onsdag den 30. juli 2014

En reminder til mig selv

De sidste ca. 14 dage har Julia ikke sovet godt om natten. Som mange af os andre, vil jeg gætte på… Varmen er jo helt sindssyg trykkende – også om natten. Selv om vi sover med åben altandør, står det helt stille i soveværelset. Så Julia er vågen og vil ha’ babs hver 2. time… Derfor står jeg ikke tidligt op og skriver for tiden (som jeg jo ellers var kommet ind i en god rytme med at gøre), for jeg er simpelthen for træt. Om dagen er der også mere krudt på hende nu, så det er først, når hun er puttet om aftenen, at jeg har lidt tid til at skrive – men det bliver ikke til meget i disse dage. Jeg vil hellere slå hovedet fra, når hun er puttet.

Så blogindlæg, skrive på bøger og svare mails hænger lidt i øjeblikket. Jeg har lige skullet kæmpe lidt med ”stress” over det… ”ih, nu skuffer du en masse”, ”hvorfor kan du ikke bare nå det?” og ”jeg skal ha’ skrevet, for det er jo det, jeg brænder for!” Men så tog jeg mig selv i nakken: ”Mille, ved du godt, at du har BARSEL? Dit eneste job lige nu er at være der for Julia – hygge, lave sjov, opleve, nyde hende. Intet andet! Det er et job 24/7. Du kan ikke samtidig være alle andre steder”.
Og det førte så til, at jeg skrev endnu én af de der små sedler, som jeg klistrer op rundt omkring for at holde mig selv på den vej, jeg gerne vil være:

At nyde og være til stede i det du gør lige nu, er det eneste, du skal ”præstere” her i livet.
Så nu har jeg trukket vejret igen og har fundet ro. Og har kunnet nyde Julia fuldt ud igen. Hun kommer i første række uanset hvad – mails og skriverier skal være når jeg har overskuddet og lysten til det. Denne tid med hende kommer ikke igen.

Jeg holder dog stadig fast i, at det er vigtigt, at jeg gør de ting, som gør mig glad ud over at være mor. Som med så meget andet (hvis ikke alt?) handler det om balance. Altså, jeg er nu ved at finde balancen mellem på én gang at være en kærlig, nærværende mor hvor Julia er mit omdrejningspunkt, og at skrive og holde kontakten med alle jer derude, fordi det gør mig glad og fylder mig positivt op. I er med til at berige mit liv, skal I vide ♥

Ingen kommentarer:

Send en kommentar