onsdag den 16. juli 2014

Kort beskrivelse af trilogien om mit liv

Til jer der ikke kender min historie, kommer her en kort beskrivelse af trilogien om mit liv. Jer der har læst bøgerne, kan springe dette indlæg over J

Bog 1 i trilogien: ”Lad mig bare forsvinde”/”En anoreksipiges dagbog”: min ægte dagbog fra august 1995 til august 2007, hvor jeg har pillet relevante dage ud, der beskriver, hvordan spiseforstyrrelsen starter og udvikler sig mere og mere. I de 11 år var jeg ekstremt anorektisk. Det altoverskyggende fokus var, at jeg skulle have TOM mave. Mad i maven kunne jeg slet ikke holde ud (= ”der er for meget af mig. Jeg må ikke være her”). Mad i maven = mærke klamme ”for-meget-mig”, angst. Senere blev det anorektisk med bræk, da kroppen fysisk begyndte at skrige på mad, så jeg fik ædeflip. Men jeg holdt stadig sindssyg kontrol, og fokus var stadig TOM mave (= TOM MIG). Til sidst i bogen er jeg ude for en (u)lykke, hvor jeg bliver kørt ned af en knallert og bil i skøn forening, hvor jeg efterfølgende ikke kunne gå i 5 måneder. Selv om det var en ulykke, er jeg lykkelig for, at jeg blev kørt ned – for det gjorde, at jeg fik sat en stopper for den overdrevne motion og i stedet blev tvunget til REFLEKSION. Hvorefter jeg – i små, små skridt – kunne begynde den lange vej tilbage til et liv igen.
Bog 2 i trilogien: Hvor ser du godt ud!”: min dagbog fra september 2007 til januar 2009. Jeg tager på og ser udadtil ”rask” ud – hvilket gør det rigtig svært. Jeg er nu det, som jeg selv kalder en ”fed anorektiker”. Mit ydre og mit indre harmonerer slet ikke med hinanden, så alle tror, at jeg er helt ude af anoreksien, for jeg ser jo godt ud! Normalvægtig = ingen kan se min smerte og kamp. Men jeg er LANGT FRA ude af det. Det er lidelse for mig at spise, men jeg gør det, fordi noget i mig har indset, at det er nødvendigt for at komme videre. Men nu hvor jeg tillader mig mad, skal jeg give mig smerte i maven… Maven skal udspiles. Jeg har rigtig meget fiberflip i hvedeklid, rosiner, brød og lign. Så hvor maven altså før skulle være TOM, skal den nu FYLDES UD. Nu hvor jeg reflekterer over det, analyserer jeg det som, at jeg forsøgte at fylde tomme MIG ud. Men man fylder jo ikke sig selv op ved at spise… Det er kun fysisk, at maven er stor, men selve MIG, bliver jo slet ikke fyldt ud. Tværtimod! Jeg bliver fastholdt i at være tom og kan ikke forstå det, for nu spiser jeg jo! Jeg har endnu ikke lært, hvordan jeg fylder MIG op rigtigt. Jeg vil gerne men aner ikke hvordan…L
Bog 3 i trilogien: ”Ih, du Mille”: min dagbog fra januar 2009 til november 2010. Den beskriver min første spæde tid ”efter”, hvor jeg prøver grænser af som Mille. Jeg tror selv, at jeg er længere, end jeg reelt er (kan jeg se nu! Crazy hvordan man kan snyde sig selv!). Maden er stadig ikke naturlig for mig. Jeg kæmper især med aftensmaden, som er det absolut sværeste måltid for mig. Det er nemmere at spise slik eller at ødelægge min mave med sukkerfri slik (man får mave- og skidepine af det, når man overdriver mængderne). Så det med at jeg skal fylde maven ud (= et forsøg på at fylde MIG ud) fortsætter altså. Dog finder jeg mere og mere ud af, ”hvem jeg er”, samt mere og mere ud af hvad der skal til for at fylde MILLE ud.
Måske har du lyst til at læse dem?! ;) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar