fredag den 18. juli 2014

En ting ad gangen og det vigtigste først

Indrømmet - jeg er sårbar over for stress. Eller stress er ikke det rette ord at bruge. Der er jo stor forskel på at være syg af stress og på at have travlt/meget at lave. Ligesom der er forskel på at være deprimeret og på at være trist/ked af det, og der er forskel på at have en spiseforstyrrelse (et misbrug) og på at forstyrre sin spisning...

Altså, jeg er sårbar over for pres og en tætpakket hverdag.

"Hvis jeg ikke præsterer, er jeg ikke god nok", som jeg har kæmpet med siden barnsben, ligger stadig lige om hjørnet og lurer på mig, hvis jeg ikke er opmærksom og giver følelsen modspil.

Så hvis jeg skal meget (passe Julia, amme, skrive på bøger, skrive blogindlæg, svare mails, handle ind, rydde op, lave mad, besøge veninder og familie, have besøg osv.) kan det hele godt blive uoverskueligt i mit hoved. Selv om jeg realistisk set sagtens kan nå det fordelt ud over dagen. Jeg kommer bare nemt til at tænke det hele oveni hinanden, og ja, så kan jeg ikke nå det. Det ER jo umuligt at amme, handle ind, skrive og have besøg på én gang!

Det, som jeg er blevet god til, og som hjælper mig ENORMT, er at sige til mig selv: "én ting ad gangen, Mille, og det vigtigste først!"

Jeg siger den sætning til mig selv MANGE GANGE i løbet af en dag. F.eks. når jeg har en rolig stund til at skrive, siger jeg til mig selv: "nu fokuserer jeg på at skrive, og så må alt andet vente. Hvad jeg skal handle senere, hvordan jeg kommer med bussen fra A til B med Julia, eller hvad jeg skal i weekenden, er ikke vigtigt lige nu".

Jeg siger sætningen, selv hvis jeg står midt i Netto og panikker. "Træk vejret dybt, Mille, handl færdig i ro og mag. Du kan ikke gøre alt på én gang, og lige nu handler du!"

Og når jeg leger/nusser med Julia, er hun mit fokuspunkt.

Det er jo faktisk NÆRVÆR, det handler om (som er vigtigt at lære for at komme ud af spiseforstyrrelsen...). At være til stede i det, man gør, og der hvor man er, i stedet for mentalt at stresse og være tusind steder på én gang.

Det betyder ikke, at man ikke kan planlægge frem i tiden. Men at være nærværende i det, man gør lige nu, giver større tilfredstillelse, ro og glæde. Synes jeg i hvert fald :) Så det gør jeg meget ud af at holde mig fast i. Og ekstragevinsten?: jeg synes, at jeg når meget mere, når jeg tænker sådan! Selv om man umiddelbart skulle tro det modsatte, fordi jeg jo så ikke skynder mig... Men det er jo netop sammenstyrtningen i hovedet (når jeg ikke husker mig på sætningen og nærværet i det, jeg gør) der medfører, at jeg ikke når det, jeg skal og/eller har lyst til.

2 kommentarer:

  1. Som altid viise ord kære Mille ;-)
    Ja, det gælder om at lære at lytte mere til sig selv og acceptere at man er som man er (en del nemmere sagt end gjort), også selvom man evt kommer til at skuffe andre, fordi man, da man var i spiseforstyrrelsens vold, aldrig sagde nej til nogen eller noget, altid stillede op og ydede sit... Min erfaring er at det kan være MEGET svært for ens omgivelser at forstå og acceptere at man forandrer sig, men det er altså ikke mit problem! JEG ved hvad der virker for mig, hvor meget jeg kan holde til osv osv. Og jeg er nødt til at lytte til det, for ikke at ryge ind i det selvdestruktive mønster igen. Jeg tænker på om du nogensinde slukker din telefon? Jeg læste engang at gennemsnitsdanskeren tjekker deres smartphone 150 gange i døgnet - I DØGNET!!! Jeg har af samme grund stadig beholdt min gamle Nokia da jeg ikke ville kunne rumme alle de indtryk fra feks opdateringer på facebook hele tiden (og dem får du sikkert en hel del flere af end mig, hehe).
    Noget andet der også hjælper mig til at være til stede i nuet er at spørge mig selv om det, der irriterer mig eller går mig på er noget jeg kan gøre noget ved eller ej. KAN jeg gøre noget ved det så gør jeg det (som regel, igen; lettere sagt end gjort), men nogle gange kan man ikke gøre noget! Feks da jeg i januar var på vej med tog til København og vi kom til at holde et kvarter og vente lige ved Valby Station fordi vores tog skulle have signal til at køre ind mod Hovedbanegården. Og ja, det var da irriterende at holde og vente - men jeg kunne ikke gøre noget ved det!
    Rigtig god weekend til jer alle 3 kære Mille. Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Og som altid en dejlig kommentar Rie! Tak <3

      Nej jeg slukker sjældent min mobil, men jeg har den på lydløs, og jeg lægger den helt væk, hvis jeg ikke vil forstyrres. Og jeg kan heldigvis ikke se beskeder og kommentarer på facebook, med mindre jeg aktivt logger på. Så på den måde styrer jeg selv mine input. Tror mange er stressede over de sociale medier og/eller bliver påvirket negativt. Inkl. mig selv så derfor er jeg mindre og mindre "på".

      Fed tilføjelse - jeg bruger også den med at spørge mig selv, om jeg kan gøre noget ved det eller ej!

      Rigtig dejlig søndag Rie <3

      Slet