fredag den 4. juli 2014

Historien om min hjertetattoo

Jeg har det ikke godt i disse dage. Siden lumbalpunkturen har jeg ikke været på toppen. Det gik lidt bedre i weekenden og i mandags, men fra tirsdag og frem har jeg haft knaldende hovedpine, ondt i ryggen og feber. Så min krop er åbenbart ikke i balance igen, siden de var inde i ryggen på mig.

Jeg kan ikke rigtigt tænke så mange kloge tanker  lige nu (det gør du da aldrig, Mille, hvem tror du, du er?! – skriger min indre kritiker lige. Men hold dog kæft indre kritiker!), så her er et indlæg klippet ud fra min bog ”Resten skal nydes”. Det er historien om, hvorfor jeg har et hjerte tatoveret på mit venstre håndled:
Når man er i en spiseforstyrrelse, giver man absolut ikke sig selv kærlighed – man fornægter jo sig selv helt banale ting. Man ville aldrig behandle sit eget barn sådan!

Så mange har spurgt mig, hvordan jeg lærte at give mig selv kærlighed. Når du har været så destruktiv i så mange år, hvordan har du så kunne vende det til at give dig selv kærlighed?!
Det er ikke BARE noget, jeg lige har vendt, vil jeg allerførst slå fast. Det er bestemt ikke BARE lige at gøre. Det er hårdt arbejde at vende tankerne om sig selv til at blive mere positive. Og det kræver vedholdenhed og stædighed, for de gamle tanker vil meeeeget gerne frem og styre. Selv nu hvor jeg har fået dem vendt, kan de gamle tanker sagtens liiiiige stikke deres grimme fjæs frem og prøve at få mig til at tænke sådan igen. Og så er det min egen opgave at gå imod dem – simpelthen ikke tillade dem at få magt over mig. På dage hvor de bliver ved med at prøve at få magt, kan jeg godt blive helt drænet og bims, fordi jeg skal bruge så meget krudt på at vende dem i mit hoved. Men jeg holder ud, fordi jeg (heldigvis) er temmelig stædig. Jeg er nu kommet så langt, at det ikke er en mulighed at give op og lade tankerne overtage igen. Heldigvis går der også længere og længere tid imellem, at jeg har sådanne dage, hvor jeg skal bruge så meget krudt på at holde de destruktive/negative tanker væk.

Så: det jeg har gjort er altså rigtig meget at arbejde med mine tanker. Jeg har skrevet det før, men vil gerne blive ved med at gentage det. DINE TANKER STYRER, HVORDAN DU HAR DET. Så tanken ”jeg har ikke fortjent at have det godt”, har jeg skulle udfordre og spørge ind til et hav af gange. HVORFOR MÅ DU IKKE HAVE DET GODT, MILLE?! Og jo mere jeg har udfordret den tanke, jo mere har jeg kunne give den modspil. For der er jo ikke en rigtig grund til, at jeg ikke må have det godt!
Det der med den kærlighed til mig selv, gik først op for mig, da jeg var på uddannelsen til sexolog. Joan Ørting sagde en dag direkte og uden omsvøb: ”Mille, hvor får du kærlighed fra?”. Jeg gentager den lige:

”Mille, hvor får du kærlighed fra?”
Først reagerede jeg med modstand. ”Hvad fanden bilder hun sig ind at spørge til, hvor jeg får kærlighed fra?! Selvfølgelig får jeg da det!!”

Men så… stilhed indeni.
Hmm kærlighed?

Og så gik det op for mig, at jeg hverken lukkede andre rigtigt ind og gav dem mulighed for at give mig kærlighed – og jeg gav heller ikke mig selv kærlighed.
Avs. Det var en erkendelse, der gjorde SÅÅÅÅÅÅÅÅÅ ondt (men hvor er jeg i dag taknemmelig over, at Joan turde sige det til mig).

Hun fik sat gang i så mange tanker i mig. Kærlighed… hvad ER kærlighed? Hvordan skal jeg lære at lukke andre ind, og ikke mindst, hvordan skal jeg lære at give mig selv kærlighed?
Kæmpe spørgsmål for mig. Jeg følte mig som en lille pige, der ikke ved noget om livet endnu. Og jeg vidste ikke, hvem jeg skulle gå til: ”øh, vil du lære mig noget om kærlighed?”
Og så er det måske mig i en nøddeskal at finde min egen metode J Jeg var klar over, at jeg blev nødt til at finde på noget, så jeg dagligt ville blive mindet om at tænke over kærligheden. Min metode blev at tegne et hjerte på mit venstre håndled hver morgen. Hver morgen efter badet tegnede jeg hjertet, og selv om jeg måske ikke hver gang bevidst tænkte over hvorfor, så har jeg helt sikkert gjort det ubevidst. For løbende gennem dagen kiggede jeg på hjertet: hver gang jeg skulle spise, hver gang jeg var i tvivl om, hvorvidt noget var godt for mig eller ej, og hver gang jeg skulle tage en beslutning. Det mindede mig om, at jeg lige skulle mærke efter (så godt jeg kunne). Kærlighed eller ikke kærlighed til mig selv? Det var langt fra hver gang, at det lykkedes mig at vælge kærligheden til mig selv, men ved at kigge på hjertet blev jeg mere og mere BEVIDST om mine valg (og fravalg). Det var altså en daglig aktiv handling. Og – nu gentager jeg mig selv for gud ved hvilken gang – du kan ikke ændre noget uden en handling.
Jeg tegnede hjertet hver morgen. Jeps HVER MORGEN. Og jeg gjorde det i 2 hele år. Jeg startede lige, da jeg var blevet 30 år, og jeg stoppede lige efter min 32 års fødselsdag. Eller rettere: jeg stoppede ikke med at bruge det og kigge på det, for jeg fik det TATOVERET, så det nu var der permanent. Det gjorde jeg som symbol på, at jeg nu syntes, at jeg var begyndt at forstå, hvad kærlighed er. Og jeg følte det som om, at hjertet for mig selv var kommet tilbage. Tatoveringen var altså både et symbol på, hvor langt jeg nu var kommet, og den kunne nu til evig tid vise mig, at jeg HAR fundet kærligheden til mig selv (og glemmer jeg den, kan jeg blot kigge på hjertet).
Dette er ikke en opfordring til jer om, at I alle skal begynde at tegne et hjerte på jeres håndled for derefter at få det tatoveret. Slet ikke! Men pointen er, at I skal finde det, der virker for jer, og så gøre det lige meget hvad andre tænker om det. Tænk nu hvis jeg havde stoppet med at tegne hjertet, fordi mange syntes, at det var åndssvagt (”30 år og du tegner et hjerte på dit håndled hver morgen!”) – jamen så havde jeg jo stoppet noget godt for mig selv. For det HJALP mig at tegne det hjerte, og nu hjælper tatoveringen mig FORTSAT med at huske mig på kærligheden til mig selv. Det er dumt at stoppe noget godt, fordi andres mening forstyrrer. Luk af og gør det, som du kan mærke hjælper DIG.
At lære at behandle dig selv kærligt er altså – endnu – en proces, du skal igennem. Ja, jeg er ked af at sige det… men det kræver træning, træning og atter træning og rigtig mange ”fejlforsøg”, hvor du alligevel ikke formår at gøre det godt for dig selv. Jeg øver mig fortsat – i hele tiden at mærke efter, når jeg skal spise, når jeg bliver spurgt om noget, og når jeg skal træffe beslutninger. Og min bevidsthed omkring mine valg (hvor gode de er for mig selv) stiger og stiger.
Og så vil jeg altså også lige sige, at det langt fra kun er spiseforstyrrede, der skal blive bedre til at give sig selv kærlighed. Rigtig mange kvinder kunne godt blive meget bedre. Hold da op, hvor er ordet KONTROL dog dominerende for mange kvinder. Hvor er nydelsen og kærligheden henne?

2 kommentarer:

  1. Kæreste Mille!
    ALT godt til dig - du er i mine tanker <3
    Knus ;-)

    SvarSlet