mandag den 14. juli 2014

Et kig bag facaden

Jeg bliver nødt til at skrive dette, for det går mig faktisk en del på.

Jeg er rigtig bange for at virke "uopnåelig". Eller...hvordan skal jeg forklare det...virke for succesagtig, for meget...

Jeg deler jo alle de ting, jeg har gjort for at komme ud af spiseforstyrrelsen, og det bliver meget sådan...kloge-åge-agtigt. Som om jeg tror, jeg har LØSNINGEN. Men det har jeg altså ikke. Jeg har bare fundet nogle redskaber, som hjælper mig, og hvis de også kan hjælpe nogen af jer, er det jo fantastisk. Men:

- når jeg fortæller om det her på bloggen, får jeg ofte slag i hovedet af mig selv over at "tro jeg er noget".

- men hvis jeg ikke deler mine erfaringer, føler jeg mig egoistisk, fordi jeg selv har fået det godt og så ikke gider bruge tid på at forsøge at hjælpe andre.

Dilemma!

Det er vigtigt for mig at sige, at her hvor jeg er nået til, ikke er perfekt, fejlfrit, en dans på roser hver dag eller uopnåeligt for andre. Selv om jeg ikke er spiseforstyrret mere, skal jeg fortsat "arbejde med mig selv". Det er en on-going proces.

- jeg kan stadig slå mig i hovedet over ikke at være god nok, klog nok, smuk nok.

- jeg hviler i min krop mere end nogensinde, men jeg synes stadig ikke, at det er iiiiih så fantastisk at have bikini på.

- når det er så varmt som nu, har jeg svært ved at holde ud at være i min krop.

- jeg kan stadig have svært ved at bede om hjælp.

- ikke alle følelser er lige nemme for mig at være i.

- jeg er sårbar over for stress.

- jeg kan blive bange for mig selv.

- jeg kan ikke holde ud at være social i mange timer ad gangen. Jeg bliver bims i hovedet over alle de input, der vælter ind i knolden på mig. Jeg suger til mig uden filter (har det tit som om, at "verden vælter ind i hovedet på mig"... det er svært at forklare...)

- uvished og magtesløshed er noget af det værste, jeg ved.

- jeg skal hele tiden huske mig på at sige til mig selv: "én ting ad gangen og det vigtigste først". Ellers roder jeg alt det, jeg skal, sammen inde i hovedet, og så kan jeg have svært ved at overskue tingene. Jeg skal altså holde mig selv fast på at fokusere på det vigtigste lige nu, og så lægge alle andre to do'er i en mental skuffe imens. Ellers bliver jeg stresset.

- jeg føler mig tit kikset i forhold til andre kvinder. Jeg har ikke forstand på hverken mode eller make up, og jeg køber først nyt tøj og nye sko, når det er slidt helt ned. Jeg drømmer faktisk om at være mere "kvindelig", men jeg er bange for, om jeg kan "bære det". Jeg kan blive helt flov, hvis jeg en sjælden gang, dresser mig op. Hvem tror jeg da, jeg er?!

- nogle gange bliver jeg bange for det kæmpe ansvar det er at passe på mig selv - og nu også Julia.

Ja, det var et kig bag facaden :) Bare fordi jeg ikke bruger maden som dulme-metode mere, betyder det altså ikke, at jeg hviler så meget i mig selv, at jeg ikke behøver en seng! (fra Nik & Jays sang "Novembervej").


"Anderledes....åbenbart. Leder stadig efter svar..."

7 kommentarer:

  1. Kære Mille,
    Det du beskriver her, beskriver vist rigtig mange af os. Noget af det, vi er allerbedst til, er at slå os selv i hovedet over ting, som vores omgivelser slet ikke bemærker.
    Med hensyn til to-do-listen hovedet, så har jeg oplevet at få meget mere ro på, når jeg skriver den ned på papir og hænger den på køleskabsdøren, og så hakker af/streger over, når en opgave er løst.
    Ellers så vil jeg bare sige, at det er en fornøjelse at følge din store udvikling fra den du var, da vi to lærte at kende hinanden. Jeg er stolt af dig og stolt af at kende dig. Du er "satme" mere end god nok!!
    Kærlig hilsen
    Susy

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Susy

      Jeg glemmer aldrig dig. Du så mig "spadse ud" på sexologuddannelsen, da vi skulle lave en grænseoverskridende øvelse. Og du rummede mig bare i det. Tak! <3

      MEGET er sket med mig siden! Er egentlig også selv stolt, hehe :-)

      Kærlige hilsner til dig, søde Susy

      Slet
    2. Du kan roligt være stolt kære Mille - du har masser at være stolt af!
      Jeg satser stadig på at møde dig en dag - og få købt dine bøger, det er noget af det, jeg endnu ikke har fået streget ud på min to-do-liste ;)

      knus og kram herfra
      Susy

      Slet
  2. Kæreste Mille!
    Du er DIG og du er helt som du skal være ;-) Du er bare så modig at du både tør og vil lette på låget og fortælle om dit liv OGSÅ når du tvivler, ikke føler dig god nok osv osv. ALLE mennesker har dage hvor de føler at de ikke slår til eller præsterer nok, og fordi vi lever i et samfund og en kultur der udelukkende hylder succeserne kan man føle sig forkert hvis ens eget liv ikke er det. Men hvem gider at kende mennesker der kun er succesrig overflade? Ikke mig i hvert fald! Du viser, når du tør skrive en status som denne at du er et menneske som alle andre, ovenikøbet et stærkt menneske FORDI du er ærlig og kalder en spade for en spade.
    Men ja, jeg kan godt følge dig; du har skrevet flere bøger, har holdt foredrag, har 5000 mennesker der følger dig på facebook og - sådan ret groft sagt - er kendt som hende kvinden der kæmpede sig ud af anoreksien og i dag er rask (hvilket Julia jo er et helt konkret bevis på, fordi du aldrig havde fået hende hvis du ikke havde fået dine menstruationer tilbage). Så i rigtig, rigtig mange menneskers øjne er du RASK, og derfor er der måske mange der - bevidst eller ubevidst - regner med og går ud fra at du har alle svarene på alt HELE tiden, at du ALDRIG fejler osv. Men for alle os der selv kæmper kampen og kender en spiseforstyrrelse indefra ved vi godt at det ikke er så enkelt. At selvom man SER normal ud (og for ikke-kendere RASK ud), så vil man altid have en rem af huden. Som du selv skriver ovenfor, så ved du hvad det er der trigger dig, du ved hvad du skal gøre for at passe på dig selv, du ved at du har en sårbarhed og skrøbelighed med dig som du skal tage vare på for at undgå at blive syg igen.
    Her til sidst tænkte jeg på at foreslå dig at lade være med at reklamere for din blog på facebook. Hvis andre er interesserede i at læse hvad du har på hjerte skal de nok få gjort det. Desuden får du tit nogle lidt mere uddybende kommentarer her end "bare" på facebook. Du skal nok nå de mennesker der VIRKELIG har lyst til at følge med i hvad du skriver!
    Kram fra mig og undskyld hvis ovenstående var lidt af en rodebunke - jeg skrev bare derudaf ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih Rie, du er så sød. Altid opbakning. Tak! <3

      Ja, jeg blev nødt til lige at skrive, at selv om jeg er "ude på den anden side", er alt jo ikke bare piece og cake. Jeg skal fortsat dagligt huske mig på det, som hjælper mig! Og det vil jeg gerne sige til andre: det er ikke kun i 14 dage, at man skal gøre, hvad der hjælper. Nej det skal man fortsætte med! I hvert fald hvis man vil have det godt (og det vil jeg).

      Jeg har flere gange overvejet at lukke min profil på facebook helt og så bare skrive her på bloggen. Dem som vil følge med, vil jo gøre det, som du siger :-) Men måske skulle jeg i hvert fald stoppe med at skrive på facebook, når der er nyt på bloggen. Tak for forslaget!

      Kæmpe kram til dig, kære Rie.

      Slet
    2. piece OF cake skulle der stå :-)

      Slet
  3. Det her er vist noget vi alle kender rigtig meget til Mille.. Især det der med at forholde sig til en masse følelser kender jeg rigtig godt.. Jeg er rigtig god til at give folk alt hvad de har brug for af gode råd, kærlighed og omsorg hvis der er noget de er kede af... Men hvis folk begynder at vende det mod mig går jeg i baglås. Jeg har virkelig meget svært ved at tage i mod fra andre og tanken om at andre mennesker skal ave ondt/synes noget er synd for mig kan jeg slet ikke have med at gøre. Jeg putter en facade på og spørger folk jamen så har jeg det bare rigtig godt.. ved godt det er en skidt ting i længden men jeg kan bare slet ikke med den følelse eller giver mig selv lov til at folk skal synes det er synd for mig....Jeg kender også godt det der med at være bange for det som folk tænker om en og om folks forventninger til en eller de forventninger man føler folk har til en... Det hele er jo tanker som kører inde i ens hoved som man skal have styr på men det er fandme svært...Hvis folk kigger på mig når jeg går ned af gaden tænker jeg aldrig at det kan være fordi jeg er pæn eller de synes det er pænt tøj jeg går i eller noget.. Jeg tænker desværre kun hvad mon det er de synes er kikset ved mig eller stiger de på mig fordi noget sidder forkert eller er jeg bare grim i dag... Men jeg kæmper en kamp inden i mig selv hver eneste dag og det er det bag facaden som andre ikke kan se som fylder uendlig meget hver dag.... og det er noget man må arbejde med resten af livet....Mit er jo så ikke spiseforstyrrelse men efter mén fra depression og dem har jeg desværre fået nogen af som jeg vil skulle kæmpe med resten af mit liv... :(

    SvarSlet