mandag den 21. juli 2014

Hvordan mærker jeg mig selv i utrygge situationer?

En pige har skrevet følgende til mig (under blogindlægget "Du tør godt)":

"Hvordan formår du at mærke din krop i stressede og ubehagelige situationer? F.eks. i sociale sammenhænge, hvor jeg føler mig lidt stresset eller utilpas, kan jeg simpelthen ikke få kontakt til mine følelser, når jeg spiser, og så ender det ofte med, at jeg får spist alt for meget, fordi jeg simpelthen ikke kan mærke min krop!"

Super spørgsmål, som faktisk har fået mig til at tænke en del! Tak :) 

Jeg kan stadig have svært ved at mærke mig selv, mine følelser og min krop, hvis jeg er i utrygge, pressede eller stressede situationer. Og jeg ved ikke, om det nogensinde holder op? Jeg fungerer simpelthen bare bedst, når jeg har ro og tryghed - så kan jeg sagtens mærke mig selv og min lyst nu. Jeg er ikke én, som bare kan slappe af og være iiiiiih så tryg i mig selv, når der er mange mennesker omkring mig.

Og til det vil jeg lige straks sige: det har jeg lært at acceptere og respektere! Hvor har jeg dog ellers brugt rigtig meget krudt på at banke mig oveni hovedet med, hvorfor jeg ikke er som f.eks. min kæreste: mega social, snakker som et vandfald, kan gå fra det ene møde til det andet en hel dag uden at blive "skør i hovedet" af det og har bestemt ikke svært ved at mærke sig selv i utrygge situationer. Nu tænker jeg, at jeg er, som jeg er. Jeg kan arbejde med at ændre nogle ting ved mig, men andet er jo det, der gør mig til mig! Altså, jeg er introvert, har brug for ro, kan ikke være social ud i én køre osv. Det kan og skal jeg ikke ændre. Det er lige så rigtigt som at være på en anden måde. Forstår I mon, hvad jeg mener? Altså, man skal huske at respektere, hvordan man er, og hvad man har brug for. Du er lige så rigtig som alle andre! Der er gaver, styrker og smukke ting/egenskaber ved os alle Du er god nok!!

Så jeg har altså fundet ro i mig selv ved at kigge på mig selv, som jeg er, og tage de forholdsregler som skal til, for at jeg fungerer bedst muligt.

Det betyder, at jeg netop er meget opmærksom på mig selv, når jeg skal ud i situationer, som jeg ved, jeg vil være utryg ved. Bl.a. store sociale sammenhænge med meget mad. Jeg kan sagtens følge dig i, at det er sværere at finde ud af maden i sådanne situationer.

Men det, som jeg gør, er: 

- jeg "snakker" meget med mig selv (inde i hovedet, ikke højt. Så ville folk da for alvor tro, at jeg var gak-gak!). Bliver ved med at gentage "jeg er god nok", "jeg må gerne være her", "jeg må gerne sige min mening, selv om den måske afviger fra andre" osv. i lignende stil. Det kan måske virke underligt, men prøv selv. Jo mere du fodrer dig selv med de rigtige og konstruktive tanker, jo mere omkoder du din hjerne, så den til sidst lettere kører i det positive spor end det negative. Jeg kan mærke nu, at jeg kun skal sige disse sætninger få gange, når jeg er et utrygt sted - så holder min hjerne selv fast automatisk derefter, og jeg kan holde fast i den gode kontakt til mig selv (så jeg ikke pludselig "forsvinder" og reagerer på maden). Så hvis du starter fra i dag af med at øve dig i at vende tanker/snakke med dig selv, vil du opdage, at det pludselig giver bonus :) Og husk at du ikke kun skal gøre det i en uge eller to. Udvikling tager TID. Hurtige fix er som at tisse i bukserne. Jeg har været ÅR om at nå hertil. Så: tålmooooooodighed :) 

- jeg tænker også meget på at være nærværende. Så samtidig med at jeg nogle gange bliver nødt til at fodre min hjerne med positive sætninger, fokuserer jeg altså mest på at være til stede lige der, hvor jeg er. Lytter, følger med men snakker nok ikke sindssygt meget (altså i store forsamlinger). Hvilket er fint for mig - jeg er bare mere en lytter, når der er mange mennesker og larm omkring mig. Jeg kan godt komme til at sidde og analysere folk og digte historier om dem :) Jeg mærker meget sindsstemninger og bygger så historier op om dem (hvilket nogle gange gør det svært at være nærværende. Men så er min hjerne da beskæftiget med at digte, i stedet for at bruge krudt på de negative tanker!). 

- specifikt med maden: hvis det på trods af mit tankearbejde er svært at mærke, hvad jeg har lyst til af mad, spiser jeg hellere mindre og vælger noget fra, end at tænke "det skal jeg da spise, for det gør alle andre". Fuck nu hvad alle andre tænker! Det vigtigste er, at DU har det godt - også når du tager fra selskabet. Jeg har ellers i en lang periode efter spiseforstyrrelsen spist for andres skyld, for ikke at skille mig ud. Selv om jeg reelt ikke var sulten eller havde lyst til lige det mad! (Jeg kan f.eks. ikke lide wienerbrød men har spist det for ikke at virke mærkelig. Hvor dumt er det lige?! Fordi jeg har haft anoreksi betyder det jo ikke, at jeg for at være helt fri af det skal kunne spise ALT. Nej, jeg har mad, jeg kan lide, og mad jeg ikke kan lide - præcis som andre. Gør dig ikke mere speciel, end du er!) 

- jeg vil også anbefale dig generelt at mærke efter, hvor længe du har lyst til at være, hvor du er (måske trækker du elastikken for længe, så du bliver for fyldt op). Hellere sige tak for nu end at pine dig selv. Og hvis du gang på gang har det rigtig skidt, når du er sammen med bestemte folk, er det måske tid til at sige helt fra? Vil du bruge dit liv på personer, som dræner dig mere end fylder dig positivt op? Men inden du bare lukker af for folk, skal du være sikker på, at det ikke er i dit hoved, at udfordringerne/begrænsningerne for at kunne være DIG sidder :) Giver det mon mening?! 

- og så har jeg egentlig indrettet mit liv sådan, at jeg undgår flest muligt utrygge situationer. Jeg har ikke et job, hvor jeg f.eks. dagligt sidder i en kantine med mange mennesker. Det uddyber jeg lige i en blog for sig :)

Jeg vil rigtig gerne høre jer: 

Hvad gør I i situationer, som gør jer utrygge? Hvordan sørger I for ikke at reagere på maden i sådanne situationer? Hvis nogen vil dele gode råd, er de meget velkomne

3 kommentarer:

  1. Hejsa Mille Tak for fantastisk blogindlæg... Jeg kender alt for godt det med at føle sig rigtig utryg i bestemte situationer hvor der er rigtig mange folk og det bliver lidt for socialt... Men det er ikke i forbindelse med mad men i forbindelse med angst.. Jeg prøver at fokusere på mig selv og kun mig det er virkelig svært men det går... I starten meldt jeg afbud til alt det som indgik mange mennesker fordi jeg simpelhen ikke kunne overskue det.. Men jeg begyndt som du også skriver at sige til mig selv. "jeg kan godt" " Jeg er jo også bare et mennesker" " Jeg har bare et lille problem jeg har angst" "Men ellers er jeg sgu god nok som jeg er" og det har hjulpet mig meget angsten er der stadig men nu er jeg begyndt at tage lidt støre skridt og prøve mig frem i stedet for med det samme at sige fra og det føles sgu godt... Men jeg ved også godt det er noget der skal arbejdes med og det er ikke noget som går væk det er noget jeg skal kæmpe med resten af mit liv...Men så lære man vel på et tidspunkt at indse at det er okey sådan er det vel bare.. Mit problem er bare at jeg bliver virkelig sur på mig selv fordi jeg er en person som når jeg gør ting vil jeg gerne gøre dem 100% og når sådan noget som angsten hæmmer mig i det bliver jeg virkelig sur på mig selv hvilket nok er forkert men det irritere mig...især på min uddannelse..

    SvarSlet
  2. Hej Mille.
    Hvor er det dejligt, at du har brugt tid på at svare på mit spørgsmål! Det giver helt klart stof til eftertanke, og kan bestemt også genkende mig selv i meget af det. Mit største problem er nok, at sociale sammenhænge altid har hængt sammen med overspisninger så store som runde tårn (det var jo det eneste tidspunkt, jeg kunne tillade mig selv at gå amok i mad!), og det var jo fandens ubehageligt hver gang - ja, både fysisk og psykisk. Jeg kan mærke, at angsten for ikke at kunne styre det, stadig ligger så dybt i mig, at jeg nok lidt "forsvinder ud af min krop", og derfor har så svært ved at mærke min krop ordentligt. Nogle gange falder jeg i igen, andre gange formår jeg at gå hjem fra arrangementet godt tilfreds med aftenens madsituation. Desværre har min angst/fokus på maden i de sociale sammenhænge ofte også bare haft en modsatvirkende effekt, så jeg netop overhovedet ikke har været nærværende i situationen, og istedet går fra arrangementet med en irriteret følelse af iiiigen at være mislykket - og hermed have endnu større ubehag over sociale sammenhænge og endnu større lyst til at aflyse alt fremover, så jeg kan udleve mine egne rutiner mht. maden. Åh ja, der er egentlig ret så langt vej endnu, selv om jeg bliver ved med at bilde mig selv ind, at jeg da ikke har problemer med mad længere. Det blev vist en længere smørre - tak Mille, du er i høj grad en stor inspirationskilde og virker som et skønt menneske!

    Hilsner fra Mia (der i sidste uge havde et aftenarrangement med spisning, hvor det senere på aftenen slog mig, at jeg lige havde siddet i en spise-social-situation og VÆRET mere tilstede, end jeg nogensinde har været de sidste tre år. Dét er i hvert fald værd at holde fast i :-) )

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mia

      Det var så lidt! Jeg prøvede i hvert fald på at sætte ord på, hvad der hjælper mig :)

      Det lyder meget som at det er blevet vane for dig, at du overspiser i sociale sammenhæng. Altså, du forventer, at det vil ske, fordi sådan er det jo! (Det kender jeg også selv til. Man skaber problemerne selv, før de reelt er der. Men det er jo nok en del af spiseforstyrrelsens metoder...)
      Så jeg tror, at det vil hjælpe dig meget at arbejde med, hvor du har dit fokus. Fokuserer du på, at det vil gå galt, eller fokuserer du på alt det hyggelige i situationen og på, hvordan du vil ha det? :)
      - Og det er sgu da VILDT stort med arrangementet i sidste uge!!! Du ER da på rette vej, selv om det stadig er svært! Mange små sejre avler større sejrer og mere lyst ;)

      Slet