mandag den 18. august 2014

Lille spejl på væggen der...

Jeg har skrevet om det før, men jeg må lige nævne det igen. Hvor er det fascinerende at følge Julia! Alt er nyt for hende, og hun møder alt med nysgerrighed og åbenhed.

Og så bruger hun ikke krudt på at rakke sig selv ned. Jeg tror, at hun synes, at det hun ser her i spejlet er spændende og fantastisk - hun kan i hvert fald ligge sådan længe.


Det har fået mig til at tænke over, hvorfor og hvornår vi begynder at have svært ved at elske os selv (min opfattelse er i hvert fald, at rigtig mange kæmper med at opretholde kærligheden til sig selv.... og så først finder den senere i livet igen og lærer at hvile i sig selv, være sig selv, elske sig selv...Men det er da spild at bruge så mange gode år af ens liv på at være hård ved sig selv, tale dårligt om sig selv, måske lige frem være direkte destruktiv!). Hvor går det "galt" henne?? Op gennem barndommen er forældrene ikke gode nok til at styrke deres barn? Det er samfundet, der påvirker negativt? Medierne?

Jeg ved godt, at vi ikke kan blive ved med at være som babyer er, når vi bliver voksne, for det ville nok gøre det lidt svært at få et samfund til at fungere så. Men tænk hvis vi bare ville huske at være LIDT mere som babyer... være mere til stede i nuet, ikke være så negative, være nysgerrige, se muligheder frem for begrænsninger, se kærligt på os selv i spejlet - samtidig med at vi selvfølgelig skal tage ansvar, passe job, gøre ting som "bare skal gøres" osv. Men altså alligevel LEVE LIDT MERE! Vi har jo kun dette ene liv (tror jeg da). Hvorfor ikke få det bedste ud af det, så man kan sidde på plejehjemmet og tænke tilbage på et spændende liv?

Mit mål er, at jeg vil sidde som gammel og tænke: "hvor er jeg stolt af mig selv. Det kan godt være, at jeg spildte mange år af min ungdom på at være destruktiv, men jeg turde vende skuden, lære af det og nyde resten af mit liv. Jeg blev faktisk lidt som en baby igen".

Ja, den lille fis får mig til at tænke over SÅ mange ting, uden hun ved det :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar