fredag den 11. juli 2014

Larm i knolden

I går var jeg til MR-scanning af hovedet og ryggen (endnu en undersøgelse for at prøve at finde en forklaring på, hvorfor jeg fik tissestop sidste forår).

Til jer, der ikke har prøvet en MR-scanning, kan jeg fortælle, at man bliver kørt liggende ind i et smalt, smalt ”rør”. Det er lige før, at næsen rører ”loftet” derinde. Og så skal man ellers bare ligge stille i de 30-40 min., som scanningen varer. Men det er faktisk ikke BARE. Selv om det slet ikke gør ondt (det er jo en scanning), er det ubehageligt – psykisk. Jeg lider ellers ikke af klaustrofobi, men inde i det rør… Jeg skulle arbejde meget med mine tanker, mens jeg lå der, kan jeg fortælle!!
Der lyder en masse underlige bankelyde lige ind i knolden på dig, og samtidig har du følelsen af at være fanget. Du kan jo ikke bare lige rejse dig op (men du får en alarmknap med ind i røret, som du kan trykke på, hvis du panikker).
Jeg havde lukkede øjne HELE tiden, for jeg turde simpelthen ikke kigge af frygt for at gå i panik. Var nemlig tæt på det flere gange selv med lukkede øjne…
Men hvordan kom jeg igennem, uden at trykke alarmknappen i bund?
I stedet for at fokusere på at jeg lå der i scanneren, tænkte jeg fremad. ”Om ikke så længe kan du igen se Julia. Tænk på da du fødte. Pludselig var det også overstået, og du klarede det. Om lidt står jeg igen på mine fødder og kan gå herfra. I morgen skal jeg have det sidste på plads med lejligheden, så den er klar til at blive solgt. Hvor bliver det skønt.” Osv. Alt muligt i én pærevælling – simpelthen for at beskæftige mit hoved med andet end frygttankerne, der lå på lur. Flere gange var det dog ved at ”gå galt”. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at svede, fik åndenød og skulle liiiige til at lade klaustrofobien tage over, men så snakkede jeg nærmest højt til mig selv: ”Tænk på Julia, når hun vågner om morgenen. Det kære smil, du ser. Og hendes prutter under dynen. Hvor er jeg taknemmelig over at have hende.” Så tvang jeg mig altså til at se billeder for mit indre, i stedet for at åbne øjnene og gå i panik over at se det rør, jeg lå i.
Jeg lå også og sammenlignede scanningen med min vej ud af spiseforstyrrelsen. På vej ud føltes det nemlig også som en masse ”larm i hovedet”. Alle de larmende tanker, der forhindrede mig i at rykke så hurtigt, som jeg ellers gerne ville. En evig dialog der kørte indeni mig mellem de to ”sider” i mig: jeg-vil-leve-siden og spiseforstyrrelsessiden som bare ville destruere mig. Jeg havde tit lyst til at råbe: ”HOLD NU KÆFT OG LAD MIG VÆRE I FRED!!” Men det, som kom til at gøre forskellen (altså den forskel, der fik leve-siden i mig til at vinde) var, at jeg blev bedre og bedre til at styre de larmende tanker og bedre og bedre til at holde det rigtige fokus.
-       Altså, jeg blev bedre til at lytte til, hvad leve-siden i mig sagde, og til at sige hold kæft til den destruktive side. Som nu hvor jeg lå her i scanneren og sagde hold kæft til larmen og i stedet lyttede til mine dejlige tanker om Julia.
-       Jeg blev bedre til at holde fokus på, hvor jeg ville hen, og på hvordan jeg gerne ville have det. Hver gang det blev svært med maden, blev jeg ved med at gentage inde i mit hoved, hvor jeg gerne ville hen – i stedet for at fokusere på det ”farlige” i maden. Det krævede MANGE MANGE samtaler med mig selv!! Utroligt egentlig, at man prompte lytter til de destruktive tanker, men at man skal gentage og gentage de gode tanker om én selv en million gange. Jeps, det er noget af et arbejde at lære at ændre tanker!
Men jeg kunne altså mærke, at jeg kunne bruge det med at fokusere på noget andet samt at ændre mine tanker, da jeg lå der i scanneren, så arbejdet ud af spiseforstyrrelsen giver bonus i andre sammenhænge i livet (brugte faktisk også ”teknikkerne”, da jeg fødte, og var SÅ tæt på at give op). Er det ikke meget rart at vide? Når du først har lært at skifte fokus og tanker, kan du bruge dem til meget andet! Det er alt sliddet værd J

2 kommentarer:

  1. Du er mega-sej at du jkarede den scanning uden at panikke - det kunne jeg med garanti ikke have gjort!
    Kæmpe knus, solskin og solsøjtefløjt herfra <3

    SvarSlet
    Svar
    1. stave kan jeg ikke....det er nok varmen...klarede det skulle der selvfølgelig stå ;-)

      Slet