Bog
1 i trilogien: ”Lad mig bare forsvinde”/”En anoreksipiges dagbog”: min
ægte dagbog fra august 1995 til august 2007, hvor jeg har pillet relevante dage
ud, der beskriver, hvordan spiseforstyrrelsen starter og udvikler sig mere og
mere. I de 11 år var jeg ekstremt anorektisk. Det altoverskyggende fokus var,
at jeg skulle have TOM mave. Mad i maven kunne jeg slet ikke holde ud (= ”der
er for meget af mig. Jeg må ikke være her”). Mad i maven = mærke klamme
”for-meget-mig”, angst. Senere blev det anorektisk med bræk, da kroppen fysisk
begyndte at skrige på mad, så jeg fik ædeflip. Men jeg holdt stadig sindssyg
kontrol, og fokus var stadig TOM mave (= TOM MIG). Til sidst i bogen er jeg ude
for en (u)lykke, hvor jeg bliver kørt ned af en knallert og bil i skøn
forening, hvor jeg efterfølgende ikke kunne gå i 5 måneder. Selv om det var en
ulykke, er jeg lykkelig for, at jeg blev kørt ned – for det gjorde, at jeg fik
sat en stopper for den overdrevne motion og i stedet blev tvunget til REFLEKSION.
Hvorefter jeg – i små, små skridt – kunne begynde den lange vej tilbage til et
liv igen.
Bog
2 i trilogien: ”Hvor
ser du godt ud!”: min dagbog fra september 2007 til januar 2009. Jeg tager
på og ser udadtil ”rask” ud – hvilket gør det rigtig svært. Jeg er nu det, som
jeg selv kalder en ”fed anorektiker”. Mit ydre og mit indre harmonerer slet
ikke med hinanden, så alle tror, at jeg
er helt ude af anoreksien, for jeg ser jo godt ud! Normalvægtig = ingen kan
se min smerte og kamp. Men jeg er LANGT FRA ude af det. Det er lidelse for mig at spise, men jeg gør
det, fordi noget i mig har indset, at
det er nødvendigt for at komme videre. Men nu hvor jeg tillader mig mad, skal
jeg give mig smerte i maven… Maven skal udspiles. Jeg har rigtig meget
fiberflip i hvedeklid, rosiner, brød og lign. Så hvor maven altså før skulle
være TOM, skal den nu FYLDES UD. Nu hvor jeg reflekterer over det, analyserer
jeg det som, at jeg forsøgte at fylde tomme MIG ud. Men man fylder jo ikke sig
selv op ved at spise… Det er kun fysisk, at maven er stor, men selve MIG,
bliver jo slet ikke fyldt ud. Tværtimod! Jeg bliver fastholdt i at være tom og
kan ikke forstå det, for nu spiser jeg jo! Jeg har endnu ikke lært, hvordan jeg
fylder MIG op rigtigt. Jeg vil gerne men aner ikke hvordan…L
Bog
3 i trilogien: ”Ih, du Mille”: min dagbog fra januar 2009
til november 2010. Den beskriver min første spæde tid ”efter”, hvor jeg prøver
grænser af som Mille. Jeg tror selv, at jeg er længere, end jeg reelt er (kan
jeg se nu! Crazy hvordan man kan snyde sig selv!). Maden er stadig ikke
naturlig for mig. Jeg kæmper især med aftensmaden, som er det absolut sværeste
måltid for mig. Det er nemmere at spise slik eller at ødelægge min mave med
sukkerfri slik (man får mave- og skidepine af det, når man overdriver
mængderne). Så det med at jeg skal fylde maven ud (= et forsøg på at fylde MIG
ud) fortsætter altså. Dog finder jeg mere og mere ud af, ”hvem jeg er”, samt
mere og mere ud af hvad der skal til for at fylde MILLE ud.
Måske har du lyst til at læse dem?! ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar