søndag den 31. august 2014

Flere tanker om den komplicerede mad

Det er søndag, og regner siler ned udenfor = varm kakao med flødeskum! Det hænger altså sammen :)

Og mens lillefisen sover til middag, er der tid til lidt skriveri (når vejret er godt, går jeg altid tur med hende i barnevognen, mens hun sover, så jeg får dagens luft og motion, men i dag pisser det jo ned).

Tankerne om min nye bog kværner rundt i knolden. Og hvorfor kan de egentlig ikke nøjes med at forblive tanker i mit eget hoved... hvorfor skal jeg transformere dem til en BOG? Det tænker jeg også lige over nu (tanker om hvorfor mine tanker ikke forbliver tanker... nu bliver det kompliceret!). Men svaret er, at jeg simpelthen ikke kan lade være med at gøre dem til en bog! At stoppe den proces ville være som at kappe højre hånd af mig (næsten). Jeg skriver udelukkende af LYST, fordi jeg ikke kan lade være, fordi jeg bliver "høj" af det, fordi jeg elsker at være i min skriveboble, fordi jeg elsker at få andre til at tænke over tingene og ændre deres liv til det bedre... kort sagt: det er uden tvivl min PASSION, jeg har fundet.

Som jeg har nævnt før, er det en vigtig "ting" at finde, hvis du skal ud af din spiseforstyrrelse (hvis og hvis, min røv er spids... sgu da ikke HVIS! NÅR du skal ud af din spiseforstyrrelse). Jeg kan nemlig næsten garantere, at du vil mærke et kæmpe tomrum, jo mere du slipper din spiseforstyrrelse, og det tomrum (som jo i spiseforstyrrelsen blev fyldt ud af MAD), skal du så fylde ud med din passion/det der gør dig glad/det du inderst inde har lyst til at bruge dit liv på.

Men det var nu ikke det, jeg ville skrive om nu :) Det var tankerne om min nye bog. Det med at mad er blevet så kompliceret. Det er sgu snart en hel videnskab at spise! Lytter du til den ene "ekspert", skal du spise fedtfattigt, en anden siger fedtrigt, en tredje hylder fuldkorn, en fjerde forbander det, en femte siger vi skal spise vegetarisk, en sjette siger vi er skabt til at spise kød... osv. Det er godt nok svært at spise rigtigt, hvis vi skal lytte til alle de kloge! Og vi bliver jo skrupforvirrede, og midt i forvirringen glemmer vi helt, at vi er vores egen ekspert... hvis vi gad gøre en indsats for at lære at lytte til vores krop. Den skal nok fortælle dig, hvad du har brug for - den kender BALANCEN. Det er desværre bare de færreste af os, der kan finde ud af at lytte til vores krop (er min fornemmelse. Har ingen dokumentation for at påstå det).

Jeg skal bestemt ikke gøre mig hellig, for jeg bliver selv gang på gang ramt af den forvirring - et kig rundt på f.eks. Instagram, hvor såååååååååååååååååååååå mange lægger billeder op af mad, kan sagtens få mig til at tvivle på det, jeg mærker fra min krop. "Hun/han spiser sådan og sådan... skal jeg også prøve at lade være med at spise X (indsæt f.eks. sukker, kaffe, gluten, kød, mælk, ost, lagkage, nødder, citroner... you name it!)?". Og ryger så en tand væk fra min egen krop, lader hovedet bestemme, mister noget af den ægte nydelse, føler mig mindre fri osv.

FORDI JEG BESTEMMER, HVAD JEG SKAL SPISE MED MIT HOVED.

Men det er i kroppen, at nydelsen, glæden og LIVET er.

Betyder det så, at man skal vælte sig i vingummi og lagkage?

Nej. For det vil jeg vædde med, at kroppen heller ikke beder om (hele tiden).

Det, jeg mener er, at vi skal lære at spise ud fra en blanding af lyst og behov, hvor vi ingen regler har (det giver i hvert fald mest livsglæde, vil jeg påstå. Tænk at ende på et plejehjem og tænke tilbage på et liv med forbud og restriktioner... det vil jeg i hvert fald ikke). Dvs. lære sin krop så godt at kende, at man kan mærke, hvad kroppen fortæller én. Så man ikke vælger, hvad man skal spise ud fra en beslutning taget af det "kloge hoved". Det kan godt være, at man så oftes vælger f.eks. æbler/kokos/brød/sukker/mælk (indsæt selv) fra, fordi man ikke får det godt af at spise det, men det er ikke FORBUDT. Det er ikke valgt fra med hovedet/fordi det er populært ikke at spise. Man spiser det ikke, fordi man ikke får det godt af det - men indimellem spiser man det alligevel, fordi man vægter lyst højere lige i nuet og så tager konsekvensen af det bagefter.

Det, jeg vil frem til, er altså, at man kan sammensætte sin egen LYST/BEHOV-kost, som er valgt med kroppen og ikke hovedet. Dvs. at man ikke vælger en kostretning med hovedet og skal spørge "eksperterne" må jeg spise det her på Paleo, LCHF, De 8 kostråd, Dukan, 5:2, South Beach, Atkins... Din egen krop fortæller, hvordan det passer DIG at spise. Og så skal man (også dig, Mille!), øve dig i at holde fast i det, du mærker, virker for dig.

Nu vågner hun - så må moderen stoppe her :)

onsdag den 27. august 2014

Hvorfor er mad blevet så kompliceret?

Jeg er i gang med en ny bog om sundhed og mad. Indtil videre tager den mest form inde i mit hoved, for jeg får ikke skrevet meget i øjeblikket.

Det, som jeg tænker meget over, er (og som bl.a. skal med i bogen):

- hvorfor er mad blevet så kompliceret? Eller er det bare mig, der synes det? Folk skal følge en bestemt kostretning og så spørge eksperterne "må jeg spise det her?". Men for fa'en altså... vi har vores egen ekspert med os hele tiden: vores egen krop!! Men lytter vi til den??

- hvorfor er der så mange, der får dårlig samvittighed, hvis de spiser "noget forkert"? Jeg tror, at mange kvinder vurderer en dag ud fra, hvordan maden er gået (eller tror jeg forkert?). Altså, hvis man har spist "rigtigt", har det været en god dag, og hvis man har "syndet" (gud, hvor jeg hader det ord), har det været en dårlig dag. I stedet for at dagen vurderes ud fra, hvad man har oplevet, hvad man har lært, og ud fra hvor meget man har grint og nydt dagen!

- hvordan lærer vi at spise efter vores krops lyst og behov? Hvad er det helt konkret, jeg har gjort? Og hvordan bliver jeg selv endnu bedre til det, for jeg kan bestemt også nå længere, end jeg er nu. Det er så nemt at blive påvirket af al den snak om sundhed og mad, man dagligt bliver bombarderet med, og så bliver jeg igen og igen i tvivl, om jeg gør det godt nok, eller om jeg ikke liiiiige skal prøve at spise på den måde... eller den måde... Og så glemmer jeg igen, at jeg har min egen ekspert: min krop! Hvordan bliver jeg bedre til at holde fast i det, jeg har mærket og lært - altså holde fast i min egen krop som ekspert - og lukke ørerne fra den forvirrende sundhedssnak? (kun lade mig inspirere af opskrifter, tips og lign. Uden det er negativ påvirkning).

- min påstand er, at selv om man skal tabe sig (altså, når man er overvægtig) kan man gøre det uden at have forbudslister. Alt skal være tilladt at spise! Hvordan beviser jeg det?

- hvorfor er vi så utålmodige? Vi vil så gerne fixes. Det skal gå stærkt, når vi skal ændre noget. Så hver gang der kommer en ny bog, der lover, at vi kan blive fixet med det og det på 4 uger, styrter vi ud og køber den. Eller når en artikel i et blad lover fix på 4 uger, sælger det mere. Hvor dumme er vi blevet? Udvikling - i hvert fald den holdbare - kræver nosser og tager tid. Er det fordi hele vores samfund kører så stærkt i dag?

- mange ser så ensidigt på sundhed, synes jeg. Sundhed handler om så meget mere, end om hvad du putter i munden. Og lever du af æbler, er du ikke sund, selv om et æble i sig selv er sundt.

- glæde, nydelse og nærvær glemmer vi tit.

- hvorfor har så mange så svært ved at passe på sig selv og gøre gode ting for sig selv? Hvorfor er det nemmere at være lidt destruktiv/spænde ben for sig selv? Hvorfor er det negative på en eller anden måde mere naturligt for os? Det er nemmere at se begrænsningerne end mulighederne.

Der er ikke rigtig en "mening" med denne blog. Jeg skulle bare lige tømme mit hoved :) Jeg vil så gerne inspirere om mad og sundhed på en anderledes måde, men jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg vil gerne få andre kvinder til at slappe mere af og nyde livet - og jeg vil også selv gerne blive endnu bedre til det!

søndag den 24. august 2014

Spiseforstyrrelser og seksualitet

Spiseforstyrrelser og seksualitet... Den vinkel bliver fuldstændig glemt – både i behandlingen og generelt i snakken om spiseforstyrrelser. Det er egentlig ret underligt, for når "mediet" for både seksualiteten og spiseforstyrrelsen er KROPPEN, må det da influere på hinanden.

Men bunder en spiseforstyrrelse så i en forstyrrelse i seksualiteten? Eller forstyrrer spiseforstyrrelsen seksualiteten?
Jeg tror, at begge dele kan være rigtige. Ca. 1/3 af alle spiseforstyrrede har seksuelle overgreb i bagagen, og det giver li’som ”mening”, at det så bliver den forhadte krop, man reagerer på. Og lige meget om man har overgreb bag sig eller ej, giver det næsten sig selv, at spiseforstyrrelsen ikke kan undgå at påvirke seksualiteten. Man skader jo sin krop hver dag, tager afstand til den, afskyr den. Hvordan skulle man så samtidig kunne være til stede med nydelse i sin krop, mens man har sex? Og hvordan skal man kunne give udtryk for, hvad man har lyst til, når lyst i hverdagen ligger én så fjernt?

Derfor kan jeg ikke forstå, at seksualiteten stort set bliver glemt i behandlingen til spiseforstyrrede. Selv om man får mad og vægt på plads – og endda også det psykiske – kan seksualiteten stadig være påvirket. For når en krop i mange år er blevet hadet, mishandlet og lukket ned for, hvordan skal man så bare pludselig kunne mærke den og være i den, fordi mad og vægt bliver normaliseret? Man skal genskabe hele kontakten, omsorgen og kærligheden til kroppen og forstå, at kroppen intet galt har gjort eller gør. Den har blot været ”mediet”, som hadet er blevet rettet imod for at overleve smerten. 
Der er ikke undersøgt meget på området omkring seksualiteten, så jeg kan kun referere til min egen lille undersøgelse ud fra alle de spiseforstyrrede, som jeg har haft kontakt med. Min opfattelse er, at det er meget enten-eller (som med så meget andet, når man er spiseforstyrret… Verden er ekstremt sort-hvid!). Altså, enten skærer den spiseforstyrrede seksualiteten helt ud af sit liv og ”glemmer” sit seksuelle væsen = ingen intimitet, nærhed, sex. Eller også overskrider man sine egne grænser gang på gang og er sammen med mange uden at have sig selv med i det. Det er som om, man tænker: ”tag da bare min forbandede krop”. Der er selvfølgelig også en mellemting mellem de to yderpoler, hvor man har sex, og måske med den samme partner, men man kan ikke slappe af, give sig hen og nyde det fuldt ud. 
Jeg kender endda til flere spiseforstyrrede, som lige frem prostituerer sig. Ja, man kan gå uhyggeligt langt i selvudslettelsen...

Jeg vil skrive noget mere om seksualitet, for jeg synes, at det er ret interessant. Hvis man "arbejder med" (ved ikke lige hvad jeg skal kalde det) seksualiteten og kroppen i behandlingen, kan det hjælpe én MEGET på vejen ud af spiseforstyrrelsen. Hvis man vil opnå det fulde frihed, skal både mad, vægt, det psykiske, seksualitet og forholdet til kroppen på plads.

onsdag den 20. august 2014

Min (u)lykkke

D. 20. august 2007 blev jeg kørt ned - dvs. det er præcis 7 år siden i dag.

Selv om det jo var en ulykke, så ser jeg det som en lykke. Jeg har mange gange tænkt på at kontakte ham, som kørte mig ned, og sige tak (men jeg aner ikke, hvem han var, for han stak af).

Sige TAK?! Tænker du måske nu :)

Ja. Inden (u)lykken var hver dag præget af sult, overspisning, mærkelig spisning, snak med Ulrik (bræk) og motion, motion, motion... jeg havde absolut ingen ro. Kunne ikke sidde stille og kunne ikke sove om natten. Min krop - JEG - var i en kæmpe stresstilstand. Jeg havde erkendt, at der var noget galt i min måde at "leve" på, men jeg følte ikke, at jeg var i stand til at stoppe det. Natten til d. 20. aug. 2007 drømte jeg faktisk, at jeg blev kørt ned, og da jeg vågnede om morgenen, tænkte jeg: "gid det bliver virkelighed. En eller anden må stoppe mig i det her. Jeg kan ikke mere".

Totalt spooky!!

To timer efter lå jeg på kørebanen i krydset inde ved søerne ved Søpavillionen med folk og ambulancefolk omkring mig.

(U)lykken satte en brat stopper for min overdrevne motion. Jeg kom på krykker i 5 måneder.

5 MÅNEDER HVOR JEG IKKE KUNNE GÅ!! Samt yderligere 7 måneders genoptræning da jeg slap krykkerne...

Jeg må indrømme, at jeg til at starte med bandede mig selv langt væk over at have ønsket det her. Hvad fanden havde jeg tænkt mig?!

Men (u)lykken blev startskuddet til min rejse ud af spiseforstyrrelsen. Jeg fik tid til at stoppe HELT op og reflektere over mit liv. Eller... mangel på liv. Jeg lå i min seng og læste alle mine dagbøger igennem og kunne altså med mine egne ord læse, hvad jeg havde brugt de sidste 11 år på!

Noget i mig (selve MILLE) blev ret chokkeret og ked af det. Skulle dette være mit liv? Så besluttede jeg mig for at samle mine dagbøger til en bog, for hvis jeg på nogen måde kunne forhindre andre i at gå igennem det, som jeg havde gået igennem, ville alt mit lort trods alt give lidt mening. Jeg sendte resultatet til PeoplesPress og utroligt nok fik jeg et JA til udgivelse med det samme. Ærlig talt tror jeg ikke, at jeg havde regnet med det :)

Og jeg ANEDE IKKE, hvad jeg satte gang i!! Det blev jo startskuddet til min karriere som forfatter, samt at blive kendt. Men det er en helt anden historie :)

Tilbage til (u)lykken. Selv om den blev et vigtigt vendepunkt for mig, kom jeg jo - som I kan regne ud - ikke ud af spiseforstyrrelsen 14 dage efter. Nej, der skulle maaaaaaaaange kampe udfordringer til (jeg kalder det udfordringer i stedet for kampe. I en kamp er der nemlig altid en vinder og en taber, så det er mere positivt at kalde det for udfordringer - dem kan du klare. Der kan du ikke blive en taber.  Det har i hvert fald betydning for mig at ændre ordvalget!).

Men rejsen ud af spiseforstyrrelsen var startet.

(U)lykken fik mig også til at forstå, hvad spiseforstyrrelsen "gav" mig. Spiseforstyrrelsen var mine psykiske krykker her i livet. Krykkerne jeg støttede mig til, når jeg ikke turde være mig selv, ikke turde sige til og fra, ikke turde mærke følelser, ikke turde lukke kærlighed ind, ikke turde følge mine drømme... Ved at støtte mig til dem, lukkede jeg af for alt det svære - men dermed også for selve LIVET. De fik mig til at overleve i den kaosfølelse, jeg havde indeni.

Det indså jeg, fordi jeg nu havde fysiske krykker også! Nu måtte jeg jo fysisk støtte mig til krykker, for at kunne gå.

Og det som jeg oplevede var, at folk meget bedre forstod det. De kunne jo SE mine krykker, så selv gamle damer rejste sig op for mig i bussen. Samme forståelse havde jeg ikke mødt, da jeg kun havde mine psykiske krykker....

Nu har jeg både smidt de fysiske og de psykiske krykker, og jeg er faktisk ret rørt i dag. Tænk at det kunne lade sig gøre. Mit venstre ben vil dog altid være skadet efter (u)lykken, og jeg har jo også stadig spiseforstyrrelsen i mig. Men begge dele ser jeg gaven i i dag. Som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg, er spiseforstyrrelsen i dag min ven og min livsguide. Hvis jeg fjernede den fra mig, ville jeg miste en masse styrke. Det er måden, jeg bruger styrken på, som har gjort og fortsat gør, at jeg lever mit liv i dag i stedet for at overleve det.


mandag den 18. august 2014

Lille spejl på væggen der...

Jeg har skrevet om det før, men jeg må lige nævne det igen. Hvor er det fascinerende at følge Julia! Alt er nyt for hende, og hun møder alt med nysgerrighed og åbenhed.

Og så bruger hun ikke krudt på at rakke sig selv ned. Jeg tror, at hun synes, at det hun ser her i spejlet er spændende og fantastisk - hun kan i hvert fald ligge sådan længe.


Det har fået mig til at tænke over, hvorfor og hvornår vi begynder at have svært ved at elske os selv (min opfattelse er i hvert fald, at rigtig mange kæmper med at opretholde kærligheden til sig selv.... og så først finder den senere i livet igen og lærer at hvile i sig selv, være sig selv, elske sig selv...Men det er da spild at bruge så mange gode år af ens liv på at være hård ved sig selv, tale dårligt om sig selv, måske lige frem være direkte destruktiv!). Hvor går det "galt" henne?? Op gennem barndommen er forældrene ikke gode nok til at styrke deres barn? Det er samfundet, der påvirker negativt? Medierne?

Jeg ved godt, at vi ikke kan blive ved med at være som babyer er, når vi bliver voksne, for det ville nok gøre det lidt svært at få et samfund til at fungere så. Men tænk hvis vi bare ville huske at være LIDT mere som babyer... være mere til stede i nuet, ikke være så negative, være nysgerrige, se muligheder frem for begrænsninger, se kærligt på os selv i spejlet - samtidig med at vi selvfølgelig skal tage ansvar, passe job, gøre ting som "bare skal gøres" osv. Men altså alligevel LEVE LIDT MERE! Vi har jo kun dette ene liv (tror jeg da). Hvorfor ikke få det bedste ud af det, så man kan sidde på plejehjemmet og tænke tilbage på et spændende liv?

Mit mål er, at jeg vil sidde som gammel og tænke: "hvor er jeg stolt af mig selv. Det kan godt være, at jeg spildte mange år af min ungdom på at være destruktiv, men jeg turde vende skuden, lære af det og nyde resten af mit liv. Jeg blev faktisk lidt som en baby igen".

Ja, den lille fis får mig til at tænke over SÅ mange ting, uden hun ved det :)


fredag den 15. august 2014

Hurra, jeg har fødselsdag!

I dag har jeg fødselsdag.

Nu snakker man jo normalt ikke om en kvindes alder.... men jeg står gerne ved, at jeg bliver 35 år! Aldrig har jeg haft det bedre, aldrig har jeg set bedre ud. Aaaaah Mille, alderen har vel sat sine spor? Jeps. Jeg har fået nogle rynker i panden, jeg har en lille topmave fra jeg fødte Julia (jeg kalder den Julia-maven), og jeg er spændt på, om mine babser bliver lige lange, når Julia engang er færdig med at sutte, bide og hive i dem.

Men at "se godt ud" handler ikke om perfektion i mine øjne. En kvinde der har det "perfekte look" helt uden buler og rynker er ikke automatisk smuk. Det, der er smukt, er udstråling, karisma, at man kan mærke og se at kvinden hviler i sin krop og i sig selv, at hun udstråler livserfaring og kærlighed, og at hun er nærværende. Synes jeg :)

Jeg gør meget for at passe på mig selv og min krop, men jeg går ikke op i petitesser og er hysterisk over en rynke, min Julia-mave (som det nok kun er mig selv, der bemærker) eller at mine lår ikke er så slanke, som da jeg var 18 år.

Jeg er smuk pga. de erfaringer, jeg har med mig, og som jeg nu bruger positivt.

I går eftermiddags da jeg gik tur med Julia, gik jeg fordi et butiksvindue, hvor der stod: "You are amazing". Det tog jeg et billede af med min mobil og gik videre.


Først da jeg ville se på de billeder, jeg havde taget dagen igennem af Julia (hun havde været med mig ude og servere til et kursus - ung i arbejde, kan man roligt sige!), opdagede jeg, at jeg var kommet med på billedet, så teksten stod skrevet over mig. Fedt ik? - tænk på at lige meget hvem der havde stået foran det vindue og taget billedet, havde fået teksten "You are amazing" på sig. For det er vi nemlig alle! Vi er alle unikke. Der er kun én DIG. Såååååå pas på dig selv :)

Nå, nu vil jeg nyde min fødselsdag i dag med Julia og min kæreste, og i morgen holder jeg den med familie og venner.

Den bedste gave har jeg allerede fået, og den vil aldrig blive overgået. Det er hende her:



onsdag den 13. august 2014

Mere morgenmad :)

Skriver hun nu mere om morgenmad....

Ja, det gør hun :)

Her til morgen varierede jeg min pandekage-topping lidt. I stedet for blåbær øverst kom jeg kokoschips, mums! Dessertagtig måde at starte dagen på.


Og det mætter godt pga. de to spsk. MK Olie, som jeg har kommet på pandekagerne først (se mit morgenmadsindlæg fra i søndags). Jeg er blevet ret stor fan af den olie. Den er dyr men super god!


Apropos dyr. Hvorfor er det, at vi tit bliver nærige omkring noget, som er godt for os? Jeg mener... da jeg var i spiseforstyrrelsen, gik der MANGE MANGE penge til spilde på mad. Enten fordi jeg smed det ud, eller fordi det røg ud i toilettet efter en tur ned i maven først... Jeg kunne lige så godt ha' taget pengene og kylet dem ud med det samme! På vejen ud af spiseforstyrrelsen - og også nu - oplever jeg, at jeg tænker: "ej, det er sgu lidt dyrt. Det kan jeg ikke tillade mig at bruge penge på". F.eks. med denne olie. Men så husker jeg mig på, hvad pengene før gik til, samt at jeg vil forkæle mig selv nu og have det godt! Desuden tror jeg næsten, at jeg bruger færre penge på mad nu... selv om jeg køber bedre produkter...

Nå tilbage til morgenmad. Er det ikke fedt, at man kan variere sin morgenmad så meget? Lige som man har lyst til :) I stedet for at spise det samme dag ud og dag ind. Tror også at det er godt for kroppen. Variation, så man får lidt at alting og ikke kommer til at mangle noget. Ja, det tror jeg, at min krop har godt af efter så mange år med for ensidig spisning.

Jeg skriver også så meget om morgenmad, fordi det er det vigtigste måltid for mig. I spiseforstyrrelsen har jeg godt nok sprunget morgenmaden over mange gange, hvilket har gjort det sværere at kæmpe imod spiseforstyrrelsen dagen lang. Jo mere jeg "trak elastikken" og ventede... og ventede.... og ventede... med at spise til op ad dagen, jo sværere blev det at få spist, og jo mere spildte jeg dagen på ingenting. Brugte al energi på at frygte maden, som jeg jo på et tidspunkt måtte overgive mig til... Og når jeg så spiste, var jeg fysisk så sulten, at det var sværere at styre = nemmere at komme til at overspise = så ved vi godt, hvor vi ender henne, ik? Lortedag med stort L.

Selv om jeg nu er ude af spiseforstyrrelsen, er det super vigtigt for mig at få spist en stor og ordentlig morgenmad. Det duer ikke for mig at springe over eller kun at spise frugt f.eks. Ingen morgenmad eller kun frugt om morgenen gør mig ustabil. Jeg kan mærke mere uro, ukoncentration, mindre energi, mindre overskud, mindre glæde. Og spiseforstyrrede tanker kan lettere dukke op i løbet af dagen, og selv om jeg ikke handler på dem uanset hvad, er det jo pisse irriterende at skulle brug krudt på at kæmpe mod dem.

Så jeg er fan af kæmpe sund morgenmad med nok fedt!

PS. Og nej, jeg har ikke fået penge for at skrive positivt om MK Olie. Jeg er ikke sponsoreret af nogen som helst (jeg har set, at andre bloggere bliver sponseret).

tirsdag den 12. august 2014

Meningen med livet

Jeg har pillet følgende ud af en mail, jeg har modtaget:

"... Derudover vil jeg spørge dig, om du har haft perioder (eller stadig har?), hvor du har følt dig rask af anoreksien, men alligevel var helt vildt ked af det. Sådan til den depressive side? Altså følelser med at du ikke vil leve mere.. Sådan går jeg desværre og har det indimellem. Men jeg ved ikke, om det er 'naturligt' for os spiseforstyrrede. Det handler hverken om, at jeg synes, jeg er for tyk, eller jeg ikke gider spise, for den periode er jeg ligesom over heldigvis. Men det handler mere om, at jeg synes, at livet er ligegyldigt og meningsløst.. Sådan har jeg haft det i godt og vel 6 måneder nu. Jeg har hele tiden fået at vide, at 'når du kommer på din målvægt, SÅ får du det godt, SÅ bliver du gladere'. Det er delvist sandt.. Blev da glad da jeg fik mere frihed, og motion giver mig også en glæde. Altså MIG en glæde, ikke anoreksien! Men er bare blevet så trist efter.. Som om 'hvad så nu?' ..
Ved ikke om du kender til det?"


Jo, det kender jeg godt til, og jeg tror, at mange andre spiseforstyrrede også kender til det. Den der tomhed, der kommer, når spiseforstyrrelsen får mindre og mindre magt... hvad fanden skal man så bruge tiden på?! Og tanker som

- livet er ligegyldigt og meningsløst...
- var det overhovedet kampen værd at komme ud af spiseforstyrrelsen? Jeg er jo ikke glad...
- hvad så nu?
- hvem er jeg?
- hvad har jeg lyst til?
- det var meget nemmere, da jeg ikke mærkede en skid, og jeg bare tænkte på mad hele tiden..

...dukker op.

Som en anden pige også lige har sagt til mig: "når jeg sidder blandt mine veninder og andre nu, kan jeg ikke rigtigt snakke med om alt det, de snakker om... Jeg føler mig så bagud. I alle de år hvor de oplevede en masse, udviklede sig, blev gode til noget osv., brugte jeg hvert et minut på at tænke på mad og planlægge mad. Så nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal bruge tiden på, og jeg kan ikke bidrage med noget, når jeg sidder sammen med andre. Det gør mig virkelig ked af det, og en del af mig tænker, at det ville være nemmere at lade spiseforstyrrelsen overtage igen, for så har jeg da den at beskæftige mig med..."

Kender jeg også riiiiiigtig godt til!

Man er nemlig ikke rask fri (jeg kalder det FRI, ikke rask, da jeg ikke mener, at spiseforstyrrelser er sygdomme), blot fordi vægten er normal, og man har lært at spise "normalt"/følge en kostplan.

Nææææ, så står man blot tilbage med det, man egentlig flygtede fra: udfordringerne ved at være sig selv, mærke sine følelser, forvirringen omkring hvad man vil med sit liv, "store" tanker om hvad livet egentlig går ud på osv. osv.

Alt det skal man først til at face, når man er mere stabil mad- og vægtmæssigt. Man skal fylde tomrummet op indeni med det, der giver mening for én, for så giver spiseforstyrrelsen pludselig slet ikke "mening" mere.

Meeeen det svære er jo at MÆRKE, hvad der er, der giver mening. Hvad det er, der gør én glad. Hvad man har lyst til at bruge sit liv på.

Så man må på skattejagt i sig selv. Post for post finde ud af passionen i ens liv. Det kan tage tid, lang tid, så det kræver tålmodighed og vilje. Men lærer du først at fylde dig selv positivt op og tage ansvar for det selv, er der hverken tid eller plads til spiseforstyrrelsen. Der er hele tiden noget, der er vigtigere, så selv om tankerne dukker op igen, handler du ikke på dem.

"Hvis der er en mening med livet,
  er det at give mening til livet"....


(fra min opslagstavle)

søndag den 10. august 2014

Morgenmadsvariation samt måde at få olie på

Jeg har ændret min morgenmad lidt igen. Som jeg skrev i blogindlægget "Min morgenmad", veksler jeg meget tit min morgenmad (og øvrige mad desuden også). Jeg er blevet fan af VARIATION! Nok efter spiseforstyrrelsen hvor jeg kørte meget i det samme, som jeg var tryg ved... ;) Nu skal jeg sgu prøve en masse!

Så nu ser min morgenmad ud som følger:

Det er de samme pandekager.

Jeg hælder 1 spsk. MK Olie (det er den, jeg bruger lige nu, men jeg varierer som skrevet tidligere også med olie. Jeg har skrevet om fedt i indlægget "Fedt fedt fedt") ud over hver pandekage. På den måde får jeg mine 2 spsk. olie.


Så hælder jeg chia-frø ud over (ca. 1 spsk. på hver pandekage. Nok lidt mere...)



Så en ordentlig røvfuld græsk yoghurt ud over (eller skyr. Lige nu er det bare græsk yoghurt, jeg har lyst til).


Til sidst friske blåbær.


Og ja.... jeg slikker tallerkenen for at få al den gode olie med... (så fin er jeg!)

Jeg drikker stadig kakao med kokosolie i til. 

Husk ikke at tælle kalorierne! Ved godt der er mange fra fedt, men de går liiiige ind i cellerne og er super for jeres krop! Det er cellefedt, ikke dellefedt, som det så smukt hedder :)

PS. Jeg ved godt, at jeg mangler lidt i det æstetiske...hedder det ikke det?... altså så anretningen ser lidt mere mums ud. Jeg øver mig!


fredag den 8. august 2014

Jeg er så kedelig...

Jeg får ikke skrevet alle de blogindlæg, som jeg har på hjertet, fordi jeg - som jeg har fortalt i tidligere indlæg - simpelthen ikke kan nå det lige for tiden. Julia sover dårligt i varmen = jeg får heller ikke sovet godt, og så har jeg ikke energi til at stå op før fanden får sko på og få skrevet, inden hun vågner. Og så har jeg også tænkt (og fattet), at jeg jo sådan set har barsel, så der er intet andet end at passe Julia, som jeg skal lige nu.

Når det så er sagt, så er der også en anden grund til, at det går lidt trægt med blogindlæg.

Jeg synes, at min blog er kedelig! Ja, kedelig.

Andre blogger om modetøj, boligindretning, make up, deres kendis-liv (hvis de er kendis...), mad osv.  Så folk kan blive inspireret til at købe en ny bluse, lægge ny cool make up, lave en ny version af lasagne osv....

Hvad fanden gør min blog?!

Du bliver ikke klog på mode eller noget. Det er bare mine tanker om spiseforstyrrelser/vejen ud, hvilket der ikke engang er en fin doktorafhandling bag til at understøtte mine "teorier".

Så den har lige fået med hammeren i hovedet... "din blog er jo ligegyldig og kedelig".

MEN! Nu har jeg lagt hammeren i værktøjskassen, hvor den hører hjemme, og jeg har spurgt mig selv følgende og svaret ærligt:

- Gør det dig glad at skrive blog?: ja, det gør det. Det hjælper mig at få tankerne ud af mit hoved og ned på "papir". Det er min måde at få tingene på plads på. Jeg får også tænkt hele min udvikling igennem, og jo mere jeg gør det, jo mere føler jeg, at jeg kan leve ENDNU MERE her og nu. For mig er det vigtigt at komme hele vejen rundt om tingene (hvor andre måske vil sige: kom nu bare videre uden at tænke SÅ meget. Nyd at du har fået det godt og drop gennemtænkningen af processen).

- Tror du andre får noget ud af at læse din blog?: jeg kan godt blive i tvivl, fordi der ikke kommer mange kommentarer, men når jeg så kigger på feed backen på facebook og på de mails, jeg får, så bliver tvivlen skubbet væk. Jeg lægger jo heller ikke op til, at folk skal kommentere. Det er bare mine tanker, som man kan læse.

Så JO! Bloggen er relevant og inspirerende for de folk, der læser med. Ellers ville de (forhåbentlig) ikke spilde deres tid her. Hvis man hellere vil læse om fx. boligindretning, kan man jo frit vælge blandt mange andre blogs :) Jeg skal ikke prøve at gøre min blog til noget, den ikke er. Den er god nok, som den er, og dem der har lyst læser med. Det vigtigste er, at jeg skriver ud fra hjertet, ærligt, oprigtigt og om de ting, der er relevante for mig selv. Så rammer jeg automatisk dem, som jeg "taler" til.

Og så er der jo heller ingen, der kræver, at der kommer et indlæg hver dag...

Hvorfor beholder jeg ikke bare disse tanker inde i mig selv? Hvorfor skrive højt at jeg har kæmpet med disse "jeg-er-kedelig/ligegyldig"-tanker?

Fordi disse tanker nok også kan få andre til at tænke over noget omkring deres eget liv! Der er mange, som kommer til at tænke for meget over, hvad andre nu mener om dig, om du gør det godt nok, er god nok osv. osv. Den der berømte hammer, der så nemt kommer frem og bliver svinget over knolden.

Jo mere vi "bliver hjemme hos os selv" og gør ting med hjertet, jo mere vil vi også "ramme"/connecte med dem, som vi har det godt med/"passer" sammen med. Det er umuligt at gøre alle tilfredse, være venner med alle, inspirere alle osv.

Så jeg vil fortsætte bloggen ud fra de tanker, der fiser rundt i knolden på mig. Det giver mening for mig - og så kan dem, der har lyst, følge med. Jeg skal ikke præstere noget... ud over at præstere at være mig selv :)

mandag den 4. august 2014

Forståelse for dig selv og andre

Jeg kom lige til at tænke på noget (det sker af og til... ;) ).

Når man er på vej ud af en spiseforstyrrelse, skal der jo riiiiiigtig meget tankearbejde til. Spiseforstyrrelsen sidder (efter min mening) ikke i tallet på vægten eller i maden men derimod mellem ørene. Det er også derfor, at man ikke er fri af spiseforstyrrelsen blot ved, at man når målvægten (som den kaldes i behandlingen). Desuden er langt størstedelen af alle spiseforstyrrede normalvægtige - dvs. du kan ikke se, at personen har en spiseforstyrrelse!

Når man arbejder så meget med at vende sine tanker for at komme ud af spiseforstyrrelsen, kan det være ret svært at have overskud til så meget andet. Jeg havde i hvert fald svært ved at passe studie og arbejde samtidig.... og være en veninde... og være en datter... og være en kæreste... osv. Jeg følte, at jeg skulle bruge så meget energi på at "styre mit hoved".

Det kan være svært for andre at forstå, for man ligner jo en helt normal pige/dreng! Andre kan ikke se ind i knolden på dig.

Så husk at have lidt forståelse for folk omkring dig - altså hvis de kommer til at sige "forkerte" ting. Det ER skide svært at forstå, hvis man ikke kender til kampen indefra! Hav fokus på hvor du vil hen (= ud af spiseforstyrrelsen og have det godt) og lad "dumme kommentarer" prelle af. Lettere sagt end gjort - I know! Det letteste er jo at finde "gode" argumenter for, hvorfor du blev nødt til at kaste op igen, smide mad ud, overspise... Men der er altså INGEN opførsel, der berettiger, at du skader dig selv! Det er der, du skal hen til :) Det bliver i hvert fald svært at leve livet, hvis andres opførsel gang på gang gør, at du bliver selvdestruktiv...

Selv om jeg er ude af spiseforstyrrelsen, mærker jeg stadig indimellem trangen til at reagere på mig selv, hvis nogen siger "noget forkert"/noget jeg ikke kan håndtere. Og så må jeg aktivt gøre en indsats for at vende tankerne og sige til mig selv: "Øh Mille, hvorfor skal det gå ud over dig, at X er en spade?!" Og så bliver jeg i situationen, selv om det ikke altid er sjovt (følelser er ikke altid sjove at være i....). Nogle gange kræver det, at jeg åbner munden for at få knuden i maven løst op. Husk at folk ikke er tankelæsere :)

Det, som jeg egentlig ville sige med dette indlæg, var:

Vi skal huske, at vi ikke kender andres situation/verden. Så i stedet for at dømme en anden og sige "dumme ting", fordi hun/han virker mærkelig, kan vi være rummelige og åbne for en snak, hvis personen har lyst til det. Og vi kan selv blive bedre til at turde åbne munden og sige til/fra/forklare os over for dem omkring os.

Mere rummelighed, accept, respekt, forståelse, kærlighed... Og blive bedre til at kommunikere :)

lørdag den 2. august 2014

Som en skildpadde

Julia har lige fået (endnu) en bamse af sin mormor og morfar. En skildpadde. Og den er hun blevet helt pjattet med! Det er sjovt, som børn tit vælger én bamse, som er BAMSEN, ikke?

Moderen her synes, at det er lidt sjovt, at skildpadden ser ud til at blive favoritten, for jeg har altid været fascineret af skildpadder. Jeg vil gerne være (og er måske blevet?) som en skildpadde :) (jeg farer bare stadig lidt for meget af sted nogle gange....roooolig Mille....du kan ikke alt på én gang)

Jeg forbinder en skildpadde med at være:

- godmodig
- trofast
- klog
- dybsindig
- kærlig

Og at den:

- ikke farer af sted. Den tager alt i et roligt tempo
- kigger nysgerrigt på verden men altid har sit skjold med sig til at krybe ind i, når verden bliver for voldsom