mandag den 4. august 2014

Forståelse for dig selv og andre

Jeg kom lige til at tænke på noget (det sker af og til... ;) ).

Når man er på vej ud af en spiseforstyrrelse, skal der jo riiiiiigtig meget tankearbejde til. Spiseforstyrrelsen sidder (efter min mening) ikke i tallet på vægten eller i maden men derimod mellem ørene. Det er også derfor, at man ikke er fri af spiseforstyrrelsen blot ved, at man når målvægten (som den kaldes i behandlingen). Desuden er langt størstedelen af alle spiseforstyrrede normalvægtige - dvs. du kan ikke se, at personen har en spiseforstyrrelse!

Når man arbejder så meget med at vende sine tanker for at komme ud af spiseforstyrrelsen, kan det være ret svært at have overskud til så meget andet. Jeg havde i hvert fald svært ved at passe studie og arbejde samtidig.... og være en veninde... og være en datter... og være en kæreste... osv. Jeg følte, at jeg skulle bruge så meget energi på at "styre mit hoved".

Det kan være svært for andre at forstå, for man ligner jo en helt normal pige/dreng! Andre kan ikke se ind i knolden på dig.

Så husk at have lidt forståelse for folk omkring dig - altså hvis de kommer til at sige "forkerte" ting. Det ER skide svært at forstå, hvis man ikke kender til kampen indefra! Hav fokus på hvor du vil hen (= ud af spiseforstyrrelsen og have det godt) og lad "dumme kommentarer" prelle af. Lettere sagt end gjort - I know! Det letteste er jo at finde "gode" argumenter for, hvorfor du blev nødt til at kaste op igen, smide mad ud, overspise... Men der er altså INGEN opførsel, der berettiger, at du skader dig selv! Det er der, du skal hen til :) Det bliver i hvert fald svært at leve livet, hvis andres opførsel gang på gang gør, at du bliver selvdestruktiv...

Selv om jeg er ude af spiseforstyrrelsen, mærker jeg stadig indimellem trangen til at reagere på mig selv, hvis nogen siger "noget forkert"/noget jeg ikke kan håndtere. Og så må jeg aktivt gøre en indsats for at vende tankerne og sige til mig selv: "Øh Mille, hvorfor skal det gå ud over dig, at X er en spade?!" Og så bliver jeg i situationen, selv om det ikke altid er sjovt (følelser er ikke altid sjove at være i....). Nogle gange kræver det, at jeg åbner munden for at få knuden i maven løst op. Husk at folk ikke er tankelæsere :)

Det, som jeg egentlig ville sige med dette indlæg, var:

Vi skal huske, at vi ikke kender andres situation/verden. Så i stedet for at dømme en anden og sige "dumme ting", fordi hun/han virker mærkelig, kan vi være rummelige og åbne for en snak, hvis personen har lyst til det. Og vi kan selv blive bedre til at turde åbne munden og sige til/fra/forklare os over for dem omkring os.

Mere rummelighed, accept, respekt, forståelse, kærlighed... Og blive bedre til at kommunikere :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar