det er nemmere at spise slik eller at ødelægge min mave med sukkerfri slik (man får mave- og skidepine af det, når man overdriver mængderne). Så det med at jeg skal fylde maven ud (= et forsøg på at fylde MIG ud) fortsætter altså. Dog finder jeg mere og mere ud af, ”hvem jeg er”, samt mere og mere ud af hvad der skal til for at fylde MILLE ud.
Måske har du lyst til at læse dem?! ;) 

mandag den 14. juli 2014

Et kig bag facaden

Jeg bliver nødt til at skrive dette, for det går mig faktisk en del på.

Jeg er rigtig bange for at virke "uopnåelig". Eller...hvordan skal jeg forklare det...virke for succesagtig, for meget...

Jeg deler jo alle de ting, jeg har gjort for at komme ud af spiseforstyrrelsen, og det bliver meget sådan...kloge-åge-agtigt. Som om jeg tror, jeg har LØSNINGEN. Men det har jeg altså ikke. Jeg har bare fundet nogle redskaber, som hjælper mig, og hvis de også kan hjælpe nogen af jer, er det jo fantastisk. Men:

- når jeg fortæller om det her på bloggen, får jeg ofte slag i hovedet af mig selv over at "tro jeg er noget".

- men hvis jeg ikke deler mine erfaringer, føler jeg mig egoistisk, fordi jeg selv har fået det godt og så ikke gider bruge tid på at forsøge at hjælpe andre.

Dilemma!

Det er vigtigt for mig at sige, at her hvor jeg er nået til, ikke er perfekt, fejlfrit, en dans på roser hver dag eller uopnåeligt for andre. Selv om jeg ikke er spiseforstyrret mere, skal jeg fortsat "arbejde med mig selv". Det er en on-going proces.

- jeg kan stadig slå mig i hovedet over ikke at være god nok, klog nok, smuk nok.

- jeg hviler i min krop mere end nogensinde, men jeg synes stadig ikke, at det er iiiiih så fantastisk at have bikini på.

- når det er så varmt som nu, har jeg svært ved at holde ud at være i min krop.

- jeg kan stadig have svært ved at bede om hjælp.

- ikke alle følelser er lige nemme for mig at være i.

- jeg er sårbar over for stress.

- jeg kan blive bange for mig selv.

- jeg kan ikke holde ud at være social i mange timer ad gangen. Jeg bliver bims i hovedet over alle de input, der vælter ind i knolden på mig. Jeg suger til mig uden filter (har det tit som om, at "verden vælter ind i hovedet på mig"... det er svært at forklare...)

- uvished og magtesløshed er noget af det værste, jeg ved.

- jeg skal hele tiden huske mig på at sige til mig selv: "én ting ad gangen og det vigtigste først". Ellers roder jeg alt det, jeg skal, sammen inde i hovedet, og så kan jeg have svært ved at overskue tingene. Jeg skal altså holde mig selv fast på at fokusere på det vigtigste lige nu, og så lægge alle andre to do'er i en mental skuffe imens. Ellers bliver jeg stresset.

- jeg føler mig tit kikset i forhold til andre kvinder. Jeg har ikke forstand på hverken mode eller make up, og jeg køber først nyt tøj og nye sko, når det er slidt helt ned. Jeg drømmer faktisk om at være mere "kvindelig", men jeg er bange for, om jeg kan "bære det". Jeg kan blive helt flov, hvis jeg en sjælden gang, dresser mig op. Hvem tror jeg da, jeg er?!

- nogle gange bliver jeg bange for det kæmpe ansvar det er at passe på mig selv - og nu også Julia.

Ja, det var et kig bag facaden :) Bare fordi jeg ikke bruger maden som dulme-metode mere, betyder det altså ikke, at jeg hviler så meget i mig selv, at jeg ikke behøver en seng! (fra Nik & Jays sang "Novembervej").


"Anderledes....åbenbart. Leder stadig efter svar..."

lørdag den 12. juli 2014

Savner at lege!

Min lejlighed er jo solgt pr. d. 15. juli (på tirsdag!!), og derfor har jeg brugt denne uge på at gøre den klar til køber. I mit kælderrum har jeg fundet en masse af mit gamle legetøj: bamser, mine første dukker Mette og Lise, Barbiedukker og -ting, Skovens Dyr, Trolde og My Little Pony.

Jeg er fuldstændig nostalgi-tosset! Bliver varm om hjertet og smiler stort, når jeg tænker på alle de glæder, jeg har haft med alt dette legetøj. Jeg vil være barn igen! Jeg har det spredt ud over stuegulvet nu og kan næsten ikke vente med at lege med det sammen med Julia, når hun bliver stor nok. Jaaaaah, jeg får en "lovlig grund" til at gå i barndom igen!! :)

Men hvorfor glemmer vi voksne egentlig tit at lege? Måske ikke ligefrem med Skovens Dyr eller Barbiedukker men at finde legen i livet på en anden måde? Der er hele tiden så meget, vi "skal".... Det kæmper jeg i hvert fald med. "Jamen jeg kan da ikke bare fjolle rundt en hel dag. Verden går jo under, hvis jeg ikke når det og det!"

Åh crap. Slap nu af, hiv stikket ud og LEG - måske ikke hver dag men så engang imellem da. Jeg tvivler på, at det er støvsugning og to to lister, vi med et smil tænker tilbage på, når vi sidder som 80 årige og mindes vores liv.


fredag den 11. juli 2014

Larm i knolden

I går var jeg til MR-scanning af hovedet og ryggen (endnu en undersøgelse for at prøve at finde en forklaring på, hvorfor jeg fik tissestop sidste forår).

Til jer, der ikke har prøvet en MR-scanning, kan jeg fortælle, at man bliver kørt liggende ind i et smalt, smalt ”rør”. Det er lige før, at næsen rører ”loftet” derinde. Og så skal man ellers bare ligge stille i de 30-40 min., som scanningen varer. Men det er faktisk ikke BARE. Selv om det slet ikke gør ondt (det er jo en scanning), er det ubehageligt – psykisk. Jeg lider ellers ikke af klaustrofobi, men inde i det rør… Jeg skulle arbejde meget med mine tanker, mens jeg lå der, kan jeg fortælle!!
Der lyder en masse underlige bankelyde lige ind i knolden på dig, og samtidig har du følelsen af at være fanget. Du kan jo ikke bare lige rejse dig op (men du får en alarmknap med ind i røret, som du kan trykke på, hvis du panikker).
Jeg havde lukkede øjne HELE tiden, for jeg turde simpelthen ikke kigge af frygt for at gå i panik. Var nemlig tæt på det flere gange selv med lukkede øjne…
Men hvordan kom jeg igennem, uden at trykke alarmknappen i bund?
I stedet for at fokusere på at jeg lå der i scanneren, tænkte jeg fremad. ”Om ikke så længe kan du igen se Julia. Tænk på da du fødte. Pludselig var det også overstået, og du klarede det. Om lidt står jeg igen på mine fødder og kan gå herfra. I morgen skal jeg have det sidste på plads med lejligheden, så den er klar til at blive solgt. Hvor bliver det skønt.” Osv. Alt muligt i én pærevælling – simpelthen for at beskæftige mit hoved med andet end frygttankerne, der lå på lur. Flere gange var det dog ved at ”gå galt”. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at svede, fik åndenød og skulle liiiige til at lade klaustrofobien tage over, men så snakkede jeg nærmest højt til mig selv: ”Tænk på Julia, når hun vågner om morgenen. Det kære smil, du ser. Og hendes prutter under dynen. Hvor er jeg taknemmelig over at have hende.” Så tvang jeg mig altså til at se billeder for mit indre, i stedet for at åbne øjnene og gå i panik over at se det rør, jeg lå i.
Jeg lå også og sammenlignede scanningen med min vej ud af spiseforstyrrelsen. På vej ud føltes det nemlig også som en masse ”larm i hovedet”. Alle de larmende tanker, der forhindrede mig i at rykke så hurtigt, som jeg ellers gerne ville. En evig dialog der kørte indeni mig mellem de to ”sider” i mig: jeg-vil-leve-siden og spiseforstyrrelsessiden som bare ville destruere mig. Jeg havde tit lyst til at råbe: ”HOLD NU KÆFT OG LAD MIG VÆRE I FRED!!” Men det, som kom til at gøre forskellen (altså den forskel, der fik leve-siden i mig til at vinde) var, at jeg blev bedre og bedre til at styre de larmende tanker og bedre og bedre til at holde det rigtige fokus.
-       Altså, jeg blev bedre til at lytte til, hvad leve-siden i mig sagde, og til at sige hold kæft til den destruktive side. Som nu hvor jeg lå her i scanneren og sagde hold kæft til larmen og i stedet lyttede til mine dejlige tanker om Julia.
-       Jeg blev bedre til at holde fokus på, hvor jeg ville hen, og på hvordan jeg gerne ville have det. Hver gang det blev svært med maden, blev jeg ved med at gentage inde i mit hoved, hvor jeg gerne ville hen – i stedet for at fokusere på det ”farlige” i maden. Det krævede MANGE MANGE samtaler med mig selv!! Utroligt egentlig, at man prompte lytter til de destruktive tanker, men at man skal gentage og gentage de gode tanker om én selv en million gange. Jeps, det er noget af et arbejde at lære at ændre tanker!
Men jeg kunne altså mærke, at jeg kunne bruge det med at fokusere på noget andet samt at ændre mine tanker, da jeg lå der i scanneren, så arbejdet ud af spiseforstyrrelsen giver bonus i andre sammenhænge i livet (brugte faktisk også ”teknikkerne”, da jeg fødte, og var SÅ tæt på at give op). Er det ikke meget rart at vide? Når du først har lært at skifte fokus og tanker, kan du bruge dem til meget andet! Det er alt sliddet værd J

onsdag den 9. juli 2014

TAG dig tid

"Hvordan når du at skrive, når du lige er blevet mor? Jeg vil så gerne skrive men får det aldrig rigtigt gjort..."

Det er der flere, der har spurgt mig om. Og svaret er: jeg tager mig tiden til det. Selv om jeg nogle dage kun får skrevet 5 linjer, får jeg skrevet.

Hvis du virkelig vil noget, må du tage dig tiden til det. Prioritere det frem for noget andet. Vil du blive god til badminton, må du tage dig tiden til at træne. Vil du blive god til kemi, må du tage dig tid til at sætte dig ind i teorien. Vil du se dine veninder og din familie, må du tage dig tiden til det. Og skal du ud af en spiseforstyrrelse, må du tage dig tiden til at arbejde med de ting, der skal til.

Døgnet har kun 24 timer, men det er op til os selv, hvordan vi vil bruge de timer. Hvis det går dig på, at du ikke når f.eks.  at læse et kapitel i en god bog hver dag, kan du jo kigge på, om du kan prioritere anderledes i løbet af dagen. Hvis du virkelig VIL nå det, må du måske droppe noget andet. Vi har hele tiden valg og dermed også fravalg.

Selvfølgelig kan vi have perioder, som er så hektiske, at vi ikke kan overskue noget som helst. Men tænk alligevel over om du på trods af det kan nå bare en lille ting af det, som gør dig glad, og som sætter bonus ind på din leve-konto.

Min store passion er at skrive (der blev I vel nok overraskede, hva'?!). Jeg ser det ikke som mit arbejde, der "bare skal gøres" - nej, jeg kan simpelthen ikke lade være!! (OBS. Har du selv noget, hvor tid og sted forsvinder, når du laver det? Hvor dårlige tanker forsvinder, hvor du føler ro, glæde og mening? Så har du et hint til, hvad du skal dyrke mere af som et af redskaberne til at komme ud af spiseforstyrrelsen. Tomrummet, du har indeni, skal jo fyldes op af noget andet end spiseforstyrrelsen....).

Men nu er jeg jo nybagt mor og har mildest talt hænderne fulde med at passe den lille bandit! Hun kræver mig 24/7. Hvordan får jeg så tid til at

- svare alle de mails, jeg modtager (ok indrømmet....svartiden er liiiidt længere, end før jeg blev mor)
- skrive blogindlæg
- skrive status på facebook og instagram
- skrive bog til Julia (ja, jeg er ved at skrive en bog til hende om hendes første år. Den skal ikke udgives - hun skal have den i gave fra sin mor, når hun bliver stor nok til at læse den)
- skrive på ny bog om mad/krop/sundhed
- plus forberede andre bøger, jeg har i hovedet...

Jeg står op, før Julia vågner, og ligger mig og skriver (jeg ligger på gulvet på maven og skriver. Favoritstilling!). Hun skal gerne lige have babs ved 5-5.30 tiden, men ofte falder hun så i søvn igen og sover til omkring kl. 9 (luksus!!). Hvis hun ikke falder i søvn igen, nusser vi lidt, og så elsker hun at ligge på et tæppe ved siden af mig og se på, at jeg skriver (og hun kommer med MANGE guldkorn: "aj-aj-aj, gry-gry-gry" osv. Så ved I, hvem kilden er, når I læser mine kommende bøger!)


Og fra en anden morgen:


I løbet af dagen er jeg nærværende med hende. Vi leger, synger, går tur, får besøg, hygger os. Og når hun sover, kan jeg nå at skrive lidt. Når hun er puttet om aftenen, har jeg også gerne et par timer til at skrive (på nær de aftener, hvor hun ikke vil sove. Lige meget hvad jeg gør, kigger de stoooore blå øjne lysvågne op på mig....). Nogle af aftentimerne skal dog også bruges på min kæreste i stedet for at skrive. Vi skal jo også huske hinanden. Men laver han noget andet, skriver jeg. Fjernsyn prioriterer jeg tit fra (nogle gange er det dog rart at slå knolden helt fra og bare stene. Som mænd ofte gør, hehe).

Det er sådan, jeg får tid til min passion, selv om jeg er nybagt mor. Jeg får det flettet ind i en fyldt hverdag, fordi jeg prioriterer det højt - og lidt skrivning er bedre end ingen.

Hvad gør du i din hverdag? Gør du noget for at få tid til det, som gør dig glad? Eller brokker du dig bare over, at du ikke har tid? (provo-Mille, klap nu i).

Der er måske ikke altid ryddet helt op og er skinnende rent og stilfuldt herhjemme - men der er kærlighed, nærvær og passion. Det prioriterer jeg højest.

mandag den 7. juli 2014

Spise PERFEKT?!

”Tab 5 kg. på 4 uger”

”Flad mave på 4 uger”
Og nu det nyeste:

 
Nu skal vi fanme spise PERFEKT hver aften!
Jeg fatter ikke denne måde at formidle mad og sundhed på.

Vi skal fixes hurtigst muligt, og vi skal være perfekte.
Det holder bare ikke i længden, og vi bliver sure af at bruge vores liv på at fixe os selv i 4 uger ad gangen og på at prøve at være perfekte.

Jeg tror på balance og nydelse og på det uperfekte. Og jeg tror på min krop og ikke på en kur i et dameblad. 

søndag den 6. juli 2014

Fedt fedt fedt!

I laaaangt de fleste år i spiseforstyrrelsen har jeg været totalt fedtforskrækket. Virkelig meget. Jeg spiste ikke blommen i et æg, turde dårligt nok komme olie på panden, var bange for nødder og avokado, og jeg turde kun spise dressing, hvis fedtindholdet var 0,00000001 % (aaah Mille, nu overdriver du lidt). Og hvis det var røget indenbords, skulle jeg i hvert fald enten motionere eller kaste op.

Som jeg har skrevet om i min bog ”Resten skal nydes”, vil jeg næsten påstå, at mit liv begyndte med fedtet. Altså, da jeg var så modig at begynde at turde spise det, skete der markante fremskidt i min kamp ud af spiseforstyrrelsen. Fordi min krop havde manglet det i alle de år (det er bl.a. også derfor, at jeg ikke havde menstruation. Hormonerne skal jo bruge fedt for at fungere), var det lige før, at alle cellerne holdt kæmpe party indeni mig, da jeg begyndte med hørfrøolie hver dag. Jeg kunne mærke, at det gav mig mere ”ro i hovedet” – og jeg blev mere klar/i stand til at sige de destruktive tanker imod. Jeg kunne også mærke mere glæde og energi. Langsomt turde jeg lukke mere og mere fedt ind, og som fedtindtaget steg, steg min evne til at kæmpe imod spiseforstyrrelsen. Fedtet gjorde (og fortsat gør) mig mere mæt, stabiliserer mit blodsukker, gør mig glad, giver mig mere energi og overskud, giver ”ro i hovedet”… hvilket gør, at jeg kunne og fortsat kan være mere robust til at holde det rette fokus i stedet for, at spiseforstyrrelsen vinder. Plus at jeg fik min menstruation tilbage efter 16 års tørke (så jeg i dag er mor til Julia. Puha, får helt ondt i maven ved tanken om, at jeg ikke havde fået hende, hvis jeg ikke havde fået min krop i balance igen. Og skulle nogen være i tvivl, så er hun alle alle alle mine slagsmål med spiseforstyrrelsen værd!).

Spiser jeg så LCHF i dag?, tænker du måske. (Altså Low Carb High Fat). Nej, jeg følger ingen kostretning/kur/diæt/kald-det-hvad-du-vil.

Jeg har INGEN regler. Jeg må spise ALT. Men jeg har lært at lytte til min krop, så jeg spiser ud fra en blanding af lyst, nydelse og behov. I nogle perioder har jeg vildt meget lyst til frugt, i andre perioder mindre lyst, nogle gange har jeg lyst til meget kød, andre gange ikke så meget. Så kan jeg være meget sliksyg i perioder, og andre gange ikke have lyst til så meget som en vingummi. (Men flødeboller kan jeg altid få ned… Jeg tror, at mit motto skal være: ”der er altid plads til en flødebolle!”).

Men det, jeg vil frem til, er, at lige meget hvad jeg ellers spiser, holder jeg fast i at spise fedt hver dag. Jeg har prøvet, hvad der sker for psyke og fysik, hvis jeg ikke får det fedt, som jeg har brug for. Og der skal jeg aldrig, aldrig tilbage til igen.

Dagligt tager jeg 2 spsk. ren olie. Jeg veksler mellem disse:

For tiden har jeg disse to herhjemme (MK Olie og Hørfrø- og kæmpenatlysolie):


 Men jeg har også brugt enten denne økologiske hørfrøolie fra Rømer:

 

Eller denne:

 
Enten sluger jeg olien rent (jeps, det kan jeg sgu nu!), eller også blander jeg den op i noget saft eller hælder den over det mad, jeg nu spiser.

Jeg spiser også kokosolie hver dag. Det bliver til 1-2 spsk. pr. dag i min kaffe eller kakao (altså udover de 2 andre spsk. olie):

 
Den grønne smager af kokos, det gør den brune ikke.
 
Derudover spiser jeg dagligt enten nødder, avokado, fed fisk, oliven… eller peanutbutter som jeg har et crush på lige pt. J
 

 Og nej, jeg piller IKKE blommen ud af ægget!!


PS. Jeg vil vædde med, at en del af jer, der læser med her, straks regner ud, hvor mange kalorier jeg får fra olien alene. Men fuck nu kalorier – husk at det sunde fedt er cellefedt, ikke dellefedt J Man skal have det, selv om man skal tabe sig. Jeg har spist disse mængder også efter fødslen, og alligevel har jeg tabt mig stille og roligt ned til den vægt, jeg havde, før jeg blev gravid. Hvis jeg skal være helt ærligt, havde jeg alligevel ikke selv troet på det – for det ligger så dybt i mig, at fedt er skurken. Men det er det altså ikke.

 

fredag den 4. juli 2014

Historien om min hjertetattoo

Jeg har det ikke godt i disse dage. Siden lumbalpunkturen har jeg ikke været på toppen. Det gik lidt bedre i weekenden og i mandags, men fra tirsdag og frem har jeg haft knaldende hovedpine, ondt i ryggen og feber. Så min krop er åbenbart ikke i balance igen, siden de var inde i ryggen på mig.

Jeg kan ikke rigtigt tænke så mange kloge tanker  lige nu (det gør du da aldrig, Mille, hvem tror du, du er?! – skriger min indre kritiker lige. Men hold dog kæft indre kritiker!), så her er et indlæg klippet ud fra min bog ”Resten skal nydes”. Det er historien om, hvorfor jeg har et hjerte tatoveret på mit venstre håndled:
Når man er i en spiseforstyrrelse, giver man absolut ikke sig selv kærlighed – man fornægter jo sig selv helt banale ting. Man ville aldrig behandle sit eget barn sådan!

Så mange har spurgt mig, hvordan jeg lærte at give mig selv kærlighed. Når du har været så destruktiv i så mange år, hvordan har du så kunne vende det til at give dig selv kærlighed?!
Det er ikke BARE noget, jeg lige har vendt, vil jeg allerførst slå fast. Det er bestemt ikke BARE lige at gøre. Det er hårdt arbejde at vende tankerne om sig selv til at blive mere positive. Og det kræver vedholdenhed og stædighed, for de gamle tanker vil meeeeget gerne frem og styre. Selv nu hvor jeg har fået dem vendt, kan de gamle tanker sagtens liiiiige stikke deres grimme fjæs frem og prøve at få mig til at tænke sådan igen. Og så er det min egen opgave at gå imod dem – simpelthen ikke tillade dem at få magt over mig. På dage hvor de bliver ved med at prøve at få magt, kan jeg godt blive helt drænet og bims, fordi jeg skal bruge så meget krudt på at vende dem i mit hoved. Men jeg holder ud, fordi jeg (heldigvis) er temmelig stædig. Jeg er nu kommet så langt, at det ikke er en mulighed at give op og lade tankerne overtage igen. Heldigvis går der også længere og længere tid imellem, at jeg har sådanne dage, hvor jeg skal bruge så meget krudt på at holde de destruktive/negative tanker væk.

Så: det jeg har gjort er altså rigtig meget at arbejde med mine tanker. Jeg har skrevet det før, men vil gerne blive ved med at gentage det. DINE TANKER STYRER, HVORDAN DU HAR DET. Så tanken ”jeg har ikke fortjent at have det godt”, har jeg skulle udfordre og spørge ind til et hav af gange. HVORFOR MÅ DU IKKE HAVE DET GODT, MILLE?! Og jo mere jeg har udfordret den tanke, jo mere har jeg kunne give den modspil. For der er jo ikke en rigtig grund til, at jeg ikke må have det godt!
Det der med den kærlighed til mig selv, gik først op for mig, da jeg var på uddannelsen til sexolog. Joan Ørting sagde en dag direkte og uden omsvøb: ”Mille, hvor får du kærlighed fra?”. Jeg gentager den lige:

”Mille, hvor får du kærlighed fra?”
Først reagerede jeg med modstand. ”Hvad fanden bilder hun sig ind at spørge til, hvor jeg får kærlighed fra?! Selvfølgelig får jeg da det!!”

Men så… stilhed indeni.
Hmm kærlighed?

Og så gik det op for mig, at jeg hverken lukkede andre rigtigt ind og gav dem mulighed for at give mig kærlighed – og jeg gav heller ikke mig selv kærlighed.
Avs. Det var en erkendelse, der gjorde SÅÅÅÅÅÅÅÅÅ ondt (men hvor er jeg i dag taknemmelig over, at Joan turde sige det til mig).

Hun fik sat gang i så mange tanker i mig. Kærlighed… hvad ER kærlighed? Hvordan skal jeg lære at lukke andre ind, og ikke mindst, hvordan skal jeg lære at give mig selv kærlighed?
Kæmpe spørgsmål for mig. Jeg følte mig som en lille pige, der ikke ved noget om livet endnu. Og jeg vidste ikke, hvem jeg skulle gå til: ”øh, vil du lære mig noget om kærlighed?”
Og så er det måske mig i en nøddeskal at finde min egen metode J Jeg var klar over, at jeg blev nødt til at finde på noget, så jeg dagligt ville blive mindet om at tænke over kærligheden. Min metode blev at tegne et hjerte på mit venstre håndled hver morgen. Hver morgen efter badet tegnede jeg hjertet, og selv om jeg måske ikke hver gang bevidst tænkte over hvorfor, så har jeg helt sikkert gjort det ubevidst. For løbende gennem dagen kiggede jeg på hjertet: hver gang jeg skulle spise, hver gang jeg var i tvivl om, hvorvidt noget var godt for mig eller ej, og hver gang jeg skulle tage en beslutning. Det mindede mig om, at jeg lige skulle mærke efter (så godt jeg kunne). Kærlighed eller ikke kærlighed til mig selv? Det var langt fra hver gang, at det lykkedes mig at vælge kærligheden til mig selv, men ved at kigge på hjertet blev jeg mere og mere BEVIDST om mine valg (og fravalg). Det var altså en daglig aktiv handling. Og – nu gentager jeg mig selv for gud ved hvilken gang – du kan ikke ændre noget uden en handling.
Jeg tegnede hjertet hver morgen. Jeps HVER MORGEN. Og jeg gjorde det i 2 hele år. Jeg startede lige, da jeg var blevet 30 år, og jeg stoppede lige efter min 32 års fødselsdag. Eller rettere: jeg stoppede ikke med at bruge det og kigge på det, for jeg fik det TATOVERET, så det nu var der permanent. Det gjorde jeg som symbol på, at jeg nu syntes, at jeg var begyndt at forstå, hvad kærlighed er. Og jeg følte det som om, at hjertet for mig selv var kommet tilbage. Tatoveringen var altså både et symbol på, hvor langt jeg nu var kommet, og den kunne nu til evig tid vise mig, at jeg HAR fundet kærligheden til mig selv (og glemmer jeg den, kan jeg blot kigge på hjertet).
Dette er ikke en opfordring til jer om, at I alle skal begynde at tegne et hjerte på jeres håndled for derefter at få det tatoveret. Slet ikke! Men pointen er, at I skal finde det, der virker for jer, og så gøre det lige meget hvad andre tænker om det. Tænk nu hvis jeg havde stoppet med at tegne hjertet, fordi mange syntes, at det var åndssvagt (”30 år og du tegner et hjerte på dit håndled hver morgen!”) – jamen så havde jeg jo stoppet noget godt for mig selv. For det HJALP mig at tegne det hjerte, og nu hjælper tatoveringen mig FORTSAT med at huske mig på kærligheden til mig selv. Det er dumt at stoppe noget godt, fordi andres mening forstyrrer. Luk af og gør det, som du kan mærke hjælper DIG.
At lære at behandle dig selv kærligt er altså – endnu – en proces, du skal igennem. Ja, jeg er ked af at sige det… men det kræver træning, træning og atter træning og rigtig mange ”fejlforsøg”, hvor du alligevel ikke formår at gøre det godt for dig selv. Jeg øver mig fortsat – i hele tiden at mærke efter, når jeg skal spise, når jeg bliver spurgt om noget, og når jeg skal træffe beslutninger. Og min bevidsthed omkring mine valg (hvor gode de er for mig selv) stiger og stiger.
Og så vil jeg altså også lige sige, at det langt fra kun er spiseforstyrrede, der skal blive bedre til at give sig selv kærlighed. Rigtig mange kvinder kunne godt blive meget bedre. Hold da op, hvor er ordet KONTROL dog dominerende for mange kvinder. Hvor er nydelsen og kærligheden henne?

tirsdag den 1. juli 2014

Min lejlighed er SOLGT!

Endelig, endelig, endelig...

Jeg har boet i denne lejlighed i Vanløse siden 2002 - dvs. her har spiseforstyrrelsen også boet:


Første step væk fra den var at fremleje den, da jeg mødte min nuværende kæreste i 2012. Det var SÅ dejligt at komme væk derfra! Men jeg har jo stadig haft den i mit liv...

...indtil nu! For nu er lejerne fraflyttet, og jeg har solgt den pr. d. 15. juli, så nu kommer den helt ud af mit liv!

Farvel til:

- køkkenet, hvor jeg har haft såååå mange angstanfald og kampe med maden.

- køleskabet, som for det meste af tiden var gabende tomt.

- komfuret, som ser ud som ny, fordi jeg har brugt den så lidt.

- toilettet, som jeg har skidt i efter at ha' taget for mange afføringspiller, og som jeg har snakket med Ulrik i (=brækket mig).

- soveværelset, hvor jeg har haft mange søvnløse og urolige nætter.

- stuen, hvor jeg har stået og hoppet foran fjernsynet for at få lov til at se det. Og hvor jeg skulle sidde på gulvet, når jeg spiste (måtte ikke sidde ved spisebordet...).

- vejene omkring lejligheden, hvor jeg har cyklet og løbet rundt i en tåge.

Nu gælder det nutiden og fremtiden i nye omgivelser, både fysisk og mentalt. "Nissen" flytter ikke med!

Det skulle fejres i aftes, og det skulle være med bobler - så jeg måtte købe en børnechampagne (jeg ammer, så jeg drikker ikke alkohol). Den skulle fanme bundes! Og jeg blev halvfuld - af glæde, ikke af procenterne ;)






Lejligheden kan egentlig sammenlignes med vejen ud af spiseforstyrrelsen: man beholder den alligevel lidt på sidelinjen for "en sikkerheds skyld"... tænk nu hvis jeg må "flytte tilbage i den"....

Nu tør jeg slippe både lejlighed og spiseforstyrrelse helt. Jeg tror på en fremtid uden dem. Kun gaverne derfra, tager jeg med videre og bruger positivt (jeg siger jo stadig, at spiseforstyrrelsen er en del af mig. Bare kun positivt som jeg har skrevet om i min bog "Resten skal nydes").